At erindre, hvor barmhjertig Herren har været
Klynger af minder ligger hos os alle. Og de kan hjælpe os med at »erindre, hvor barmhjertig Herren har været.«
Brødre, tillad mig at mindes lidt ganske uformelt og i taknemmelighed. Det vil forhåbentlig ske i en afslappet samtaleform ved at citere nogle få minder – intet spektakulært. Der vil også være flere sentenser, hvis holdbarhed afspejler deres længde. Disse minders fokus handler om at blive udfordret af en barmhjertig Herre til at vokse (se Moroni 10:3).
Hvis et af disse minder kan »anvendes« på jer (se 1 Nephi 19:23), kan der måske være en kort far og søn-samtale senere.
1. Lad os gå 60 år tilbage. Referatet fra Wandamere Ward i Grant Stav for 4. juni 1944 viser, at nadveren blev velsignet af mine venner, Ward Jackson og Arthur Hicks, og af mig til en forsamling på 141. Så var det af sted til krigen. I maj 1945 velsignede jeg atter nadveren – men i et skyttehul på Okinawa og til en forsamling på kun en – nemlig mig selv!
Min ungdoms vaner ledte mig uden fanfarer – noget jeg dengang kun delvist værdsatte – herunder at afstå fra kaffe under disse forhold, hvor vandet var knapt og fyldt med klor.
Jeg ved ikke, hvad der ligger foran jer unge mænd, men mit råd er at spænde sikkerhedsselen og holde godt fast på jeres principper.
2. Da jeg gik i Primary, sang vi »Giv, sa’e den lille bæk« (Børnenes sangbog, s. 116) – der bestemt er sød og motiverede, men som ikke ligefrem er fyldt med doktriner. I dag synger børnene den mere åndeligt fokuserede sang: »Jeg prøver at bli’ som Jesus« (Børnenes sangbog, s. 40-41).
3. Dengang var vi alle i familien, nabolaget, wardet og skolen fattige sammen, men vi vidste det ikke. Vi gav hinanden plads til at vokse, til at begå dumme fejl, til at omvende sig og til at begynde at udvikle i det mindste nogle åndelige reflekser. I dag virker det som nogle ivrige forældre insisterer på konstant at kontrollere deres børn, så de hindrer deres vækst.
4. Uanset om I er unge eller ældre, mine brødre i præstedømmet, så vær taknemlig for dem i jeres tilværelse, som elsker jer nok til at rette på jer og minde jer om jeres standarder og muligheder, selv når I ikke ønsker at blive mindet derom.
En kær og nu afdød ven sagde til mig for mange år siden, da jeg havde sagt noget sarkastisk: »Det havde du ikke behøvet at sige.« Hans irettesættelse i form af en kort sætning blev sagt med kærlighed og viste, hvordan en irettesættelse kan være en kærlig gerning.
5. Når vore kære er et godt eksempel, er det især mindeværdigt. Min søster, Lois, der var blind fra fødslen, nøjedes ikke blot med at klare sig, men hun var en god skolelærer i 33 år. Hun havde denne samme refleks som de pionerer, der stille hankede op i deres håndkærrer og drog vestpå, en refleks, som vi alle har behov for. Så hvis I oplever forskellige prøvelser, så accepter livets bitre kalk, uden selv at blive bitter.
6. Kort efter at jeg kom hjem fra anden verdenskrig, »havde jeg løfter, som jeg skulle holde« (Robert Frost, »Stopping by Woods on a Snowy Evening«, i The Poetry of Robert Frost, red. Edward Connery Lathem, 1969, s. 225) – hvilket betød at tage på mission nu. Jeg blev træt af at vente på biskoppen. I et tidligt forsøg på at »støtte arken« gik jeg hjem til biskoppen og sagde, at jeg havde sparet pengene sammen og ønskede komme af sted, så lad os »få gang i maskineriet.« Den gode biskop tøvede og sagde derpå, at han havde haft til hensigt at bede mig om at tage af sted.
Mange år senere lærte jeg fra denne biskops hengivne wardssekretær, at biskoppen havde følt, at jeg havde behov for lidt mere tid med min familie efter at have været så langt væk og i en tiendedel af mit liv. Da jeg hørte dette, bebrejdede jeg mig selv for at have været for dømmesyg. (Se Bruce C. Hafen, A Disciple’s Life: The Biography of Neal A. Maxwell, 2002, s. 129-130).
Det er ikke noget under, at ældste Henry Eyrings kloge far engang bemærkede, at Herren havde en fuldkommen kirke, indtil han slap os alle ind!
7. To relevante minder for unge fædre. Da jeg var ung far, havde jeg netop modtaget et telefonopkald om en vens død i en ulykke. Jeg sad i dagligstuen med tårerne løbende ned ad mine kinder. Vores lille søn, Cory, så mine tårer, da han passerede ude i gangen. Jeg fandt ud af, at han nervøst gik ud fra, at tårerne skyldtes, at han havde skuffet mig på en eller anden måde. Han vidste ikke noget om telefonsamtalen. Brødre, vi undervurderer, hvor oprigtigt og ofte vore børn ønsker at behage os.
