Kapitel 13

Præstedømmet, Guds ledelse og kraft

Præstedømmet …er en levende kraft.¹

Fra John Taylors liv

For John Taylor var præstedømmet, ud over at være myndighed til at handle i Guds navn, også en stærk kraft, hvorved store ting kan udrettes. Han belærte om, at præstedømmebærere bør bruge præstedømmet aktivt for at hjælpe andre og for at tilvejebringe Guds retfærdige mål. Han opfordrede alle præstedømmebærere til at passe deres pligter og ære deres kaldelser, idet han sagde, at »den lærer eller diakon, som udfører sine pligter, er meget mere hæderlig end en præsident eller en af De Tolv, som ikke gør det.«²

Præsident Taylor anerkendte og satte også pris på den myndighed, som de havde, der brugte deres præstedømme til at tjene ham og hans familie med. En historie, som hans søn Moses W. Taylor engang fortalte om en aften hjemme hos familien Taylor, hvor familien havde hjemmelærerbesøg, viste hans ydmyghed og respekt for præstedømmets myndighed. »En af dem var en 16-årig dreng,« fortalte den unge Taylor, »og den aften var det hans tur til at lede undervisningen. Far kaldte familien sammen, fortalte hjemmelærerne, at vi alle var til stede, og sagde: >Vi er i jeres hænder og venter på jeres belæring.<«

Dernæst spurgte drengen venligt præsident Taylor, om de bad sammen i familien og hver for sig, om de behandlede deres næste rigtigt, kom regelmæssigt i kirke og støttede Kirkens ledere. »Disse spørgsmål blev besvaret et efter et af min far, lige så ydmygt som det yngste familiemedlem ville have besvaret dem.

»Han fortalte dem, at han glædede sig over deres trofasthed, takkede dem for besøget og opfordrede dem til at besøge familien, lige så ofte de kunne, for han var klar over, hvor meget godt en mand, som bærer præstedømmet - som er Guds kraft - kunne gøre for hans familie og sagde til dem, at der ikke fandtes nogen stilling i Kirken, hvor man kunne gøre større gavn, end i en lærers stilling. Han bad dem om at være særlig opmærksomme på sine børn og om at rådgive dem som en far.

>Jeg er ikke hjemme så ofte,< sagde han, >for mine pligter i Kirken kalder mig så meget bort, og jeg frygter, at hvis mine børn ikke regelmæssigt får nogle gode råd, kan de måske føres på afveje.<«³

John Taylors lærdomme

Præstedømmet er Guds magt

Hvad er præstedømmet? … Jeg vil kort svare, at det er Guds regeringsform, det være sig på jorden som i himlene, for det er ved den kraft, magt, eller ved det princip, som alt regeres på jorden og i himlene, og ved den kraft, at alt opretholdes og oppebæres. Det regerer alt, det leder alt, det oppebærer alt og er forbundet med alt, som har med Gud og sandheden at gøre. Det er Guds kraft, som er blevet overdraget intelligenser i himlene og til mennesker på jorden. Og når vi kommer i Guds celestiale rige, vil vi finde den mest fuldkomne orden og harmoni, som eksisterer, for dér findes det fuldkomne mønster, den mest fuldkomne regeringsform, som er i anvendelse, og når og hvor disse principper er blevet udviklet på jorden i det forhold, de er blevet udbredt og fulgt, har de i nøjagtigt samme forhold bragt menneskeheden velsignelser og frelse. Og Guds regeringsform vil i højere grad blive indført, og når Jesu >bøn<, som han lærte sine disciple, besvares, og Guds rige kommer til jorden, og hans vilje sker her såvel som i himlen [se Matt 6:10], da, og ikke førend da, vil der herske en universel kærlighed, fred, harmoni og enighed.⁴

[Præstedømmet] er … det princip og den kraft, hvorved [Gud] styrer, kontrollerer, dikterer og håndterer sine anliggender, sine verdener, sine riger, sine fyrstendømmer, sine magter, sine intelligenser og alt, som er under ham og over ham, og som han har med at gøre.⁵

Den kraft, som manifesterer sig i præstedømmet, er ganske enkelt Guds kraft, for han er præstedømmets overhoved … og det er på baggrund af dette princip, at alle Guds gerninger er blevet udført, på jorden som i himlene. Og en hvilken som helst manifestation af kraft ved præstedømmet på jorden er ganske enkelt en kraft, som er overdraget fra præstedømmet i himlene, og jo mere præstedømmet på jorden bliver som og underkastes præstedømmet i himlene, desto mere af denne kraft vil vi komme i besiddelse af.⁶

