2018
Følg profeten
March 2018


Følg profeten

Alle de velsignelser, jeg kan tælle i dag, er begyndt med et vidnesbyrd om nutidsprofeter.

Billede
young man reading Book of Mormon

Illustrationer: David Malan

Jeg blev døbt i juni 1977, da jeg var 28 år gammel. Det, der gjorde, at jeg godtog evangeliet, er den tro på og kundskab, jeg fik om nutidsprofeter.

Da jeg var 12 år gammel, besøgte missionærerne mig og min familie – mine forældre, bror og to søstre – og de talte om familie. De sagde, at Kirkens medlemmer har familieaften og forklarede, hvad familieaften er.

Min far sagde: »Tak for jeres besøg, men vi er ikke interesseret.« Jeg blev meget ked af det, men han forklarede: »Sønnike, vi har syv familieaftener i vores familie, og de sagde, at vi kun har brug for en. De har ikke noget at lære os.«

Fem år senere, da jeg var 17 år, fik jeg et job i en anden by og boede alene. Mens jeg boede hjemmefra, bankede missionærerne igen på mine forældres dør. Denne gang lyttede min familie og blev døbt. Da mine forældre fortalte mig det, sagde jeg: »Jeg har ingen interesse i religion lige nu.«

Der gik yderligere fem år, og jeg kom til at bo hos mine forældre igen, mens jeg skiftede arbejde. Min far var missionsleder i menigheden, og hver eftermiddag briefede missionærerne ham om det seneste og koordinerede planer. En dag spurgte de ham: »Hvem er denne unge mand der?«

Han svarede: »Det er min ældste søn«

»Er han medlem?«

»Nej.«

»Vi er nødt til at tale med ham.«

Men jeg sagde: »Nej, jeg er ikke interesseret.«

Lærte mere om Joseph Smith

En dag lod min far så missionærerne undervise en dame hjemme hos os. De kom ved femtiden om eftermiddagen og begyndte at undervise hende – og de vidste, at jeg var i rummet ved siden af, hvor jeg smurte mig en mad, inden jeg skulle ud sammen med nogle venner. De underviste om en drengeprofet – Joseph Smith – og det første syn. Og jeg lyttede fra værelset ved siden af.

Og da jeg endelig forlod huset, begyndte Ånden at arbejde med mit hjerte, og der dukkede nogle spørgsmål op i mit sind: »Hvorfor gør du ikke det, søstrene underviste damen om? Hvorfor læser du ikke historien om Joseph Smith og spørger Herren, om han var en profet?« Jeg sagde til mig selv: »Jeg har det godt. Jeg gør gode ting. Jeg har ikke brug for det,« Men Ånden blev ved med at prikke til mig, og jeg besluttede, at jeg ikke skulle se mine venner den aften. Jeg gik hjem igen.

Jeg spurgte min mor: »Hvor kan jeg læse historien om Joseph Smith?« Hun gav mig sine skrifter og viste mig Joseph Smith – Historie, og jeg læste og bad. Jeg læste det første afsnit, tænkte over det og spurgte vor himmelske Fader, om det deri var sandt. Det gjorde jeg med hvert afsnit, indtil jeg var kommet helt igennem den. Jeg ventede spændt på et svar. Jeg læste og bad hele natten, til kl. 9.20 næste morgen.

Herren åbenbarede for mig, at Joseph Smith var hans profet. Jeg havde en meget hellig oplevelse. Da jeg afsluttede min bøn, lovede jeg, at jeg ville finde missionærerne og blive døbt, for jeg havde denne sikre viden.

