2003
Fænomenet, der er dig
November 2003


Fænomenet, der er dig

Begynd at åbne op for viden om, hvem I virkelig er ved at lære mere om jeres forfædre.

Mine kære brødre i Guds præstedømme over hele verden, vi sender til jer alle vores kærlighed og hilsener, uanset hvor I er.

Forestil jer sammen med mig en lille seksårig forældreløs pige, der rejser tværs over USA’s prærie. Hun hedder Elsie Ann. Hendes mor døde, da hun var to år. Hendes far giftede sig igen, og en tid havde hun en stedmor. Så døde hendes far i Winter Quarters, da hun var fem år. Hendes stedmor giftede sig igen, flyttede væk og efterlod den lille forældreløse hos Peter og Selina Robison, som var i familie med hendes stedmor. Elsie Ann forlod Winter Quarters sammen med familien Robison i juli 1849 for at rejse vestpå. Når hun så Selina tage sig af sin 10 måneder gamle datter, savnede hun uden tvivl sin egen mors kærlighed. Nogle gange spurgte hun tilmed: »Hvor er min mor?«

Mit hjerte bløder for denne lille pige, når jeg tænker på, hvordan hun havde en usikker fremtid uden nære slægtninge til at trøste og hjælpe hende. Elsie Ann var min oldemor, og først for nylig fandt vi ud af, hvem hendes rigtige mor var. I årevis troede vi, at Elsie Ann var Jane Robisons datter. Omhyggelige undersøgelser afslørede hendes rigtige slægtskabsforhold, og efter alle disse år er Elsie Ann nu blevet beseglet til sin far John Akerley og sin mor Mary Moore.

Mine bedsteforældre har haft stor indflydelse på mit liv. Selv om de har været døde i mange år, kan jeg stadig føle deres kærlige støtte. Min farfar James Akerley Faust døde, før jeg blev født. Jeg kendte ham kun gennem historier, som min bedstemor og mine forældre fortalte om ham. Men jeg føler et stærkt slægtskab med ham, for jeg er til dels, hvad han var. Blandt meget andet var han cowboy, gårdejer og postmester i en lille by i det centrale Utah. Engang rejste bedstefar om vinteren til Idaho, hvor han mødte en bekendt, som det gik skidt for. Det var koldt, og bedstefars ven havde ingen frakke. Bedstefar tog sin frakke af og gav den til ham.

I aften opfordrer jeg jer unge mænd til at begynde at åbne op for viden om, hvem I virkelig er, ved at lære mere om jeres forfædre. Alex Haley, forfatteren til bogen Rødder, sagde: »I os alle er der en sult, helt ind til marven, efter at kende vores afstamning – at vide, hvem vi er, og hvor vi er kommet fra. Uden denne berigende viden er der en hul længsel. Uanset, hvad vi præsterer i livet, er der stadig et, vakuum, et tomrum og den mest forstyrrende ensomhed.«1 Vi kan få spændende oplevelser, når vi lærer om vores spændende og dynamiske forfædre. De var rigtige mennesker af kød og blod med problemer, håb og drømme, ligesom vi har i dag.

På mange måder er vi alle summen af det, vore forfædre var. De dyder, de havde, kan være vore, deres styrke vores styrke og på en måde kan deres udfordringer være vore udfordringer. Nogle af deres kendetegn kan være vore kendetegn. For nogen tid siden bemærkede jeg, at en af mine oldesønner, en tumling, syntes at gå på en interessant måde. Min hustru sagde: »Han går ligesom dig!« Nu spekulerer jeg på, hvem jeg har arvet denne egenskab fra.

Det er sjovt at lære at kende vore forfædre, som døde for længe siden. Vi har alle en fascinerende slægtshistorie. At finde jeres forfædre kan være et af dem mest interessante puslespil, som I unge mænd kan arbejde på.

Vi må alle begynde denne opgave et sted, og det kan gøres af unge eller gamle. Denne sommer arbejdede 170 børn i Lartebiokorshie Stav i Accra i Ghana på deres fire-generationers stamtræ i en to timers periode, og flere end 74 færdiggjorde og viste deres stamtræ frem.

Som præsident Boyd K. Packer har sagt: »Hvis du ikke ved, hvor du skal begynde, så begynd med dig selv. Hvis du ikke ved, hvilke optegnelser du skal have fat i, eller hvordan du skal få fat i dem, så begynd med det, du har.«2 I vil lære om det fænomen, der er jer. Det kan være mere spændende end nogen film, I kan se, eller noget computerspil, I kan spille. I skal finde ud af, hvem jeres bedsteforældre og oldeforældre var, og hvilke tempelordinancer der er udført for dem. Hvis I ikke ved, hvordan man får disse oplysninger, så spørg nogen i jeres ward, som ved det.