Det levende præstedømme på jorden styres fra himlen

Gud har organiseret præstedømmet, og dette præstedømme styrer alt på jorden og i himlene. En del af det findes i himlene, en anden del på jorden. De samarbejder begge for at opbygge Zion, for de dødes og levendes forløsning og tilvejebringelse af »de tider, da alt skal genoprettes« [se ApG 3:21], Og da de således er tæt forbundet, er det nødvendigt, at der er kommunikation mellem den ene og den anden, og at de, der er på jorden modtager belæringer fra dem, der er i himlene, som kender til det jordiske såvel som det himmelske, da de har erfaring fra begge dele, i og med at de engang har virket i det samme præstedømme på jorden.⁷

Det er forbindelsen med og kommunikationen fra præstedømmet i himlen, som giver præstedømmet på jorden kraft, liv og virkningsfuldhed; uden disse ville det være som døde og visne grene. Og hvis nogen mand har liv eller kraft, er det præstedømmets kraft og liv, Guds gave og kraft, som viderebringes gennem præstedømmets fastsatte kanaler, både i himlen og på jorden. At søge dette uden ville være som et vandløb, der søger at få vand, når dets kilde er tør, eller som en gren der søger at næring, når træstammen er hugget af ved roden; og at tale om en kirke uden dette er at tale om ingenting - en tør kilde, et dødt og visnet træ.⁸

Ingen mand [kan] lede dette rige. Det kan han ikke, medmindre Gud er med ham og er på Israels ældsters side. Men med ham på deres side vil alt gå ret, og Guds intelligens og åbenbaringer vil blive udøst. Hans lov vil blive kendt og sandhedens principper blive udviklet, ellers er det ikke Guds rige. Og vi bør alle ydmyge os for Gud og søge den Almægtiges vejledning …

Der er et princip, som er forbundet med Guds rige, der anerkender Gud i alle ting, og det anerkender præstedømmet i alle ting, og de, som ikke gør det, må hellere omvende sig, ellers vil de meget hurtigt gå i stå; det siger jeg jer i Herrens navn. I skal ikke tro, at I er kloge, og at I kan styre og manipulere præstedømmet, for det kan I ikke. Gud skal styre, regulere, befale og stå ved roret og hver mand på sin plads. Guds ark har ikke brug for stabilisering [se 2 Sam 6:3; 6-7], især ikke af inkompetente mænd uden åbenbaring og uden kundskab om Guds rige og dets love. Det er et stort værk, som vi er en del af, og det er vores pligt at forberede os til det arbejde, der venter os, og at anerkende Gud, hans myndighed, hans love og hans præstedømme i alle ting.⁹

Vi ønsker at være Guds tjenere i tid og i de evigheder, som kommer. Vi er gået i gang, og vi vil prøve ved hjælp af Gud og hans Helligånds lys og de åbenbaringer, som han vil give os fra tid til anden, at virke i og samvirke med præstedømmet i de evige verdener både på denne jord og i himlene. Vi vil virke, indtil det værk, som Gud har udtænkt for denne jord, vil blive opfyldt, og de levende og døde er frelst i det omfang, de kan frelses efter de evige love, som findes i himlene, og i overensstemmelse med den Almægtiges forordninger …

Jeg siger bestandigt: »O, Gud, led mig på rette vej; o, Gud, beskyt mig mod al vildfarelse; o, Gud, jeg er et fattigt, mat, svagt, vildfarent menneske omgivet af skrøbeligheder. Jeg har brug for din hjælp hele dagen lang. O, Gud, hjælp mig.« Det føler jeg, og det føler mine brødre i Det Første Præsidentskab, De Tolv og andre. Vi føler, at vi har brug for den Almægtiges hjælp. Vi vil prøve at være ydmyge og være trofaste og tro mod vore pagter. Og hvis vi lytter til råd og adlyder Guds love og gør det, som han forlanger af os, vil han hjælpe os og velsigne os, og han vil velsigne Zion og bevare Israel.¹⁰

Vi har fået præstedømmet til at opbygge Zion

Hvad har vi fået dette præstedømme til? Så at vi kan opbygge vor Guds Zion. Hvorfor? For at gøre en ende på uret og korruption, vellystighed, løgn, tyvagtighed, uærlighed og begærlighed, alt ondt og endvidere at fremme tro, ydmyghed, kærlighed, renhed, broderlig venlighed, sandhed, retskaffenhed, ærlighed og alt, som kan ophøje og forædle menneskene, så vi kan være tro og passende repræsentanter for Gud vor Fader her på jorden, så vi kan lære hans vilje at kende og gøre den, og så hans vilje vil ske på jorden som i himlen.¹¹

