Evangeliet og det gode liv
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Fra foredraget »Det gode liv«, der blev holdt på Brigham Young University-Idaho den 18. december 2015. Hele talen kan ses ved at besøge web.byui.edu/devotionalsandspeeches.
Når uheldet virkelig er ude, og alt ramler omkring en, er familie og Jesu Kristi evangelium altafgørende.
Mange taler handler om at forfølge sine drømme og passioner. Det anerkender jeg, men jeg ønsker at få jer til at se et større formål med livet.
Taknemlighed for velsignelser
For det første håber jeg, at I er taknemlige for jeres velsignelser – især jeres arv. Taknemlighed og ydmyghed går hånd i hånd. Vi lever i en selvcentreret tidsalder. De sociale medier bruges i særdeleshed til at promovere sig selv. Det har aldrig været vigtigere at være taknemlig og ydmyg. De, som har disse egenskaber, udtrykker påskønnelse af deres velsignelser, når de følger Frelserens eksempel.
Min ven Roger B. Porter er professor på Harvard og et trofast medlem af Kirken, og han sagde ved en translokation på Harvard i maj 2015, at taknemlighed »kræver, at vi anerkender vores gæld til andre« og »det involverer ofte en ydmyghed for ufortjente eller gratis gaver«. Han afsluttede med: »Hvis I vælger at lade taknemlighed være en central del af jeres liv, vil det gavne jer. Det vil gøre jer mere modstandsdygtige mod fristelsen til at give efter for stolthed og at føle jer berettigede. Det vil hjælpe jer til at se det gode og anerkende det positive. Det vil hjælpe jer til at se bumpene på vejen i en større sammenhæng og ligeledes den modgang, I vil møde fra tid til anden. Det vil hjælpe jer til at have øje for dem, der er mindre heldige, end I er, og som I kan velsigne.«1
Jeg taler for, at vi er nødt til at være mere taknemlige for vores arv. Når vi er blevet velsignet med gode forældre, bør vi være taknemlige for det. Det er noget, vi alle skylder vores arv. Et gammelt kinesisk ordsprog lyder: »Når du drikker af vandet, så glem ikke brønden, hvorfra det kom.«
I skriften står det klart, at vi skal ære vore forældre. I Ordsprogenes Bog står der: »Hold din fars bud, min søn, afvis ikke din mors belæring« (Ordsp 6:20). Af Brevet til Efeserne lærer vi »ær din far og din mor!« (se Ef 6:2-3; se også 2 Mos 20:12). Den store tyske filosof Goethe formulerer det således: »Den arv, man har fået af sine fædre, må man fortjene, for virkelig at eje den«2 Det står klart, at vi skal være vores forældre taknemlige og gøre en positiv indsats for at opnå det, som de håber at skænke os.
Evige principper versus verdslige filosofier
Udover at opfordre jer til at være taknemlige vil jeg gerne komme med nogle praktiske råd, der både kan hjælpe jer til lykke og succes med at opnå et meningsfuldt liv, hvilket ofte omtales som det gode liv.
I et nyere essay italesatte lord Jonathan Sacks, tidligere chefrabbiner for den forenede hebraiske menighed i Commonwealth, den bekymring, jeg har omkring den vigende rolle, som tro, moral og mening har i det moderne liv. Han skrev:
»Hvis der er én ting, som de store institutioner i den moderne verden ikke gør, så er det at give mening …
Videnskab, teknologi, det frie marked og … den demokratiske stat har gjort os i stand til at opnå hidtil usete ting i kundskab, frihed, forventninger til livet og velstand. De hører til blandt den menneskelige civilisations største bedrifter, og de må beskyttes og værnes om.
Men giver de svar på de tre spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller sig på et eller andet tidspunkt i livet: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvordan skal jeg så leve? Resultatet er, at det 21. århundrede har efterladt os med et maksimum af valg og et minimum af mening.«3
Dette citat udtrykker på fornem vis kernen i mit budskab. Jeg er dybt bekymret for, at det gode liv, der er baseret på Jesu Kristi liv og lære, ikke vægter lige så højt som et verdsligt syn på det gode liv.
For de af os, der er medlemmer af Kirken, er Jesu Kristi evangelium og hans opstandelse og sonoffer grundlaget for alt, der er væsentligt, og de giver dette liv mening. Frelseren har inspireret til tro og sat standarder for livsførelse med hensyn til, hvad der er moralsk, retfærdigt og ønskværdigt, og det resulterer i det gode liv. Men de principper og den grundlæggende moral, som Frelseren forkyndte, er under alvorligt angreb fra verden i dag. Kristendommen er i sig selv under angreb.
