2007
Undervisning og indlæring i kirken
Juni 2007


Undervisning og indlæring i kirken

Billede

Høj prioritet

Vi takker præsident Packer og ældste Perry for det inspirerende oplæg om vores emne i dag, og vi ser frem til hovedbudskabet fra præsident Monson ved slutningen af mødet.

Det viser, hvor højt de præsiderende Bødre prioriterer emnet om at give og modtage undervisning, at vi lader hele denne udsendelse med verdensomspændende oplæring for ledere omhandle dette emne i år. Måske er der en oplagt årsag til dette. Vi ved alle, at et vellykket budskab afhænger af, hvordan det fremføres, dernæst forstås og om det efterfølgende bliver efterlevet på en sådan måde, at løftet om lykke og frelse kan blive ført ud i livet.

Af samme årsag var den sidste store opgave, som Jesus gav sine disciple lige før sin himmelfart, følgende:

»Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20, kursiv tilføjet).

Det, Frelseren fremhæver i dette skriftsted, er, at uanset hvor meget der er at efterleve i evangeliet – og der er meget, vi skal gøre for at efterleve det – kan intet af det fuldføres, førend vi er blevet undervist i disse sandheder og har lært evangeliet at kende. Præsident Hinckley har nu i mange år rådet os til at holde vore folk nær til Kirken, især de unge og de nyomvendte. Han har sagt, at vi alle har brug for en ven, en opgave og »næring ved Guds gode ord« (Moro 6:4; se også Gordon B. Hinckley i Liahona, juli 1999, s. 122.

Inspireret undervisning i hjemmet og i Kirken bidrager til at tilvejebringe denne afgørende næring ved Guds gode ord. Og muligheden for at højne dette kald findes overalt – fædre, mødre, søskende, venner, missionærer, præstedømme- og organisationsledere og -lærere og klasselærere foruden vore vidunderlige seminar- og institutlærere, som er med os i dag. Og ja, listen er endeløs. Faktisk er det i Kirken praktisk taget umuligt at finde nogen, der ikke underviser.

Præsident Packer fremhævede dette i sin samtale med ældste Perry. Han sagde: »Alle er undervisere« – lederen, eleven, forælderen og rådgiveren. Det kan ikke undre, at apostlen Paulus i sine skrivelser sagde: »Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere.« Derefter kommer den brede vifte af velsignelser som mirakler, åndelige gaver og himmelske tilkendegivelser (se 1 Kor 12:28).

En ung apostel ved navn David O. McKay understregede det guddommelige i at være kaldet som lærer, da han ved en generalkonference i 1916 sagde følgende: »Der hviler intet større ansvar på noget menneske end at være lærer for Guds børn« (i Conference Report, okt. 1916, s. 57). Det er stadig sandt. Fra dette citat valgte vi titlen til vores fantastiske undervisningshjælp og -hæfte i Kirken: Undervisning, den største kaldelse. I den smukke, ærbødige primarysang »Jeg er Guds kære barn« synger børnene denne bøn til forældre og undervisere:

Led mig, før mig, gå du med mig,

hjælp mig finde vej,

lær mig hvad jeg gøre må,

for hjem til Gud at nå.

(Salmer og sange, nr. 195)

Det er vores fælles opgave i Kirken. Det er vores fælles ansvar. Vi er alle børn af Gud, og vi skal undervise hinanden – vi skal hjælpe hinanden med at »finde vej«. Det er det, vi vil prøve på at gøre i dag.

Forberedelse til at undervise

I kan se ud fra de materialer, der ligger spredt på bordet her, at jeg prøver at forberede en lektion. Ser det bekendt ud? Det er dagens lektion – en lektion til jer alle. Al forberedelse af undervisning er hårdt arbejde, og det tager tid. Lad mig i den henseende opmuntre jer til tidligt at begynde at tænke på og planlægge en hvilken som helst undervisning, I skal stå for.

Hvis jeg fx skulle undervise en klasse på søndag, ville jeg gennemlæse lektionen og begynde at bede om den søndagen før. Så får jeg en hel uge til at bede, søge inspiration, tænke, læse og se efter eksempler fra hverdagen, som vil bringe vitalitet til mit budskab. I bliver ikke specielt tidligt færdige med lektionen, men I vil blive overraskede over at opdage, hvor meget der kommer til jer i løbet af ugen, hvor meget Gud giver jer - noget, I føler, I skal bruge, når I så afslutter jeres forberedelse.

Nu, hvor vi taler om forberedelse, vil jeg også opmuntre jer til at undgå en fristelse, der overgår næsten enhver lærer i Kirken – det har i høj grad været min oplevelse. Det er fristelsen til at medtage for meget stof, fristelsen til at proppe mere ind i undervisningstiden – eller mere ind i eleverne – end de på nogen måde kan klare! Husk i den henseende to ting: For det første underviser vi mennesker, ikke materialet i sig selv. Og for det andet indeholder hver lektion, jeg har nogensinde har set, uundgåeligt mere, end vi overhovedet kan nå på den tildelte tid.

Så lad være med at bekymre jer om det. Det er bedre blot at fokusere på nogle få gode ideer og en god samtale – og en god indlæring – end det er, at haste sig igennem og prøve at undervise i hvert eneste ord, der står i hæftet. I bøgerne foran mig har jeg allerede tre til fire gange mere materiale, end jeg overhovedet kan nå at fortælle jer om i aften i løbet af den tid, en lektion varer. Så jeg må ligesom jer vælge ud. Jeg gemmer noget stof til en anden dag.

En rolig atmosfære er fuldstændig afgørende, hvis I skal have Herrens Ånd hos jer i klassen. Glem aldrig det. Alt for mange af os forhaster os. Vi haster lige forbi Herrens Ånd i vores forsøg på at vinde over uret i et fuldstændig unødvendigt kapløb.

Undervisningsdemonstration

Men lad os nu vende tilbage til den vidunderlige samtale mellem præsident Packer og ældste Perry for at finde nogle af nøgleområderne for et godt resultat i denne store opgave, som det er at give og modtage undervisning. For at gøre det går vi ind i et klasseværelse her i Kirkens hovedsæde, hvor vi gensidigt vil påvirke hinanden på samme måde, som vi håber I gør i jeres klasseværelse rundt om i verden. Det er ikke indøvet og vil være spontant, ligesom i jeres klasser. Læreren har gjort sit bedste for at forberede sig og bede – og jeg forsikrer jer om, at det har jeg gjort – og det har eleverne også. Når vi så har indledt med bøn i vores klasse, stoler vi på, at Herrens Ånd vil vejlede os i vores undervisningssituation.

Velkommen til klassen. Størrelsesmæssigt skal den forestille at være en gennemsnitsklasse, más o menos. Nogle af jer har flere elever, andre færre, men undervisningsprincipperne er grundlæggende de samme uanset klassens størrelse. Her har vi 15 ideelle og dejlige mennesker i vores tilhørerskare, og med jer derude i den verdensomspændende skare, vi når ud til, bliver det 16.

Lyt efter nye ideer, noget der muligvis kun kommer til jer. De har måske slet ikke noget at gøre med det, vi siger. Men sådan virker Ånden. Vær åbne for tilskyndelser til, hvordan I kan undervise. Og husk, at I kan undervise! I kan gøre det!