At nå dette ønskværdige mål - at bringe skabningen tilbage til sin oprindelige renhed og at opfylde skabelsens mål - at forløse, frelse, ophøje og forherlige mennesket - at frelse og forløse de døde og de levende og alt, som vil leve efter dets love, er hensigten og formålet med oprettelsen af præstedømmet på jorden i de sidste dage. Det er for at opfylde det, som hidtil ikke er blevet udført - så Guds værk må blive fuldendt - så den tid hvor alt genoprettes kan indtræffe, og så vi - i forening med det evige præstedømme i himlene (thi vi kan ikke fuldkommes uden dem; ej heller kan de fuldkommes uden os), kan tilvejebringe alt, som Gud har til hensigt, eller som er talt ved Guds Ånd ved alle de hellige profeters mund fra verdens begyndelse …

Præstedømmet i himlene forener sig med os for at tilvejebringe disse mål, og når de styres af det samme princip, så vores arbejde kan harmonere - så vi indbyrdes kan hjælpe hinanden, og så Guds vilje (i det omfang vi kender den) kan ske på jorden, som den sker i himlen. Det er det, som vi skal lære, og det som vi skal gøre for at udføre vores kaldelse og arbejde på acceptabel vis i Guds og hellige engles øjne og ligeledes for vore brødres åsyn, som er forenede med os i præstedømmet i Guds rige på jorden.¹²

Præstedømmet er i Kirken med dette formål: At grave om, plante, nære og undervise i de rette principper og udvikle Guds riges orden, bekæmpe djævlene og opretholde og støtte lederne i Kristi kirke på jorden. Det er vores pligt at virke sammen for at danne én stor helhed - én stor, forenet, samarbejdende gruppe [eller organiseret organ], idet vi har svoret troskab mod Guds rige. Da vil alt forløbe stille, roligt og let, og da vil der være meget få problemer.¹³

Præstedømmet er givet til menneskenes velsignelse

Præstedømmet er altid blevet givet til menneskehedens velsignelse. Folk taler om det, som om det var til særlig gavn for den enkelte. Hvad blev der sagt om Abraham? »I dig og i din sæd« - hvad? -vil jeg skænke dig velsignelser. Ja, så langt, så godt. Men »i dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes« [se Abraham 2:11]. Lad os handle som velgørere, og hvis vi er Abrahams efterkommere, så lad os følge i hans fodspor og gøre os værdige til løfterne; lad os lade vore følelser række så langt som til evigheden og søge at velsigne og gavne, opløfte og forædle alle omkring os, så vi kan glæde os sammen og blive ophøjet netop ved de principper, som er blevet åbenbaret til menneskets gavn …

Hvis jeg var biskop - jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, men jeg ved, hvad jeg burde gøre. Jeg ville sige: »Fader, du har givet et antal sjæle i min varetægt; hjælp mig med at tage mig af deres timelige interesser og også at fremme deres åndelige velfærd og sørge for, at de belæres behørigt om livets love. Hjælp mig ligeledes med at undervise lærerne, som går ud blandt folket, så de må gå frem og være fyldt med Helligånden, så de kan velsigne og gavne folket, og så at jeg med mine brødres hjælp kan være en Frelser blandt dem.« Det er sådan, jeg burde føle og gøre, hvis jeg var biskop; og det er sådan, I biskopper bør føle og handle, og I bør gøre det ydmygt med ønsket om at gøre godt. Og hvis jeg så var præst, lærer eller diakon og gik rundt som lærer blandt folket, ville jeg ønske at hjælpe dem med deres velfærd.¹⁴

[Jesus sagde:] »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Hvis du elsker mig, hvis du er min ven og discipel, så >vogt mine lam!<« Det var ikke så svært; han var blevet kaldet til at gøre det. »Igen, for anden gang, sagde han til ham: >Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?< Han svarede ham: >Ja, Herre, du ved, at jeg elsker dig.< Han sagde til ham: >Vær hyrde for mine får.<« Og tredje gang Frelseren stillede Peter samme spørgsmål, blev det besvaret som før, og han sagde til ham: »Vogt mine får« [Se Joh 21:15-17]. Hvad er apostlenes, stavspræsidenternes, højpræsternes og halvfjerdsernes og især generalautoriteternes pligt? Hvis Jesus var her, ville han bede jer om at aflægge jeres dumheder, tåbeligheder og svagheder og opføre jer mere som mænd og hellige og gå hen og »[vogt] mine lam.«¹⁵

