2014
Styrk de unge gennem opbyggende aktiviteter
September 2014


Styrk de unge gennem opbyggende aktiviteter

Har du brug for ideer til en aktivitet for unge? Besøg lds.org/youth/activities og få over 160 gode ideer.

Som forældre eller leder for de unge vil du gerne styrke dine børn og de unge i din menighed eller gren. De vokser op i en tid, hvor verdens standarder bevæger sig væk fra evangeliets standarder. De føler sig ofte alene i deres bestræbelser på at efterleve evangeliet. De kan heldigvis finde styrke ved at tage del i meningsfulde aktiviteter med andre unge.

Aktiviteterne kan styrke og redde de unge

Gode aktiviteter giver unge trygge rammer, hvor de kan lære om og efterleve evangeliet. De hjælper de unge til at forberede sig på deres fremtidige roller, udvikle deres talenter, interesser, lederevner og opbygge venskaber, mens de er sammen med andre unge mænd og unge piger. Aktiviteter kan give de unge mulighed for at tjene andre i samfundet på en meningsfuld måde. Aktiviteter kan også hjælpe dig med at opbygge et mentorforhold til de unge.

Mindre aktive medlemmer og de af anden tro kan også nyde det sjove og afslappede miljø, der er ved aktiviteterne for unge. »Aktiviteter er en af de mest effektive måder at række ud til andre på og komme dem til undsætning,« siger David L. Beck, Unge Mænds hovedpræsident. »Der er mange unge, der måske ikke til at begynde med tager imod en invitation om at komme med til nadvermødet eller til at lytte til missionærerne, men som gerne vil komme med til en sjov aktivitet. Mange omvendte til Kirken fortæller, at deres første møde med evangeliet var, da en ven inviterede dem med til en aktivitet for unge.«

En af nøglerne til gode aktiviteter er de unges inddragelse. Under din ledelse kan de unge spille en væsentlig rolle i planlægningen; ingen kender deres interesser, mål, ønsker og spørgsmål bedre, end de selv gør. Når præsidentskabet i kvorummerne og klasserne tager føringen i planlægningen og udførelsen af aktiviteter, der er baseret på de unges behov, er de unge mere engagerede og interesserede og vil i sidste ende få en bedre oplevelse.

Et utal af aktiviteter

lds.org/youth/activities finder du over 160 ideer, der kan være de unge til inspiration, når de står for planlægningen. Hjemmesiden kommer også med forslag til, hvordan du kan finde frem til de unge mænds og unge kvinders behov. Der er også redskaber til planlægning og kommunikation, der kan hjælpe de unge og deres ledere med at implementere deres ideer. På hjemmesiden kan du endda indsende din egen idé til en aktivitet.

Hjemmesiden kommer med forslag til tjenesteprojekter, måder at fortælle andre om evangeliet på, udvikling af fysisk sundhed, optræden med musik eller kunst, forberedelse på fremtidige ansvar, tempeltjeneste og slægtsforskning og meget mere. Efterhånden som de unge udvikler sig og står over for flere ansvar, har de brug for en lang række evner og oplevelser, der ruster dem til at blive det bedste, de kan, på vejen mod ophøjelse. »For at forberede sig på det arbejde, som vor himmelske Fader har til dem,« siger ældste Paul B. Pieper fra De Halvfjerds, »har vore unge brug for oplevelser, der kan hjælpe dem med at udvikle sig åndeligt, fysisk, intellektuelt og socialt. De mange kategorier af aktiviteter på hjemmesiden underbygger de mange muligheder, som vi bør give vore unge.«

Aktiviteterne på hjemmesiden øger evangelisk læring ved at koble aktiviteterne til principper, som de unge lærer om søndagen og i Pligt mod Gud og Personlig fremgang.

Når unge, ledere og familier arbejder sammen om at planlægge og udføre aktiviteter, der indbyder alle unge til at komme til Kristus, vil den opvoksende generation blive bedre forberedt på at opfylde Herrens værk på jorden.

Sjovt 5-kilometers løb

Afhold et 5-kilometers løb eller gåtur for de unge og lokalsamfundet.

Danseetikette

Tal om og vis de rette manerer, når man danser.

Færdigheder, vi kan bruge til at tjene

Lær nye færdigheder, og brug dem til at tjene andre.

Talentshow

Planlæg et talentshow for menigheden eller for de unge.

Åbent hus for en missionær

Planlæg, forbered og reklamér for et åbent hus for en missionær, en kulturel begivenhed eller en anden aktivitet i den lokale kirkebygning.