Enhver kan undervise

Ældste Perry stillede et spørgsmål til præsident Packer midtvejs i deres samtale: »Hvad ville du sige til en ny lærer?« Hvis nu en eller anden var blevet kaldet for nylig, hvad ville du så råde vedkommende til at gøre? Hvad ville I sige for at hjælpe denne lærer få mod til og være i stand til at tage imod kaldelsen, udfylde den og glæde sig over den?

Bror Charles W. Dahlquist II: Du kan gøre det.

Ældste Holland: Du kan gøre det. Enhver kan undervise. Og det var det, præsident Packer sagde, da han besvarede bror Perrys spørgsmål.

Han henviste til skriftsteder, der lover jer, at I kan gøre det. Skrifterne giver altid en ekstra beroligelse. Dukker der nogle skriftsteder op hos jer?

Ældste Jay E. Jensen: Moroni 10:17.

Ældste Holland: Moroni 10, det sidste kapitel i Mormons Bog, en storslået og kortfattet udtalelse om gaver. Vil du læse det, bror Jensen?

Ældste Jensen: »Og alle disse gaver gives ved Kristi Ånd; og de bliver hvert enkelt menneske til del.«

Ældste Holland: Det er vidunderligt.

Ældste Jensen: Det udelukker ikke nogen.

Ældste Holland: Ingen bliver ladt udenfor. Nogle gange tror vi, det betyder: »Alle undtagen mig, alle kan undervise undtagen mig, eller alle kan være ledere undtagen mig.« Men sådan er det ikke. Det er gaver, alle kan få. Og en lille advarsel om det, nu vi er ved emnet. Bror Jensen, læs de første par linjer i vers otte.

Ældste Jensen: »Og videre, mine brødre, formaner jeg jer til, at I ikke forkaster Guds gaver, for de er mange, og de kommer fra den samme Gud« (Moro 10:8).

Ældste Holland: Jeg tror, det er lidt fristende for os at »forkaste« dem. Det er som om, vi holder os lidt tilbage. Når en kaldelse kommer, eller når vi skal stå i et klasseværelse – og det er en temmelig skræmmende oplevelse for os alle – tror jeg, at der er noget i os, der siger: »Jeg kan ikke det her, og jeg vil forkaste det. Jeg vil forkaste, at gaven kan komme; jeg vil forkaste, at det er min gave. Jeg vil på en måde forkaste rigtigheden af denne kaldelse.« I en vis forstand er det, hvad vi siger. Og det, Moroni siger her, er, »forkast ikke«: »[Forkast ikke] Guds gaver, for de er mange.«

»Bed, og I skal få«

Jeg tænker på noget, som Frelseren sagde direkte til sine disciple i Det Nye Testamente, og jeg har ladet mig fortælle, at det er det løfte i skrifterne og den erklæring, der er gentaget oftere end næsten alle andre løfter i alle skrifterne. En eller anden har sagt, at mindre variationer af det forekommer hundrede gange i skrifterne. Hvis nu det kun forekom en eller to gange, tænker jeg, at vi nok kunne gøre noget ved det en eller to gange, men når noget bliver gentaget 20, 40, 60 eller 80 gange har det tydeligvis stor betydning for Herren.

Er der nogen, der har en idé om, hvilket løfte det er?

Søster Vicki F. Matsumori: Så tror jeg, at det er det skriftsted, der nævner noget om at bede, banke på og du skal få.

Ældste Holland: Det er lige netop det. Søster Matsumori, siden du nu har ledt os derhen, vil du så læse Matt 7:7? Det er fra Bjergprædikenen og er et af de mange steder, hvor dette løfte forekommer.

Søster Matsumori: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.«

Ældste Holland: Tak. Jeg elsker den skarpe, klare erklærende ånd i det løfte. Hvis vi beder, får vi, og hvis vi banker på, skal der lukkes op. Vi kan gøre det.

Nuvel, på dette tidspunkt begynder vi at samle nogle ideer. Jeg vil bede søster Kathy Hughes fra Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab om at skrive for os i dag. Der er ved at tegne sig et emne, som vi har fået af præsident Packer i hans udveksling med ældste Perry. Og det er »undervisningens gave.« Vil du skrive det på tavlen som vores overskrift, søster Hughes?

Vi vil lave en liste over nogle af de punkter, som vi gerne vil huske, når vi stræber efter undervisningens gave. Og det, som søster Matsumori lige gav os, vil være det første punkt: »Bed, søg og bank på åndeligt« – er nok det mest grundlæggende krav for en underviser, når han eller hun søger den gave, som Gud har lovet os.

Ældste W. Rolfe Kerr: Jeg synes, at det er meget vigtigt at komme med fortsættelsen til det og måske endda have det for øje. Det, der kommer af at bede, er, at vi får. Det, der kommer af at søge, er, at vi finder. Vi banker på, og der bliver lukket op.

Ældste Holland: Lad os skrive det punkt op, søster Hughes, om at vi skal få. Deri ligger der et løfte.

Bror Orin Howell: I forbindelse med det, så kan jeg godt lide Luk 12:12, hvor der står: »For Helligånden vil i samme stund lære jer, hvad der skal siges.«

Ældste Holland: Det åbner en helt ny verden, fordi det altid er sådan, vi siger til missionærerne. Vi siger altid til missionærerne, at de skal åbne deres mund, og at hvis de har forberedt sig og gjort deres bedste, så vil Gud give dem, hvad de skal sige i samme stund, de har brug for det. Det er en pragtfuld, omfattende og fuldstændig ny tanke om at bede og modtage i det givne øjeblik. Det er et strålende skriftsted, Orin.

Søster Tamu Smith: Jeg mener, at somme tider når jeg er i situationer, hvor jeg føler mig overvældet som omvendt til Kirken og bliver bedt om at undervise en klasse, hvor deltagerne er efterkommere af pionerer, så bevæger Ånden én til at sige noget, som man ikke følte sig tilbøjelig til at sige. I 2 Mos 4:12 står der: »Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« Jeg tror, at hvis vi er villige til at lade Ånden inspirere os til at sige sådanne ting, selv om vi måske føler, at vi ikke forstår det, eller at vi ikke har alle svarene, så skal vi lade vor himmelske Fader gøre sit arbejde og tale gennem os.

Ældste Holland: Det er et vidunderligt skriftsted. Jeg tror ikke, at jeg i alle de år, hvor jeg har drøftet dette emne, nogensinde har hørt det blive brugt, så tak, mange tak, søster Smith. Og set i forhold til sammenhængen er det selvfølgelig den overvældende opgave, som Moses fik med at hjælpe Israels børn at udfri sig fra livets problemer. Det kommer vi allesammen ud for. Det er et strålende skriftsted, der siger: »Du skal slet ikke bekymre dig, det vil blive dig givet.« Tak for den henvisning.

Så husk på disse skriftsteder, hvis I skal undervise i sådan et emne. I kan bruge dem eller mange, mange andre.

