2012
Lev et rigt liv
Januar 2012


Budskab fra Det Første Præsidentskab

Lev et rigt liv

Billede
Præsident Thomas S. Monson

Her ved begyndelsen af et nyt år udfordrer jeg sidste dages hellige overalt til at foretage en personlig, flittig og intens søgen efter det, jeg kalder et rigt liv – et liv, der er fuld af fremgang, godhed og velsignelser. Akkurat som vi lærte vores ABC i skolen, vil jeg her foreslå min egen ABC som en hjælp for os til at opnå et rigt liv.

Hav en positiv indstilling

A’et i min ABC henviser til attitude eller indstilling. William James, en amerikansk pioner inden for psykologi og filosofi, har skrevet: »Vor tids største revolution er opdagelsen af, at mennesker ved at ændre på deres indre indstilling kan ændre på de ydre aspekter af deres liv.«1

En stor del af livet afhænger af vores indstilling. Vores måde at anskue tingene på og reagere på over for andre kan gøre hele forskellen. Når vi gør vores bedste og dernæst vælger at være tilfredse med vore omstændigheder, uanset hvordan de er, kan det skænke os fred og tilfredshed.

Charles Swindoll – forfatter, underviser og kristen præst – har sagt: »Indstilling er i mine øjne vigtigere end … fortiden … end penge, end omstændigheder, end fiaskoer, end succeser, end det, andre mennesker måtte tænke, sige eller gøre. Det er vigtigere end fremtoning, begavelse eller færdigheder. Det kan betyde forskellen på succes eller fiasko for et firma, en kirke eller et hjem. Det bemærkelsesværdige er, at vi hver dag har et valg med hensyn til den indstilling, som vi vælger at påtage os den dag.«2

Vi kan ikke ændre på vinden, men vi kan tilpasse sejlene. Må vi, for at opnå den størst mulige lykke, fred og tilfredshed vælge en positiv indstilling.

Hav tro på jer selv

B står for believe (tro). Tro på dig selv, på dem omkring dig og på evige principper.

Vær ærlig over for dig selv, andre og din himmelske Fader. En, der ikke var ærlig over for Gud, før det var for sent, var kardinal Wolsey, som ifølge Shakespeare tilbragte et langt liv med at tjene tre konger og nyde rigdom og magt. Til sidst blev han berøvet sin magt og sine ejendele af en utålmodig konge. Kardinal Wolsey råbte:

Havde jeg blot tjent min Gud med halv så stor nidkærhed

som den jeg tjente kongen med, så havde han ikke nu på mine gamle dage

udstødt mig nøgen iblandt fjender.3

Thomas Fuller, en engelsk kirkemand og historiker, som levede i det 17. århundrede, nedskrev denne sandhed: »Den er ikke troende, som ikke lever i overensstemmelse med sin tro.«4

Lad være med at begrænse dig selv og lad ikke andre overbevise dig om, at der er grænser for, hvad du kan udrette. Tro på dig selv og lev på en sådan måde, at du kan opnå dit potentiale.

Du kan opnå det, som du tror, du kan opnå. Vis tillid og overbevisning og hav tro.

Mød udfordringer med mod

C står for courage (mod). Mod bliver en levende og indbydende dyd, når den ikke alene tolkes som villigheden til tappert at gå i døden, men også som viljen til at leve anstændigt.

Den amerikanske forfatter og digter Ralph Waldo Emerson sagde: »Hvad du end gør, har du brug for mod. Uanset hvilken kurs du vælger, vil der altid være nogen, som siger, at du tager fejl. Der opstår altid vanskeligheder, som frister dig til at tro, at dine kritikere har ret. At udstikke en handlingsplan og følge den til dørs kræver noget af det samme mod, som en soldat har brug for. Fred har sine sejre, men det kræver modige mænd og kvinder at vinde dem.«5

Der opstår situationer, hvor man er bange og modløs. Du føler måske, at du er slået. Chancen for at opnå en sejr kan synes forsvindende lille. Til tider føler du dig måske som David, der skulle kæmpe mod Goliat. Men husk på, at David faktisk vandt!

Det kræver mod at tage det første skridt hen mod et ønsket mål, men det kræver endnu større mod, når man snubler og må yde endnu en indsats for at nå målet.

Vær beslutsom nok til at yde en indsats, fokuseret nok til at arbejde frem mod et værdigt mål, og modig nok til ikke alene at møde de udfordringer, som uundgåeligt kommer, men også til at yde endnu en indsats, hvis det skulle være nødvendigt. »Til tider er mod den stille stemme, som ved dagens afslutning siger: ›Jeg prøver igen i morgen.‹«6

Må vi huske på disse ABC’er, når vi begynder vores rejse ind i det nye år og udvikle en positiv indstilling (attitude), en tro (believe) på, at vi kan opnå vore mål og forsætter og modet (courage) til at møde enhver udfordring, som måtte dukke op. Så bliver vores liv rigt og fuldt.

Noter

  1. William James, i Lloyd Albert Johnson, red., A Toolbox for Humanity: More Than 9000 Years of Thought, 2003, s. 127.

  2. Charles Swindoll, i Daniel H. Johnston, Lessons for Living, 2001, s. 29.

  3. William Shakespeare, Henry VIII, 3. akt, 2. scene, linje 456-458.

  4. Thomas Fuller, i H. L. Mencken, red., A New Dictionary of Quotations, 1942, s. 96.

  5. Ralph Waldo Emerson, i Roy B. Zuck, The Speaker’s Quote Book, 2009, s. 113.

  6. Mary Anne Radmacher, Courage Doesn’t Always Roar (2009).

Undervisning ud fra dette budskab

Overvej at bede familien om at fortælle om oplevelser, hvor en positiv indstilling, tro eller mod har hjulpet dem. Eller bed dem om at finde eksempler på disse tre principper i skrifterne. Du kan forberede dig på at undervise ved under bøn at tænke på skriftsteder eller egne oplevelser.

Illustrationer: Steve Kropp.