Min seminarlærer havde lige så travlt
I Filippinerne er der videnskabsgymnasier, der fokuserer meget på at lære. Eleverne på disse skoler har flere fag, bruger længere tid i klassen og har mange lektier. Det var det miljø, som jeg var del af som ung pige.
Jeg opgav mange aktiviteter, da jeg begyndte i gymnasiet, fordi jeg vidste, at jeg skulle bruge enorm meget tid på at studere. Jeg kom næsten aldrig til aktiviteterne i Kirken og gik sommetider glip af søndagsmøderne på grund af skoleaktiviteter. Jeg kæmpede også for at deltage i seminar.
En lørdag fortalte min seminarlærer os om, hvor travlt hun havde det, da hun gik i gymnasiet. På trods af hendes skema, lykkedes det hende at lave sine seminaropgaver og studere mesterskriftsteder på biblioteket. Jeg besluttede mig for at tage imod hendes udfordring om at gøre det samme. Jeg havde altid mine mesterskriftsteder med mig og øvede på dem i min fritid. Jeg bad om hjælp til at finde en balance mellem mit seminarstudie og skolens krav. Jeg lærte skriftstederne udenad på vej til skole. Jeg tog kortene frem, mens jeg sludrede med mine venner. I pauserne og til frokost holdt mine venner af at prøve mig i mesterskriftstederne. Derefter begyndte nogle af dem at tage deres skrifter med i skole og tale om aktiviteterne i deres kirke. Jeg følte en forandring i mine omgivelser, og skolen føltes lettere og bedre.
Mine tre yngre søstre gjorde som jeg, og nu høster min familie velsignelser ved at have skrifterne i vores hjem. Det var en meget enkelt handling at skulle lære mesterskriftstederne, men det, der var vigtigere end at lære ordene udenad, var, at jeg lærte den forskel skrifterne gjorde på mig og de mennesker omkring mig. Jeg ved, at uanset hvilken udfordring eller prøvelse, vi står over for, vil vi altid kunne finde styrke og vejledning i vor elskede Frelsers ord.