2003
Jeg, Herren … tager dig ved hånden
November 2003


Jeg, Herren … tager dig ved hånden

Hvis vi vil … vandre hånd i hånd med ham på hans stier, vil vi gå fremad med tro og aldrig føle os alene.

I mange menneskers øjne og hjerter i verden i dag ser man tvivl, frygt og håbløshed. Megen af verdens usikkerhed er lidt efter lidt krøbet ind i vores hjem og personlige liv. Uanset vores alder eller hvilke forhold vi lever under, så har vi alle behov for at vide, at vi har kraft i nuet og håb om fremtiden.

Lyt til Mormons ord: »Ved I ikke, at I er i Guds hånd? Ved I ikke, at han har al magt?« (Mormon 5:23).

Vores hænder er nogle af de mest symbolske og udtrykkende dele af legemet. På hebræisk er jad det mest almindelige ord for »hånd« og bruges også som en metafor for magt, styrke og kraft (se William Wilson, Old Testament Word Studies, 1978, s. 205). Hænder betyder således magt og styrke.

Vores levende profet, præsident Gordon B. Hinckley udstrakte hænder styrker, opløfter og inspirerer mennesker over alt i verden.

At være i Guds hånd antyder, at vi ikke kun er i hans opmærksomme omsorg, men at vi også bliver passet på og beskyttet af hans vidunderlige magt.

Der er over alt i skrifterne henvisninger til Herrens hånd. Hans guddommelige hjælp bevises gang efter gang. Hans vidunderlige hænder skabte verdner og alligevel er de blide nok til at velsigne de små børn.

Tænk på Johannes’ ord, som beskriver den opstandne og herliggjorte Frelser: »Da jeg så ham … lagde [han] sin højre hånd på mig og sagde: ›Frygt ikke! … Jeg er den … som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder‹« (Åb 1:17-18). Når han lægger sin hånd på os, kan vi ligesom Johannes blive levende i ham.

For 24 år siden kæmpede vores lille nyfødte søn for sit liv på en intensivafdeling på hospitalet. Hans lunger var ikke fuldt udviklet på grund af den for tidlige fødsel, og han kæmpede desperat for hver eneste vejrtrækning. Han var så lille, men havde så stor vilje til at leve. Som unge og uerfarne forældre bad min modige og altid trofaste hustru, Jan, og jeg om, at Herrens hånd vil blive udstrakt og på en eller anden måde hjælpe vores lille nyfødte dreng med fortsat at trække vejret. Da jeg lagde min rystende hånd ind i kuvøsen, følte jeg mig så utilstrækkelig og kraftesløs. Jeg greb fat i vores nyfødte søns lille, men fuldkomne hånd, og der opstod en magtfuld åndelig forbindelse, som jeg aldrig har glemt. To af mine fingre på hver hånd dækkede hans lille hoved, mens jeg salvede ham.

Vores ønske for ham var rent, men vi vidste, at hans jordiske liv hvilede i Herrens hænder og ikke i vores hænder eller lægeholdets hænder, som sørgede for ham. Jeg forstod ydmygt, at mine rystende hænder besad magt og myndighed, som gik langt udover min egen. Mine fingre på hans hoved symboliserede, at Gud lagde sine hænder og kraft over vores søn. Efter denne velsignelse så min evige ægtefælle og jeg i et øjeblik med følelser af fred på hinanden henover kuvøsen og følte en fornyet ånd, fyldt af håb og trøst, født af tro på Herren Jesus Kristus og på den personlige virkning af hans forsoning. Det var et magtfuld vidnesbyrd om hans kærlighed til en nyfødt søn, som netop havde forladt hans nærhed. Vi var nu bedre forberedt til at acceptere hans vilje for vores søn. Vi følte i sandhed, at vi havde lagt vore hænder i Frelserens hænder. Det var som Frelserens egne hænder tilvejebragte hjælpen fra respiratoren, hvilket gjorde det muligt for vores søn at trække vejret og indtage næring. Med hvert åndedrag og med hver eneste voksende grad af udvikling udtrykte vi vores tak. I dag er vores sunde søn og hans taknemlige forældre fortsat taknemlige for Frelserens villige hænder.

Blandt de guddommelige løfter om at komme frem i den første opstandelses morgen og arve troner, riger, fyrstendømmer og magter, herredømme, er løfter om alle højder og dybder (se L&P 132:19). Lykkens store plan omfatter en rutsjebane med udfordrende tidspunkter så vel som med de mest glædelige tider. Ja, vi har alle vore øjeblikke med vanskeligheder og hjertesorg. De er af og til så vanskelige for os, at vi bare ønsker at give op. Der er tider, hvor vore skridt er usikre, hvor vi føler os nede og desperat søger efter hjælp.

Ældste Holland minder os om, at »symbolet med koppen, som man ikke kan lade gå forbi, findes både i vores liv såvel som i [Frelserens]. Men det er på en meget mindre måde og i en meget mindre grad, men det er ofte nok til at lære os, at vi må adlyde« (Trusting Jesus, 2003, s. 42).

Vi må hver især vide, at vi kan fortsætte i Herrens styrke. Vi kan lægge vores hånd i hans og føle hans opretholdende nærhed løfte os til højder, som vi ikke kan nå alene.

Da en sorgramt far bragte sin frygtelig syge søn til Jesus, skrev Markus: »Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op« (Mark 9:27).

Vi må stole på Herren. Hvis vi giver os selv frit til ham, vil vores byrder blive løftet og vores hjerte blive trøstet.

