Hold pagterne:
Et budskab til dem, der vil på mission
Fra en satellittransmission til missionærer den 25. apr. 1997.
Nøglen til dette værk er at efterleve vore pagter. På ingen anden måde kan vi hævde eller udvise guddommelige kræfter.
Jeg vil tale til jer om den enorme betydning, det har at efterleve pagterne – at jeg efterlever mine pagter, og at I efterlever jeres. Det er et emne, der omfatter meget mere end lydighed, skønt lydighed bestemt er en del af det. Og det er et meget personligt emne.
På en måde er det det mest grundlæggende, som vi kan drøfte i evangeliets plan, for kun de, der indgår og efterlever pagter, kan gøre krav på det celestiale riges største velsignelser. Ja, når vi taler om at efterleve pagter, taler vi om selve kernen i formålet med vores jordiske tilværelse.
Opbyg riget med en pagt ad gangen
En pagt er en bindende, åndelig aftale, et højtideligt løfte til Gud, vor Fader, om, at vi vil leve og tænke og handle på en bestemt måde – nemlig på samme måde som hans Søn, Herren Jesus Kristus. Til gengæld lover Faderen, Sønnen og Helligånden os det evige livs fulde herlighed.
Jeg finder det interessant, at pagter indgås personligt, individuelt. Der indgås en pagt ved dåb og bekræftelse, hvor vi begynder på vejen til evigt liv. Disse ordinancer udføres for den enkelte, en efter en, uanset hvor mange, der i sidste ende skal modtage dem.
Der er en pagt, når en mand modtager præstedømmet. Den overdragelse sker altid til en person ad gangen.
De ypperste pagter, som vi kan indgå, indgås i templet. Det er der, vi aflægger vore højtideligste løfter til vor himmelske Fader, og hvor han mere fuldstændigt viser os den virkelige betydning af hans løfter til os. Endnu engang ser vi, at det er individuelle oplevelser, selv når vi tager til templet for at blive beseglet til andre.
Det er sådan Guds rige opbygges – et menneske ad gangen, en pagt ad gangen, alle veje på vor jordiske rejse fører til det hellige tempels ypperste velsignelser.
Tempelpagternes rolle
Det er så vigtigt for jer at forstå, at det at tage til templet for at modtage sin egen begavelse, og deriblandt de enestående ordinancer, som bereder en på denne begavelse, er en afgørende del af ens missionsforberedelse og missionsforpligtelse.
Når man tager til templet, begynder man at forstå betydningen af disse tempelpagter, den uløselige forbindelse mellem ens begavelse dér og ens succes som missionær.
Faktisk viser netop ordet begavelse kernen i denne afgørende sammenhæng. En begavelse er en gave. Det engelske ord for begavelsen, endowment, har samme rod som ordet dowry, som er en medgift til et nygift par. Mens jeg var præsident for Brigham Young University, brugte jeg en hel del tid på at opbygge universitetets kapital (på engelsk »endowment«), dets pulje af gaver fra gavmilde sponsorer.
Det er det, Gud gør for os, hver gang vi indgår en pagt med ham. Han begaver os. Vi lover at gøre visse ting, alt efter hvilken ordinancer det er, og han lover særlige gaver til gengæld – vidunderlige gaver, næsten ubegribelige gaver. Så jeg siger til jer, som jeg siger til mig selv – hvis vi virkelig ønsker fremgang i vore kaldelser, hvis vi gerne vil have adgang til enhver form for hjælp, fordele og velsignelser fra Faderen, hvis vi ønsker, at himlens port skal åbnes for os, så vi kan modtage gudelighedens kraft, skal vi holde vore pagter!
Man kan ikke udføre dette arbejde alene. Vi har brug for himlens hjælp, vi har brug for Guds gaver. Han lærte os dette helt i begyndelsen af denne uddelings værk. Da Herren talte om »Zions forløsning«, sagde han:
»Så de selv må blive forberedt, og så mit folk må blive undervist mere fuldkomment og få erfaring og mere fuldkomment lære deres pligt og det, som jeg kræver af deres hænder, at kende.
Og dette kan ikke ske, førend mine ældster er blevet begavet med kraft fra det høje.
For se, jeg har beredt en stor begavelse og velsignelse, som skal blive udøst over dem, for så vidt som de er trofaste og fortsætter med at være ydmyge over for mig« (L&P 105:10-12).
Dette værk er så alvorligt, og fjendens modstand mod det er så voldsom, at vi har brug for enhver guddommelig kraft til at øge vores indsats og føre Kirken stadigt fremad. Nøglen til at gøre det for os som enkeltpersoner er de pagter, som vi indgår i templet – vores løfte om at adlyde og yde ofre og indvie alt til Faderen, og hans løfte om at styrke os med »en stor begavelse«.