Spørg levende medlemmer af jeres familie, hvad de ved om jeres større familiekreds. Se på optegnelser lige ved hånden som familiebibler for at finde flere detaljer om jeres forfædre. Så kan I begynde med andre kilder som civile optegnelser, kirkebøger, folketællinger og militære optegnelser. Hvis I har adgang til en computer, kan I anvende jeres computerfærdigheder og gå ind på Kirkens hjemmeside FamilySearch.org. Slægtsforskning er blevet en avanceret aktivitet, hvor computere stiller umådelige ressourcer til rådighed for jeres søgen. I kan let få adgang til en kæmpe samling af slægtshistoriske optegnelser ved hjælp af internettet på din private computer eller på det nærmeste slægtshistoriske center.

Slægtshistoriske centre findes nu i 88 lande. De er en del af et system til bevaring af optegnelser uden lige, som er med til at bevare familiers arv over hele verden. På Slægtshistorisk Bibliotek i Salt Lake City skriver og indsender brugerne konstant oplysninger om deres slægtshistorie. En person skrev: »Vi sender til jer fem børn i særskilt kuvert.«

Det store værk med at sørge for frelsende ordinancer for vore afdøde slægtninge er en vital del af Kirkens trefoldige mission. Vi udfører dette arbejde med et formål, nemlig at forløse vore afdøde forfædre. Tempelordinancer er livsvigtige for både os og vore afdøde slægtninge, som venter på, at disse frelsende ordinancer udføres for dem. Det er livsvigtigt, for »vi kan ikke fuldkommes uden dem; ej heller kan de fuldkommes uden os.«3 De har brug for de frelsende ordinancer, og vi har brug for at blive beseglet til dem. Derfor er det vigtigt, at vi sporer vores familielinier tilbage, så ingen glemmes.

At søge efter vore afdøde slægtninge er ikke blot en hobby. Det er et grundlæggende ansvar for alle medlemmer af Kirken. Vi tror, at livet fortsætter efter døden, og at alle opstår.4 Vi tror, at familier kan fortsætte i det næste liv, hvis de har holdt de særlige pagter, der med Guds myndighed er indgået i et af de hellige templer. Vi tror, at vore afdøde forfædre også for evigt kan forenes med deres familie, når vi indgår pagter på deres vegne i templerne. Vore afdøde forfædre kan modtage disse pagter, hvis de vælger at gøre det, i åndeverdenen.5

Det store stedfortrædende værk for vore afdøde slægtninge i vore templer demonstrerer både retfærdigheden og rimeligheden i Jesu Kristi evangelium. Profeten Joseph Smith forklarede det forfærdelige dilemme, som Guds børn ville møde, hvis der ikke var tempelordinancer for vore afdøde. Han sagde: »Den ene dør og bliver begravet, idet han aldrig har hørt om forsoningens evangelium; til den anden bliver frelsens budskab sendt, han hører og antager det og bliver arving til det evige liv. Skal den ene blive delagtig i herlighed og den anden overgives til håbløs fortabelse? Er der ingen mulighed for ham?«6 Heldigvis får vore forfædre mulighed for at modtage og acceptere de frelsende ordinancer, når vi identificerer dem og udfører disse hellige ordinancer for dem ved stedfortræder. Vi gør det for dem, som de ikke kan gøre for sig selv. Det er en meget tilfredsstillende oplevelse.

I det store syn i templet i Kirtland viste profeten Elias sig for profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery og overdrog nøglerne til tempeltjeneste og beseglingsmagten i Joseph Smiths hænder.7 Dette opfyldte Malakias’ profeti om, at Elias skulle sendes »for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene, at han ikke skal komme og slå hele jorden med band.«8

Så hvad betyder det så? At vende vores hjerte til vore fædre er at søge og finde navne på vore afdøde forfædre og udføre de frelsende ordinancer i templet for dem. Dette vil smede en hel kæde mellem os og vore forfædre og til sidst helt tilbage til fader Adam og moder Eva.

En 11-årig drengs hjerte blev vendt til hans fædre ved en familieaften, hvor børnene fremstillede personlige mindebøger. Den unge Jeff ønskede at følges med sin mor til det nationale arkiv. Hun var bange for, at han måske forstyrrede de andre slægtsforskere. Men han blev ved, og hun gav efter og tog ham med. Fire timer inde i deres søgen udbrød han: »Mor, jeg har fundet bedstefar!« Han havde virkelig fundet sin tiptipoldefar.9 Men sådan går det ikke altid. I et brev til Slægtshistorisk Afdeling skrev nogen: »Vi har mistet vores bedstemor. Send os venligst en kopi!«

Jesu Kristi evangelium lærer os, at den celestiale familieorganisation vil være »helt komplet, dvs. en organisation lænket sammen fra fader, moder og børn af én generation til fader, moder og børn i næste generation, således udvidet og spredt til tidens ende.«10