Det er ikke noget nyt. Opskriften på det gode liv er blevet debatteret i århundreder. Da apostlen Paulus var i Athen, mødte han »en del epikuræiske og stoiske filosoffer« (ApG 17:18). Stoikerne troede på, at det højeste gode var dyd, og epikuræerne mente, at det højeste gode at stræbe efter var nydelse. Mange stoikere var blevet stolte og brugte deres filosofi som »et skjul for … ambition og lastefuldhed«. Mange epikurærere var blevet hedonister og levede efter mottoet: »Lev, drik og vær glad, for i morgen skal vi dø.«4 Mange i den akademiske verden har længe påpeget, at Aristoteles talte for en intellektuel erkendelse som grundlaget for det gode liv. Det er interessant, at mange af de verdslige filosofier, der var på kant med den tidlige kristendom, stadig gør sig gældende i let ændret udgave i dag.
Derudover kolliderer mange nye filosofier direkte med Jesu Kristi evangelium. Det er sket hurtigt. Som det udtrykkes i Mormons Bog, »inden for et tidsrum af ikke mange år« (Hel 7:6) kalder mange i verden nu »ondt godt og godt ondt« (2 Ne 15:20). Disse to sætninger fra skriften afspejler faktisk, hvad der sker i vor tid. Hvad der anses for at være moralsk rigtigt har ændret sig hurtigt. Der har været en utrolig bevægelse fra moralsk forsvarlig adfærd som grundlag for det gode liv. Nogle reducerer kristendommen ved at godtage en myte i kristendommen om, at lykke ikke kan findes her, men kun i himlen.5 Jeg forsikrer jer om, at det bringer lykke i dette liv og i himlen at følge Frelseren.
Mindetale-dyder versus CV-dyder
Nogle udfordringer handler ikke blot om godt og ondt. Nogle kræver, at vi træffer valg om, hvad der er bedst og ikke blot om, hvad der er godt.6
David Brooks præsenterede i en lederartikel med titlen »The Moral Bucket List« begrebet om, at der er »to sæt dyder – mindetale-dyder og CV-dyder. CV-dyder er dem, man fremhæver, når man skal sælge sig selv. Mindetale-dyderne er dem, folk taler om ved jeres begravelse.«7 Brooks konkluderer korrekt, at mindetale-dyderne er mere vigtige. Det ramte mig personligt, for jeg havde haft en oplevelse, da jeg var midt i tyverne, som gjorde et varigt indtryk på mig. Den bestod af to begravelser med få dages mellemrum for to gode mænd. Beretningen er sand, men jeg har ændret navnene og sløret nogle detaljer.
Jeg var 25 år, og jeg havde bestået min eksamen fra Stanford Law School, og jeg var lige blevet ansat i et advokatfirma. Mine arbejdsdage blev brugt sammen med højt uddannede mennesker, der havde samlet sig betydelige materielle goder. De var venlige og generelt imødekommende og tiltrækkende mennesker.
De medlemmer af Kirken, som jeg omgikkes med, var langt mere forskellige. De fleste af dem ejede ikke meget verdsligt gods. De var vidunderlige mennesker, og de fleste følte, at de havde en mening med livet. Det var på det afgørende tidspunkt, at to ældre, pensionerede mænd, som jeg havde kendt i mange år, gik bort. De blev begravet med få dages mellemrum, og jeg tog til begge begravelser. Jeg har besluttet at kalde den ene af mændene for Rig og den anden for Trofast. Disse to begravelser står mejslet i mit sind, fordi de tydeliggjorde betydningen af de valg, alle mennesker må træffe, især de unge. De viser også, hvor komplekst det er at skelne mellem mindetale-dyder og CV-dyder.
Både Rig og Trofast tjente som fuldtidsmissionærer som unge mænd. De var så vidt vides begge gode missionærer. Da de begyndte på college, tog deres liv hver sin retning. Rig giftede sig med en smuk kvinde, der med tiden blev mindre aktiv i Kirken. Trofast giftede sig med en lige så smuk kvinde, der var fuldt aktiv i Kirken. Det formede mere end nogen anden faktor alle øvrige beslutninger i deres liv. Når par vælger at forblive trofaste mod Frelseren og familiens evige betydning, bliver det, efter min mening, næsten altid mindetale-dyderne, der bevares.
