Seminar, institut og andet, der virker
Årlig transmission for S&I 2023
Fredag den 27. januar 2023
Præsident Steven J. Lund: Åh, sikke en glæde det er at blive bedt om at bære mit vidnesbyrd for jer, som jeg beundrer så meget i dag, og at tale mellem, som jeg gør, disse to måske største lærere, som jeg kender, i Kirken.
Jeg deltog for nylig i en forelæsning af Arthur Brookes, som er professor på Harvard. Og han sagde: »Ved I hvad, vi lægger for meget pres på vores lærere; vi beder dem om at ændre kursen i menneskets historie.« Han vidste ikke, hvor sandt det er. Bortset fra, at det i jeres tilfælde ikke er menneskets historie, vi bekymrer os om; det er evighederne. Så vi forventer en masse af jer og påskønner, hvem I er, og det I gør, og venter ihærdigt på det resultat.
Da jeg sidst talte ved generalkonferencen, talte jeg om at ønske at lægge mine hænder på skuldrene af en oprigtig hjemvendt missionær og få mit hjertes indtryk bragt ind i hans sjæl. Med denne opgave om at tale til jer kom forslaget om, at jeg gør det her – at jeg på en måde lagde mine hænder på jeres skuldre og så jer i øjnene og udtrykte mine følelser om jeres muligheder og jeres udfordringer. Vi bliver ikke så intime, men hvis vi gjorde det, ville jeg med henblik på mine følelser for jer muligvis gerne høre, hvad der er i jeres hjerte, som jeg bør vide.
Jeg er et produkt af morgenseminar, der for det meste blev undervist i et lille transportabelt klasseværelse ved siden af et juniorcollege i Californien. Vi blev til gengæld undervist af en svensker, der var omvendt til Kirken, og hustru til et medlem af vores biskopråd og i efterfølgende år af nogle bedstemødre i deres 70’ere – hvoraf alle tre primært var kvalificerede af den hengivenhed, der fik dem op før kl. 5.00 og af deres absolutte overbevisning om genoprettelsens sandfærdighed. Det meste af det, jeg ved om evangeliet – og det mener jeg bogstaveligt – det meste af det, jeg ved om evangeliet, lærte jeg i seminar. Og de fleste af de nye ting, jeg lærer nu om evangeliet, er blot genopdagelse af det, de prøvede at lære mig dengang.
Så lad os begynde med de vigtigste ord, jeg kan fremkalde: Tak for det, I gør, og hvem I er. Tak for jeres villighed til at udføre det uvurderlige arbejde, der kræves for at ændre jeres læseplan, jeres undervisningsplaner og jeres kalender for at rette ind efter Kom og følg mig. Der var ikke mange i Kirken, der fuldt ud så, hvad I blev bedt om at gøre. Tak, fordi I så ihærdigt arbejder på at udføre denne ændring, velvidende at I fortsætter med at forbedre undervisningsmaterialerne. Jeres arbejde er begyndt at bære frugt.
Der kom en besked til vores kontor, der fortæller en almindelig historie. Der står: »Hvis jeg er ærlig, afholder min familie normalt ikke hjemmeaften.« Vi læser ikke vores skrifter så meget for os selv eller som familie eller studerer evangeliet sammen. Vi er aktive i Kirken; men på det seneste har jeg, siden jeg begyndte til seminar, været i stand til at dele noget, jeg har lært af seminar, med dem. Jeg tror, at seminar er med til at påvirke mig til at læse mine skrifter, men også til at påvirke min familie.«
Det var håbet, var det ikke? Den støtte fra Kirken vil strømme tilbage for at styrke Kirkens fokus på det hjemmecentrerede. Den proces er en del af den vedvarende genoprettelse, og den er en protokol, der virker. Kirken gør meget for at forstå, hvad der virker, og hvad der ikke gør. I befinder jer faktisk i en strøm af flere af de ting, som vi ved skaber varige forbindelser til Herren.
Så selvom jeg har mine hænder på jeres skuldre – eller om jeres hals, som situationen måtte være – kan jeg så fremhæve nogle få ting, som vi ved virker, så I kan læne jer lidt til det, der betyder mest i jeres undervisning? De siger, at den første ingrediens til succes er at dukke op. I gennemsnit ender de unge, der møder op til seminar, med at få et bedre livslangt resultat. De er mere tilbøjelige til at modtage deres begavelse, mere tilbøjelige til at tage på mission, mere tilbøjelige til at blive gift i templet. De, der deltager i fire års seminar, får en forbindelse til evangeliet, der sjældent bliver brudt. For det andet, når de unge betaler fuld tiende, danner de et bånd til vor himmelske Fader, der bevares. Hver gang de adlyder den befaling og gennemfører den betaling, bliver der skabt et nyt bånd af offer og forbindelse.