Undervis ud fra skrifterne

Ældste Steven E. Snow: En anden udfordring er, at mange af os, når vi bliver kaldet til at undervise, er helt overvældede af opgavens vældige omfang og føler os utilstrækkelige og uforberedte. Men ser I, hvis vi gør vores bedste og studerer de materialer, vi får, og fordyber os i skrifterne, og dernæst bare stoler på Ånden, så vil vi blive hjulpet i hele forløbet. Jeg tror, at vi nogle gange bare er overvældede, fordi vi ikke ved nok.

Ældste Holland: Helt sikkert. Sådan føler vi det allesammen – enhver lærer, der nogensinde har undervist, har følt sådan. Og jeg synes godt, at man kan sige, at vi alle her repræsenterer Kirkens samlede anstrengelse for at forsyne folk med gode materialer. Vi har virkelig gode undervisningsmaterialer. Vi har gode undervisningshæfter. De underviser ikke af sig selv, men der ligger en stor sikkerhed i, at vi ikke er alene om det, og vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken igen. Vi har vidunderlige kilder, og dem skal vi tale om i løbet af dagen. Det hjælper os til ikke at føle os alt for overvældede.

Da præsident Packer talte med ældste Perry, sagde han: »Jeg stoler altid på [____], hvad enten jeg står på forhøjningen eller foran en klasse.« Han sagde, han aldrig ville gå nogen steder uden dem. Hvad henviste han til?

Søster Julie B. Beck: Skrifterne.

Ældste Holland: Skrifterne, lige netop. Vil du skrive punkt 2, søster Hughes: »Undervis ud fra skrifterne.«

Jeg tror ikke, vi kan overdrive eller overvurdere den del af vores rolle som undervisere i Kirken. Det er selvfølgelig fordi evangeliets kerne, skrifterne selv, er dét, som vi er kaldet til at undervise i, hvad enten det er Primary eller vore voksne grupper eller vore teenagegrupper, derhjemme eller i Kirken. Jeg kommer i tanke om noget stærkt, der blev sagt i Alma 31 – et af mine yndlingsskriftsteder, som jeg synes udtrykker det så stærkt som noget andet vers i skrifterne.

Alma var taget på en meget, meget krævende mission, en meget svær mission, nemlig en mission hos zoramitterne, og han havde netop haft en meningsudveksling med Korihor. Og han finder ud af, hvad der virker for ham, og han finder ud af, hvad der ikke virker i denne udfordring, som det er at undervise og bære vidnesbyrd.

Bror Wada, vil du læse Alma 31:5?

Bror Takashi Wada: »Og se, eftersom forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem - mente Alma derfor, at det var tjenligt at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord.«

Ældste Holland: Mange tak. Dette skriftsted er gennem årene blevet et af mine yndlingsskriftsteder. Vi har alle skriftsteder, som vi jævnligt vender tilbage til, og jeg er tit og ofte vendt tilbage til dette. »Eftersom forkyndelsen af ordet« – ordets styrke – »havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt,« den havde »en større virkning på folkets sind end sværdet,« og de har haft masser af sværd i denne bog og i livet, »eller noget som helst andet,« alle de andre slagmarker, konflikter og udfordringer. »[Derfor] mente Alma, at det var tjenligt, at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord.«

Da en kvinde kom hen for at røre kvasten på Kristi kappe i episoden i Det Nye Testamente, sagde han: »Der udgik en kraft fra mig« (Luk 8:46).

Så Alma siger, at vi skal prøve Guds ords kraft og styrke, eftersom det har så stor virkning.

Bror Wada: Jeg tror, at alle kommer i kirke for at lære noget og ønsker at blive næret. Lad mig lige citere en sætning fra Jakobs Bog, Jak 2:8: »Jeg formoder, at de er kommet herop for at høre Guds behagelige ord, ja, det [Guds] ord, der læger den sårede sjæl.« Det er dejligt, når der kommer én hen til mig, når jeg har undervist, og siger: »Det var lige det, jeg gerne ville vide noget om. Jeg havde brug for det.«

Ældste Holland: Og det er det, det hele drejer sig om – tak, bror Wada, fordi folk kommer i kirke for at få en åndelig oplevelse. Det er derfor, de kommer. Vi tager i kirke, og vi samles i disse rammer for at høre Guds ord, for at høre taler, Ånden, vidnesbyrd og overbevisning. Når de svære tider kommer, når vi har brug for at blive læget, er det, som verden tilbyder, ikke nok. Vi kommer for at blive læget af Guds ord.

Søster Matsumori: For de fleste primarylærere er dét at undervise børn ud fra Guds ord virkelig en udfordring. De kan ikke læse, de har ikke deres egne skrifter, de kender ikke så meget til dem, hvis deres familie ikke har undervist dem. Det kan være en udfordring.

Ældste Holland: Det har du ret i. Her giver en erfaren primarylærer os en lille påmindelse om, at vi vil få børn på mange forskellige udviklingstrin, og at vi skal hjælpe dem frem lidt efter lidt – eftersom børn har brug for at blive hjulpet frem. Det er en god påmindelse, søster Matsumori.

Bror Dahlquist: Det er faktisk det samme med unge mænd og unge piger. Hvis de skal forstå skrifterne, må de, ligesom Nefi sagde, være i stand til at anvende dem. De skal kunne forholde sig til dem.

Ældste Holland: De skal anvende dem på sig selv (se 1 Ne 19:23).

Bror Dahlquist: De har brug for, at skrifterne bliver levende.

Ældste Holland: Ja, og her taler vi om masser af oplevelser, nogle oplevelser i hjemmet, andre i seminar og institut. Vi taler om noget, der virkelig skal have tid til at vokse i vore unge mænd og vore unge piger. Vi bliver ikke utålmodige, hvis det tager dem lidt tid at udvikle det.

Ældste Jensen: Indtil videre synes jeg, at vores samtale har drejet sig om de fire standardværker. Vi har også andre skrifter.

Ældste Holland: Ja. Vil du gerne sige lidt om de levende profeter?

Ældste Jensen: Vi har gode undervisningshæfter, og vi har tidsskrifter og beretninger. Der er stor styrke at hente i dem!

Ældste Holland: Vi har virkelig storartede materialer, for ikke at nævne de levende profeter eller de halvårlige udsendelser fra generalkonferencer eller de materialer, der bliver udsendt til hele Kirken. Vi har et væld af Guds ord, der er til rådighed for os, og vi bør anvende det.

Søster Kathleen H. Hughes: Dette rejser et spørgsmål hos mig. Vi ser tit, som ældste Oaks har fremhævet i en anden tale, at der kun er et overfladisk kendskab til, at det undervisningsmateriale overhovedet findes, og så fortsætter vi bare uden. Hvorfor gør vi det? Hvordan kan vi hjælpe vore søskende til at forstå, at håndbøgerne og undervisningshæfterne er til for at opbygge os?

