Kapitel 9

Overvindelse af fristelser

Modstå djævelen og han vil flygte fra dig. Gør kur til ham, og du vil hurtigt blive lagt i lænker, ikke om håndleddene, men om din sjæl.¹

Indledning

Som ung missionær i Skotland deltog David O. McKay i et møde, der blev ledet af James L. McMurrin, rådgiver i det euro-

pæiske missionspræsidentskab. Under mødet var deltagerne vidner til adskillige tilkendegivelser af Åndens gaver. Omkring 70 år senere mindedes præsident McKay ved et præstedømmemøde: »Jeg husker intensiteten af inspirationen ved den lejlighed, som var det i går. Alle oplevede Herrens Ånds overvældende tilstedeværelse. Alle de tilstedeværende var i sandhed af ét hjerte og ét sind. Aldrig før havde jeg følt noget lignende …

Således fandt det sted, som James L. McMurrin forudsagde og som senere viste sig at være en profeti. Jeg havde ved personlig samvær med ham lært, at James McMurrin var en fortræffelig mand. Hans tro på evangeliet var ubetinget. Intet mere trofast menneske, intet mere loyalt menneske over for det, han troede på var rigtig, har nogen sinde levet. Så da han vendte sig mod mig og gav mig noget, jeg dengang mente var mere en advarsel end et løfte, gjorde hans ord et uudtrykkeligt indtryk på mig. Idet han omskrev Frelserens ord til Peter, sagde bror McMurrin: ›Lad mig sige til dig, bror David, Satan har gjort krav på dig, at han kunne sigte dig som hvede, men Gud er opmærksom på dig‹ (se Luk 22:31) …

I dette øjeblik kom der til mit sind fristelser, som havde truet min vej, og jeg forstod endnu bedre end præsident McMurrin, eller noget andet menneske, hvor sandt han havde talt, da han sagde: ›Satan har gjort krav på dig.‹ Med beslutningen om her og nu at holde sig til troen, blev der født et ønske om at være i mine medmenneskers tjeneste, og med det kom forståelsen, i det mindste i et glimt, af det, jeg skyldte den ældste, som i begyndelsen kom med budskabet om det gengivne evangelium til min bedstefar og bedstemor, som havde accepteret budskabet år tidligere i det nordlige Skotland og i Sydwales.«

Præsident McKay afsluttede sin beretning til de unge mænd i Kirken med et råd, som er anvendeligt for alle: »Jeg beder Gud om fortsat at velsigne jer … Lad ikke fristelsen føre jer vild.«²

David O. McKays lærdomme

Vi skal vogte os selv og vores familie mod modstanderens påvirkning.

Træer, som kan stå midt i orkanen, må ofte give op over for de ødelæggende sygdomme, som vi kun netop kan se med et mikroskop. På samme måde er menneskehedens største fjende i dag den underfundige og af og til usete påvirkning, som findes i samfundet og som underminerer mænd og kvinder i dag. Prøven på Guds folks trofasthed og effektivitet er, når alt kommer til alt, personlig. Hvad gør den enkelte?

Enhver fristelse, som kommer til jer og mig, kommer i en af tre former:

En fristelse af appetitten eller lysterne.
Eftergivenhed over for stolthed, mode eller forfængelighed.
Et ønske om verdslig rigdom eller magt og herredømme over lande eller menneskets jordiske ejendomme.

Sådanne fristelse kommer til os ved vore sociale sammenkomster, de kommer til os i vores politiske ambitioner, de kommer til os i vore forretningsforbindelser, på gården, i butikkerne, i vore handlinger i alle livets forhold finder vi disse snigende påvirkninger i funktion. Det er, når de tilkendegiver sig selv for den enkeltes samvittighed, at sandhedens forsvar skal udøves.

