Mormons Bogs frugter
Når jeg læser Mormons Bog, sker der uundgåeligt noget med mig. Min byrde føles lettere. Tro og håb erstatter bekymringer, problemer og tvivl. Livet synes lysere.
Da jeg som ung missionær i Tyskland havde været ude i missionsmarken i kun omkring en måned eller to, havde jeg to meget ens oplevelser, som virkelig påvirkede mit vidnesbyrd om Mormons Bog.
En morgen, hvor min kammerat og jeg bankede på døre, kom vi til en præst fra et større trossamfund. Han bød os indenfor, bad os sætte os ved hans skrivebord og begyndte derefter straks at angribe Mormons Bog på en meget ophidset og vred måde. Jeg forstod det meste af, hvad han sagde, og den stridbare ånd, hvormed han sagde det, var ikke til at tage fejl af, men mine manglende tyskkundskaber gjorde det vanskeligt for mig at svare ham. Min seniorkammerat, som var en stærk og enestående missionær, bar et stærkt vidnesbyrd om bogen, hvorefter vi trak os tilbage og gik. Mit hjerte hamrede. Jeg tror, at jeg rystede en smule. Jeg var bekymret.
Da vi et par uger senere kontaktede folk på gaden, traf vi en mand, som gik med til et besøg. Vi aftale et tidspunkt, og han gav os sin adresse i Bückeburg, en malerisk lille by, som lå flere kilometer fra byen Minden, som vi arbejdede i, men hans by lå dog i vores område.
Det var vinter, og den søndag morgen, hvor vi havde en aftale, steg vi på cyklerne og trampede helt derud i stiv, kold modvind. Frysende og gispende ringede vi på døren i den boligblok, hvor manden boede, og han trykkede døren op. Vi gik op ad trapperne til hans lejlighed, og han lukkede os ind. Vi genkendte straks den stridbare ånd i værelset – den samme ånd, som vi havde oplevet nogle uger tidligere hjemme hos præsten.
Vores vært bad os ikke om at sætte os. I stedet forlod han stuen et øjeblik. Han vendte tilbage med flere forskellige bibeludgaver, som han lod falde ned på bordet, hvorefter han med høj og trodsig stemme sagde: »Nå, så I vil tale om religion, hva’?« Derefter pegede han hen mod vinduet og brølede: »Godt, men først kan I smide jeres Mormons Bog i Weser-floden!«
Der var gået nogle uger siden vores oplevelse hos præsten, og jeg var nu i stand til at sige en sætning eller to på tysk. Jeg forsøgte at gøre det. Atter bar min seniorkammerat et stærkt, men stille vidnesbyrd om Mormons Bog og takkede høfligt manden for at have taget sig tid til at mødes med os. Vi undskyldte os og cyklede tilbage til Minden, denne gang med vinden i ryggen.
Jeg havde et vidnesbyrd om Mormons Bogs sandhed, eller det troede jeg da i hvert fald dengang. Men det stod smerteligt klart efter de to oplevelser, der fandt sted så tæt på hinanden, at mit vidnesbyrd hverken var dybt eller stærkt. Jeg var usikker på mig selv og min evne til at bære et sandfærdigt vidnesbyrd om Mormons Bog på en stærk og overbevisende måde.
Jeg gjorde op med mig selv, at hvis jeg skulle have en vellykket mission, så måtte jeg hellere sikre mig, at mit vidnesbyrd om Mormons Bog var sandt og stærkt. Jeg tog straks fat på opgaven. Jeg læste og bad og tænkte og grundede. Til sidst velsignede Herren min indsats. Jeg modtog et vidnesbyrd, og det har aldrig forladt mig, det er snarere blevet stærkere og stærkere, som årene er gået.
Jeg har ofte tænkt på de to oplevelser. Jeg er taknemlig for en klog og rolig kammerat, og på en måde er jeg også taknemlig for den intetanende præst og den noget fanatiske mand, som billedlig talt greb mig i skuldrene og ruskede mig. Den dag i dag, over 40 år senere, husker jeg endnu deres navne og detaljerne omkring vores møde med dem. Når jeg tænker på dem, kommer jeg til at tænke på en storslået passage fra 3 Nefi:
»Og sådan som jeg har befalet jer, således skal I døbe. Og der skal ikke være nogen mundhuggerier blandt jer, som der hidtil har været; ej heller skal der være mundhuggerier blandt jer angående detaljerne i min lære, som der hidtil har været.
For sandelig, sandelig siger jeg til jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.
Se, det er ikke min lære at ophidse menne-skers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes« (3 Ne 11:28-30).
Jeg tænker også på Paulus’ storslåede ord til Galaterne: »Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5:22-23).
Det er de frugter, jeg møder, når jeg læser Mormons Bog. Når jeg læser dens sider, overvejer de ophøjede Kristi lærdomme, som den indeholder og stræber efter at efterleve disse – ja, så grundfæster alt dette sig i mit sind og min sjæl som en »mægtig forandring« (Mosi 5:2; Alma 5:14) i mit hjerte, en forandring, der giver mig et ønske om at yde lidt mere, at være lidt venligere, mindre kritisk, mere gavmild og at fortælle andre om de store velsignelser, som Herren har givet mig.