Jeg håber, at alle seminar- og institutlærere konstant forbedrer den måde, hvorpå de underviser i den forbindende kraft i tiende. Min egen far spurgte mig engang, da jeg var omkring 10 år, om jeg altid betalte min tiende. Det gjorde jeg. Det var knap nok noget, for der foregik ikke meget handel på den jordvej, hvor vi boede. Men han fortsatte med at sige: »Du ved, at hvis du beslutter dig for det, kan du leve, så du har været fuldkommen til det.« Han sagde: »Noget af det, jeg fortryder« – det er min far – »var, at da jeg var i flåden på et skib i nogle få måneder, var der ikke et sted at betale tiende, og jeg kom ud af vanen. Jeg har været fuldkommen lige siden. Men jeg skammer mig over den periode, hvor jeg ikke gjorde det. Hvis I beslutter jer for det, kan I være fuldkomne til dette.« Og det kan jeres elever også være.
Den tredje ting, jeg vil henlede jeres opmærksomhed på, som virkelig virker, er FSY-konference. Disse FSY-konferencer er fantastiske. Denne sommer fik mange eller de fleste af 200.000 14-18-årige rundt om i verden en rigere og mere motiverende forståelse af, hvem de er, og hvorfor Herren beder om det, han beder om. FSY har så stor succes, at vi har været nødt til at spørge os selv: Hvad er den hemmelige ingrediens? Hvad er FSY-effekten?
En del af det er at fjerne deltagerne fra deres daglige distraktioner i en uge, hvilket giver dem en meget lærevillig og fokuseret tankegang. Og mens de alle er fredfyldte i havn som et barn derhjemme, må de være sammen med jer, lærere og stævneledere, for det meste fra seminar og institut, når I tænder deres hjerner med læresætninger, der er så rene og nyttige, at de tilskynder til en forandring i hjertet.
I giver dem de redskaber, de har brug for, når de om lørdagen kører væk ind i det kulturelle kaos, der er deres liv. Jeres lektioner og eksempel og hver udtalelse vil komme i deres værktøjskasse med færdigheder for livet. For nogle af dem kan FSY være deres sidste bedste mulighed for at stifte fred med sig selv og med Gud. Tak for jeres forpligtelse til at bringe dem jeres åndelige intellektuelle og pædagogiske bedste. Vores forskning i Kirken bekræfter, at en af de stærkeste udløsere til livslang efterlevelse har været forhold til trofaste voksne som jer, der har fundet ud af, hvordan man håndterer livets udfordringer og finder glæde i Kristus.
For omkring en måned siden blev præsident Bonnie H. Cordon og jeg bedt om at rapportere til Det Første Præsidentskab om FSY-programmet, og hvordan det blev rullet ud denne sommer i USA og Canada. Vi afsluttede vores præsentation og besvarede nogle få tankevækkende spørgsmål om vores planer om at foretage yderligere forbedringer, og mødet syntes at være ved at slutte. Men da vi begyndte at bevæge os væk fra vores stol, lænede præsident Nelson sig frem, og han sagde: »Vi må lære dem at bede.« Vi satte os straks ned igen. Han sagde: »Vi må lære dem at bede, hvem de beder til, og bønnens sprog.« Og så fortsatte han med at sige, at han var bekymret for, at vi må blive for overfladiske i den måde, vi taler til vor himmelske Fader på. Og så gentog han sætningen: »Vi er nødt til at lære dem at bede, hvem de beder til, og bønnens sprog.« Så lad os lære dem at bede. Hver gang vi beder, indbyder vi vor himmelske Fader til at gribe ind i vores liv. Hver eneste bøn er en bøn om et mirakel. Selv med bønner af taknemmelighed er håbet at styrke vores forhold til det guddommelige.
Så lad os vende os til et andet vidnesbyrdsredskab, der virker. Vejledningen Til styrke for de unge. Jeg beklager – Til styrke for de unge: En vejledning til at træffe valg, som lærer os at erstatte vores fokus på regler med et fokus på vores forhold til Frelseren og blive som ham. Den gamle talemåde »Hvad ville Jesus gøre?« er stadig en fantastisk leveregel. Den baggrund, som vi skal træffe vores beslutninger ud fra, er ikke længere et hæfte; I stedet er det vores gudgivne mission.
Præsident Nelson fortæller os igen og igen, at det vigtigste, der sker i denne verden, og årsagen til, at vi blev bevaret til at komme til denne verden på dette tidspunkt, er Israels indsamling. Så når vi træffer beslutninger om, hvordan vi skal leve vores liv, bør vi være drevet af spørgsmålet: »Vil denne beslutning hjælpe eller hindre min evne til at opfylde mine jordiske formål?« Når vi stræber efter at leve et liv, der er værdigt til Herrens bataljon, prøver vi at få vores livsvalg til at stemme overens med vores livs mission.
