»23. Fortæl om evangeliet og styrk nye og tilbagevendende medlemmer«, Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 2025.
»23. Fortæl om evangeliet og styrk nye og tilbagevendende medlemmer«, Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
23.
Fortæl om evangeliet og styrk nye og tilbagevendende medlemmer
23.0
Indledning
At invitere alle til at modtage evangeliet er en del af Guds arbejde med frelse og ophøjelse (se 1.2 i denne håndbog; Matt 28:19-20). Det omfatter:
-
At deltage i missionering og at tjene som missionær.
-
At hjælpe nye og tilbagevendende medlemmer med at udvikle sig på pagtsstien.
23.1
Fortæl om evangeliet
Jesus Kristus elsker os. Han deler sit evangelium med os og indbyder alle til at komme til sig. Vi kan gøre det samme.
23.1.1
Elsk
Vi er alle børn af vor himmelske Fader, som elsker sine børn fuldkomment. Han giver alle mulighed for at blive fyldt med sin kærlighed gennem Jesus Kristus og hans evangelium (se Joh 3:16; 2 Ne 26:24-28; Alma 26:37; TA 1:3).
En måde, hvorpå vi viser vores kærlighed til Gud, er ved at elske og tjene hans børn, som Jesus Kristus gjorde (se Matt 22:36-39; 25:40). Denne kærlighed inspirerer os til at møde dem omkring os og række ud til mennesker med alle baggrunde, kulturer og overbevisninger (se ApG 10:34; 2 Ne 26:33; Jakob 2:17). Vi beder om og søger muligheder for at fortælle andre om evangeliet (se Alma 6:6; 8:10).
23.1.2
Del
Fordi vi elsker Gud og hans børn, ønsker vi naturligvis at dele de velsignelser, han har givet os (se Joh 13:34-35), og bidrage til at indsamle Israel. Vi stræber efter at få folk til at føle den glæde, som vi føler (se Alma 36:24). Som Jesu Kristi disciple viser vi hans lys frem (se 3 Ne 18:24-25). Vi taler åbent om Frelseren og hans indflydelse i vores liv (se L&P 60:2).
Vi deler kærlighed, evangeliske sandheder, tid, oplevelser og kirkeprogrammer for at velsigne Guds børn og hjælpe dem til at komme Frelseren nærmere. Vi deler disse ting på normale og naturlige måder som en del af personlige, online og andre former for samspil.
Menigheder og stave kan skabe naturlige muligheder for medlemmer for at dele med andre. En måde at gøre det på er ved at afholde arrangementer og aktiviteter. Se flere oplysninger i »Share Ward Activities [Del menighedsaktiviteter]« i Evangelisk Bibliotek.
Menigheds- og stavsledere rådfører sig også med hinanden for at finde frem til (1) behov i lokalsamfundet og (2) kirkeressourcer, der kan imødekomme de behov. Se flere oplysninger i »Share Church Resources [Del Kirkens ressourcer]« i Evangelisk Bibliotek.
23.1.3
Indbyd
Frelseren indbyder alle til at tage imod hans evangelium og forberede sig på evigt liv (se Alma 5:33-34). Som hans disciple følger vi hans eksempel og indbyder alle: »Kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham« (Moro 10:32).
Vi beder om inspiration og vejledning til, hvordan vi kan indbyde andre til at:
-
Komme og se de velsignelser, der er tilgængelige gennem Jesus Kristus, hans evangelium og hans kirke (se Joh 1:37-39, 45-46).
-
Komme og tjene mennesker i nød.
-
Kom og hør til i den genoprettede Jesu Kristi Kirke.
Ofte betyder det at invitere blot at inddrage vores familie, venner og naboer i det, vi allerede gør. Overvej for eksempel at invitere folk ud fra deres behov og interesser til:
-
Nadvermøder og andre søndagsmøder. En af de mest værdifulde oplevelser, vi kan give andre, er at overvære nadvermødet sammen og hjælpe dem til at få en indbydende, åndelig oplevelse (se 3 Ne 18:22-23).
-
Særlige kirkebegivenheder, såsom velsignelser af spædbørn eller dåb.
-
Menigheds- og stavsaktiviteter, herunder Primary- og ungdomsaktiviteter (se »Share Ward Activities [Del menighedsaktiviteter]« i Evangelisk bibliotek).
-
Aktiviteter i vores hjem.