Pagter og Herrens værk
Hjælper det jer til at se, hvor afgørende vore personlige, individuelle løfter er for dette værks rækkevidde og storhed? Ligesom alt andet i frelsesplanen afgøres alle ældsters og søstres fremgang over hele verden af én missionær ad gangen.
Vi indgår ikke pagter som hele menigheder eller stave. Nej, vi indgår pagter som bror Brown eller bror Burns, søster Jones eller søster Jensen. Nøglen til dette værk er at efterleve vore pagter som enkeltpersoner.
Jeg ved ikke, hvilken mission I skal tjene i, men jeg tror ikke, at vor himmelske Fader har aflagt nogle bestemte løfter om jeres mission som en bestemt mission. Jeg ved, at han har aflagt storslåede løfter til jer hver især.
Det er, når en hel mission står forenet ved styrken af hver enkelt missionærs pålidelighed, hver enkelt missionærs pagtefterlevelse, at vi kan flytte bjerge. Når der findes en sådan enhed og kraft, en begavelse fra himlen, der strømmer til hver enkelt missionær, at »intet kan hindre værket i at skride frem«. Det er på den måde, at »Guds sandhed skal gå frem, tappert, ædelt og uafhængigt.«1
Den tillid opnår vi, når der ikke er nogle svage led i kæden, når der ikke er sårbare sprækker i brynjen. Krigen mod ondskab og vildfarelse er selve den måde, hvorpå enhver sejr for evangeliet opnås – en pagt ad gangen, en person ad gangen, en missionær ad gangen.
Det er derfor, at Herren har sagt til Kirkens tidlige ledere: »I skal forpligte jer til at handle i al hellighed over for mig – og for så vidt, som I gør dette, skal der blive tillagt herlighed til det rige, som I har modtaget« (L&P 43:9-10).
Det er pagtssprog. Det er netop det, vi tager i templet for at gøre – at forpligte os over for Herren og hinanden og med den styrke »handle i al hellighed«. Til gengæld tilfalder der os og vores værk kraft og herlighed. Det er netop i den sammenhæng med efterlevelse af pagter, at Herren har sagt: »Jeg, Herren er forpligtet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10).
Tro mig. Nøglen til dette værk er at efterleve vore pagter. Vi kan ikke gøre krav på eller udvise gudelighedens kræfter på nogen anden måde. I har Herrens ord i den sag.
I tager til templet for at berede jer på jeres mission. Efterlev de pagter, som I indgår der, hver eneste en af dem. De er meget personlige, meget hellige løfter, som vi hver især indgår med vor himmelske Fader.
En pagt om at vidne
Når jeg beder jer om at gøre dette, skal I vide, at jeg gør det samme. Jeg holder også mine pagter. En af disse pagter er, som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, at være et særligt vidne »om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23). I overensstemmelse med mine pagter bærer jeg ikke blot vidnesbyrd for jer i dag om Herrens Jesus Kristus som korsfæstet, men jeg er et sådant vidne – kaldet, ordineret og bemyndiget til at bringe det vidnesbyrd ud til verden. Jeg er glad for at være sammen med jer i den tjenestegerning, mine elskede, unge venner.
Jeg ved, at Gud lever, at han bogstaveligt er vor Fader i himlen, og at han altid holder sine løfter til os. Jeg ved, at Jesus er Kristus, Faderens Enbårne i kødet, og denne verdens Frelser. Jeg ved, at han led, blødte og døde, så vi kunne få evigt liv.
Jeg ved, at Faderen og Sønnen viste sig for drengeprofeten Joseph Smith, denne uddelings store grundlæggende profet, som også udgød sit blod som et vidnesbyrd om sin kaldelse, det ypperste symbol på ens troskab mod pagterne. Jeg ved, at disse profetiske nøgler er videregivet i en ubrudt kæde gennem 15 andre mænd, indtil de på dette tidspunkt er i præsident Thomas S. Monsons varetægt og profetiske virke, han, som er Guds præsiderende højpræst på jorden i dag.
Dette værk er sandt. Disse udtalelser er sande. Dette ved jeg uafhængigt af noget andet jordisk menneske, som nogensinde har levet. Jeg ved det ved Helligåndens bekræftelse, som leder mit liv og giver mit vidnesbyrd mening og sender mig ud – sammen med jer – for at være et særligt vidne om verdens Forløser.
Fotoillustrationer: Matthew Reier og Christina Smith