Vi må forankre vores vidnesbyrd
Når vi ofte læser, overvejer og anvender det, som vi lærer fra skrifterne, og kombinerer det med bøn, bliver det en uerstattelig del af det at søge og vedligeholde et stærkt og levende vidnesbyrd.
For nylig havde jeg en interessant samtale med en ung mand, som overvejede at tage på mission. Mens vi talte, blev det klart, at han havde problemer med sin beslutning, fordi han betvivlede styrken af sit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Han ønskede at vide, hvorfor han ikke havde modtaget flere tydelige svar på sine bønner og i sit studium af skrifterne.
Denne unge mand, som jeg vil kalde Jim, var vokset op i missionsmarken i et hjem med kærlige forældre, som gjorde deres bedste for at undervise børnene i evangeliets principper.
Han er dygtig til sport og populær blandt sine venner i skolen. Men han er blot en af meget få SDH-elever på et temmelig stort gymnasium.
Eftersom vore børn også er vokset op i missionsmarken, kunne jeg hurtigt se Jims udfordringer – at ønske at forblive trofast over for evangeliets principper, mens han blev accepteret af gode venner, men alligevel venner, hvis værdier og tro generelt set var anderledes end hans.
Han søgte yderligere bekræftelse af sit vidnesbyrd om Jesus Kristus og evangeliets gengivelse.
Jeg vil i dag tale til Jim og mange andre som ham – unge mænd og piger over hele verden, som er usikre på deres vidnesbyrd, men som virkelig ønsker at udvikle et stærkt og levende vidnesbyrd, som vil vejlede dem gennem livets farer, der ligger forude.
Jeg taler også til de voksne, som endnu ikke har følt dybden af evangeliets ånd i deres liv. I fraværet af et stærkt vidnesbyrd har nogle ladet deres daglige tanker og gerninger blive så fokuseret på det, som hører verden til, at de har begrænset den indflydelse, som evangeliets lys har i deres dagligdag.
Jeg taler også til dem, som ældste Neal A. Maxwell så malende beskrev som »hæderlige medlemmer, som lever overfladisk i stedet for at gå i dybden med deres medlemskab, og som virker i ro og mag i stedet for at ›virke med iver‹ (L&P 76:75; 58:27)« (Stjernen, jan. 1993, s. 62).
Da jeg overværede begravelserne for ældste Neal A. Maxwell og ældste David B. Haight og lyttede til den velfortjente hyldest, forstod jeg mere fuldt ud det usædvanlige eksempel på vidnesbyrd og det at være discipel, som disse to brødre udviste. Jeg blev ved med at tænke på, hvordan deres eksempler kan styrke vores vidnesbyrd og uddybe vores beslutning om at komme Herren nærmere.
Disse to store Kristi disciple er et eksempel på præsident Gordon B. Hinckleys opfordring til os alle, da han sagde: »Jeg er blevet citeret for at sige: ›Gør det bedste I kan.‹ Men jeg vil fremhæve, at det skal være det allerbedste. Vi er alt for ofte tilfredse med en middelmådig præstation. Vi er i stand til at gøre det langt bedre« (»Stå fast og urokkelig«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 10. jan. 2004, s. 21).
Præsident Hinckleys råd og opfordring gælder bestemt lige så meget udviklingen af og styrkelsen af vore vidnesbyrd om Jesus Kristus som noget andet.
Et sandt vidnesbyrd bringer lyset fra Jesu Kristi gengivne evangelium ind i vores liv og fokuserer os alle hen mod det samme mål – at vende tilbage til vores himmelske Fader – og alligevel kommer den enkeltes vidnesbyrd gennem forskellige erfaringer og på forskellige tidspunkter i vores liv.
Lige som Jim havde jeg som ung privilegiet at have »retskafne forældre« (1 Nephi 1:1). De underviste vores familie i evangeliets principper og værdier i ord og i gerning. Som ung troede jeg, at jeg havde et vidnesbyrd. Jeg troede! Så kom der nogle personlige åndelige oplevelser gennem tro, bøn, studium af skriften og især fars velsignelser i vores hjem, som fik mig til at tænke mere alvorligt over de principper, som jeg var blevet undervist i og troede på – men også dybere over det, som jeg var begyndt at føle. Jeg vil altid være taknemlig for forældre, som hjalp mig gennem disse dyrebare, åndelige oplevelser. De havde en varig virkning på mig og på styrken i mit vidnesbyrd.
Jeg tror, at Alma må have tænkt på os, da han underviste zoramiterne i, hvordan man får vidnesbyrd om sandheden.
»Men hvis I vil vågne op og bruge jeres evner prøve mine ord og udøve blot den mindste smule tro, ja, om I ikke kunne gøre andet end blot ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine ord« (Alma 32:27).
Alma fortsætter med at »sammenligne ordet med et sædekorn.« Han forklarer, at når hjerterne bliver åbnet »vil det begynde at svulme i brystet« (Alma 32:28). Alma gav os så nøglen til at udvikle et vellykket vidnesbyrd:
»Men dersom I vil pleje ordet, ja, passe træet, når det begynder at vokse ved jeres tro, med stor flid og tålmodighed og med glæde se hen til frugten deraf, da vil det slå rod, og det skal blive et træ, der vokser op til evigt liv« (Alma 32:41).