-
Kirkens programmer som seminar, institut, slægtsforskning, selvhjulpenhedsklasser og JustServe.org-projekter (hvor de er tilgængelige).
-
Lektioner med missionærerne.
Se flere forslag og ressourcer:
-
»Del evangeliet« i Evangelisk Bibliotek.
-
Afsnittet »Foren jer med medlemmer« i kapitel 9 i Forkynd mit evangelium: Vejledning til at dele Jesu Kristi evangelium.
Når vi elsker, deler og indbyder, som Kristus gjorde, vil Gud lægge muligheder på vores vej (se L&P 11:3-5, 8). Enhver indsats for at efterleve principperne om at elske, dele og indbyde er positiv, uanset om en person mødes med missionærerne eller slutter sig til Kirken eller ej.
Principperne om at elske, dele og invitere gælder også for at styrke nye og tilbagevendende medlemmer.
23.2
Styrk nye medlemmer
At blive medlem af Kirken er både vidunderligt og udfordrende for mange. Det bringer store velsignelser med sig, men det kræver også, at man tilpasser sig nye trossætninger, nye vaner og nye relationer (se 1 Thess 1:6).
Hvert nyt medlem har brug for venskab, muligheder for at tjene og åndelig næring. Som medlemmer af Kirken giver vi nye medlemmer vores kærlighed og støtte (se Mosi 18:8-10). Vi hjælper dem med at få et tilhørsforhold til Kirken. Vi hjælper dem med at gå fremad på pagtsstien (se 23.4.1) og med at blive dybere »omvendt til Herren« (Alma 23:6). Vi hjælper dem med at »få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej … alene [stolende] på Kristi fortjenester« (Moro 6:4).
Vi kan også hjælpe nye medlemmer med at:
-
Lære og opleve glæden ved at være Jesu Kristi discipel.
-
Lære at genkende tilskyndelser fra Ånden.
-
Udvikle en vane med personlig bøn, familiebøn og skriftstudium.
-
Fortælle om evangeliet til deres familie og venner.
-
Finde navne på forfædre og forberede sig på at modtage tempelordinancer for dem (se 25.4).
-
Vokse ved at udføre opgaver i Kirken og deltage i de mange andre muligheder, som Kirken tilbyder.
23.3
Styrk tilbagevendende medlemmer
Nogle medlemmer vælger at holde op med at gå i kirke. Frelseren sagde: »Sådanne skal I fortsætte med at betjene, for I ved ikke, om de ikke vil vende tilbage og omvende sig og komme til mig med hjertets faste forsæt, og jeg skal helbrede dem; og I skal være midlet til at bringe frelse til dem« (3 Ne 18:32). Disse ord gælder for alle, som af en eller anden grund har brug for fortsat omsorg.
Medlemmer, der ikke deltager fuldt ud, er mere tilbøjelige til at vende tilbage, hvis de har stærke relationer til Kirkens medlemmer. Vores kærlighed og støtte kan hjælpe dem med at overvinde udfordringer. Ligesom nye medlemmer har de brug for venskab, muligheder for at tjene og åndelig næring. Hvis vi forstår deres omstændigheder og udfordringer, kan det hjælpe os med at yde dem omsorg med følsomhed og kærlighed.
23.4
Afhold ugentlige koordinationsmøder for missionering
Hver uge afholdes der korte uformelle møder for at koordinere indsatsen for at dele evangeliet. Formålet med disse møder er at hjælpe dem, der bliver undervist, nye medlemmer og tilbagevendende medlemmer til at indgå og holde pagter. Hvis der er kaldet en missionsleder, leder han disse møder. Ellers er det medlemmet fra ældsternes kvorumspræsidentskab, der varetager rollen som missionsleder, der leder.
Andre inviterede omfatter:
-
Tildelte medlemmer af præsidentskaberne for Hjælpeforeningen, ældsternes kvorum og Primary.
-
Menighedsmissionærer.
-
En assistent i præsternes kvorum (eller lærernes eller diakonernes kvorumspræsident, hvis der ingen præster er i menigheden).
-
Et medlem af præsidentskabet for den ældste klasse i Unge Kvinder.
-
Fuldtidsmissionærer.
