2015
Det, jeg lærte, forandrede mit hjerte
Marts 2015


Det, jeg lærte, forandrede mit hjerte

Darcy Logan, Alaska, USA

Efter min 18-årige søn Jaxons død reflekterede jeg meget over kvaliteten af og retningen i mit liv. Jeg havde et barn i evighederne, og jeg ønskede inderligt at leve således, at vi en dag igen kunne nyde at være sammen som familie. Jeg ønskede også at forstå skrifterne bedre, så de kunne vejlede mig.

Jeg ved ikke præcist, hvornår min interesse i hjertet begyndte, men den blev næret af mit håb om at se vores søn igen. Når jeg læste i Mormons Bog, begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan hjertet blev brugt symbolsk om tilstanden i en persons liv eller et folks retning eller tilstand.

Hver gang hjertet blev nævnt, omend det var hårdt eller blødt, satte jeg et lille rødt hjerte i margenen. Jeg begyndte at se mønstre. Når folks hjerte blev blødgjort, havde de styrke til at håndtere modgang, deres kærlighed til andre voksede, og de blev venligere og mildere. Jeg lærte, at omvendelse er det, der forandrer hjertet, når vi trækker på Frelseren og hans sonoffer.

Det var en vidunderlig rejse gennem Mormons Bog. Det, jeg lærte, forandrede mit hjerte, og det forandrede mit liv. Det, jeg lærte, hjalp mig også i mit arbejde, hvor jeg hjælper par gennem deres udfordringer. Jeg er nået frem til en forståelse af, at jeg kan undervise og minde par om de almindelige principper, der kan bringe tilfredshed og sand nærhed i ægteskabet. Men før de blødgør deres hjerte, er der kun en beskeden chance for, at forandring finder sted eller varer ved i ægteskabet.

Siden dengang, hvor jeg satte hjerterne i margenen i min Mormons Bog, er jeg ofte vendt tilbage for atter at læse disse passager, og jeg har fortsat lært af disse vers. Jeg har tilmed fundet nye hjerte-passager, som jeg overså i min første gennemlæsning, og det minder mig om, at der i skrifterne altid vil være noget nyt at lære, forstå og anvende.

Men det vigtigste er, at jeg bliver mindet om min himmelske Faders og min Frelsers kærlighed. På grund af den kærlighed vil jeg have min familie for evigt. Jeg ved dette af hele mit hjerte, og jeg er dybt taknemlig for det.