Jeg sagde til søstrene: »Jeg er nødt til at blive døbt nu.« De forklarede mig om de lektioner, jeg skulle have, og løfter, jeg skulle holde. Men jeg sagde: »Jeg ønsker ikke at spilde en eneste dag med den kundskab, Herren har givet mig om, at Joseph Smith var profet.«

Så søstrene ringede til deres zoneleder. Han gik med til at sætte fart på processen med undervisningen. Han plottede et dåbsinterview ind i kalenderen og fortalte mig, at han også var nødt til at tale med missionslederen i menigheden, hvortil jeg sagde: »Jeg skal nok tale med missionslederen. Han er min far. Han har i årevis bedt for, at jeg måtte blive døbt.«

Min dåb var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Det var en sød og skøn følelse. Jeg følte mig som et nyt menneske. Jeg var ren. Jeg følte mig så tæt på Gud, og jeg var meget glad.

Følg den levende profet

Fordi jeg har et stærkt vidnesbyrd om, hvad der skete i den hellige lund i 1820, har jeg altid været aktiv i evangeliet og i Kirken. Jeg begyndte at tjene, passe kaldelser og give alt, jeg havde til Kirken.

To uger efter min dåb kaldte min stavspræsident mig som leder for de unge voksne i staven (selvom jeg måtte spørge ham, hvad en stav er). Efter yderligere to uger planlagde jeg en regionalkonference for unge singler. Det blev den bedste konference for singler i Kirkens historie, for der mødte jeg min hustru.

Et år senere blev vi gift. Vi har været lykkeligt gift i 38 år nu. Vi har fire børn og 10 børnebørn, og alle de velsignelser skyldes den beslutning, vi traf. Inden vi blev gift, spurgte jeg hende: »Vil du støtte mig i at være 100 procent lydig mod de levende profeter?« Det sagde hun ja til.

Efter jeg blev døbt, var den første tale, jeg hørte af profeten, præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), om at være selvforsynende og vis omkring vores brug af penge. Han sagde også, at man skulle sørge for, at ens børn fik en god uddannelse.1 Disse to ting har vi undervist om i vores familie, og det har været til stor velsignelse. Mine børn er godt stillede i dag – ikke fordi jeg er så dygtig, men blot fordi jeg valgte at følge profeterne.

Jeg elsker at tjene Herren og mine medmennesker på grund af det, jeg har lært af profeterne.

Få jeres eget vidnesbyrd

Billede
young woman reading scriptures

Følg profeterne. Lyt til deres ord og efterlev det, de lærer os, så vil I blive lykkelige. Min tro og kundskab om Kirken og evangeliet stammer fra mit vidnesbyrd om, at Joseph Smith var en Guds profet.

Jeg elsker vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det er mit store ønske at kunne være sammen med dem for evigt. Det er derfor, det er vigtigt at lytte til profeterne – de ved, hvilken vej der fører tilbage til Guds nærhed.

Jeg synes, at alle unge skal læse Joseph Smiths historie med oprigtig hensigt og et åbent hjerte og sind og spørge vor himmelske Fader. Jeg er sikker på, at Herren vil give dem det svar, han gav mig. Hvis I læser den version, vi har i skrifterne, kan I få et stærkt vidnesbyrd. Derefter kan I læse de andre versioner også.2

Joseph Smith så lyset, han så Gud Faderen og Jesus Kristus, og de talte til ham. Det er den guddommelige kundskab, der kommer fra Gud, gennem Ånden.

Når I har modtaget denne bekræftelse i hjertet, så sæt et mål om at vide, hvad de levende profeter siger. Studér deres ord i skrifterne, ved generalkonferencerne, i Til styrke for de unge, Kirkens tidsskrifter og på LDS.org. Lær om, hvad de råder til i seminar, Søndagsskolen og kvorummer og klasser. Sæt mål baseret på profetiske prioriteter. Gør det bare.

I vil føle jer nærmere på Herren. I vil føle, at I får større intelligens til brug i skolen og andre steder. Og husk, at I aldrig er alene. I har støttende mennesker omkring jer, der er klar til at hjælpe, deriblandt jeres biskop eller grenspræsident. Og Herren og hans Ånd vil være hos jer.

Noter

  1. Se Spencer W. Kimball, »Velfærdstjenester: Evangeliet i Funktion«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 119.

  2. Se »Beretninger om det første syn«, Evangelisk emneessay, lds.org/topics.