Fat mod
Lad os have mod til at gå imod den gængse opfattelse og mod til at forsvare vore principper. Det er mod og ikke kompromis, der har Guds billigelse.
Brødre, I er et inspirerende syn at se. Det er ærefrygtindgydende at tænke på, at i tusindvis af kirkebygninger rundt omkring i verden overværer jeres brødre i Guds præstedømme dette møde via satellit. I har forskellige nationaliteter, og I taler mange forskellige sprog, men et fælles bånd knytter os sammen. Vi er blevet betroet at bære præstedømmet og handle i Guds navn. Vi har fået overdraget et helligt hverv. Der forventes meget af os.
For længe siden skrev den kendte forfatter Charles Dickens om de muligheder, som venter os. I sit klassiske værk Store forventninger beskriver Diskens en dreng ved navn Philip Pirrip, bedre kendt som »Pip«. Pip var blevet født under usædvanlige omstændigheder. Han var forældreløs. Han ønskede af hele sit hjerte, at han var lærd, og at han var en gentleman. Men alle hans ambitioner og alle hans drømme syntes dømt til at briste. Føler I unge mænd til tider på samme måde? Har nogen af os, der er ældre, de samme tanker?
Men så en dag henvender Jaggers, en sagfører fra London, sig til lille Pip og fortæller ham, at en ukendt velgører har testamenteret ham en formue. Sagføreren lægger sin arm om Pips skulder og siger til ham: »Min dreng, du har store forventninger.«
I aften, idet jeg ser på jer unge mænd, og det går op for mig, hvem I er, og hvad I kan blive, siger jeg: »I har store forventninger.« Ikke som følge af en ukendt velgører, men som følge af en kendt velgører, nemlig vor himmelske Fader, og der forventes meget af jer.
Vores rejse gennem livet foregår ikke ad en motorvej uden forhindringer, faldgruber eller fælder. Den foregår snarere ad en sti, som er kendetegnet ved forgreninger og sving. Vi står konstant for at skulle træffe beslutninger. For at kunne træffe dem vist, kræves der mod – mod til at sige nej og mod til at sige ja. Vore beslutninger er afgørende for vores skæbne.
Det kræves hele tiden af os, at vi udviser mod. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.
Under den amerikanske borgerkrig blev en officers mod nedskrevet af en ung infanterist, der bar sydstatshærens grå uniform. Han beskriver general J.E.B. Stuarts indflydelse med disse ord:
På et kritisk tidspunkt under slaget »pegende han hen mod fjenden og råbte: ›Fremad folkens. Fremad! Bare følg mig!‹ …
… Modige og beslutsomme [fulgte de] ham som en brusende flod«, og målet blev erobret og fastholdt.1
Mange år tidligere og i et fjernt land kom en anden leder med samme opfordring: »Kom og følg mig.«2 Han var ikke hærfører. Tværtimod. Han var Fredsfyrsten, Gud Søn. De, der fulgte ham dengang, og de, der følger ham nu, vinder en meget større sejr, hvis konsekvenser er evigtvarende. Behovet for mod er konstant.
De hellige skrifter beviser denne sandhed. Josef, Jakobs søn, der blev solgt til Egypten, viste sit mod, da han over for Potifars hustru, som forsøgte at forføre ham, erklærede: »Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud? Han [ville] ikke opfylde hendes ønske … og flygtede ud.«3
I vore dage har en far anvendt dette eksempel på mod over for sine børn ved at sige: »Hvis I nogen sinde opdager, at I er et sted, hvor I ikke burde være – så flygt!«
Hvem kan undgå at føle sig inspireret af Helamans 2.000 unge sønner, der viste behovet for at have tilstrækkeligt mod til at følge deres forældres formaninger – mod til at være kyske og rene?4
Måske er den smukkeste af disse beretninger eksemplet med Moroni, der havde mod til at holde ud til enden i retfærdighed.5
Alle blev styrket af Moses’ ord: »Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel … for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«6 Han lod dem ikke i stikken. Han lader ikke os i stikken. Han svigtede dem ikke. Han svigter ikke os.
Det er denne sikre overbevisning, der kan lede jer og mig – i vor tid, i vore dage og i vores liv. Selvfølgelig støder vi på frygt, udsættes for latterliggørelse og møder modstand. Lad os have mod til at gå imod den gængse opfattelse – mod til at forsvare vore principper. Det er mod og ikke kompromis, der har Guds billigelse. Mod bliver en levende og indbydende dyd, når den ikke alene tolkes som villigheden til tappert at gå i døden, men også som viljen til at leve anstændigt. En moralsk kujon er en, der er bange for at gøre det, han mener er rigtigt, af frygt for at andre vil være uenige eller le. Husk, at alle mennesker til tider er bange, men de, der møder frygten på værdig måde, har dog mod.