Spørgsmålet for os alle er: »Tror vi på Kristus, når han gennem sine profeter åbenbarer vores guddommelige formål?« For hvis vi tror på ham, vil vi ønske at træffe gode beslutninger. Som en del af S&I mestrer I alle at hjælpe dem med at besvare det spørgsmål. I en verden i forandring, vil en liste med restriktioner ikke beskytte os, men evangeliets principper vil.
Den nye vejledning Til styrke for de unge til at træffe beslutninger beder de unge om at gøre det til en vane at have en tilgang til livet med deres åndelige følsomhed snarere end gennem deres højst suspekte kulturelle følsomhed. Denne nye Til styrke for de unge-vejledning er noget andet end den næste gentagelse af voksne, der taler med de unge om værdier. I stedet er det en nulstilling af den måde, de griber deres liv an på, idet de lærer deres sande identitet at kende som Guds sønner og døtre, en Gud, der har et værk for dem at udføre, og som har sendt dem hertil til specifikke formål, der vil give deres liv en pulserende betydning. Deres fødder vil blive plantet på evangelisk grund.
Denne nye vejledning til at træffe valg er en del af årtiers åbenbarede mønster, der leder os mod større åndelighed; det er det seneste bidrag til en lang række af gengivelser, der omfatter, at menighedsundervisning med succes overgår til hjemmeundervisning og derefter omsorg – hjemmeaften i stedet for familieaften, af hvert medlem er missionær, af at hæve barren, at højne missionærlektionerne lært udenad med Forkynd mit evangelium, og med at erstatte spejderbevægelsen og Personlig fremgang med Børn og unge – hvor unge bliver bedt om selv at styre deres åndelige liv.
De nye læsekrav til seminar er i overensstemmelse med denne principbaserede åndelige tilgang. Vi har bevæget os mere og mere mod en højere og helligere måde at træffe åndeligt motiverede beslutninger på. Det bliver stadigt vigtigere, at vores unge og vi selv lærer at beslutte, hvordan vi skal handle ved at reagere på hellige principper i stedet for at følge specifikke forbud. Vores unge konfronteres allerede med moralske spørgsmål, der end ikke var spørgsmål for et årti eller tre siden. Hvis de bliver i tvivl, når de tager en beslutning om tatoveringer i dag, så vent bare på at se, hvad verden ellers kommer med for fuld udblæsning.
Præsident Russell M. Nelson forklarede, hvordan man træffer disse beslutninger. Man kan ikke bare følge en tjekliste. Han sagde: »Jeg lover jer, at hvis I oprigtigt og vedholdende vil gøre det nødvendige åndelige arbejde for at udvikle den afgørende, åndelige evne til at lære, hvordan man hører Helligåndens hvisken, så vil I få al den vejledning, I nogensinde vil få brug for i jeres liv.«1
Der lyder en historie omkring en 14-årig, der dagen efter generalkonferencen fortalte sin mor, at det nye hæfte ikke forbød flere piercinger, så hun havde til hensigt at tilføje nogle flere huller i sine ører om torsdagen. Moderen tog en dyb indånding og sagde angiveligt til hende: »Du kender vores følelser omkring det, men det handler ikke om, hvad vi ønsker, at du skal gøre; dette er din mulighed for at spørge, hvad vor himmelske Fader ønsker, at du gør. Du er nødt til at gøre arbejdet, lave noget research, bede om det og vente på et svar.« Nuvel, den 14-årige fandt sit svar, og moderen ændrede hendes liv.
Efter jeg kom hjem fra min mission, gik jeg ind i den amerikanske hær. Jeg rapporterede en dag til rekrutskole i Oakland, hvor jeg blev ført ind i min nye militærfamilie. Mine nyligt tildelte venner var lige så forskellige fra mig og hinanden, som man overhovedet kan forestille sig. Men 24 timer senere havde vi alle fået identiske klipninger og klædt i ens uniformer. Og da vi gik ind i vores barakker den aften, lignede vi alle Clean One-ejere. I løbet af de følgende måneders træning sammen var jeg aldrig i stand til at skelne, hvem der havde været i det menageri, der var induktionscenteret. Vi trænede sammen og beklagede os sammen og betroede os til hinanden, og der var ingen -itter blandt os. Jeg lærte en livsvarig lektie om betydningen af uniformer: Det, vi har på, kan splitte eller forene. Tøj fortæller om, hvis side vi er på, og hvad der forventes af bæreren.