Ældste Holland: Ja, det er godt at huske på. Det stemmer overens med kommentaren fra ældste Jensen. I ånden af de vidunderlige kommentarer, I er kommet med og den indsigt, I har givet mig, ny indsigt om ordets styrke, den lægedom og hjælp og det lys, der kommer derfra, kommer jeg til at tænke på en beretning, der ikke er optaget under denne udsendelse, men en beretning, som præsident Packer fortalte De Tolvs Kvorum for nogle år siden. Han fortalte om en hård vinter i Utah, hvor der var store mængder sne, som havde drevet hjorteflokkene meget langt ned i nogle af dalene. Og nogle af dem blev fanget i hegn og af omstændighederne i øvrigt, fordi de fjernede sig fra deres naturlige omgivelser – og velmenende, fuldt ud ansvarlige og dygtige organisationer prøvede at gøre noget og fodrede hjortene, så de kunne overleve vinteren. De kom med hø og smed det overalt; det var det bedste de kunne gøre under de omstændigheder. Senere blev umådeligt mange af disse dyr fundet døde. De mennesker, der bagefter tog sig af disse dyr, sagde, at deres maver var fulde af hø, men at de alligevel var døde af sult. De var blevet fodret, men de havde ikke fået næring.

Og alle lærere skal huske, at vi skal give »næring ved Guds gode ord.« Og vi kan også blive fodret – det kan være en del af oplevelsen – men det væsentlige ved undervisning er næring rodfæstet i Guds ord.

Undervis ved Ånden

Søster Hughes, skriv venligst punkt tre op: »Undervis ved og med Ånden.«

Herrens Ånd er den virkelige underviser, og det er derfor, jeg tidligere sagde: »Lyt.« Lyt med jeres hjerte. Lyt med jeres sjæl, og I kan opleve følelser eller tilskyndelser, som intet har at gøre med det, vi siger. Det kan være noget meget personligt, det kan være noget derhjemme, det kan være noget i ægteskabet eller med et barn, men sådan er Ånden, og den er den virkelige lærer.

I Lære og Pagter 43:16 står der, at I skal blive undervist fra det høje. Vi er redskaber gennem vores tunge og vore læber, men læreren er i det høje.

Det er en god undervisningsøvelse at lade klassen lære hinanden lidt bedre at kende, så det vil vi gøre et øjeblik med Orin Howell.

Orin, hvornår tilsluttede du dig Kirken?

Bror Howell: Jeg blev medlem af Kirken i juni 1996.

Ældste Holland: Hvor blev du medlem af Kirken, bror Howell?

Bror Howell: I Bosnien.

Ældste Holland: Hvad lavede du i Bosnien, bror Howell?

Bror Howell: På det tidspunkt var jeg i militæret.

Ældste Holland: Hvor i Bosnien og i hvad blev du døbt?

Bror Howell: Jeg blev døbt i Tuzla, i en russisk bar, der var blevet omdannet til en kirkebygning. Vi fik en brugt motorhjelm fra en kampvogn, som vi vendte på hovedet og fik ind i kirkebygningen og brugte den som dåbsbassin.

Ældste Holland: Her har vi en pragtfuld ung mand i militæret, som bliver påvirket af andre sidste dages hellige i militæret, og han får et vidnesbyrd om evangeliet og vil gerne døbes. Så en omdannet kirkebygning, hvor de mødtes i krigstider, og en kampvognsmotorhjelm, der var vendt på hovedet, så den fungerede som et bassin og blev fyldt med vand, og det var Orin, der fyldte bassinet. Han blev døbt. Orin, hvem bekræftede dig som medlem af Kirken i disse omgivelser?

Bror Howell: Det gjorde du, ældste Holland.

Ældste Holland: Jeg havde det store privilegium i sommeren 1996 at bekræfte Orin Howell som medlem af Kirken i Tuzla i Bosnien, i krigstider, hvor vi kæmpede for vores liv. Denne pragtfulde unge mand er nu højpræst og tjener trofast i Kirken her i Salt Lake Valley. Han er et fremragende medlem af vores klasse i dag. Tak, Orin, for det lille stykke livshistorie. Det får klassen til at lære hinanden lidt bedre at kende.

Jeg vil bede bror Howell om at uddybe »At undervise ved Ånden« for os. Lad os gå til afsnit 50, der er en række vers, som vi ofte bruger indgående i forbindelse med missionærerne. Men vi bør bruge dem lige så meget med andre. Bror Howell, vil du læse Lære og Pagter 50:13?

Bror Howell: »Derfor stiller jeg, Herren, jer dette spørgsmål: Hvortil er I blevet ordineret?«

Ældste Holland: Lad os – for at se det i et bredere perspektiv – indsætte ordet kaldet i stedet for ordineret. Ordineret er præstedømmesprog, og vi skal tale generelt om kaldelsen til at undervise. Så, »derfor stiller jeg, Herren, jer dette spørgsmål: Hvortil er I blevet [kaldet]?«

Okay, bror Howell, læs Herrens svar i vers 14.

Bror Howell: »Til at prædike mit evangelium ved Ånden, ja, Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden.«

Ældste Holland: Skriftstedshenvisningen skal blot belyse, hvad det er, vi prøver at uddybe og allerede har sagt, og det er, at den egentlige underviser er Ånden. Jeg er ikke læreren, og I er ikke lærerne. Vi har alle brug for at være modtagelige for Helligånden, for himlens vejledning, som er læreren. For at kunne » prædike evangeliet ved Ånden, ja, Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden.«

En advarsel: Hvad nu hvis vi prøver at gøre det på en anden måde? Hvad nu hvis vi prøver at undervise uden Ånden eller er ligegyldige eller uimodtagelige over for Ånden? Hvad er Herrens dom over den slags undervisning?

Søster McKee, vil du læse vers 18?

Søster Maritza McKee: »Og hvis det sker på anden måde, er det ikke af Gud.«

Ældste Holland: Læs det lige én gang til. Det er så stærkt.

Søster McKee: »Og hvis det sker på anden måde, er det ikke af Gud.«

Søster Beck: Så betyder det, at hvis jeg sætter mig ned og studerer mine bøger og undervisningshæfter, og jeg skriver et oplæg, og jeg har min plan, at jeg så ikke skal undervise efter den? Jeg forbereder mig, men jeg skal være klar til at lægge den til side og lade mig lede af Ånden med den forberedelse, jeg har?

Ældste Holland: Er der nogen kommentarer til det spørgsmål, før jeg kommer med mit eget svar? Det er et godt spørgsmål.

Bror Dahlquist: Det er ikke sådan, at Ånden kun hvisker, når I står og ikke bruger jeres notater. Jeg tror også, at Ånden kan hviske allerede, mens I forbereder jeres lektion. Det er næsten lige som en generalkonference. Generalkonferencer har en vidunderlig måde at påvirke vores liv på, men der er meget forberedelse.

Ældste Holland: Okay, flere kommentarer til dette. Hvad er lærerens opgave, og hvad er Åndens opgave?

Søster Beck: Jeg forberedte mig, jeg arbejdede med det. Men hvis én i min klasse har haft en udfordring den uge, så ændrer det lektionens drivkraft. Hjælp mig med at forstå, hvordan jeg kan finde ud af, hvordan jeg både kan være forberedt og blive vejledt og ledt til at sige det, der kommer til mit hjerte på det tidspunkt eller til at bruge et andet skriftsted?

Ældste Holland: Det er et rigtig godt spørgsmål, og alle lærere oplever det.