Nu vil jeg fortælle lidt mere om Rig. Han havde vidunderlige sociale færdigheder og stor omsorg for andre mennesker. Han blev ansat i en stor amerikansk virksomhed og blev til sidst øverste direktør for virksomheden. Han havde en høj indkomst og boede i et stort smukt hjem på en stor grund. Det er derfor, jeg har besluttet at kalde ham Rig. Det er fair at nævne, at hans karrierevalg ikke blot var gode eller bedre, de var de bedste.
Hvad angår hans valg omkring familie og Kirken, var de dog ikke så gode. Han var en god mand, og personligt valgte han ikke noget, der i sig selv var dårligt, men de valg, han traf omkring sin familie og sin indflydelse på sine børn, fokuserede næsten udelukkende på uddannelse og beskæftigelse, altså de CV-dyder der er så efterspurgte på arbejdsmarkedet. Hans sønner fik også strålende karrierer. De forblev dog ikke trofaste i Kirken, og de giftede sig med unge kvinder, der ikke var medlemmer af Kirken. Jeg kender ikke alle detaljerne omkring hans sønner, men de ægteskaber endte med skilsmisse.
Rig og hans hustru blev også mindre aktive. De var primært engagerede i højt profilerede sociale og offentlige begivenheder. Han anså altid sig selv for at være sidste dages hellig, og han var stolt af sin mission, men han kom ikke i kirken. Fra tid til anden bidrog han til opførelsen af byggeprojekter i Kirken og hjalp medlemmer med deres karriere. Han stod desuden for ærlighed, hæderlighed og goodwill i alle de stillinger, han havde.
Han blev begravet fra et almenkirkeligt kapel ved kirkegården. Der var mange topfolk fra erhvervslivet og øvrige dignitarer med til begravelsen, deriblandt guvernøren i den stat, han boede. Med undtagelse af hans børn, børnebørn og mig var alle tilstedeværende over 50 år. Det var alt i alt en trist begravelse. Der blev ikke talt om de basale principper i planen for lykke, og der blev sagt meget lidt om Jesus Kristus. Rigs liv var nærmest kun baseret på CV-dyder.
De valg, Trofast traf om sit arbejde, var knap så succesfulde. Hans første forsøg på at starte som selvstændig kuldsejlede, da forretningen brændte, og han mistede alting. Han opbyggede derefter en lille virksomhed, der kun lige kunne dække hans udgifter. Han havde et lille, men tilpas hjem. Han var glad for sit arbejde og for at omgås andre mennesker. Hans karriere var god og tilfredsstillende, men den var ikke noget at prale af eller hvad man kan betegne som den bedste. Det var ikke en fin CV-karriere.
Men hvad angår hans valg omkring familie og Kirken, var de i absolut topklasse. Han og hans hustru forblev fuldt aktive i Kirken. Han tjente der, hvor han blev kaldet, det var ofte som lærer, han kom ofte i templet og han var en trofast præstedømmebærer. Han havde et virkelig godt forhold til mange mennesker, deriblandt sin store familie og mange børnebørn. De blev alle godt uddannet, men han fremhævede først og fremmest, hvordan man levede kristuslignende. Da han gik på pension, tjente han og hustruen på mission sammen. Selvom han mødte modgang i livet, deriblandt at miste en søn under anden verdenskrig, oplevede han en fylde og glæde livet igennem, fordi hans familie og Jesu Kristi evangelium gav det både mening og mål.
Hans begravelse i menighedens kirkebygning var stor og glædelig. Der var mennesker i alle aldersgrupper, blandt andet et stort antal børnebørn og unge mennesker, han havde tjent. Der blev talt om den store plan for lykke, og Frelseren stod i centrum ved mødet. Det var en eksemplarisk sidste dages hellig-begravelse. Talerne handlede om hans karakter, venlighed, omsorg for andre og tro på og kærlighed til vor Frelser, Jesus Kristus.