De ugentlige koordinationsmøder for missionering fokuserer på enkeltpersoners behov. Dagsordenen indeholder almindeligvis følgende punkter:
-
Hvordan man hjælper dem, der undervises af missionærerne
-
Hvordan hjælper man dem, der for nylig blev døbt
-
Hvordan hjælper man familier, hvor ikke alle er medlemmer, og tilbagevendende medlemmer
-
Hvordan hjælper man med at finde flere personer at undervise
Rapporten om fremgang på pagtens sti, forslag i afsnittet »Ugentlige koordinationsmøder« i kapitel 13 i Forkynd mit evangelium og nedenstående spørgsmål kan vejlede de ugentlige planer.
-
Hvordan kan vi hjælpe enkeltpersoner med at komme i kirke, få en opløftende oplevelse og opbygge venskaber?
-
Hvordan kan vi støtte menighedens plan for at dele evangeliet?
-
Hvordan kan menighedsrådet hjælpe, og hvem koordinerer med dem?
Disse møder kan afholdes personligt eller ved brug af teknologi. Koordination kan også ske på andre måder, f.eks. ved telefonopkald eller sms’er.
Stræb efter at følge principperne for handling og ansvarlighed i 4.4.5. En person ved mødet kan få til opgave at nedskrive og minde gruppen om planlagte handlinger.
Små grene kan vælge at udføre deres ugentlige koordination i grensrådet.
Se et eksempel på en mødedagsorden og andre eksempler på koordination i »Ideas for Weekly Missionary Coordination [Idéer til ugentlig missionærkoordination]« i Evangelisk Bibliotek.
23.4.1
Min pagtssti og rapport om fremgang på pagtens sti
Følgende ressourcer kan vejlede drøftelser på ugentlige koordinationsmøder for missionering:
-
Min pagtssti. Denne ressource hjælper nye og tilbagevendende medlemmer til at gå fremad på pagtens sti i løbet af de første 12 til 24 måneder efter dåben eller efter at være vendt tilbage til deltagelse i evangeliet. Min pagtssti er tilgængelig i Evangelisk bibliotek.
-
Rapport om fremgang på pagtens sti. Menighedsledere bruger denne ressource til at registrere og se fremgangen hos nye og tilbagevendende medlemmer og hos personer, der undervises af missionærerne. Fremgang på pagtens sti er tilgængelig for menighedsledere gennem appen Medlemsværktøjer og Hjælpekilder for ledere og sekretærer (LCR). Fuldtidsmissionærer får adgang til og deler oplysninger fra Fremgang på pagtens sti gennem appen Forkynd mit evangelium.
23.5
Stavsledere
23.5.1
Stavspræsidentskab
Stavspræsidenten har nøglerne i staven til at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer. Han og hans rådgivere angiver den overordnede retning for disse bestræbelser. Han sørger for, at dette arbejde drøftes jævnligt på stavsmøder.
Normalt mødes stavspræsidenten hver måned med missionspræsidenten for at koordinere indsatsen mellem stavs- og menighedsledere og fuldtidsmissionærerne. Andre, der kan deltage, omfatter:
-
Rådgivere i stavens og missionens præsidentskaber.
-
Tildelte højrådsmedlemmer.
-
Stavens hjælpeforeningspræsident.
-
Missionærer udpeget af missionspræsidenten.
23.5.2
Stavens lederskabskomité for voksne
Stavens lederskabskomité for voksne omfatter:
-
Stavspræsidentskabet.
-
Stavens hjælpeforeningspræsidentskab.
-
Højrådsmedlemmer, der har til opgave at arbejde med ældsternes kvorum.
Disse ledere instruerer og støtter præsidentskaber i ældsternes kvorum og hjælpeforeningspræsidentskaber i deres indsats for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer (se 23.6.2). Instruktion kan foregå i grupper eller individuelt. Missionsledere kan blive inviteret til at modtage denne instruktion.
Se mere om denne komités møder i 29.3.8.
23.5.3
Højrådsmedlemmer
Stavspræsidentskabet kan udpege højrådsmedlemmer til at instruere og støtte ældsternes kvorumspræsidenter og menighedernes missionsledere. En eller flere højrådsmedlemmer kan udpeges til at forestå disse bestræbelser. Dog har alle højrådsmedlemmer dette ansvar for de menigheder og kvorummer, som de har fået tildelt.
23.5.4
Stavens hjælpeforeningspræsidentskab
Under ledelse af stavspræsidenten instruerer og støtter stavens hjælpeforeningspræsidentskab hjælpeforeningspræsidentskaber i menigheden i deres ansvar for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer.