Og så kommer løftet!
»Da, mine brødre, skal I høste lønnen for jeres tro og jeres flid, tålmodighed og langmodighed i at vente på, at træet skal bære frugt til jer« (Alma 32:43).
Lad os et øjeblik, brødre og søstre, tænke på det, som Alma lærte os.
For det første må vi nære et oprigtigt ønske om at tro. Udtryk som »vågn op«, »brug jeres evner«, »prøv mine ord« og »udøve blot den mindste smule tro« er handlingsord, som angiver en vedvarende indsats fra vores side.
Hans beskrivelse af, hvordan det begynder at svulme i brystet, er følelsen fra Helligånden. Som Moroni forklarer: »Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting« (Moroni 10:5).
Alma siger, at for at denne ånd fortsat kan svulme, må vi nære den »med stor flid og tålmodighed«. Han lover derpå belønningerne i form af tro, flid, tålmodighed og langmodighed, der vil frembringe evigt liv (Alma 32:41; se også v. 43).
Ligesom Alma har profeterne i de sidste dage været klare i deres lærdomme om det, som vi må gøre for at udvikle og styrke vore vidnesbyrd.
Vi er blevet sendt her for at udvikle vores egen værdi og frelse gennem hverdagens prøver og udfordringer. Vi kan ikke gøre det ved alene at stole på lånt lys fra en andens vidnesbyrd. Når vi modtager inspiration, når vi hører profeterne, lederne og vore jævnaldrende bære deres vidnesbyrd, vil disse åndelige følelser yderligere styrke vores ønske om at styrke vores egen overbevisning.
Jeg siger til min unge ven og alle I andre, hvor end I er, at I aldrig skal opgive Herren. Svaret på jeres bønner vil måske ikke være så klare eller komme så belejligt, som I gerne vil have, men bliv ved med at bede. Herren lytter! Når I beder, så bed om hjælp til at forstå Helligåndens tilskyndelser. Og gør så jeres allerbedste for at være værdige til at modtage disse tilskyndelser. Når I genkender eller mærker Åndens tilskyndelser og hvisken, så følg dem.
Daglige brændende bønner, hvor vi søger om tilgivelse og særlig hjælp og vejledning er afgørende for vores liv og føde for vore vidnesbyrd. Når vi bliver fortravlede, gentager os selv, er tilfældige eller glemsomme i vores bønner, så taber vi nærheden til den ånd, som er så afgørende i den fortsatte vejledning, som vi har behov for, for med succes at klare hverdagens udfordringer. Familiebøn morgen og aften tilføjer yderligere velsignelser og kraft til vore egne bønner og til vore vidnesbyrd.
Personlig og oprigtig involvering i skrifterne frembringer tro, håb og løsninger på vore daglige udfordringer. Når vi ofte læser, overvejer og anvender det, som vi lærer fra skrifterne, og kombinerer det med bøn, bliver det en uerstattelig del i det at søge og vedligeholde et stærkt og levende vidnesbyrd.
Præsident Spencer W. Kimball mindede os om vigtigheden af vedvarende læsning i skriften, da han sagde: »Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til Guddommen, og når det er som om at … ingen guddommelig røst taler … Hvis jeg fordyber mig selv i skrifterne, mindskes afstanden og åndeligheden vender tilbage« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 135).
Frelseren sagde: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig« (Joh 5:39).
Det stærke og urokkelige vidnesbyrd, som så mange af jer vidunderlige og trofaste medlemmer af Kirken har, kommer gennem bønsomt at følge rådene fra vore profeter og skrifterne. Den samme dyrebare velsignelse er til rådighed for hver eneste af os, som oprigtigt søger den.
Til min unge ven Jim og alle andre, som lejlighedsvis er bekymret for styrken af deres vidnesbyrd, så vid, at I er elsket og dagligt våges over af jeres Fader i himlen. Han vil svare, når I stræber efter at holde hans befalinger og rækker ud mod hans kærlige hænder.
Vi har alle del i løftet, som Herren gav til profeten Joseph Smith: »Hold jer nær til mig, og jeg vil holde mig nær til jer. Søg mig flittigt, så skal I finde mig, bed, og I skal få, bank på, så skal der lukkes op for jer« (L&P 88:63).
Vores profets opfordring til at gøre vores »allerbedste«, er en udfordring til hver enkelt, personligt og i vores familie, om at gennemgå vores tilværelse og derpå forpligte os til at ændre det, der mere sikkert sikrer, at vore vidnesbyrd er stærke og urokkelige.
Stærke vidnesbyrd bliver den drivende kraft for hver eneste af os i det at »gøre det langt bedre«. De bliver den uigennemtrængelige armering, der beskytter os mod verdens ustandselige angreb.
Jeg vidner om, at vi har en kærlig, omsorgsfuld Fader i himlen, og at han og hans elskede Søn Jesus Kristus viste sig for drengen Joseph for at indlede genoprettelsen af evangeliet i denne sidste uddeling.
Jesus Kristus leder denne kirke. Præsident Gordon B. Hinckley er hans udvalgte profet.
Må vi have modet og overbevisningen til at følge profetens råd. Når vi gør det, er vore personlige vidnesbyrd sikre. At det må være således, beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.