8. Da jeg næsten ingen kvantitative færdigheder besidder, var jeg sjældent i stand til at hjælpe vore børn med matematik og videnskabelige fag. En dag bad vores datter, Nancy, som gik i gymnasiet, mig om »lidt hjælp« angående højesteretssagen »Fletcher kontra Peck«. Jeg var så ivrig efter at hjælpe, eftersom jeg så ofte ikke havde været i stand hertil. Endelig en chance for at hjælpe! Jeg fortalte det, som jeg vidste om »Fletcher kontra Peck«. Til sidst sagde min frustrerede datter: »Far, jeg havde kun brug for lidt hjælp!« Jeg imødekom snarere mine egne behov i stedet for at give hende »lidt hjælp.«
Eftersom vi tilbeder en Herre, som underviser os ved forskrift efter forskrift, så lad os, selv når vi underviser vore børn i evangeliet, ikke give dem hele hølæsset på en gang.
9. I de senere år har jeg set nogle få forlade Kirken, som aldrig siden har kunnet lade den være i fred. De bruger ofte deres intellektuelle forbehold til at dække over deres adfærdsmæssige mangler (se Neal A. Maxwell, All These Things Shall Give Thee Experience, 1979, s. 110). I vil se mere af det. Men forvent ikke, at verdens løsninger på verdens problemer er særlig effektive. Sådanne løsninger minder ofte om det, som C.S. Lewis skrev om dem, der løber frem og tilbage med ildslukkere under en oversvømmelse (se The Screwtape Letters, 1959, s. 117-118). Kun evangeliet er altid relevant, og erstatningerne dur ikke.
10. Vi rejste engang med ældste og søster Russell M. Nelson. Vi forlod vores hotel i Bombay i Indien for at nå et fly til Karachi i Pakistan og derfra videre til Islamabad. Da vi ankom til den kaotiske lufthavn, var vores fly blevet aflyst. Utålmodigt sagde jeg til manden ved lufthavnskranken: »Hvad forventer I, at vi skal gøre, bare give op og tage tilbage til hotellet?« Han sagde med stor værdighed: »Hr., tag aldrig tilbage til hotellet.« Vi gik rundt i lufthavnen, fandt en afgang, nåede frem til aftalen i Islamabad og fik endda en nats søvn. Af og til er livet sådan: Vi efterlades for at trænge os frem og udholde frustrerede forventninger – idet vi nægter at »tage tilbage til hotellet«! Ellers vil »opgivenhed« påvirke os hele livet. Desuden ved Herren, hvor langt vi skal gå, »før vi kan sove«! (»Stopping by Woods on a Snowy Evening«).
11. I 1956 modtog jeg, efter at være kommet hjem efter adskillige år i Washington D.C. og efter at have afvist flere attraktive tilbud der, et tilbud om at arbejde på University of Utah. Min hustru sagde, at jeg skulle tage imod det. Hun sagde forudseende: »Jeg har på fornemmelsen, at hvis du tager det job, kan du måske få en vis indflydelse på de studerende.« Jeg svarede utålmodigt: »Jeg skal bare skrive pressemeddelelser, ikke arbejde med studerende.« De efterfølgende opgaver endte med at omfatte at være biskop for et ward af studerende, dekan for de studerende samt at undervise hundredvis af dygtige studerende i politologi. Det var selvfølgelig ikke status, som betød noget, men det at udvikle sig og muligheden for at tjene.
Vore hustruer er ofte inspirerede, men sommetider på tilsyneladende ulogiske måder – en kendsgerning, unge mænd, som jeres fædre måske engang har mod nok til at forklare jer.
12. Det er også interessant, hvordan vi med tiden skaber forventninger hos vore børnebørn, selv når vi ikke er opmærksomme på det. For nogle år siden, da vores barnebarn Robbie var ca. fem år, kiggede vi indenfor for at besøge hans familie i Orem. Han sov ovenpå, og hans mor kaldte: »Robbie, bedstefar Neal er her!« En lille, træt stemme lød svagt oppefra: »Skal jeg tage mine skrifter med?«
Selvfølgelig var han for lille til at læse i dem, men han bar rundt på dem, som så mange i Kirken gør i dette glimrende nye mønster!
Brødre, klynger af minder ligger hos os alle. Og de kan hjælpe os med at »erindre, hvor barmhjertig Herren har været« (Moroni 10:3). Det har han bestemt været over for mig!
Brødre, når I lader Gud bestemme frem for at følge jeres egen vilje, så giver I ham blot det eneste, som I i virkeligheden kan give ham, det eneste som I magter at give. Vent ikke for længe med at finde alteret eller med at begynde at lægge jeres gave i form af jeres vilje på det! Ingen behøver at vente på en kvittering, for Herren har sin helt egen særlige måde at anerkende det på.
Jeg vidner om, at Gud har kendt jer enkeltvis, brødre, meget, meget længe (L&P 93:23). Han har elsket jer meget, meget længe. Han kender ikke blot navnene på alle stjernerne (se Sl 147:4; Es 40:26), han kender jeres navne og alle jeres sorger og glæder! For resten har man aldrig set en udødelig stjerne, de dør til sidst. Men siddende hos jer i aften er udødelige personer – ufuldkomne, men alligevel prøver de »at bli’ som Jesus«! I hans navn, ja, Jesus Kristus. Amen.