Ældste Kerr: Jeg tror, at nøglen – udover forberedelsen og oplagringen – er ikke at være bundet af planen, men blot at have den i baghånden, og så være åben over for tilskyndelser.

Ældste Holland: Det ville ikke være rimeligt bare at gå ind og sige: »Jeg har ikke forberedt mig, men Ånden vil lede os.« På den anden side, hvis man er så fastlåst af forberedelsen, at vi ikke kan imødekomme nogen tilskyndelse, vi måtte få under lektionen, er det at gå til den anden yderlighed.

Jeg synes, at søster Beck leder os frem mod en kombination af disse. Vi har forberedt os, men vi er åbne for Ånden, og vi har frihed til at bevæge os hen, hvor vi skal på det givne tidspunkt, i det øjeblik vi underviser.

Ældste Snow: Vi må forstå, at enhver der deltager i denne klasse måske går hjem med forskellige tilskyndelser fra Ånden, og det er bare så vigtigt, at Ånden er til stede. Men hvor mange af os har ikke været i en klasse, hvor der har været en spændende samtale i gang, og hvor læreren har sagt: »Det er en rigtig god samtale, men jeg må afslutte lektionen.«

Ældste Holland: Jo, helt sikkert. Det har vi alle.

Ældste Snow: Og vi går nogle gange glip af nogle chancer på den måde.

Ældste Holland: Ja vi gør. Og det er realiteter, som vi må lære at imødekomme og selv være lige så modtagelige for disse tilskyndelser, så vi gør det rette i øjeblikket og griber muligheden.

Søster Hughes: Ser du, det har altid været et meget interessant og i nogen grad et forvirrende problem for mig. Hvordan ved vi, og hvordan kan en lærer vide, at de underviser med Ånden? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke sikker på, når jeg skal undervise, at jeg altid føler den sikkerhed.

Ældste Holland: Er der nogen, der har et svar på det? Hvad er lærerens gentagne forsikring om, at hun eller han underviser ved Ånden? Hvordan finder I ud af, om I underviser med Ånden, eller gør I det bare i tro og håber, at alt det sker, skønt vi ikke altid er klar over det?

Ældste Jensen: Jeg har selv det samme spørgsmål. Og jeg gad vide, om svaret for mig ikke findes i Lære og Pagter 50:21-22:

»Derfor, hvordan kan det være, at I ikke kan forstå og vide, at den, der modtager ordet ved sandhedens Ånd, modtager det, sådan som det bliver prædiket ved sandhedens Ånd?

Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«

Ældste Holland: Måske lidt glæde, Kathy - måske hvis dit hjerte fryder sig, er det i det mindste én tilkendegivelse.

Ældste Jensen: Skal læreren, det talende overhoved, blot undervise og ikke opfordre til deltagelse? Jeg har et lille citat liggende i mine skrifter, der vedrører dette skriftsted, og jeg tror, jeg vil værdsætte det endnu mere efter i dag, hvor vi har talt om det. Ældste Scott underviste i dette ved et oplæringsmøde for CES: »Indbyd til deltagelse, for når en elev bruger sin handlefrihed, så bemyndiges Helligånden til at undervise. Det hjælper også eleven til at bevare dit budskab. Når eleverne sætter ord på sandhederne, bekræftes de i deres sjæl og styrker deres personlige vidnesbyrd« (Richard G. Scott, At forstå samt efterleve sandheden [tale til religionslærere, 4. februar 2005], s.3).

Ældste Holland: Det er vidunderligt. Det får mig til at tænke på noget, som jeg husker præsident Marion G. Romney engang sagde: »Jeg ved altid, når jeg har talt under Åndens indflydelse, for så lærte jeg noget, jeg ikke vidste.« Han er læreren, og pludselig enten siger han eller tænker han noget, som han ikke tidligere havde tænkt. Eller hvis han tidligere havde udtænkt det, så ville det komme tilbage med ny glæde og ny kraft. Det kan også være nogle af de måder, hvorpå man kan mærke, om man har Ånden.

I mange tilfælde ved vi det ikke. Vi vil gøre, alt hvad vi kan, og vi håber, at hundredtusindvis af ting sker i folks hjerter på grund af denne oplevelse eller andre kirkeoplevelser, men vi vil aldrig få det at vide.

Måske er det en del af en lærers guddommelige kaldelse at være et redskab og gå fremad og stole på, at han har været så åndelig og hengiven, som han kan, og derpå lade miraklet ved personlig åbenbaring gentage sig igen og igen. Jeg synes, det er en meget opmuntrende tanke om undervisning og lærere.

Ansvaret for indlæring

Punkt 4: »Hjælp eleven til at tage ansvar for at lære.«

Hvad gør I, når I kommer ind i en ny klasse, og der ikke foregår ret meget – hvor én med sit kropssprog simpelthen siger: »Jeg lader hånt om din undervisning, jeg synker ned i denne stol, og jeg vil sidde med bøjet hoved og se ned på mine sko. Og når jeg ser på dig, så skuler jeg.« Det er måske ikke altid så slemt, men jeg har undervist sådan nogle klasser. Vi har sikkert alle befundet os i situationer, hvor det så ud som om, at folk ikke var indstillet på at lære. Hvordan hjælper vi folk med at blive det?

Søster Beck: Nogle gange arbejder jeg på at udtænke mine spørgsmål. Men jeg mener, at dette forekommer at være, det vi siger: Jo flere spørgsmål vi kan få fra eleverne om et og andet, des mere engagerede er de i at lære.

Det får mig til at tænke på Joseph Smith, som læser et skriftsted i Jakobs Brev, som skabte spørgsmål i hans sind, og han sagde: »Hvordan kan jeg få det at vide? Og vil jeg nogensinde få det at vide? Og hvis jeg ikke finder ud af det, får jeg det aldrig at vide.« Og han var modtagelig for at lære, da han spurgte Gud. Men for mig er udfordringen som lærer ikke så meget at stille spørgsmål, men snarere det, der sker, som hjælper andre til at stille spørgsmål, så Helligånden kan undervise dem.

Ældste Holland: En af mine små yndlingsbøger i Kirken er skrevet af min livslange ven og professor fra BYU, Dennis Rasmussen, og den hedder The Lord’s Question. Den er et eksempel på, hvordan Herren altid underviser med et spørgsmål. Så langt tilbage som til Adam, sagde Herren: »Hvor er du?« (1 Mos 3:9). Han ved nøjagtig, hvor Adam er. Han har brug for at vide, om Adam ved, hvor Adam er. Derfor stiller han et spørgsmål som: »Adam, hvor er du?« Og så videre – »Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2:49). Hele Frelserens liv var baseret på undervisning ved at stille spørgsmål. Mange af åbenbaringerne – jeg ved ikke hvor mange, jeg har ikke talt dem – men rigtig mange af åbenbaringerne i Lære og Pagter kom som svar på et spørgsmål, som profeten eller brød-rene stillede Herren.

Søster Matsumori: Jeg har kæmpet en lille smule med dette emne i forbindelse med børn, også dengang, hvor præsident Packer sagde, at han gerne ville lære. Men for at være helt ærlig, så mener jeg, det er svært at tro at eleven skal tage ansvar for at lære, især når det gælder små børn. Så hvordan gør en primarylærer det?