Når vi sporer vore familienavne, møder vi dem ofte stavet forskelligt, afhængig af kilden. Dette var tilfældet for en universitetsstuderende i Provo i Utah, som forstod visionen om således at sammenkæde generationerne. Han gik gennem biblioteket en aften og mindedes at have hørt nogen i familien Searing fortælle om en by i staten New York, som var opkaldt efter en forfader. Så han bestemte sig for at slå byen op. Han fandt et meget gammelt eksemplar af en fortegnelse over stednavne i New York og læste om en mand ved navn Simon Searing, som var med til at kolonisere Long Island midt i 1600-tallet. Mon Simon var hans forfader? Han måtte vide det. Han begyndte ihærdigt at søge og sporede sin slægt flere generationer tilbage. Men han skulle stadig udfylde hullet mellem 1800-tallet og 1600-tallet. Så skete et mirakel. Uventet fandt han en historie om familien Syring. Familierne i bogen om Syring endte ved samme generation, som han havde fundet i sin egen søgen. Ikke alene kunne han forbinde mange generationer, men han kunne også kæde sig selv til den tidlige nybygger Simon Searing.11

Nogle, der interesserer sig for slægtsforskning, forsøger at forskønne deres opfattelse af sig selv ved at forbinde sig med berømte personer. Min egen oplevelse har været helt anderledes. Jeg har været fascineret over at lære om nogle ukendte og almindelige mennesker, hvis oplysninger fortæller om heroisme. Arthur L. Bassett skrev engang: »Hvem blandt os ønsker at kaste sten efter deres egne forfædre? Jeg og mange andre er betaget af deres udfordringer – deres sejre såvel som deres nederlag … Jeg er fascineret af det, der måske synes som en ganske almindelig tilværelse, fordi jeg har opdaget det spændende, som er skjult i almindelige menneskers tilværelse.«12

Det er usandsynligt, at I finder hestetyve blandt jeres forfædre. Men hvis I gør det, så er det vigtigt, at deres tempelordinancer udføres, for vi tror på omvendelse – også for de døde.

»De døde, der omvender sig, vil blive forløst ved lydighed mod Guds hus’ forordninger,

og efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er vasket rene, vil de modtage en belønning i overensstemmelse med deres gerninger, for de er arvinger til frelse.«13

Processen med at finde vore forfædre en for en kan være vanskelig, men også spændende og belønnende. Vi oplever ofte åndelig vejledning, når vi går til kilderne, som identificerer dem. Fordi det er et meget åndeligt arbejde, kan vi forvente hjælp fra den anden side af sløret. Vi mærker en påvirkning fra vore slægtninge, der venter på, at vi finder dem, så deres ordinancer kan blive udført. Dette er kristuslignende tjeneste, for vi gør noget for dem, som de ikke selv kan gøre.

Mange af jer unge mænd har allerede fået en forsmag på tempeltjeneste, når I har deltaget i dåb for de døde. Når vi besøger templet tidligt, ser vi ofte unge klædt i hvidt, som er parate til at deltage i denne tilfredsstillende oplevelse, før de går i skole. I skal roses for jeres pligtopfyldenhed ved at udføre dette livsvigtige arbejde. Ved at gøre dette har I allerede oplevet den fred og afklarethed, som findes bag vore templers mure.

Jeg vidner om, at Gud er en retfærdig Gud, og at han ikke vil give os privilegier og holde dem tilbage fra vore forfædre. Men vi må udføre de stedfortrædende dåb, begavelser og beseglinger for dem her på jorden, for at vi og de kan blive kædet sammen for evigt »og få del i den første opstandelse.«14

Jeg vidner endvidere om, at Herren vejleder og inspirerer præsident Hinckley, mens han leder os i dette vigtige værk. Må den fred, som kommer ved trofast udførelse af vore præstedømmepligter, altid være hos os. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. »What Roots Means to Me«, Reader’s Digest, maj 1977, s. 73-74.

  2. »Din slægtshistorie: Sådan kommer du i gang«, Liahona, august 2003, s. 12.

  3. L&P 128:18.

  4. Se ApG 24:15; Alma 11:14-45.

  5. Se »Why Family History?« på www.familysearch.org på internettet.

  6. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 229.

  7. Se L&P 110:13-14, 16.

  8. Se L&P 110:14-15.

  9. R. Scott Lloyd, »Hearts of the Children«, Church News, 14. sep. 1986, s. 16.

  10. Joseph Fielding Smith, Lærdomme om frelse, 2:147.

  11. Bryan Searing, »The Link Made«, Church News, 27. okt. 1990, s. 16.

  12. »The Relationship of Genealogy and History«, i Proceedings of the 1980 World Conference on Records, 13 bind, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges arkiver, 2:4.

  13. L&P 138:58-59.

  14. Wilford Woodruff, The Discourses of Wilford Woodruff, udv. G. Homer Durham (1946), s. 149.