Jeg ved, at min Forløser lever
Forfatteren bor i Filippinerne.
Efter vore forældre havde forladt os, lærte vi, at det ville Jesus Kristus aldrig gøre.
Illustration: Brian Call; detalje fra Kristus og den rige unge mand, af Heinrich Hofmann
Da jeg var 14 år, forlod min far vores familie, og min mor blev tvunget til at flygte fra landet. Jeg blev efterladt med mine tre yngre søskende, Ephraim på 9, Jonathan på 6 og Grace på 3 (navnene er ændret). Der var intet, der kunne have forberedt os på denne omvæltning. For første gang var vi alene.
Den øvrige familie tilbød snart at tage os til sig, men flyttede vi hjem til dem, skulle vi adskilles. Det var en svær beslutning. Hvordan kunne vi afslå hjælp, der var venligt ment? Men på samme tid hvordan kunne vi så opgive alle de år, vi havde leget, grint og taget os af hinanden og set hinanden vokse op?
Til at begynde med afslog mine brødre og jeg deres tilbud om hjælp, idet jeg tænkte, at jeg kunne arbejde for at forsørge os, så vi kunne blive sammen. Men vi vidste, at vi ikke kunne passe vores yngste søster ordentligt, så med tårer i øjnene overlod vi hende til dem.
I løbet af de næste par måneder arbejdede jeg som bygningsmaler for at kunne købe mad til mine brødre og mig. Min indkomst var for lille til at betale for el og vand, så det måtte vi klare os uden.
Trods denne prøvelse og den sladder, det afstedkom, så vaklede vi ikke i vores tro. Hver aften samlede jeg Ephraim og Jonathan om en olielampe, hvor vi læste i Mormons Bog. Jeg trimmede vægen, så den ikke osede så meget, men vi var alligevel nødt til at rense vores næse, som var blevet sort, da vi var færdige med at læse. Men det var det værd.
Det førte os tættere på Kristus at læse i Mormons Bog. Vi knælede ned sammen og skiftedes til at bede, når vi havde læst. Vi bad om trøst og hjælp med vore problemer, som der ikke syntes at være en løsning på. Vi blev færdige med at læse bogen, og vores tro på Jesus Kristus voksede sig stærkere.
En dag kom jeg træt hjem fra arbejde og smed mig nederst i vores køjeseng. Da jeg så op, så jeg et stykke papir, der var under overkøjen. Der stod: »Jeg ved, at min Forløser lever!« Det havde min bror Jonathan sat der. Hvor er børn dog tæt på himlen, når selv et primarybarn kan være et redskab til at sende beskeder fra Gud, der kan trøste et tynget hjerte og sind!
Dette vidnesbyrd styrkede mig, da jeg indså, at jeg ikke kunne sørge for os, og at vi var nødt til at forlade vores hjem. Jonathan kom ud og bo hos min mors side af familien, mens Ephraim og jeg valgte at komme ud til vores farmor og farfar, fordi de var medlemmer af Kirken. I deres hjem stod vi tidligt op for at hjælpe med det vi skulle derhjemme, inden vi skulle i skole, og bagefter skulle vi tage os af vores farfar til sent om aftenen. Det var udmattende. Men Herren havde ikke glemt os, og vi holdt fast i Kirken.
Hver gang jeg fik lyst til at give op, blev jeg mindet om de særlige stunder, jeg havde haft med mine søskende, når vi sammen læste i Mormons Bog rundt om olielampen. Jeg vidste, at Kristus var der med os i de svære tider. Lige fra det øjeblik, hvor vores familie begyndte at gå i opløsning, forlod han os ikke. »Jeg ved, at min Forløser lever!«
Her mange år senere kan jeg stadig se de ord for mig. Det budskab har hjulpet min bror Ephraim og jeg i de år, hvor vi tjente som fuldtidsmissionærer, og når vi nu kæmper for at gøre vore ægteskaber celestiale.
Jeg kunne være gået glip af meget i livet, hvis jeg havde tvivlet i stedet for at stole på Kristus. Uanset hvor svært livet er, har det aldrig været for svært for Frelseren, som led i Getsemane. Han kan bevare ens liv med en enkelt sætning. Han kender alt fra begyndelsen til enden. Hans trøst er stærkere end den største hjertesorg, som dette liv kan frembyde. Takket være hans forsoning findes der ingen permanente problemer – kun konstant håb, nåde, fred og kærlighed. Tro mig, jeg ved det! Jeg ved, at min Forløser lever!