Ældste Holland: Det er en meget fin pointe. Hvad gør man, hvis det er det, man står overfor og stadig er læreren? Man skal stadig undervise. For resten er det punkt nr. 4, for vi erkender, at det er en smule mere udviklet og et mere avanceret begreb. Men det er noget, vi sikkert ikke taler nok om, så lad os tale om søster Matsumoris spørgsmål. Et barn, en seminarelev, en 14-årig lærer eller rosenpige – sommetider er de ikke særligt interesserede, eller i det mindste opfører de sig ikke sådan. De er sandsynligvis mere interesserede, end de ønsker, man skal tro, men de opfører sig ikke, som om de er interesserede. Hvordan håndterer vi det? Hvordan hjælper I dem?

Bror Wada: Indlæringen foregår nogle gange ikke lige i klasseværelset. Sommetider foregår den udenfor. Da jeg lærte Kirken at kende, underviste missionærerne mig, og først en uge senere ville jeg tænkte over det og sagde: »Det er sådan, det er.« Så vi behøver ikke at antage, at selve indlæringen behøver at foregå i det øjeblik.

Ældste Holland: Godt set. Jeg er sikker på, at det var Herrens Ånd,der påvirkede dig hele ugen eller så længe det var nødvendigt.

Det er jo det klassiske tilfælde med en undersøger i Kirken. Vi ønsker, at denne Ånd påvirker dem i timevis og dagevis, efter at missionærerne er gået, og før de kommer tilbage med deres næste lektion.

Søster Naomi Wada: Nogle gange har børn så uendelig mange spørgsmål, og jeg har forberedt så mange eksempler eller oplevelser eller visuelle hjælpemidler, og jeg kan ikke bruge dem alle. Nogle gange har jeg travlt med at besvare spørgsmål. Er det i orden? Jeg har prøvet at forenkle det, og hvis jeg blot kan fokusere på ét emne og være i stand til at undervise dem, så vil de i det mindste føle sig godt tilpas.

Ældste Holland: Godt. Det sagde du bedre, end jeg gjorde ved indledningen. Prøv ikke at gøre for meget. Med et primarybarn – tja, måske med hvilket som helst barn, måske med en hvilken som helst af os – er det sådan, at hvis vi forstår en idé, et princip, noget ægte og betydningsfuldt, som bror Wada stadig føler en uge senere så er det sikkert lige så meget værd som enhver god oplevelse i klasseværelset. Så vær rolige. Hold jer ikke tilbage.

Ældste Kerr: Det, hun lige har sagt, har åbnet mine øjne. For hvilken mere spændende situation i klasseværelset er der, end at børn eller voksne i klassen stiller spørgsmål?

Ældste Holland: Der er nogen, der er modtagelige.

Ældste Kerr: De tænker.

Ældste Holland: Hvad nu, hvis I er i en situation, hvor eleven endnu ikke deltager, og hvor byrden for en tid hviler på jer?

Bror Bruce Miller: Skal vi så fortsætte med lektionen, eller skal vi stoppe op og gøre noget af det, der indbyder Ånden, selv om vi har haft en åbningssang, en bøn og en åndelig tanke? Hvis den stadig ikke er der, skal vi så stoppe op i stedet for at gå videre med lektionen og sige: »Okay, hvordan kan vi få Ånden til stede her«?

Ældste Holland: Er der nogen, der vil svare på det?

Ældste Snow: Jeg tror, det er en langtidsproces. Det sker ikke den første gang, man underviser. Jeg tror, at man sommetider bare må gøre sit bedste, og så kommer der et tidspunkt, hvor det virkelig virker, hvor Ånden er der og alle bidrager til klassen. Og så stopper man op og siger: »Kan I se, hvad der sker lige nu? Kan I se forskellen?«

Ældste Holland: Tidligere sagde søster Hughes: »Hvordan ved vi, om Ånden var til stede?« Og det er måske det spørgsmål, som bror Miller ønsker svar på – med denne passive klasse foran mig, hvordan ved jeg så, hvad jeg gør? Og det afgørende for dem og for dig er egentlig, hvordan I føler? Kan I mærke, at Herren er med jer, at Herren elsker jer, at I har gjort jeres bedste, og at han elsker dem? Hvis vi blot føler for evangeliet, og hvis vi bare kan elske hinanden, så er det vel et sted at begynde. Og hvis børnene er passive, så kan I måske ikke undervise dem endnu, men I kan elske dem. Og hvis I elsker dem i dag, så kan I måske undervise dem i morgen.

Men jeg mener, at vi fuldt ud er i stand til det. Det afhænger ikke af dem. Vi kan elske dem fra begyndelsen til enden, og mirakler vil ske. Den slags mirakler, som I taler om.

Hvis jeg, som læreren, ønsker, at I, eleverne, skal stille spørgsmål, så skal jeg måske gøre lidt ekstra, ligesom vi har prøvet at gøre her i dag. Jeg prøver måske at stille et spørgsmål, der så udvikler sig af sig selv, og alt, hvad jeg har at gøre, er at styre trafikken for at få eleverne til at deltage.

Jeg må lige standse op og komme med en redaktionel kommentar? En lærer kunne vide, at bror Merill talte om et emne ved en konference og sige: »Godt. Jeg vil gå på biblioteket og få fat på videoklippet. Jeg kan vise klassen klippet med bror Merrill.«

Hvis I gør det, er det godt. Vi bør gøre det engang imellem. Men audiovisuelle hjælpemidler er bare det – de er hjælpemidler. De er ikke en erstatning for en lektion. Brug dem på samme måde, som man bruger krydderier i madlavning – til at give smag, til at højne, til at fremhæve, til at berige. Et kort eller et maleri eller et videoklip eller et nøgleord skrevet på tavlen – kan ofte udgøre forskellen mellem en god lektion og en fremragende lektion. Men ingen ønsker et måltid, der kun består af krydderier. Så min bøn til alle er at lade være med at overdrive med de visuelle hjælpemidler. De er ikke en erstatning for læreren, de er ikke en erstatning for materialet, og de er ikke en erstatning for Herrens Ånd. Brug dem, når I har brug for dem.

Søster Wada: Der er et barn, der nogle gange er virkelig forstyrrende i primaryklassen, og jeg prøver at se det barn for mig i hvidt tøj som en ånd fra Herren. Når alt kommer til alt, er vi alle Guds børn, og den intelligens kom, på trods af sin lille størrelse, her til jorden for at lære noget, og der er et formål med, at han er her. Det hjælper virkelig at tænke sådan.

Ældste Holland: Mange tak. Det er en sød kommentar.

Bror Howell: Det, jeg hører, er, at sommetider er læreren elev, og eleven er lærer.

Ældste Holland: Næsten altid får læreren mere ud af det end klassen. Det er en af glæderne ved at undervise.

Bær vidnesbyrd.

Lad os runde af. Punkt 5, to ord: »Bær vidnesbyrd.«

Lad os slutte her på den måde, ligesom enhver lærer efter min mening bør afslutte sin undervisning i Kirken såvel som hjemme, og gøre det i vidnesbyrdets ånd.