Må jeg ud fra mine personlige oplevelser med mod fortælle jer et eksempel fra min militærtid.
Det var en stor udfordring for mig, da jeg i de sidste måneder af anden verdenskrig blev indrulleret i den amerikanske flåde. Her oplevede jeg mange heltegerninger og mange eksempler på mod. Et af dem, jeg husker bedst, var det stilfærdige mod, som udvistes af en 18-årig matros – fra et andet trossamfund – der ikke var for stolt til at bede. Af de 250 mænd i kompagniet var han den eneste, der hver aften knælede ned ved siden af sin køje, trods de andres spottende tilråb og ondskabsfulde spøgefuldheder, og med bøjet hoved bad han til Gud. Han var urokkelig. Han vaklede aldrig. Han havde mod.
Jeg holder så meget af disse ord af digteren Ella Wheeler Wilcox:
Det er let nok at være venlig,
når livet går som en leg,
men dén har vist sin styrke,
som smiler, når prøven er sej.7
Dette var Paul Tingey et eksempel på. Det er netop en måned siden, jeg var med til hans bisættelse her i Salt Lake City. Paul var vokset op i et godt sidste dages helligt hjem og havde udført en ærefuld mission for Herren i Tyskland. En af hans kammerater i missionsmarken var ældste Bruce D. Porter fra De Halvfjerds’ Første Kvorum. Ældste Porter beskrev ældste Tingey som en af de mest engagerede og succesfulde missionærer, han kendte.
Da deres mission var tilendebragt, vendte ældste Tingey hjem, tog eksamen fra universitetet, blev gift med sin kæreste og stiftede familie. Han tjente som biskop og var dygtig i sit erhverv.
Uden megen varsel fik han i sit nervesystem symptomer på en frygtet sygdom – sklerose. I sin sygdom kæmpede Paul Tingey tappert, men kom til sidst på plejehjem, hvor han boede resten af livet. Der opmuntrede han de nedtrykte og gjorde alle glade.8 Når jeg gik i kirke der, gjorde Paul både mig og alle andre mere glade.
Da de olympiske lege kom til Salt Lake City i 2002, blev Paul udvalgt til at bære den olympiske fakkel en bestemt etape. Da dette blev meddelt på plejehjemmet, brød jublen ud blandt de forsamlede beboere, og et hjerteligt bifald rungede gennem gangene. Da jeg ønskede Paul tillykke, sagde han med sin svage røst: »Jeg håber ikke, at jeg taber faklen!«
Brødre, Paul Tingey tabte ikke den olympiske fakkel. Derudover bar han tappert den fakkel, han fik overdraget i livet, og det gjorde han til sin dødsdag.
Åndelighed, tro, beslutsomhed og mod – Paul havde det hele.
En eller anden har sagt, at mod ikke er manglende frygt, men evnen til at beherske den.9 Til tider kræver det mod at rejse sig fra en fiasko og kæmpe videre.
Som ung teenager spillede jeg i en basketballkamp i Kirken. Da resultatet var usikkert, sendte træneren mig på banen lige efter at anden halvleg var begyndt. Jeg greb bolden efter et indkast, driblede den hen mod kurven og lod bolden flyve. Netop som bolden forlod mine fingerspidser, gik det op for mig, hvorfor modstandernes forsvarsspillere ikke forsøgte at standse mig: Jeg forsøge at score i den forkerte kurv! Jeg bad en stille bøn: »Kære Gud, lad ikke bolden gå i.« Bolden trillede en gang rundt langs kurven og faldt udenfor.
Fra bænkene lød råbet: »Vi vil have Monson, vi vil have Monson, vi vil have Monson – ud af spillet!« Træneren var enig.
Mange år senere besøgte jeg som medlem af De Tolvs Råd sammen med nogle andre generalautoriteter en nyopført kirkebygning, hvor vi som eksperiment forsøgte med et tætvævet tæppe på sportssalens gulv.
Mens flere af os undersøgte gulvet, kastede biskop J. Richard Clarke, som dengang sad i Det Præsiderende Biskopråd, pludselig basketbolden hen til mig med en udfordring: »Jeg tror ikke, du kan ramme kurven, derfra hvor du står!«
Jeg stod uden for det, som kaldes trepointslinjen. Jeg havde aldrig før scoret på så lang afstand. Ældste Mark E. Petersen råbte til de andre: »Jeg tror godt, han kan!«
Minderne fra den flove oplevelse mange år tidligere, hvor jeg kastede bolden hen mod den forkerte kurv, vældede frem. Ikke desto mindre sigtede jeg og kastede bolden af sted. Den gik lige ned gennem kurven!
