2014
Sådan lærer man bedst
September 2014


Sådan lærer man bedst

Få en uddannelse i stedet for bare at klare dig gennem skolen.

Billede
Drawing of student at desk with school supplies

Illustrationer: Alex Westgate

»Få en god uddannelse.« Det er det mest udbredte råd, der bliver givet teenagere.

Men blandt alle dem, der lytter til dette råd, er der visse, der synes at få meget mere ud af deres uddannelse end andre – og her taler vi ikke bare om karakterer, afsluttende eksamener eller job. Så hvad er forskellen på dem, der virkelig »bliver uddannet« og dem, der bare »bliver færdige med skolen«?

Det har ikke meget at gøre med naturlige evner, men mere med visse prioriteter, indstillinger og kompetencer, som her følger.

Prioriteter

1. Søg åndelig læring. For at sikre dig ultimativ succes, følg så dette råd fra præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab:

»Vores første prioritet bør være åndelig læring …

Selvfølgelig betyder det at sætte åndelig læring først ikke, at vi ikke behøver søge verdslig viden. Tværtimod giver det vores verdslige viden et formål og motiverer os til at stræbe efter mere.

Hvis den åndelige viden skal indtage dens rette plads, skal vi træffe nogle svære valg omkring, hvordan vi anvender vores tid. Men vi bør aldrig bevidst nedprioritere det åndelige. Aldrig. Det fører til tragedie.«1

Billede
drawing of scale with soccer balls

2. Søg balance. Balance indebærer at have sine prioriteter på plads. At have balance som en prioritet kan hjælpe os til at holde styr på tingene. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Husk, at for meget af hvad som helst kan få os ud af balance. Men det samme kan for lidt af det, der er vigtigst.«2

3. Få nok søvn. Det kan synes som en lille ting, men det gør en stor forskel at få søvn nok – og det er bedre end at skulle lære at holde sig vågen i klassen. Flere undersøgelser bekræfter vigtigheden af at få tilstrækkelig søvn i forhold til indlæring, men mange mennesker bytter det gerne ud med mange andre ting (ofte underholdning). Sørg for, at søvn står på din prioritetsliste. (Men overdriv ikke; se punkt nr. 2 herover og L&P 88:124.)

Indstilling

1. Du er ansvarlig for din uddannelse (heriblandt dine fiaskoer). Kender du teenagere, der stadig er afhængige af deres forældres lektiehjælp? Eller som undskylder dårlige karakterer ved at sige, at læreren hader dem? Eller ved at skyde skylden på andre omstændigheder? Tag ansvar for din uddannelse. Du vil blive forbavset over, hvad du faktisk kan lære, og hvor gladere du vil blive.

2. Karakterer er ikke ensbetydende med læring. Forveksl ikke symbolet (karakteren) med det, som det repræsenterer (læring og indsats). Selv om karakterer er en vigtig vurdering, så husk på, at den viden og de kompetencer, som du tilegner dig, er vigtigere end enhver karakter, høj eller lav. Med denne indstilling vil du oftere være tilfreds med dine karakterer.

3. Dit selvværd bør ikke knyttes til ydre ting, som fx diplomer, karakterer og grader. Hvis du har forståelse for dit medarvede selvværd som et barn af vor himmelske Fader, vil du kunne være glad, uanset om du får anerkendelse for dine bedrifter eller ej. Stræb efter at gøre det godt og opnå dine uddannelsesmæssige mål, men lad ikke anerkendelsen definere dig.

4. At kunne arbejde hårdt er vigtigere end »at være klog«. Selv om du kunne mene, at dine naturlige evner gør skolearbejdet nemmere for dig end for andre, bør du se din fremgang og succes som et resultat af hårdt arbejde, i stedet for at være et resultat af medfødte evner. Og hvis tingene ikke falder dig let, så giv ikke op – en flittig indsats vil udligne forskellen. Denne indstilling vil tjene dig vel på andre områder i livet, især når du bevæger dig fra skolegang og ind i erhvervslivet. Der findes ingen genveje til rigtig læring – man kan ikke snyde sig gennem livet.

5. Du ved allerede meget, men du ved ikke alt. Knyt forbindelser mellem de forskellige ting, som du lærer om. Men gå ikke ind i situationer med en antagelse om, at du allerede ved alt – det er der ingen, der gør. Den form for indstilling er til hinder for indlæring.

6. Læring bærer lønnen i sig selv. Mange mennesker omtaler uddannelse som et middel til at nå et mål – en måde at nå frem i livet på, få et godt job og så videre. Der kan måske være noget om snakken, men sandheden er også, at du vil blive gladere og lære mere, hvis du ser læring som et mål i sig selv. Vær ikke den person, der altid kun spørger »om det er noget vi bliver prøvet i?« eller »er det noget, vi overhovedet får brug for igen?«

7. Vig ikke tilbage fra udfordringer bare fordi fiasko er en mulighed. Jo mere villig du er til at udføre svære ting nu, jo mere rede vil du være til at møde det, der kommer i fremtiden. Man snyder fx sig selv, hvis man kun vælger fag ud fra, hvor lette de er, og på den måde begraver man måske sine talenter.

8. Vær nysgerrig. Hvis du er nysgerrig og stiller spørgsmål, vil du lære meget mere. Det gør dig også til en mere interessant person, hvis du er interesseret i ting. Husk, at læring finder sted hele tiden, overalt, ikke kun i klasseværelset.

9. Du kan klare det. Der er forskel på svært og på umuligt. Din vej til læring kan være svær, men du kan klare det. At lære er en af de ting, som du er her på jorden for at gøre.

Færdigheder

1. Lær om det, du holder af, og hold af det, du lærer. Søg de ting, der oprigtigt begejstrer og interesserer dig, og forfølg dem. Men lær også at se det værdifulde i alt det, som du bliver undervist om.

2. Læs for fornøjelsens skyld. Læs noget godt hver eneste dag: Bøger, blade, hjemmesider, enhver ting, der er informativ eller inspirerende. De, der læser gode materialer, klarer sig generelt bedre i skolen og har en rig tilværelse.

3. Vær opmærksom på, hvordan du håndterer stress. At være opmærksom på dine stresssymptomer og at vide, hvordan du bedst håndterer stress, vil være af værdi og til gavn for dig hele livet.

4. Spørg om hjælp, når du får brug for det – og spørg dem, der faktisk kan være til hjælp. Tro det eller ej, men det er faktisk en evne at kunne spørge om hjælp. Det kan gøre hele forskellen at erkende, at man sidder fast og kan få hjælp, inden det er for sent.

5. Administrer din tid. At administrere sin tid betyder, at de ting man hævder er ens prioriteter, faktisk er ens prioriteter. Find et system, der passer dig, og som hjælper dig til at nå dine mål.

Noter

  1. Henry B. Eyring, »Real-Life Education«, New Era, apr. 2009, s. 5

  2. M. Russell Ballard, »Oprethold balancen i dit liv«, Liahona, sep. 2012, s. 50.