I mange år har jeg elsket den hi-storie, som bror Packer har fortalt igen og igen om den søndagsskolelærer, som William E. Berrett havde i sine drengeår. En ældre dansk bror blev kaldet til at undervise en klasse med uregerlige drenge. Det så ikke ud til at være en særlig god kombination. Han talte ikke sproget så godt og havde stadig en kraftig dansk accent, var meget ældre, havde en bondes store hænder. Alligevel skulle han undervise disse uregerlige unge på 15 år. Det så praktisk talt ikke ud til at være en særlig god kombination. Men bror William E. Berrett sagde altid – og det er det, som bror Packer citerer – at denne mand alligevel underviste dem trods alle disse forhindringer, trods alle disse begrænsninger, og denne mand trængte igennem til disse vilde 15-årige knægte og forandrede deres liv. Og bror Berretts vidnesbyrd lød: »Vi kunne have varmet vore hænder ved ilden fra hans tro.«

Alle elever fortjener mindst det. Måske leverer vi ikke den mest fantasifulde lektie. Vi er måske ikke engang specielt dygtige til at benytte audiovisuelle hjælpemidler (selv om vi kan bruge hvad som helst, vi kan håndtere). Men vi kan give hver eneste elev vores tros ild, og de kan varme deres hænder ved den.

Jeg er blevet virkelig skuffet gennem årene over vidunderlige lektioner, hvor loyale, dygtige lærere har undervist og på en eller anden måde ved slutningen af klassetiden siger: »Nå, nu ringer det. Bror Jones, vil du slutte med bøn?« Og så er det slut. Ikke noget med at lukke bøgerne. Ikke noget med at se nogen i øjnene bare et øjeblik. Ikke noget med at falde til ro for lige at understrege, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen, og hvad Herren ønsker vi skal gøre? I nogle tilfælde – jeg er lidt uretfærdig, og en smule overdrivelse fremmer forståelsen, men ikke en eneste hentydning til, hvad denne lektion skulle betyde for eleven eller for læreren. Jeg er overladt til at gå derfra og sige: »Gad vide, hvad han mente om det. Jeg gad vide, hvad hun syntes om det, eller hvad det bør betyde for mig.« Så stor anstrengelse for at få en lærdom, et princip, et kort eller en videosekvens formidlet til eleverne, men ikke antydningen af et personligt vidnesbyrd om, hvad den lærdom eller det princip betyder for læreren, som bør lede og vejlede os og gå ved vores side.

Som præsiden J. Reuben Clark engang sagde: »Lad aldrig jeres tro være vanskelig at få øje på.« Må jeg lige gentage det? »Lad aldrig jeres tro være vanskelig at få øje på.« Så aldrig tvivl. Undgå selvhævdende fremførelse og forfængelighed. Prøv ikke at forblinde folk med, hvor geniale I er. Forblind dem med, hvor genialt evangeliet er. Tænk ikke på, hvor de tabte stammer eller de tre nefitter er. Tænk hellere på, hvor jeres elever er, hvad der sker i hans hjerte, hvad der foregår i hendes sjæl, hungeren, det sommetider næsten desperate åndelige behov hos vores folk. Undervis dem. Og frem for alt, bær vidnesbyrd for dem. Elsk dem. Bær vidnesbyrd fra jeres sjæls inderste. Det er det vigtigste, I kan sige til dem i hele timen, og det kan redde en persons åndelige liv.

Sig, at I »taler af hele [jeres] sjæls styrke« (Alma 5:43). Jeg elsker den sætning. Jeg ønsker at bære vidnesbyrd om styrken af min sjæl. Hvis vi føler os tilskyndet dertil, kan vi spørge forsamlingen om det, som Alma spurgte om, nemlig: »Tror I ikke, at jeg selv kender til dette?« Og han fortsætter: »Jeg vidner for jer om, at jeg ved, at det, hvorom jeg har talt, er sandt … Jeg siger jer, at jeg selv ved, at [det] er sandt« (se Alma 5:45; 48).

Jeg ved, at han lever og elsker os. Jeg ved, at Jesus er Kristus, Søn af den levende Gud, verdens Frelser og Forløser. Jeg ved, at dette er hans kirke, og jeg ved, at undervisning gør en forskel.

I den forbindelse ved jeg, at himlen hjælper os, hvis vi underviser, som vi her har beskrevet. Og det er ikke alt, det er kun begyndelsen. Velkommen til vores stræben efter undervisnin-gens gave. Men når vi søger denne gave og beder om den – hvis vi vil bede og søge og banke på åndeligt, hvis vi vil undervise fra skriften, hvis vi vil undervise ved og med Helligånden, hvis vi vil hjælpe eleven med at tage ansvar for at lære, og hvis vi vil vidne om de sandheder, som vi har undervist i – så vil Gud bekræfte Jesu Kristi evangeliums budskab i vores og i elevernes hjerte.

Brødre og søstre, tæt på og langt væk, lige her og rundt omkring i verden, Jesu Kristi evangelium betyder alt for mig. Det betyder alt for mig. Det er hele mit liv. Det er mit håb og min tryghed og min søgen efter frelse. Det er alt, hvad jeg ønsker for mine børn og for mine børnebørn.

Og mine følelser for evangeliet skyldes jer, fordi mennesker som jer underviste mennesker som mig.Et eller andet sted i disse små primaryklasser og i disse første familieaftener og i diakonernes kvorum og under en mission og overalt, hvor vi nu er, underviste sådan nogle som jer sådan en som mig. Og jeg er slet ikke den endnu, som jeg ønsker at være. Jeg er slet ikke den, jeg bør være, men uanset hvad jeg ender med at blive, så står jeg i gæld til storslåede lærere, heriblandt mine elskede forældre som de første og dernæst alle andre gode mennesker, som jeg har haft kontakt med i mit liv, og op til nu herunder de storartede råd og kvorummer, som jeg nu sidder i, hvor jeg kan blive undervist af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum, andre generalautoriteter samt vidunderlige organisationsledere ligesom alle jer.

Jeg bærer vidnesbyrd om kærligheden. Jeg ved, at Gud elsker os. Og det ved jeg blandt andet på grund af, at jeg elsker jer, og at jeg elsker at undervise. Jeg beder til, at vi må blive bedre til det. I Jesu Kristi navn. Amen.

  • Udvælg nogle ideer fra ældste Hollands præsentation, som du kan anvende som elev eller som lærer.

  • Samtalen i ældste Hollands klasse fokuserer på fire principper. Tænk over dem. Planlæg så, hvordan du ville undervise andre i disse principper.

  • Hvad demonstrerede ældste Holland om indlæring og undervisning foruden det, som han talte om?