Biskop Clarke kastede bolden hen til mig og udfordrede mig endnu engang: »Jeg ved, du ikke kan gøre det igen!«
Ældste Petersen forsvarede mig: »Selvfølgelig kan han det!«
Digterens ord genlød i mit hjerte: »Led os, o led os, du som former alle mænd, ud af mørket, så vi kan prøve igen.«10 Jeg kastede bolden. Den fløj hen mod kurven og gik lige ned gennem nettet.
Det var afslutningen på vores inspektionsbesøg.
Under frokosten sagde ældste Petersen til mig: »Du kunne have spillet professionelt.«
Det at vinde eller tabe en basketboldkamp får mindre betydning i vore tanker, når vi tænker over vore pligter som bærere af Guds præstedømme – både Det Aronske og Det Melkisedekske. Vi har en højtidelig pligt til at berede os ved at adlyde Herrens bud og tage imod de kald, vi får, til at tjene ham.
Vi, som er blevet ordineret til Guds præstedømme, kan have afgørende betydning. Når vi gør os fortjent til Herrens hjælp, kan vi opbygge drenge, bringe mennesker på ret køl, og udføre mirakler i hans hellige tjeneste. Vore muligheder er uendelige.
Skønt opgaverne virker store, giver denne sandhed os styrke: »Den største styrke i vore dages verden er Guds kraft, sådan som den virker gennem menneskene.« Hvis vi går Herrens ærinde, har vi ret til Herrens hjælp. Denne guddommelige hjælp afhænger dog af vores værdighed. For at kunne sejle trygt over jordelivets hav, for at kunne udføre en menneskelig redningsmission, har vi brug for den evige søfarendes vejledning – nemlig den store Jahve. Vi ser op, og vi rækker hånden ud for at få himmelsk hjælp.
Er jeres udstrakte hænder rene? Er jeres længselsfulde hjerte rent? Hvis vi ser tilbage i tiden gennem historiens sider, finder vi et budskab om værdighed hentet i den døende kong Dareios’ ord. Ved de rette ritualer var Dareios blevet anerkendt som Egyptens retmæssige konge. Hans rival, Alexander den Store, var blevet udråbt som Ammons legitime søn. Han var også farao. Alexander finder den slagne Dareios på dødslejet, lægger sine hænder på hans hoved for at helbrede ham og befaler ham at rejse sig og påtage sig sin kongelige styrke: »Jeg sværger over for dig, Dareios, ved alle guderne, at jeg gør dette i oprigtighed og uden bedrag.« Dareios svarede med en mild irettesættelse: »Alexander, min dreng … tror du, du kan røre himlen med dine hænder?«11
Brødre, når vi lærer vores pligt at kende og højner de kald, som vi får, vejleder Herren os i vore bestræbelser og lader os nå ind til hjertet af dem, vi tjener.
For mange år siden besøgte jeg en ældre enke, som hed Mattie. Jeg havde kendt hende i mange år og været hendes biskop. Jeg var bedrøvet over hendes store ensomhed. Hendes yndlingssøn boede langt væk, og i årevis havde han ikke besøgt sin mor. Mattie tilbragte lange ensomme timer med at våge ved vinduet ud til gaden. Bag det frynsede gardin, som ofte blev trukket til side, sagde den skuffede mor til sig selv: »Dick kommer, Dick skal nok komme.«
Men Dick kom ikke. Det ene år gik efter det andet. Men som et glimt af en solstråle blev Dick, en af mine gamle drenge i Det Aronske Præstedømme, som nu boede i Houston i Texas, langt fra sin mor, aktiv i Kirken. Han kom til Salt Lake for at besøge mig. Han ringede, da han ankom, og fortalte ivrigt om forandringen i sit liv. Han spurgte, om jeg havde tid til at se ham, hvis han kom direkte hen på mit kontor. Jeg kunne kun glæde mig. Men jeg sagde: »Dick, besøg først din mor, og kom så hen til mig.« Han gik med glæde ind på mit krav.
Inden han kom hen til mig på kontoret, blev jeg ringet op af Mattie – hans mor. Fra et glad hjerte kom ordene, afbrudt af tårer: »Biskop, jeg vidste, at Dick ville komme. Jeg sagde jo til dig, at han ville. Jeg så ham komme gennem vinduet.«
Ved Matties begravelse flere år senere, talte Dick og jeg hjerteligt om denne oplevelse. Vi havde set et glimt af Guds helbredende kraft gennem vinduet ind til en mor, som troede på sin søn.
Tiden marcherer videre. Pligten holder trit med denne march. Pligten bliver ikke mindre. Katastrofale konflikter kommer og går, men krigen om menneskenes sjæle fortsætter uden stilstand. Herrens ord lyder som en fanfare for jer, for mig og for præstedømmebærere overalt: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.«12
At vi hver især må have mod til at gøre det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.