Oplæring i læseplan
Oplæring i evalueringer


»Oplæring i evalueringer«, Oplæring i undervisningsmateriale til seminar, 2022

»Oplæring i evalueringer«, Oplæring i undervisningsmateriale til seminar

Billede
elever ved skriveborde

Oplæring i evalueringer

Evalueringer er en vigtig del af læringen. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum understregede vigtigheden af evalueringer i form af prøver i læringsprocessen.

Billede
Ældste David A. Bednar

Periodiske test er en helt afgørende del af læring. En god test hjælper os til at sammenligne det, vi skal vide, med det, vi faktisk ved om et bestemt emne. Det giver også en standard, hvorved vi kan evaluere vores læring og udvikling.

På samme måde er test i livets skole en afgørende del af vores evige udvikling. Men interessant nok findes ordet test ikke en eneste gang i teksten i skriften af standardværkerne på engelsk. Snarere bruges ord som prøve, undersøge og forsøge til at beskrive forskellige mønstre for passende at vise vores kundskab om, forståelse af og hengivenhed til vor himmelske Faders evige plan for lykke og vores evne til at stræbe efter velsignelserne ved Frelserens forsoning. (David A. Bednar, »Vi vil prøve dem hermed«, Liahona, nov. 2020, s. 8)

Regelmæssige evalueringer i seminar kan hjælpe eleverne til at vise deres åndelige kundskab, forståelse og hengivenhed over for vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Den slags evalueringer kan hjælpe eleverne til at blive mere opmærksomme på det, de lærer, og hvordan de udvikler sig.

Denne erkendelse kan være en berigende og motiverende oplevelse og kan indbyde eleverne til mere personlig åbenbaring. Det kan også hjælpe eleverne med at lægge planer for fremtidig udvikling og læring. Nogle eksempler på evalueringsaktiviteter i seminarmaterialet omfatter lektionerne »Vurder din læring«, lektioner i evangelisk mesterlære (herunder gennemgang af evangelisk mesterlære) og evalueringer af læring for hver halvdel af kurset.

»Vurder din læring«-lektioner

I undervisningsmaterialet til seminar finder du jævnligt lektioner med titlen »Vurder din læring«. Disse lektioner ligger ca. hver fjerde til sjette uge og giver eleverne mulighed for omhyggeligt at reflektere over deres læring. Disse lektioner giver især eleverne mulighed for at forklare læresætninger, de har lært i kurset; reflektere over deres følelser, holdninger og ønsker i forhold til vor himmelske Faders plan og Jesu Kristi evangelium samt gennemgå planer eller mål, som de arbejder på for at blive mere inderlige disciple og øge deres omvendelse til Jesus Kristus. Elevernes præstation ved disse evalueringer bliver ikke formelt registreret som evalueringer af evangelisk mesterlære gør. Disse evalueringer er til elevernes egen gavn.

Selv om en elev primært er ansvarlig for at vurdere deres egen læring i disse lektioner, kan andre også hjælpe. Helligånden spiller en afgørende rolle i at hjælpe eleverne til at vurdere sig selv. Der er ingen bedre ledsager end Helligånden til at hjælpe eleverne til klart at se, hvordan de lærer og udvikler sig, og hvordan de fortsat kan forbedre sig.

Klassekammerater kan hjælpe deres jævnaldrende med at vurdere deres læring, og det kan du også som lærer. Når eleverne forklarer læren, kan det være et godt tidspunkt at få eleverne til at arbejde sammen om at øve sig på at forklare læren eller lave rollespil om den. Som lærer kan du være en god ressource til at give feedback til en elev om de fremskridt, de gør, eller kæmper med at gøre. Du kan brainstorme ideer eller fortælle om oplevelser fra dit eget liv for at hjælpe en elev. Husk dog, at der ikke bør være en forventning om, at eleverne rapporterer deres mål eller planer til dig. Nogle af disse mål og planer kan være meget personlige. Hvis en elev føler sig tryg ved at fortælle sine planer eller mål til dig, så rådfør dig med dem, men anerkend også, hvornår en elev bør henvises til deres forældre eller deres biskop eller grenspræsident.

Lav en evalueringsaktivitet til en »Vurder din læring«-lektion

Til tider er du nødt til at tilpasse lektionerne om at vurdere læringen ved at lave en ny evalueringsaktivitet. På grund af skoleskemaer kan der have været en lektion, som eleverne ikke har studeret, som en »Vurder din læring«-lektion i seminarmaterialet trækker på. Eller der kan have været en lektion, der var særlig betydningsfuld for eleverne, som en »Vurder din læring«-lektion ikke nævner. I disse tilfælde vil du være nødt til at erstatte en af aktiviteterne i »Vurder din læring«-lektionen med en, du selv laver for at vurdere elevernes forståelse eller fremgang omkring det emne.