Kirken lærer os, at livet her er en prøvestand. Det er menneskets pligt at være naturens mester, ikke dens slave. Hans lyster skal kontrolleres og bruges til gavn for hans helbred og forlængelse af hans liv – hans lidenskaber skal mestres og kontrolleres til andres lykke og velsignelse …

Hvis I har levet og været tro over for Helligåndens tilskyndelser og fortsætter med at være det, vil lykke fylde jeres sjæl. Hvis I går bort fra det og bliver opmærksomme på, at I ikke lever op til det, I ved er rigtigt, vil I blive ulykkelige, selv om I har verdens rigdom …

I de unges længsel efter sjov, bliver de ofte fristet til at hengive sig til det, som kun appellerer til menneskehedens mere primitive sider, hvoraf de fem almindeligste er: (1) tarvelighed og uanstændighed, (2) druk og kæleri, (3) ukyskhed, (4) illoyalitet og (5) uærbødighed.

Tarvelighed er ofte det første trin ned ad vejen til eftergivenhed. At være tarvelig er at foragte god smag eller finere følelser.

Der er kun et skridt fra tarvelighed til uanstændighed. Det er rigtigt, ja nødvendigt for vore unges lykke, at de mødes ved sociale fester, men det er en indikation for lav moral, når de som underholdning skal søge tilflugt i fysisk stimulation og nedværdigelse. Fester med druk og kæleri danner omgivelser, hvor den moralske følelse bliver sløvet, og utæmmet lidenskab tager magten. Det bliver derpå let at tage det sidste skridt nedad i moralsk vanære.

Når man i stedet for høje moralske principper vælger et liv i umoralsk eftergivenhed, og mand eller kvinde går langt ned ad degenerationens skala, bliver illoyalitet en uundgåelig del af hans eller hendes natur. Loyalitet over for forældre bliver ødelagt, lydighed mod deres lærdomme og idealer forladt, loyalitet over for hustru og børn kvalt i primitiv tilfredsstillelse, loyalitet over for Kirken umulig og ofte fortrængt af hån mod dens lærdomme.³

Fristelser kommer ofte på en stille måde. Måske er eftergivenhed over for den ikke kendt af andre end personen selv og hans Gud, men hvis han giver efter, bliver han svækket i samme udstrækning og plettet af verdens ondskab.⁴

Satan blev kastet ud, fordi han forsøgte at erstatte Skaberen. Men hans magt bliver stadig tilkendegivet. Han er aktiv og tilskynder os i dette øjeblik til at fornægte eksistensen af Gud, eksistensen af hans elskede Søn, og til at fornægte Jesu Kristi evangeliums kraft.⁵

Fjenden er aktiv. Han er listig og snu, og søger enhver mulighed for at underminere Kirkens grundvold, og slår til, hvor det er muligt for at svække eller ødelægge … Gud har givet os handlefrihed. Vores moralske og åndelige fremgang afhænger af det, vi gør ved denne frihed.⁶

Satan er stadig fast besluttet på at få sin vilje, og hans udsendinge har fået kræfter i dag, som de ikke har haft i århundreder. Vær forberedt på at møde alvorlige tilstande, ideologiske tilstande som kan synes rimelige, men er onde. For at imødegå disse kræfter, skal vi stole på Helligåndens hvisken, hvilken I har krav på. De er virkelige.

Gud leder denne kirke. Vær tro mod den, vær loyal over for den. Vær tro mod din familie, vær loyal over for den. Beskyt jeres børn. Vejled dem, ikke egenmæssigt, men ved en fars venlige eksempel, og dermed bidrage til Kirkens styrke ved at udøve jeres præstedømme i jeres hjem og i jeres liv.⁷

Medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige omfatter ansvaret til at overvinde fristelse, bekæmpe fejl, forbedre sindet og udvikle sin ånd, indtil vi når en vækst, som kan rumme Kristi fylde.⁸

Modstanderen forsøger at slå os på vores svageste punkt, men vi får styrke, når vi modstår ham.

Man kan ikke lege med den onde. Modstå fristelse, modstå djævelen, og han vil flygte fra dig (se Jakobs Brev 4:7).

Frelseren gav os på bjerget det bedste eksempel i hele verden … Lige efter Frelserens dåb blev han ført op på det bjerg, som er kendt nu som Fristelsens bjerg. Jeg ved ikke om det var dér han var, da han fastede i 40 dage eller ej. Men han gik op på et eller andet bjerg, og efter … 40 dage kom Fristeren til ham, får vi at vide, og som Fristeren plejer at gøre, ramte han ham i det, som Fristeren mente var hans svageste punkt.

