Er du mormon?
Carol A. Bowes, North Carolina, USA
Jeg var langt hjemmefra, da jeg var med til en international konference i forbindelse med mit arbejde. Der var flere hundrede deltagere, men jeg var den eneste fra min stat og region.
En aften var der middag for alle deltagerne. Da vi trådte ind i spisesalen, fik vi hver især fire billetter, som kunne bruges til at bestille gratis drinks oppe i baren. Det faldt mig ind, hvor nemt det ville være at blive fristet af denne mulighed, når nu man var så langt hjemmefra, og til at tænke, at ingen nogensinde ville få det at vide. Det var en flygtig tanke, og jeg gav billetterne tilbage til personen i døren.
Under middagen sad jeg sammen med syv fremmede. Jeg drak vand, mens vi spiste, talte sammen, grinede og udvekslede information, der kunne være os behjælpelig i vores arbejde.
Den næste morgen til morgenmad, hilste jeg på en herre, som havde siddet ved mit bord. Ud fra hans navneskilt, blev jeg begejstret over at se, at han var fra min hjemby – en by, hvor jeg ikke havde boet i 35 år. Efter gymnasiet var jeg flyttet hjemmefra for at gå på universitetet, var blevet gift og flyttede derfra.
Da vi talte om steder og begivenheder, som vi begge kendte til, spurgte han mig, om jeg stadig havde familie der. Jeg svarede, at det havde jeg ikke, men at jeg havde mange gode venner der, og at vi stadig holdt kontakten. Han spurgte, hvem de var, og jeg begyndte at nævne nogle af dem ved navn.
Efter de første par navne stoppede han mig og spurgte: »Vent lige, er du mormon? Alle dem, du har nævnt, er mormoner.«
Da jeg vedkendte, at jeg var sidste dages hellig, fortalte han mig, hvor gode borgere de venner var, og hvordan de havde tjent lokalsamfundet og været gode eksempler for alle. I flere minutter fortalte han om sin beundring for Kirken og mine venner og fortalte mig, hvordan de havde været fortalere for det gode i lokalsamfundet.
Da vi tog afsked, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne have været sket, hvis jeg havde valgt at bruge disse billetter til drinks. Jeg havde lært at vælge det rette af de selv samme mennesker, som vi havde talt om. Jeg ville have haft det ubehageligt og været flov over at skulle indrømme, at jeg var medlem af Kirken, hvis jeg havde brugt billetterne.
Hvor er jeg taknemlig for de værdige, aktive og tjenende venners eksempel – 35 år senere og over 3.200 km væk fra min ungdoms hjemby.