2012
En værdsat ejendel
Januar 2012


En værdsat ejendel

Rafael Barrios, Santa Fe i Argentina

Jeg arbejdede i et kundeservicecenter, hvor det var umuligt for medarbejderne at pleje særlig meget social samvær. Vores afdelingsleder besluttede så at arrangere en frokost for hele gruppen en lørdag, så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Hun sagde, at vi hver især skulle tage noget med som betød meget for os og forklare, hvorfor det havde betydning.

Mens jeg overvejede hendes anmodning, slog det mig, at det var en mulighed for at fortælle mine kolleger om evangeliet. Da religion er et ømtåleligt emne, var jeg klar over, at jeg måtte være forsigtig med, hvad jeg tog med mig, og hvordan jeg forklarede dets betydning for mig.

Da dagen for frokosten oprandt, nød vi alle at lære hinanden bedre at kende. Efter frokosten begyndte vores afdelingsleder aktiviteten ved at præsentere sin skattede ejendel – et album med familiefotos. Hun fortalte os om nogle af de vanskeligheder, hun havde haft, da hun blev separeret fra sin mand, blev enlig mor og begyndte på en ny tilværelse.

Efter en del andre præsentationer blev det min tur. Jeg fortalte mine kolleger, at min genstand var noget, som jeg havde med mig hver dag: Nemlig min VDR-ring. Jeg fortalte dem, at bogstaverne stod for »Vælg Det Rette«, og at den ring altid mindede mig om at holde Guds befalinger. Flere af dem stillede spørgsmål om Kirken og de sidste dages helliges tro, hvilket gav mig mulighed for at fortælle dem om familiens betydning i vor himmelske Faders plan for hans børn, at familier kan være evige, og at vi har en Frelser, som gav sit liv for os. Jeg fortalte også om nogle oplevelser fra min mission. Mens jeg talte, fornemmede jeg Ånden, og det samme gjorde mine kolleger.

Siden da var der nogle, som stillede spørgsmål om evangeliet, og jeg inviterede flere af dem til at komme med i kirke. Jeg skiftede senere job og fandt aldrig ud af, om nogle af dem blev interesseret i at vide mere, men jeg havde det godt med at have fortalt dem, at den sande Jesu Kristi Kirke er på jorden, og at vor himmelske Fader har en plan for sine børns lykke.

Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi et ansvar for at forkynde evangeliet. Gennem små og enkle ting som en VDR-ring kan vi forkynde storslåede lektier, som kan udvirke frelse for vore brødre og søstre.