Ældste Scott har for nylig rådet: »Stol på Gud … uanset hvor udfordrende omstændighederne er … Din fred i sindet, din overbevisning om svar på tyngende problemer og din endelige glæde beror på din tillid til vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus« (»Troens styrkende kraft i tider med usikkerhed og prøvelser«, Liahona, maj 2003, s. 75).

Hvordan lærer vi at nære tillid? Hvordan lærer vi at udstrække vores hånd og skabe forbindelse til den omsorg, som Herren tilvejebringer?

Der kom klare instruktioner fra Herren til Joseph Smith: »Lær af mig og lyt til mine ord. Vandre i min Ånds sagtmodighed, så skal du have fred i mig … Bed altid, så skal jeg udgyde min Ånd over dig« (L&P 19:23, 38).

Her er fire nøgler:

  • Lær

  • Lyt

  • Søg Ånden

  • Bed altid

Herren vil tilvejebringe næring og støtte, hvis vi er villige til at åbne døren og modtage hans hånd fyldt med guddommelig hjælp.

Præsident Thomas S. Monson minder os om Frelserens villigt hjælpende hånd. »Beundret den hånd, som frelser – Jesus Kristus, Guds Søn, menneskehedens Forløser … Med den hånd banker han på vor forståelses dør« (»Hænder«, Stjernen, marts 1991, s. 2).

For nylig forberedte vores datter og svigersøn sig til at nyde aftenen sammen. De skyndte sig for at gøre sig klar og gav babysitteren nogle instruktioner i sidste øjeblik. De lagde ikke mærke til, at et af børnene var kede af det, og at en anden havde tårer i øjnene, før de stod ved døren, klar til at tage af sted. De forstod nu, at børnene var kede af, at far og mor ikke skulle være hjemme. Så disse forældre samlede de fire vidunderlige børn sammen. Deres far bad dem strække deres hænder frem. Alle de 8 små hænder blev strakt frem. Mor og far kyssede hver eneste hånd og fortalte dem, at når de savnede dem eller var bange eller havde behov for at føle deres kærlighed, kunne de trykke deres hænder mod kinden og ville da være i stand til at føle mors og fars nærhed til enhver tid. De blev så glade, og da vores datter og svigersøn bagefter tog af sted, så de fire små børn stå ved vinduet smilende over hele hovedet og med hænderne trykket op mod kinden.

De stolede på deres forældre. De vidste, at de var elsket.

Lige som små børn nærer tillid, må hver eneste af os have den samme barnlige og ubetingede tro. Vi må alle huske, at vi er Guds sønner og døtre, og at han elsker os meget højt. Hvis vi virkelig forstår, hvem vi er, vil vi have en konstant kilde til håb og trøst.

Vi kan aldrig »holde ud i det løb, der ligger foran os« (Hebr 12:1) uden at lægge vores hænder i Herrens hånd.

For adskillige år siden besluttede vores eneste datter, at hun ville deltage i et maraton. Hun trænede og arbejdede meget hårdt sammen med nogle af sine venner. Løbet var vanskeligt, og der var tidspunkter, hvor hun havde lyst til at give op. Men hun blev ved at fortsætte ved at koncentrere sig om et skridt ad gangen. Da hun nærmede sig midten af løbet, hørte hun nogen bagved råbe: »Blind mand på din venstre side.«

Hun drejede hovedet, blot for at se en blind mand overhale hende, mens han holdt fast i en anden mand. De løb begge med i løbet. Da de løb forbi, kunne hun se, hvor fast den blinde mand holdt fast i sin vens hånd.

Overvældet, som hun var af sin egen fysiske smerte, blev hun opmuntret af at se disse to mænd løbe hånd i hånd. Han, som kunne se, blev motiveret af sin blinde ven, og den blinde mand var helt afhængig af den forbindelse, som han havde til sin vens hånd. Vores datter vidste, at den blinde mand aldrig kunne fuldføre løbet alene. Hun blev inspireret af den tillid, som den blinde mand udviste og af hans vens uforbeholdne kærlighed.

På samme måde har Frelseren udstrakt sin hånd til hver eneste af os, så vi ikke behøver at løbe alene. »Til jer, som af og til er ved at segne eller snuble. Han er der for at berolige og give styrke« (Trusting Jesus, s. 43) Når vi bevæger os frem til mållinien, vil han være der for at frelse os, og det var for alt dette, at han gav sit liv.

Læg mærke til sårene i hans hænder. Hans hænder, som har gennemgået så meget, ja, hans hænder af iturevet kød og fysiske lidelser giver os større kraft og vejledning.

Det er den sårede Kristus, som leder os gennem vore vanskelige øjeblikke. Det er ham, som bærer os, når vi har behov for mere luft til at indånde eller vejledning til at følge eller endog mere mod til at fortsætte.

Hvis vi vil holde Guds befalinger og vandre hånd i hånd med ham på hans stier, vil vi gå fremad med tro og aldrig føle os alene.

Stol på hans løfter om evigt liv og giv fred og håb mulighed for at hvile over jer.

Når vi skaber forbindelse til fredens ophav og til hans fuldkomne og forløsende kærlighed, så kommer vi til at kende virkeligheden af Herrens løfte: »For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig« (Es 41:13).

Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, vor Forløser og levende Frelser.

Jeg vidner, at han lever og udstrækker sin kærlige hænder til hver eneste af os. I Jesu Kristi navn. Amen.