23.6
Menighedsledere
23.6.1
Biskoprådet
Biskoprådet koordinerer med ældsternes kvorum og Hjælpeforeningens præsidentskaber, når de leder menighedens indsats for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer. Disse ledere sidder regelmæssigt i råd sammen.
Biskoppen sikrer, at denne indsats bliver drøftet og koordineret ved møder i menighedsrådet og i menighedens ungdomsråd. Biskoprådet gennemgår og godkender også menighedsplanen for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer (se 23.6.6).
Biskoprådet rådfører sig med stavspræsidenten for at afgøre, om der skal kaldes en missionsleder (se flere oplysninger i 23.6.3).
Biskoppen interviewer nye medlemmer, der er gamle nok til at modtage en tempelanbefaling til at udføre stedfortrædende dåb og bekræftelser (se 26.5.1). Han interviewer også brødre i den rette alder til at modtage Det Aronske Præstedømme (se 38.2.9.1). Han kan opnå begge formål i samme interview. Han gennemfører normalt dette interview inden for en uge efter bekræftelsen af medlemmet. En biskop eller grenspræsident kan udpege en af sine rådgivere til at foretage dette interview. Derefter kan biskoppen tilbyde at bruge Hjælp til slægtsnavne til at hjælpe det nye medlem med at udskrive navnet på et afdødt familiemedlem, som det nye medlem kan udføre tempelordinancer for (se »Hjælp til slægtsnavne« i 25.4.1).
Biskoprådet koordinerer med andre ledere for at sikre, at nye og tilbagevendende medlemmer får muligheder for at tjene. Sådanne muligheder kan hjælpe disse medlemmer til at udvikle sig åndeligt og føle Herrens kraft i deres liv. Tjeneste kan også hjælpe medlemmerne til at føle glæde og opbygge tætte relationer med andre i menigheden.
Muligheder for at tjene bør være baseret på medlemmets behov og evner. I nogle tilfælde er en kaldelse passende. I andre tilfælde er en mindre formel opgave bedst.
23.6.2
Præsidentskaber i ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen
Præsidentskaberne i ældsternes kvorum og i Hjælpeforeningen leder menighedens daglige arbejde med at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer (se 8.2.3 og 9.2.3). Ældsternes kvorumspræsidentskab leder disse bestræbelser for medlemmer af ældsternes kvorum. Hjælpeforeningens præsidentskab leder disse bestræbelser for medlemmerne af Hjælpeforeningen. De arbejder sammen om at lede disse bestræbelser sammen med menighedsrådet med biskoppen som koordinator.
Disse ledere har følgende ansvarsopgaver:
-
Hjælpe medlemmerne med at elske Guds børn, dele evangeliet og invitere andre til at modtage Frelserens velsignelser (se 23.1).
-
Sidde i råd med medlemmer af kvorummet eller Hjælpeforeningen om, hvordan de kan dele evangeliet. Drøfte, hvordan man finder folk, som missionærerne kan undervise, og hvordan man støtter de mennesker, der bliver undervist. Sidde i råd sammen om behov for nye og tilbagevendende medlemmer, og hvordan de kan yde støtte.
-
Tildele omsorgsbrødre og -søstre til nye og tilbagevendende medlemmer (se 21.2.1). Omsorgsbrødre og -søstre kan også tildeles personer, som missionærerne underviser (dette sker i koordination med missionærerne). Hvis det er muligt, udpeger lederne medlemmer, der har eller kan udvikle et tæt venskab med disse personer. Lederne opmuntrer omsorgsbrødre og -søstre til at give kristuslignende kærlighed og støtte.
-
Give nye og tilbagevendende medlemmer mulighed for at tjene som omsorgssøstre eller -brødre. Se mere om omsorg i kapitel 21.
-
Hjælpe menighedsrådet med at lægge en plan for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer (se 23.6.6).
-
Lede missionslederens arbejde. Hvis denne leder ikke kaldes, varetager et medlem af ældsternes kvorumspræsidentskab denne rolle (se 23.6.3).
Ældsternes kvorumspræsident og hjælpeforeningspræsidenten tildeler begge et medlem af præsidentskabet til at hjælpe med til at drive disse bestræbelser. De to præsidentskabsmedlemmer arbejder sammen. De deltager i ugentlige koordinationsmøder (se 23.4).
23.6.3
Missionsleder
Biskoprådet rådfører sig med stavspræsidenten for at afgøre, om der skal kaldes en missionsleder i menigheden. Hvis de beslutter sig for at foretage denne kaldelse, rådfører biskoprådet sig med ældsternes kvorumspræsident og Hjælpeforeningens præsident for at afgøre, hvem der skal kaldes.