»Da jeg var medlem af Suiza Gren i Colonia i Uruguay, var min første kaldelse som Primary præsident, da jeg var tretten år gammel. Jeg var præsident, og jeg var også lærer. Jeg mindes, at jeg blev indsat og modtog en håndbog, og opgaven gik ud på at undervise børnene i forskellige lektioner og i evangeliet. Jeg åbnede håndbogen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle undervise i en lektion. Så jeg bad. Jeg sagde: ›Himmelske Fader, jeg skal undervise børnene i lektionen på næste søndag. Vil du hjælpe mig?‹ Og jeg modtog Helligåndens tilskyndelse, og jeg lærte at undervise, fordi Ånden lærte mig det.«

Søster Delia Rochon

»Jeg glemmer aldrig en søndag morgen. Vi var i Athi River i Kenya, og der var en ung mand, som stod og holdt en tale ved et nadvermøde udelukkende ved brug af skrifterne. Det var så stærkt. Han har nok kun været omkring 15 år – han kunne ikke have været ret meget ældre end det. Jeg blev bare ved med at smile, og jeg tænkte: ›Åh du godeste, jeg vil ønske, at alle kunne høre denne unge mand bære vidnesbyrd og tale om Kristus og prædike om Kristus.‹ «

Søster Kathleen H. Hughes

»Engang sad jeg sammen med mit seksårige barnebarn, og hun sagde: ›Jeg ønsker at lære at studere i mine skrifter.‹ Og jeg tænkte: ›Okay, hun er kun seks år. Kan hun virkelig finde styrke i skrifterne?‹ Så jeg sagde: ›Lad os slå op på 1 Nefi, kapitel 1, og hvis du læser noget, du forstår, eller hvis det betyder noget for dig, så skal du understrege det. Og hvis du ønsker at sige noget om det, så kan du skrive om det.‹ Så vi begyndte med verset: ›JEG, Nefi, der er født af agtværdige forældre‹ (1 Ne 1:1), og hun stoppede op og sagde: ›Jeg har agtværdige forældre.‹ Hun fik det ud af den allerførste linje. Hun understregede sine skrifter, og hun sagde: ›Jeg vil læse Mormons Bog færdig, før jeg bliver døbt.‹ ›Nogle dage‹ sagde hun, ›kan jeg ikke forstå det hele.‹ Men det var betydningsfuldt for hende at læse det første vers i Mormons Bog den første gang hun prøvede det.«

Søster Julie B. Beck

»Sommetider når man underviser, prøver man at arbejde med Ånden, undervise med Ånden og bruge skrifterne. Det forekommer mig – ifølge min erfaring – at den, der skaber forbindelsen mellem det, vi underviser i og elevernes behov, er Ånden. Og af den grund har jeg nogle gange oplevet, at en elev kom og sagde: ›Åh, tak fordi du sagde sådan og sådan‹, og jeg tænkte: ›Sagde jeg virkelig det? Hvornår?‹ Jeg spekulerer på, om personen i virkeligheden hørte Herrens stemme, og at alt, hvad jeg gjorde, var at formidle skrifterne, igennem Ånden, de omgivelser, hvorigennem eleven fik det budskab, som han eller hun havde brug for.«

Søster Delia Rochon

»Vores gentagne forsikring er i Herrens ærlige tilskyndelse – den tilskyndelse, at du er Herrens redskab, dette er hans klasse, dette er hans kirke, dette er hans folk. Svar så ærligt til den Ånd. I almindelighed er det læseplanen, der giver os vores ramme, vores kurs og retning i løbet af årets måneder. Men ved enhver given lejlighed er vi mindre, end vi er forventet at være som lærere i Herrens hænder, hvis vi ikke er villige til at tilsidesætte noget særligt, som vi har forberedt og besvare det, som Herren tilskynder os til at gøre. Vi er nødt til at sige: ›Øjeblikket er lige nu. Dette er undervisningsøjeblikket.‹

Forældre står over for den situation hele tiden. Forældre er nødt til at gribe undervisningsøjeblikket, fordi det kommer måske ikke igen. Vi må forberede os så godt som muligt, og derefter kan vi så stole på, at Herren vil give os uforventede chancer, i en given klassesitutation. Vi er nødt til at være forberedte til at gå derhen, hvor han fører os.«

Ældste Jeffrey R. Holland

»Jeg så et vidunderligt eksempel, da jeg var ude at undervise sammen med to missionærer. De underviste i den femte lektion. Den ene missionær var tysker, kunne sproget, og han havde været på mission i flere måneder. Den anden var ret ny, det var den første gang, han skulle undervise i den femte lektion.

Og jeg iagttog dem. Den ene havde selvtillid, han var en god missionær. Han underviste med tillid. Den anden var nødt til støtte sig til sin læseplan – men da jeg sad der og iagttog de to, så kom Ånden til dem begge. Og selv med lærere på forskellige undervisningsniveau-er kan Ånden hviske til os, hvor end vi er, hvis vi har gjort vores del. Det er vidunderligt.«

Bror Charles W. Dahlquist II

»Jeg tror, det meget frimodigt kan siges, at vi ikke er vellykkede, hvis en elev efter slutningen af 40 minutter går ud af døren og siger: ›Hold da op, var det ikke godt?‹ Hvis det slutter, når eleven går ud af døren, så mener jeg, at vi har fejlet i undervisningens egentlige betydning, den vedvarende betydning af undervisningen. Vores undervisning bør være så udfordrende, så åndelig sød, så ny og interessant, at eleverne siger til sig selv: ›Følelsen var så stærk, at jeg vil tænke over det denne eftermiddag og i morgen og i næste uge og i næste måned.‹ På den måde vil vores lektion få sit eget liv og bringe nye tanker.

Der forekommer en virkelig fare for undervisningspræstation, der synes at være så uafhængig eller forblændende, at folk efter at have været underholdt i 45 minutter siger: ›Hold da op, jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage i næste uge og blive underholdt‹ – og som aldrig får en anden tanke i løbet af ugen eller måneden om lærdommens hovedindhold, som de blev undervist i.«

Ældste Jeffrey R. Holland

»Vær tålmodige og tab frem for alt ikke Ånden. Vi kan på ingen måde blive fornærmede eller blive vrede eller skuffede over, at vi har arbejdet så hårdt med at forberede lektionen, og så synes det som om, at elever ikke er med os. Vi er bare nødt til at være tålmodige og kærlige. Der sker mere i deres hjerte end vi tror.«

Ældste Jeffrey R. Holland

»Jeg gik til tidlig morgen-seminar, og jeg følte, at min seminarlærer påtog sig ansvaret for at undervise os. Han formodede, at vi modtog det budskab, som han gav os. Der var tidspunkter, hvos vi ankom til seminar i pyjamas; der var tidspunkter, hvor nogle af os medbragte puder og tæpper; der var tidspunkter, hvor pigerne lakerede deres negle, mens de lyttede til hans undervisning, men vi var velsignet med en seminarlærer, som formodede, at vi lyttede til ham. Vi tog ikke del i samtaler, men der gik ikke en dag til seminar, hvor jeg ikke koncentrerede mig og lyttede med både ører og hjerte til det, som han sagde.

Jeg tror, at hvis vi som lærere har gjort alt det, som vi skal gøre, hvis vi har gjort vores del, og vi har Ånden med os, så kan vi formode, at eleverne vil påtage sig ansvaret at lytte.«

Søster Tamu Smith

Undervisningens gave

  1. Bed, søg og bank på åndeligt.

  2. Undervis ud fra skrifterne.

  3. Undervis ved og med Ånden.

  4. Hjælp eleven til at tage ansvar for at lære.

  5. Bær vidnesbyrd.