Jeg tror, hjælp min vantro

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

En tro, der holder os oppe, kan være den største trøst i livet. Vi må alle finde vores eget vidnesbyrd.

Jeg ønsker denne formiddag ydmygt at bære vidnesbyrd til dem, der har personlige problemer og tvivl om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges guddommelige mission. Mange af os er fra tid til anden som den far, der bad Frelseren om at helbrede sit barn, der var besat af den stumme og døve ånd. Barnets far råbte: »Jeg tror, hjælp min vantro!«¹ Til alle med ubesvaret tvivl og spørgsmål – der er måder at hjælpe jeres vantro på. I processen med at acceptere og afvise oplysninger i søgen efter lys, sandhed og kundskab har næsten alle – på et eller andet tidspunkt – nogle personlige spørgsmål. Det er en del af læreprocessen.

En tro, der holder os oppe, kan være den største trøst i livet. Vi må alle finde vores eget vidnesbyrd.

Et vidnesbyrd begynder med ved tro at acceptere denne kirkes overhoved, Jesu Kristi guddommelige mission, og genoprettelsens profet Joseph Smith. Evangeliet, som gengivet af Joseph Smith, er enten sandt eller falsk. For at modtage alle de lovede velsignelser må vi acceptere evangeliet i tro og fuldstændigt. Men denne sikre tro kommer normalt ikke lige på en gang. Vi lærer åndeligt linie på linie og bud på bud.

Joseph Hamstead, der er lektor ved London University, havde talt om Kirken og dets programmer for unge og familien med kolleger på dette store universitet. En af dem sagde: »Jeg kan lide det hele, det der gøres for familien osv. Hvis man blot kunne fjerne den detalje om en engel, der viser sig for Joseph Smith, kunne jeg tilhøre din kirke.« Bror Hamstead svarede: »Ja, men hvis man fjerner englen, der viser sig for profeten Joseph, så kunne jeg ikke tilhøre Kirken, for det er dens grundvold.«²

Ligesom professoren på London University ser mange det storslåede ved Kirken og er overbevist om, at der er meget godt og sundt ved Kirken. De påskønner det, som Kirken kan gøre for dens tilhængere. Men de mangler den åndelige bekræftelse af, at Joseph Smith faktisk i et syn så Faderen og Sønnen, og at en engel gav Joseph Smith de plader, hvorfra Mormons Bog blev oversat. Kundskab om Gud er den primære, åndelige gave, som enhver mand eller kvinde kan få. Joseph Smith modtog denne kundskab om Gud på første hånd. Da Joseph mange år senere tænkte over betydningen af det og andre hændelser i sit liv, sagde han selv: »Jeg kan ikke bebrejde nogen, hvis de ikke vil tro på min historie. Hvis jeg ikke selv havde oplevet det, ville jeg heller ikke have troet på det.«³

Ingen var sammen med drengen Joseph Smith i den hellige lund i Palmyra i staten New York, da Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, viste sig. Og dog kan selv de, som ikke tror på, at det skete, have svært ved at bortforklare det. Der er sket for meget, siden det skete, til at benægte, at det nogensinde fandt sted.

For de af jer, der ligesom den bibelske far siger: »Jeg tror, hjælp min vantro,« kan I få en bekræftelse ved at følge vejledningen i Mormons Bog, som udfordrer os til at »adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn,« om sandheden, som kun kan ved tro på Kristus og ved åbenbaring. Der er imidlertid to uadskillelige elementer. Man skal bede »af oprigtigt hjerte og med fast forsæt«, hvorpå Gud »vil … åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds kraft. Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting.«⁴

Stærke beviser udover Mormons Bog støtter Joseph Smiths påstande. Til at begynde med vidnede de tre vidner og de otte vidner, som løftede på pladerne og så indgraveringerne, om, at Mormons Bog blev oversat ved Guds kraft. Joseph Smiths familie, som kendte ham bedst, accepterede og troede også på hans budskab. Blandt de troende var hans forældre, hans brødre og søstre og hans onkel, John Smith. Hans storebror Hyrum beviste sin fuldstændige tro på Josephs værk ved at give sit liv sammen med Joseph. Disse troværdige vidner bekræfter alle profetens vidnesbyrd.