Menighedens missionsleder bør være bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Hvis en missionsleder i menigheden ikke kaldes, varetager et medlem af ældsternes kvorumspræsidentskab denne rolle.
Missionslederen støtter præsidentskaberne i ældsternes kvorum og i Hjælpeforeningen i deres ansvar for missionering. Han har desuden følgende ansvar:
-
Han koordinerer arbejdet for menighedens medlemmer og ledere, menigheds- og fuldtidsmissionærer. Dette kan omfatte koordinering af undervisning, dåbsmøder og bestræbelser på at styrke nye medlemmer. Det kan også omfatte planlægning af, hvordan man hjælper medlemmer af menigheden med at dele evangeliet.
-
Han leder ugentlige koordinationsmøder (se 23.4).
-
Deltager i menighedsrådsmøder, når han indbydes.
-
Hjælper menighedsrådet med at lave og gennemføre menighedens plan for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer (se 23.6.6).
-
Søger efter muligheder for at hjælpe fuldtidsmissionærer til at opfylde deres formål ved at fortælle andre om evangeliet og opbygge forhold til medlemmer. Hvor det er godkendt, kan dette omfatte at spise måltider med medlemmer (helst med familier, hvor ikke alle er medlemmer af Kirken, og nye og tilbagevendende medlemmer, når det er muligt, se 24.6.2.3).
-
Samarbejder med menighedens leder for tempeltjeneste og slægtshistorie samt konsulenter for at hjælpe dem, der er ved at lære om evangeliet, nye medlemmer og tilbagevendende medlemmer med at deltage i indsatsen med tempeltjeneste og slægtshistorie.
23.6.4
Menighedsmissionærer
Menighedsmissionærer hjælper menighedens medlemmer med at opleve glæden ved at dele evangeliet som beskrevet i 23.1. De tjener under ledelse af missionslederen eller det medlem af ældsternes kvorumspræsidentskab, der har denne rolle. Præsidenterne for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen kan foreslå medlemmer, der kan tjene.
Menighedsmissionærer viser gennem ord og eksempler, hvordan man elsker hinanden, deler sin tro og indbyder andre til at tage imod evangeliets velsignelser. De hjælper også menighedens medlemmer med at udvise omsorg for nye og tilbagevendende medlemmer.
Menighedsmissionærer deltager i ugentlige koordinationsmøder (se 23.4).
23.6.5
Menighedsrådet og menighedens ungdomsråd
At dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer bør drøftes regelmæssigt på menighedsrådsmøder. Biskoppen kan bede missionslederen (eller medlemmet af ældsternes kvorumspræsidentskab, der har denne rolle), ældsternes kvorumspræsident eller hjælpeforeningspræsidenten om at lede disse drøftelser. (Se 23.4).
Rådet kan drøfte menighedens plan for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer. De koordinerer opgaver på tværs af organisationer.
Ressourcer som Min pagtssti og Rapport om fremgang på pagtens sti kan hjælpe i disse drøftelser (se 23.4.1).
Se mere om menighedsrådet i 29.2.5.
Menighedens ungdomsråd er særligt opmærksom på unge, som er:
-
Nye og tilbagevendende medlemmer.
-
I familier, hvor ikke alle er medlemmer.
-
I gang med at blive undervist af missionærerne.
-
Venner fra en anden religion eller tro.
23.6.6
Menighedens plan for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer
Hver menighed bør have en enkel plan for at dele evangeliet og styrke nye og tilbagevendende medlemmer. Denne plan kan hjælpe med at styre møder, tjeneste og aktiviteter. Den kan omfatte planer og idéer til:
-
At hjælpe alle til at føle sig velkommen til menighedsmøder og aktiviteter.
-
At hjælpe medlemmer til at opleve glæden ved at fortælle om evangeliet:
-
At støtte mennesker, der undervises af missionærerne.
-
At hjælpe nye og tilbagevendende medlemmer til at udvikle sig åndeligt.
Præsidenterne for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen hjælper menighedsrådet med at udarbejde planen. Missionslederen hjælper også. Biskoppen gennemgår og godkender den.
Medlemmerne af menighedsrådet tager ledelsen i gennemførelsen af planen. De rapporterer om fremskridt på møderne i menighedsrådet. De opdaterer også planen efter behov.