Valg og det gode liv
Jeg sagde tidligere, at disse to begravelser fandt sted på et afgørende tidspunkt i mit liv. Jeg havde været på mission, og jeg elskede Kirken. Jeg var lige begyndt på min karriere, og jeg blev imponeret over dem, der nød materiel og beskæftigelsesmæssig succes. Jeg indså, at de valg, jeg traf, ville afgøre min lykke i dette liv og afgøre, hvilken arv jeg ville efterlade. Jeg indså også den evige betydning af de valg, der lå for mig. Det stod mig klart, at valg kan have evig betydning. Det, der var vigtigst for mig, ved de liv, jeg har beskrevet, var, at jeg indså, at de væsentligste valg kan træffes af alle, uanset hvilke talenter, evner, muligheder eller økonomiske forhold de har. Jeg indså, at for mig, mine kommende børn og alle, som jeg ville få mulighed for at påvirke, så var det at sætte Frelseren, min familie og Kirken først afgørende. Det ville resultere i det gode liv.
Når uheldet virkelig er ude og alt ramler omkring en, er familie og Jesu Kristi evangelium altafgørende. Tænk på Lehi i Mormons Bog, hvor der står, hvordan »han drog ud i ørkenen. Og han forlod sit hus og sit arveland og sit guld og sit sølv og sine kostbarheder og tog ikke noget med sig, bortset fra sin familie« (1 Ne 2:4).
Denne generation har en udfordring med at beskytte troen og familien. En journalist har set helt tilbage til det gamle Indien og Grækenland og konkluderet, at rent historisk er enhver ikke-religiøs befolkning blevet mindre.8 Nyhedsmedierne er begyndt at skrive om det faldende fødselstal i det meste af verden i dag. Wall Street Journal skrev i en artikel på forsiden, at befolkningstallet i verden var en tidsbombe, fordi der var for få mennesker. I artiklen stod der, »at i 2016 ville antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder for første gang siden 1950 falde.«9
Der er en tydelig sammenhæng mellem mangel på tro og et faldende befolkningstal. Faderens evige plan for sine børn afhænger af både tro og familien. Jeg er taknemlig for, at sidste dages hellige i meningsmåling efter meningsmåling er tro mod Jesus Kristus og fortsat gifter sig og får børn.
Nogle har måske ikke mulighed for at gifte sig eller få børn. Men mennesker, der retfærdigt følger Frelseren og hans bud – og som uselvisk tjener vor Faders børn – »vil modtage alle lovede velsignelser i evigheden«.10
Når vi møder modgang og svære ting i livet, sker der meget, som vi kun har lidet kontrol over, om nogen overhovedet. Men hvad angår principper, opførsel og religiøs observans og retskaffen levevis, så har vi kontrol. Vores tro på og tilbedelse af Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, er et valg, vi træffer.
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum, har citeret William Law, en engelsk præst fra det 18. århundrede, for meget rammende at sige: »Hvis I ikke har valgt at sætte Guds rige først, vil det i sidste ende ikke betyde noget, hvad I ellers har valgt.«11
FOTOILLUSTRATION: PAUL CONRATH/THE IMAGE BANK/GETTY IMAGES
I må forstå, at jeg ved at fortælle jer den sande historie om de mænd, jeg kalder Rig og Trofast, ikke advokerer for, at vi ikke skal interesse os for de mål, der har med uddannelse og beskæftigelse at gøre. Tværtimod, bør vi gøre alt, vi kan, for at fremme vores færdigheder på de to områder. Det, jeg siger, er, at når mål omkring uddannelse og beskæftigelse bliver prioriteret langt højere end familien og Kirken og et vidnesbyrd om Frelseren, så kan de utilsigtede konsekvenser ved at lægge for meget vægt på CV-dyder blive meget ufordelagtige.
Jeg har fuld tillid til, at I kan finde den lykke og glæde, I ønsker, og som Gud ønsker for jer, når I er –
-
taknemlige for jeres velsignelser – især jeres arv.
-
forpligtede mod de evige principper, der giver livet mening.
-
opsatte på, at jeres mindetale-dyder tæller mere end jeres CV-dyder.
-
Forberedte på at fortælle Frelseren, at I har levet det gode liv.
Det vigtigste møde, nogen af os har på den anden side af sløret, er mødet med Frelseren, »portens vogter« (2 Ne 9:41). Uanset hvem vores forfædre er, eller om vi er rige eller fattige, vil vi komme til at rapportere om vores overholdelse af de bud, vi har fået. Vi bør leve, så vi kan »gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak ham, pris hans navn!« (Sl 10:4).
Vi vil gladeligt kunne fortælle, at vi virkelig har levet et godt liv.