Efter at [Jesus havde ] fastet, mente Fristeren, at han ville være sulten, og den første fristelse var, som vi husker, »hvis«, og han sagde det sarkastisk: »Hvis du er Guds søn,« idet han henviste til Faderens vidnesbyrd, hvor han sagde: »Det er min elskede søn« – »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Og der er sten der i det område, som ikke er helt ulig et jødisk hvedebrød, så dette ville få fristelsen til at gøre det til at synes stærkere. Kristi svar var »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4:3-4).

Den næste fristelse citerede også skriften. Det var en appel til forfængelighed, en appel til at få herredømme over vores næste: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned« (fra templets tinde), »for der står skrevet …« (og djævelen kan citere skrifterne med dette formål): »Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.« Og svaret var: »Du må ikke udæske Herren din Gud« (Matt 4:6-7).

Den tredje fristelse handlede om kærlighed til velstand og magt. Fristeren tog Jesus med op på et højt bjerg og viste ham det, der hører verden til, og magten deri. Han var ikke sarkastisk i denne fristelse. Han bønfaldt, for Frelserens modstand havde svækket Fristerens magt. Han viste ham det, der hører verden til. »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« I sin majestæts guddommelighed sagde Jesus: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ Da forlod Djævelen ham« (se Matt 4:8-11) …

Det er din historie … Dit svageste punkt vil være det punkt, hvor djævelen vil forsøge at friste dig, vil forsøge at vinde dig, og hvis du har gjort det svagt, før du har påtaget dig at tjene Herren, vil han føje til denne svaghed. Modstå ham, og du vil få mere styrke. Han vil friste dig på et andet punkt. Modstå ham, og han bliver svagere, og du bliver stærkere, indtil du kan sige uanset hvordan dine omgivelser er: »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene‹« (Luk 4:89).⁹

Med sine disciple lige før Getsemane … sagde [Jesus]: »Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden …

Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde« (Joh 17:11-15).

Der er din lektie … Du befinder dig mit i fristelsen, men du kan, ligesom Frelseren på Fristelsens bjerg, modstå den.¹⁰

Når vi efterlever evangeliet og udøver selvkontrol, modtager vi glæde og fred.

Lige så længe som modstanderen til sandhed er fri til at udøve herredømme i denne verden, vil vi blive angrebet, og den eneste måde, hvorpå vi kan imødekomme disse angreb er ved at efterleve evangeliet.¹¹

Dette evangelium giver os en mulighed for at leve på et højere niveau end denne gamle verden og dens fristelser, og ved selvkontrol og herredømme over selvet, at leve i ånden, og det er det virkelige liv her og herefter.¹²

Må vi som aldrig før forstå, at herredømme over ens personlige tilbøjeligheder er hjertet i kristen religion og i alle religioner. Af natur er den enkelte selvisk og har tendens til at følge sine umiddelbare impulser. Det kræver religion eller noget højere end den enkelte eller endog et samfund med personer at overvinde det naturlige menneskes selviske impulser … Selvkontrol kommer ved selvfornægtelse af de små ting. Kristus sagde det med disse ord: »Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:25).

Når man glemmer sig selv og bestræber sig på at gøre noget for andre og stræber mod noget højere og bedre, hæver man sig til det åndelige plan. Hvis vi i det øjeblik, vi skændes, i det øjeblik vi fristes til at finde fejl hos andre, vil aflægge vores selvcentrerede ego til gavn for Kirken, som vi er medlemmer af, til gavn for samfundet og især for Jesu Kristi evangeliums fremgang, vil vi blive velsignet åndeligt, og lykke vil blive vores belønning.