Hans nærmeste medarbejdere var absolutte i deres tro på Joseph Smiths guddommelige mission. To af dem, Willard Richards og John Taylor, var sammen med Joseph og Hyrum, da de blev dræbt. Joseph spurgte Willard Richards, om han var villig til at gå med dem. Willard sagde utvetydigt: »Bror Joseph, du bad mig ikke om at drage over floden sammen med dig – du bad mig ikke komme til Carthage – du bad mig ikke om at komme i fængsel med dig – og tror du, at jeg ville svigte dig nu? Men jeg vil sige dig, hvad jeg vil gøre; hvis du bliver dømt til at blive hængt for forræderi, vil jeg lade mig hænge i dit sted, så du kan blive sat på fri fod.«⁵

John Taylor vidnede: »Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har levet her«.⁶ Den pragmatiske Brigham Young sagde: »Jeg har lyst til at råbe halleluja hele tiden, når jeg tænker på, at jeg har kendt Joseph Smith, den Profet, som Herren oprejste og ordinerede, og som han gav nøglerne og magten til at opbygge Guds rige på jorden og styrke den.«⁷ Disse stærke, intelligente mænd kunne efter min mening ikke være blevet vildledt.

Det er også meget overbevisende for mig, at ingen anden religion hævder at have nøglerne til at binde familiebånd for evigt. Præsident Hinckley har sagt: »Ethvert tempel, stort eller lille, gammelt eller nyt, er et udtryk for vores vidnesbyrd om, at livet på den anden side af graven er lige så virkeligt og sikkert som livet på jorden.«⁸ De, der holder af deres familie, har en overbevisende årsag til at anmode om den himmelske velsignelse ved at blive beseglet for evigheden i Guds templer. For alle bedsteforældre, forældre, ægtemænd, hustruer, børn og børnebørn er denne magt og myndighed til at besegle det kronende princip, et højdepunkt i genoprettelsen af alt⁹ ved profeten Joseph Smith. Beseglinger binder for evigt. Denne velsignelse kan skænkes nulevende og også ved stedfortræder dem, der er døde, hvorved familier knyttes sammen for evigt.¹⁰

Et andet stærkt bevis på guddommeligheden af dette hellige værk er den forbløffende vækst og styrke, som denne kirke har over hele verden. Det er en enestående institution. Intet kan helt sammenlignes med den. Gamaliel ræsonnerede, da Peter og de tidlige apostle vidnede om Jesu Kristi guddommelighed:

»For hvis dette er menneskers … værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem.«¹¹

Men selv om alt dette er sandt, må hver eneste have en åndelig bekræftelse ved Helligåndens kraft, som er stærkere end alle sanser tilsammen. Må jeg til dem, som siger: »Jeg tror, hjælp min vantro,« foreslå, at I ser »fremad med troens øje.«¹² Herren har lovet dem, der gør dette: »Jeg vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte gennem den Helligånd, der skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.«¹³

Nogle forklaringer fra mennesker, når deres tros ild blafrer og dør, omfatter: Menneskelige svagheder og andres ufuldkommenhed; noget i Kirkens historie, som de ikke kan forstå; ændringer i procedurer, der er en følge af vækst og fortsat åbenbaring; ligegyldighed eller overtrædelse.

På et tidspunkt sagde Herren, at han var »vel tilfreds« med Joseph Wakefield.¹⁴ Han var pålidelig og trofast og underviste hundreder om Joseph Smiths profetiske værk. Men fra 1833-1834 blev han påvirket af nogle frafaldne i Kirtland. Engang befandt han sig i Joseph Smiths hjem. Joseph kom ud fra værelset, hvor han havde oversat Guds ord, og begyndte straks at lege med nogle børn. »Dette overbeviste [bror Wakefield] om,« at Joseph »ikke var en Guds mand, og at værket [derfor] var falsk.«¹⁵ Med tiden faldt Joseph Wakefield fra, blev udelukket og begyndte at forfølge Kirken og de hellige.

Et mindre aktivt medlem erkendte dybt rystet, at hun ikke var omvendt til Kirken, da hendes søn tog på mission. Hun sammenlignede sig selv med andre, hvis imponerende omvendelsesberetning hun havde hørt, og spurgte sig selv: »Hvorfor bliver disse mennesker omvendt med så stor kraft, mens jeg med min pionerbaggrund forbliver uomvendt?« Hun begyndte at læse Mormons Bog, selv om hun betvivlede dens værdi og fandt den kedelig. Så udfordrede en ven hende. Hun sagde: »Du siger, at du tror på bøn. Hvorfor beder du ikke om det?«

