Et vidnesbyrd om profeten
»Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt … hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38).
Lige efter at jeg var blevet døbt og bekræftet, sagde min bedstemor: »Nu har du modtaget Helligånden, og det er vigtigt, at du har et vidnesbyrd om profeten.« Kort efter var jeg til generalkonference for første gang – oktoberkonferencen 1949.
Det var en stor oplevelse. Jeg sov hos mine bedsteforældre. Jeg kan huske, at jeg stod meget tidligt op om lørdagen og tog bussen ind til centrum af Salt Lake City sammen med min bedstemor. Jeg gik hen til Tempelpladsen og stod i kø i lang, lang tid. Da vi nåede frem til tabernaklet, kom vi til at sidde i bageste hjørne.
Lige inden mødet begyndte, blev alle stille og rejste sig op. Så trådte præsident George Albert Smith (1870-1951) ind. Jeg kunne se præsident Smith og hans rådgivere. Jeg har aldrig glemt, hvad jeg følte, da jeg så profeten for første gang. Jeg havde en helt særlig følelse. Jeg vidste, at han var Herrens profet.
Det var en stor begivenhed. Jeg har det på samme måde, når jeg i dag ser den levende præsident for Kirken. Jeg har nu tjent som generalautoritet under tre kirkepræsidenter. Og når profeten træder ind, har jeg stadig det samme vidnesbyrd: »Han er profeten.«
I er ikke for små til at få et vidnesbyrd om, at Kirkens præsident er Herrens profet. Hvis I får det vidnesbyrd, når I er små, vil det være en styrkende påvirkning resten af jeres liv. I kan vide, at Herren har en profet, og at vi bliver velsignet, når vi lytter omhyggeligt til det, som han lærer os.
Illustration: Dan Burr