Kun digitalt
Find mod til at gøre godt
At så godhed og venlighed vil altid resultere i et bedre og gladere samfund.
Hvorfor frygter jeg at gøre godt? Selv i min menighed?
For mig handler det om usikkerhed. Hvad nu, hvis jeg generer folk ved at prøve at drage omsorg for dem? Hvad nu, hvis alle andre har venner nok, og ikke er særligt interesseret i at være min ven?
Og da jeg ved, at jeg kommer til kort, prøver jeg nogle gange at bruge frygt til at motivere mig selv til at gøre det bedre. »Du er ikke en god discipel,« siger jeg til mig selv. »Du er egoistisk.«
Det er ikke overraskende, at denne tilgang ikke er særlig motiverende for mig til at gøre godt.
Se hen til Gud i alle jeres tanker
Så hvordan finder vi modet til at gøre godt?
I Lære og Pagter 6:33 står der: »Frygt ikke for at gøre det gode, mine sønner, for hvad I end sår, det skal I også høste; hvis I derfor sår det gode, skal I også høste det gode som jeres belønning.«
Jeg elsker dette skriftsted. Det hjælper mig med at lægge min usikkerhed og tøven til side og indse, at selvom ikke enhver indsats for at række ud og skabe forbindelse med en anden vil resultere i en ny bedste ven, vil det at så godhed og venlighed altid resultere i et bedre og lykkeligere samfund. Det hjælper mig til at lægge min frygt til side og i stedet »se hen til [Herren] i alle [mine] tanker« (L&P 6:36).
Den fuldendte kærlighed fordriver frygten
Når vi oplever, at vi er bange og har brug for motivation til at gøre godt, kan vi følge dette råd fra ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum: »Hvis vi nogen sinde opdager, at vi lever i frygt eller ængstelse … beder jeg af hele min sjæls styrke om, at vi må blive befriet fra denne frygt med den guddommeligt udpegede modgift mod frygt: Kristi rene kærlighed, for ›den fuldendte kærlighed fordriver frygten‹ [1 Joh 4:18].«
Hvis I har brug for styrke til at overvinde jeres frygt og række ud til dem omkring jer, så fortæl det til vor himmelske Fader. Bed ham om at låne jer sin fuldkomne kærlighed. Fordi den kærlighed vil hjælpe jer til at vandre med »frimodig tillid som vor elskede Frelsers disciple«.