Det gjorde hun, og da hun havde bedt, begyndte hun igen at læse Mormons Bog. Den var ikke længere kedelig. Jo mere hun læste, jo mere fascineret blev hun af den og tænkte: »Joseph Smith kunne ikke have skrevet dette – disse ord kommer fra Gud!« Hun læste bogen færdig og tænkte over, hvordan Gud ville fortælle hende, at det var sandt. Hun sagde: »En stærk, smuk og glad følelse gik gennem hele min krop … Jeg vidste, at Jesus Kristus var opstanden … at Joseph Smith var en profet, som så Gud og Jesus Kristus. Jeg vidste, at han på mirakuløs vis oversatte gamle optegnelser med vejledning fra Gud. Jeg vidste, at Joseph Smith modtog åbenbaringer fra Gud.« Det ændrede hendes liv, for nu var hun også omvendt!¹⁶

For dem, hvis tro er falmet, kan årsagerne være reelle for dem, men disse årsager ændrer ikke eksistensen af det, som Joseph Smith genoprettede. Profeten Joseph Smith sagde: »Jeg har aldrig fortalt jer, at jeg var fuldkommen – men der er ingen fejl i åbenbaringerne, som jeg har belært om.«¹⁷ Man kan ikke med held angribe sande principper eller lærdomme, for de er evige. Åbenbaringerne, der kom gennem profeten Joseph Smith, er stadig korrekte! Det er en fejl at lade forvirring, krænkelser eller fornærmelser rive vores eget troens hus ned.

Vi kan have et sikkert vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds Søn og menneskehedens Forløser, og om, at Joseph Smith var en profet bemyndiget til at genoprette Kirken i vore dage – uden af have en fuldstændig forståelse af alle evangeliske principper. Men når man samler en pind op, så løfter man hele pinden. Og sådan er det også med evangeliet. Som medlemmer af Kirken må vi acceptere det hele. Selv en begrænset åndelig overbevisning om nogle af evangeliets sider er en velsignelse, og med tiden kan de andre elementer, som I er usikre på, komme ved tro og lydighed.

Kløften mellem det, der er populært, og det, der er retfærdigt, bliver større. Esajas profeterede, at mange i dag »kalder det onde godt og det gode ondt.«¹⁸ Åbenbaringer fra Guds profeter er ikke som tilbud i et cafeteria, hvor vi kan vælge noget og se bort fra andet. Vi skylder profeten Joseph Smith meget for de mange store åbenbaringer, som kom gennem ham. Han var uden lige i gengivelsen af åndelig kundskab.¹⁹Der har været en opfyldelse af åbenbaringen givet til Joseph Smith i marts 1839:

»Jordens ender skal spørge efter dit navn, dårer skal have dig til spot, og helvede skal rase imod dig,

medens de rene af hjertet, de vise, de ædle og dydige altid skal søge råd, myndighed og velsignelse af din hånd.«²⁰

Jer, som tror, men ønsker at få jeres tro styrket, opfordrer jeg til at vandre i tro og have tillid til Gud. Åndelig kundskab kræver altid udøvelse af tro. Vi opnår et vidnesbyrd om evangeliets principper ved i lydighed at forsøge at efterleve dem. Frelseren sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud.«²¹ Et vidnesbyrd om virkningen af bøn kommer ved ydmyg og oprigtig bøn. Et vidnesbyrd om tiende kommer ved at betale tiende. Lad ikke jeres private tvivl adskille jer fra den guddommelige kilde til kundskab. Gå ydmygt og bønsomt fremad i søgen efter evigt lys, da fejes jeres vantro til side. Jeg vidner om, at hvis I fortsætter med en målrettet proces om at søge og acceptere åndeligt lys, sandhed og kundskab, så kommer det bestemt. Ved at gå fremad i tro, erfarer I, at jeres tro vokser. Som det gode sædekorn vil det, hvis det ikke kastes bort af jeres vantro, svulme op i jeres bryst.²²

Jeg tror, at hver eneste persons personlige vidnesbyrd om Jesus som Kristus kommer som en åndelig gave. Ingen kan med held betvivle eller udfordre det, for det er en så personlig gave for den, som har fået den. Det vil være som en evigt genopladelig åndelig energikilde, der holder vores åndelige lys tændt for at vise os vejen til evig lykke. Men jeg vidner om, at det kan være mere – meget, meget mere. Ved at indgå pagt med »Gud om, at vi vil gøre hans vilje og være lydige mod hans bud i alt, hvad han befaler os resten af vort liv«, forandres vores hjerte »ved troen på [Kristi] navn.« Derved kan vi blive »født af ham og« og blive »hans sønner og døtre.«²³ Jeg har en sikker kundskab om dette, som jeg herved erklærer i Jesu Kristi hellige navn. Amen.