Ikke bare en enkelt dag
»Så de derved kunne samles, at de skulle drage op til templet« (Mosi 1:18).
Lørdagen begyndte ligesom enhver anden dag. Solen stod op over bjergene ved siden af Kolins hjem, og lyset kravlede langsomt ind gennem hans soveværelsevindue. Enhver anden dag ville han have gemt sig under dynen og være blevet i sengen. Men Kolin gabte, strakte sig og kravlede ud af sengen, for der skulle ske noget særligt i dag, og han skulle gøre sig parat.
Normalt var lørdagen en dag, hvor han legede med venner eller hjalp til i haven eller besøgte bedstefar og bedstemor efter at have handlet. Han gik ofte i bekvemt tøj, der kunne tåle at blive beskidt. I stedet klædte han sig nu i sit fineste søndagstøj, som mor havde vasket og presset for ham. Han knappede den hvide skjorte og stoppede den omhyggeligt ned i bukserne. Han tog sokker og sko på og tog slipset om halsen – far skulle nok hjælpe ham med at binde det. Da mor råbte: »Så kører vi,« var han parat.
Da alle havde fået sikkerhedsselerne på, kørte far ned ad vejen og drejede om hjørnet. Kolin smilede, da de nåede frem til templet. Han så den glatte overflade glitre i sollyset, og de kulørte mosaikvinduer, som strakte sig op mod spiret og englen Moroni.
Kolin havde set templet mange gange. Han havde også været inde i templet før: En gang da han blev beseglet til sine forældre, da han var et halvt år gammel, og igen da hans forældre havde adopteret hans lillebror, Kaden. Kolin var for lille til at huske nogle af de besøg, men da han voksede op, lærte han, at der var sket noget meget vigtigt. Og Kolin forstod, at hans adopterede lillesøster, Shayla, efter dette særlige lørdagsbesøg ville være en del af familien for evigt, ligesom hendes storebrødre.
Normalt kunne Kolin lide at grine og snakke. Men da han trådte ind ad templets store døre sammen med sine familie, lod han al fnisen og pjat blive udenfor. Han vidste, at det var et helligt sted.
Venlige tempeltjenere tog Kolin, Kaden og Shayla med til et særligt værelse for børn, hvor de blev klædt i hvidt og ventede, indtil det var tid at tage hen i beseg-lingsværelset, hvor mor og far ventede. Inde i beseg-lingsværelset så Kolin sin bedstefar og bedstemor, tanter og onkler, venner af familien og nogle medlemmer fra menigheden. Det var en lykkelig dag, selv om nogle af dem tørrede tårer væk.
Tempelbesegleren hilste på drengene med at fast håndtryk og et smil. Han sagde, at de så godt ud i deres hvide tøj. Han opmuntrede dem til altid at træffe kloge valg og forberede sig til en mission og til at vende tilbage til templet. Og han mindede dem om betydningen af det, der skulle ske. Derefter begyndte han på beseglingsordinancen.
Da beseglingen var ovre, stod Kolin og hans familie og kiggede i spejlene i begge sider af lokalet. Han så sig selv sammen med sin far, mor, lillebror og lillesøster. Spejlbilledet havde ingen ende, og det havde hans evige familie heller ikke. Kolin vidste, at takket være templet kunne hans familie være sammen, ikke bare den dag, men i al evighed.