Gud giver kraft til dem, som ærer deres præstedømme

Hvis vi forstår os selv og vores stilling, burde vore prioriteter være: Guds rige først og dernæst os selv. Hvis vi kan lære at udrette noget småt, vil Herren sikkert bede os om at udrette noget større, fordi vi er beredt til at gøre det… Hvis vi er Guds folk, og han betror os at udføre disse store mål, er vi nødt til at gøre lidt mere, end vi har gjort, og vi er nødt til at være villige og lydige mod påbud fra Herrens And og hans tjenere, som han har sat over os. Gør vi det, vil enhver opgave, som vi går i gang med, være en glæde og en nydelse for os; der vil herske fred i vores hjerte, og Guds fred vil bo i vores hjem; Herrens And vil hvile over os, vi vil være fyldt med lykke og glæde hele dagen lang, og sådan vil det være indtil denne verdens ende. Jeg kender ingen anden måde at udføre alt dette arbejde på end at blive belært af Herren, og han har organiseret sit hellige præstedømme med dette formål.¹⁶

Der påhviler præsterne, lærerne og diakonerne og dem i det mindre præstedømme lige så stort et ansvar som alle andre medlemmer af Kirken. Når de ikke udfører deres pligter, hvad bliver resultatet så? Folk går til De Tolv eller det Det Første Præsidentskab. De forbigår de mellemste ledere, der opstår forvirring og uorden, og der bruges unødig kostbar tid … og alt dette fordi folk ikke kender deres pligter og gør dem.

Men hvad bliver der af os, mens vi strides om bagateller? Vi mister vore kaldelser af syne; vi glemmer, at dette rige er oprettet på jorden for at indføre retfærdighed og himlens love på jorden og for at velsigne menneskeheden og frelse de levende og de døde. Vi glemmer, hvorfor vi er her, og hvorfor Guds rige er oprettet. Det er ikke udelukkende for jer eller for mig eller nogen andre; det er i verdens interesse og for menneskehedens frelse. Det forventes, at vi hver især udfører de forskellige pligter og ansvar, som vi har. Hvis vi forsømmer dem, er vi så ikke skyldige for Gud? Hvor kommer de problemer fra, som vi har blandt os? Som jeg har sagt ved mange andre lejligheder, så udfører præstedømmet ikke deres pligter, og de er ikke årvågne og trofaste.¹⁷

På nogle af mine rejser har jeg lagt mærke til nogle, der, ligesom Jesu disciple fordum, udviser et stort ønske om magt og er yderst ivrige efter at vide, hvem af dem der skal være den største. Dette er dårskab, for ære kommer ikke i kraft af et embede, men i kraft af en person som ærer sit embede og sin kaldelse. Hvis der følger nogen ære af eller i præstedømmet, så kommer den fra Gud, og vi er så sandelig tåbelige, hvis vi praler af en gave, når vi ikke har gjort noget for at få denne gave andet end at modtage den. Hvis den kommer fra Gud, bør han få æren, og ikke os, og at ære vores kaldelse er den eneste måde eller det eneste middel, hvorved vi kan opnå ære eller indflydelse.¹⁸

Forslag til studium og samtale

Hvad er Guds præstedømme? Hvilke velsignelser kan vi få ved hjælp af præstedømmet? Hvad føler I, når I tænker over, at Gud har betroet menneskene præstedømmets kraft?
Hvad kan hvert familiemedlem gøre for at styrke præstedømmets kraft i deres hjem?
Hvorfor er det vigtigt, at de, som har præstedømmet, modtager stadig vejledning fra Herren?
Hvordan hjælper præstedømmet med at »forløse, frelse, ophøje og forherlige mennesket«?
Hvordan er I og jeres kære blevet velsignet ved retskaffen anvendelse af præstedømmet? Hvordan kan kvinder få del i præstedømmets velsignelser?
Hvilke muligheder er der bl.a. for at tjene i præstedømmet i jeres område? Hvad kan præstedømmebærere gøre for at hjælpe med at styrke de hjem, hvor der ikke er nogen præstedømmebærer?
Læs L&P 84:33-34. Hvad vil det sige at ære sin kaldelse i præstedømmet? Hvad vil det sige at ære en kaldelse i Kirken? På hvilke måder kan vi hjælpe dem i vores ward eller gren, som forsøger at ære deres kaldelser?

Relaterede skriftsteder: 1 Kor 4:20; 1 Tim 4:12-16; Jakobs Brev 1:18-19; L&P 58:26-28; 84:18-21, 26-27, 33-34; 107:99-100.