»Om end jeg besejrer mine fjender
og samler ting og penge!
Jeg er i sandhed en fattig sejrherre,
indtil jeg betvinger mig selv«
[Ukendt forfatter].13

En person, som giver efter for sine lyster i hemmelighed eller på anden måde, har en karakter, som ikke vil gavne ham, når han fristes til at give efter for sine lidenskaber.¹⁴

Det, som et menneske ofte tænker på, afgør hans handlinger på tidspunkter, hvor lejligheden byder sig eller ved stress. Et menneskes reaktion i forbindelse med dets lyster og impulser, når de vækkes, angiver målet for dette menneskes karakter. Ved disse reaktioner åbenbares menneskets kraft til at styre sig selv eller dets tendens til eftergivenhed.¹⁵

Handlinger i harmoni med guddommelige love samt naturlove vil bringe lykke, og det, der er i modstrid med guddommelig sandhed, elendighed. Mennesket er ikke alene ansvarlig for hver en gerning, men også for hvert unyttigt ord og tanke. Frelseren sagde:

»… På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt« (Matt 12:36).¹⁶

Alt godt kræver en indsats. Det, som er værd at have, vil koste en del af dit fysiske væsen, din intellektuelle magt og din sjælsmagt – »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Men man må søge, man må banke på. På den anden side maser synden sig ind på dig. Den går ved siden af dig, den frister dig, den lokker, den tiltrækker. Du behøver ikke at anstrenge dig … Det er som reklamerne, der får dig til at drikke og ryge. Det er som budskabet, der kommer ind i dit hjem via fjernsynet og radioen. Det onde søger dig, og det kræver en indsats og sjælsstyrke at bekæmpe det. Men sandhed og visdom fås ved blot at søge, ved bøn og ved at gøre en indsats.¹⁷

Lad os huske, at livet er stort set det, vi gør det til, og at menneskets Frelser tydeligt og klart har fortalt os, hvordan man opnår glæde og fred. Det findes i Jesu Kristi evangelium og lydighed mod det.¹⁸

Må Gud give, at vi søger yderligere at oprette Guds rige, at vi må belære vore unge, og at Kirkens medlemmer overalt må modstå fristelser, som svækker legemet, som ødelægger sjælen, at vi i sandhed må være omvendt, som vi var, da vi gik ned i dåbens vande, at vi må blive fornyede i ordets egentligste betydning, at vi må blive født igen, at vores sjæl må sole sig i Helligåndens lys, og fortsætte som sande medlemmer af Jesu Kristi kirke, indtil vores mission på jorden er fuldendt.¹⁹

Forslag til studium og samtale

Præsident McKay brugte lignelsen med stærke træer, som kunne modstå voldsomme storme, men blev ødelagt af mikroskopiske sygdomme, som angreb dem (se s. 82). På hvilke måder kan denne lignelse gælde vores kamp mod fristelser? (Se s. 84-85). Hvad kan vi gøre for at undgå at invitere fristelse ind i vores tilværelse? Hvordan kan vi styrke børn og unge mod de øgede fristelser i verden?
På hvilke måder kan fristelser være forskellige, afhængig af vores personlige situation? Hvad kan vi gøre for at hjælpe hinanden med at modstå fristelse?
Hvad kan vi lære fra beretningen om Frelseren, der modstod Satans fristelser? (Se Matt 4:1-11 og Luk 4:1-13; se også L&P 20:22).
På hvilke måder er nydelsen ved at give efter for fristelse forskellig fra den glæde, der er ved at følge Frelseren?
Hvordan forsøger Satan at bruge vore svagheder? (Se s. 84-85). Hvordan kan vi overvinde vore svagheder ved hjælp af Jesus Kristus? (Se også Ether 12:27).
Hvad kan du gøre for at modstå og overvinde de fristelser, som ofte omringer dig? Hvorfor er det vigtigt at fastsætte vore værdier, før vi er midt i fristende situationer?
Hvordan kan det, i vores indsats for at følge Frelseren og modstå fristelse, hjælpe os at huske, at »ingen kan tjene to herrer«? (Matt 6:24).
Hvordan kan retfærdige og gode tanker hjælpe os med at overvinde fristelse? Hvad kan vi gøre for at udvikle selvkontrol og herredømme over selvet, som præsident McKay ofte talte om? (Se s. 86-88).

Beslægtede skriftsteder: 1 Kor 10:13; Jakobs Bog 1:12-17; 2 Pet 2:9; 1 Nephi 12:17; 15:23-24; Helaman 5:12; 3 Nephi 18:18-19; L&P 10:5