Følgende trin kan hjælpe dig til at lave en effektiv evalueringsaktivitet.

Trin 1: Begynd med at vælge en lektion, du gerne vil følge op på. Hvilket slags resultat fokuserede lektionen på?

Fokuserede den mere på det, som eleverne ved og forstår? Lagde den mere vægt på elevernes følelser, holdninger eller ønsker? Eller måske fokuserede den mest på elevernes adfærd? Når du kender den type resultat, du ønsker at hjælpe eleverne til at opnå, kan det hjælpe dig til at skabe en passende evalueringsoplevelse.

Trin 2: Overvej, hvad eleverne kan gøre for at hjælpe dem til at se deres udvikling og læring. Husk, at det ikke er noget, som eleverne behøver at vise dig eller andre elever. Det skal ganske enkelt være noget, der hjælper dem til at se deres egen fremgang i deres læring. Eksemplerne kan omfatte følgende:

  • Resultater vedrørende kundskab og forståelse: Eleverne kunne undervise i eller forklare et lærdomsmæssigt begreb enten mundtligt eller skriftligt. Dette kunne være som svar på et scenarie, hvor eleverne vil øve sig i at forklare læren.

  • Resultater vedrørende følelser, holdninger eller ønsker: Eleverne kunne gennemgå en selvevaluering fra en tidligere lektion igen og sammenligne deres svar nu med de svar, de kom med, da de først studerede lektionen. Det kan være, at de gennemgår noget, de har skrevet i deres studiebog, eller en spørgeundersøgelse, de har udfyldt, som de besvarer eller udfylder igen for at se eventuelle forskelle.

  • Adfærdsmæssige resultater: Eleverne kunne gennemgå det, de følte sig tilskyndet til at gøre, eller den plan, de har lavet som en del af en lektion. De kunne så tænke over, hvordan de har handlet på tilskyndelsen eller implementeret planen. Nogle få villige elever kunne fortælle om deres oplevelser, hvis de ikke er for personlige. De kunne endda demonstrere en ønsket adfærd i klassen, såsom at bruge FamilySearchs Family Tree-app eller vise en skriftstudiemetode.

Trin 3: Skab en læringsoplevelse, der giver eleverne mulighed for at se, hvordan de udvikler sig og lærer. Find måder, hvorpå du kan gøre det interessant og sjovt, og giv eleverne rigeligt med tid til at reflektere over og vurdere deres udvikling. Nogle af eleverne er måske skuffede over deres nuværende vækst. Skab muligheder, der ikke får eleverne til at sammenligne deres udvikling med andres. Eleverne bør få rigeligt med tid til at søge hjælp fra deres himmelske Fader gennem Helligånden til at vide, hvad de gør godt, og hvordan de kan forbedre sig. Eleverne bør forstå, at disse evalueringer aldrig bør ses som endelige. Eleverne bør snarere altid opfordres til at overveje, hvad det næste skridt i deres læring kan være.

Evaluering af evangelisk mesterlære

To omfattende evalueringer af læring i seminar giver eleverne mulighed for at demonstrere, hvor godt de mestrer evangelisk mesterlære. Elevernes præstation på disse to evalueringer noteres. Selvom eleverne skal bestå begge af disse evalueringer for at få point for seminar i skoleåret, kan de tage dem så mange gange, som de vil. Efter at have rådført sig med forældre om elevernes behov bør lærere også foretage rimelige tilpasninger for, hvordan eleverne kan færdiggøre disse evalueringer. Tilpas disse evalueringer, eller hvordan eleverne kan færdiggøre dem, efter behov.

I tillægget til lærerens hæfte er der to gennemgange af evaluering af evangelisk mesterlære. Disse er oplevelser i klasseværelset, der er beregnet til at hjælpe eleverne til sammen at gennemgå evalueringerne af læringen. Disse gennemgange bør foretages, når eleverne er samlet virtuelt eller personligt.

Konklusion

Tænk over fordelene ved at hjælpe eleverne til regelmæssigt at vurdere deres læring. Når du giver eleverne mulighed for at forklare læren; reflektere over deres følelser, holdninger og ønsker; og gennemgå planer eller mål, som de arbejder på, vil det hjælpe dem i deres bestræbelser på at blive mere som Jesus Kristus. Evalueringslektioner giver også mulighed for, at Helligånden kan inspirere eleverne ved at hjælpe dem til at føle, hvad de gør godt, og motivere dem til at forbedre sig. Disse lektioner er vigtige, og der bør undervises i dem regelmæssigt.