Jeg har lige læst om en læge i søværnet, der havde været i en kamp i Mellemøsten, som bar adskillige sårede marinesoldater til en evakueringshelikopter og derpå vendte tilbage til marken og vendte tilbage med en anden såret soldat. Nogle lokale allierede soldater hånede ham: »Hej, marinesoldat« – og det mente de som en fornærmelse – »Hej, marinesoldat, lagde du ikke mærke til, at du bærer på en fjende?« Han sagde ganske enkelt: »Hej, jeg er marinesoldat; lagde I ikke mærke til, at han også er såret?« Hans uniform stod for noget ophøjet.
Profeten har inviteret disse unge med i Herrens bataljon. Når man slutter sig til en hær, ifører man sig en uniform. Når vi er i fare eller midt i en katastrofe, fortæller en bataljons uniform befolkningen, at hjælpen er kommet, retfærdige hære befrier de undertrykte, blomster bliver kastet på deres vej, der er tårer, hjælpen er ankommet. Missionærer går i uniform; Guds hær kan bedst gøre det, den bliver sendt til at gøre, når den skiller sig lidt ud fra dem, de er sendt ud for at opløfte og befri.
I håndbogen står der: »Han ved« – der er tale om vor himmelske Fader – »at I kan gøre en forskel i verden, og det kræver i mange tilfælde, at I er anderledes end verden.«2
Mens jeg stadig var i hæren, tog min ven Rich og jeg på orlov og havnede i Jerusalem. Og mens vi gik gennem Jerusalems gader i Levis og polotrøjer kommenterede en arabisk butiksejer, at vi var en del af BYU’s Jerusalem Center. Vi fortalte ham, at det var vi ikke; vi var blot et par amerikanske soldater.
»Ja, men I er også en del af Jerusalem Centeret.«
»Hvad får dig til at tro det?«
»Vi kan se det på jer på lang afstand.«
Vi så på hinanden. Vi lignede de israelitiske forsvarsstyrker, der gik forbi os med det samme tøj, som vi havde på – de samme frisurer og alt andet. Men der var tilsyneladende noget.
Gennem tiderne har Herrens tilhængere for det meste levet blandt andre folk med forskellige kulturer, værdier og prioriteter. Så hvordan respekterer vi vores næste, samtidig med at vi også bevidst efterlever evangeliets unikke kultur? Vi er blevet bedt om at være et lys for verden, idet Herren indsamler Israel denne sidste gang som forberedelse til hans tilbagekomst. Medlemmer af Kirken bærer ofte lys, der er usynligt for os selv, men som kan ses af andre. Jeg formoder, at det er Kristi lys, som de kan se, nogle gange svagt, men det skinner helt sikkert gennem vores faldne jeg. Kristus er trods alt de unges styrke. Alt, hvad vi gør for at distrahere fra eller formindske eller camouflere eller skjule det lys, forpurrer formålet med at blive født på dette tidspunkt.
Vejledning Til styrke for de unge kan hjælpe os til at bære det lys, når vi søger inspiration til, hvordan vores unikke, guddommeligt fastsatte formål bedst kan opfyldes gennem vores liv og vores livsstilsvalg. At blive sendt ud for at stå som Guds ejendomsfolk er et kompliment. Det kan betyde at skille sig ud fra mængden, når vi gennem vores valg viser, hvem det er, vi følger. Vores opgave i Kirkens uddannelsessystem og i Programmet for børn og unge og i Guds rige på jorden er ikke blot at sørge for, at denne generation ikke mister sin tro og får en livsstil, der er dem uværdig; profeten kalder på unge mænd og unge kvinder med evnen til at gå op i verdens genopbygning.
Herrens profet kalder på kvinder, der kan stå frem og lede i en verden med mange kvinder, der på passende vis insisterer på at indtage deres retmæssige plads i verden, og som har til hensigt at være relevante og virkningsfulde, hvor religiøsitet synes at være en modsætning til deres meningsfulde stræben. Og alligevel vil Zions kvinder iklæde sig guddommelighedens kraft og flytte det centrale.
Og han har brug for, at vi opbygger mænd med stor kraft, der opnår alle de egenskaber som Guds sønner, der er beskrevet i skrifterne. Får livet på jorden kun én hærfører Moroni? Det er ikke det, jeg hører præsident Russell M. Nelson sige, når han taler om denne kongelige generation. Han forklarede dem, at »vor himmelske Fader har gemt mange af sine mest ædle ånder – måske … hans bedste hold – til denne sidste fase. Disse ædle ånder – disse bedste spillere, disse helte – er jer!«3
Så tak igen for den uundværlige kraft til varig omvendelse, som I er for de unge i Herrens kirke og rige. I Jesu Kristi navn. Amen.