2016
Var mit studium tilstrækkeligt?
Januar 2016


Var mit studium tilstrækkeligt?

Angie Nicholas er fra Texas i USA

Jeg havde trofast læst i Mormons Bog dagligt, siden jeg var teenager. Selv de aftener, hvor jeg var faldet udmattet om på min seng og var kommet i tanke om, jeg ikke havde læst, tog jeg den frem og læste i det mindste nogle vers.

For to år siden var jeg blevet bedt om at undervise om Det Gamle Testamente til morgenseminar. Jeg var mere ubekendt med Det Gamle Testamente end nogen anden del af skriften, så nogle dage brugte jeg tre til fire timer på at studere og forberede mine lektioner. Fordi jeg brugte så meget tid på at studere Bibelen og nutidig åbenbaring, holdt jeg op med at læse i Mormons Bog hver dag. Vi læste den sammen som familie om aftenen, og jeg brugte den lejlighedsvist som krydshenvisning, så jeg følte, at jeg fik studeret skriften tilstrækkeligt hver dag.

Midtvejs i skoleåret i januar måned udfordrede min stavspræsident hele staven til at læse et kapitel i Mormons Bog hver dag. Selvom jeg ikke anede, hvordan jeg skulle finde tid til det med mine heftige seminarstudier, besluttede jeg mig for at tage udfordringen op. Jeg havde ikke alene brug for at styrke mig selv, men jeg var også nødt til at være et godt eksempel for mine børn og mine elever.

Fra det øjeblik begyndte jeg at læse et kapitel i Mormons Bog hver dag, når jeg begyndte at forberede min seminarlektion, eller når jeg gjorde mig klar til at gå i seng. Der vendte en ånd og en kraft tilbage i mit liv, som jeg ikke vidste, jeg havde savnet. Mine seminarlektioner, der hidtil var gået godt, blev bedre. Dele af Det Gamle Testamente, som havde været svære at forstå, blev klarere. Jeg indså også, at jeg forstod Mormons Bog bedre som følge af det intense studium, jeg havde foretaget af profeterne og moseloven.

Indledningen til Mormons Bog indeholder dette citat af profeten Joseph Smith: »Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog.«

Mormons Bog binder alle dele af evangeliet sammen og indeholder et mægtigt vidnesbyrd om Jesus Kristus og frelsesplanen. Den giver alt andet i mit liv mening. Jeg er taknemlig for, at Mormons Bog er en del af mit daglige liv.