Kapitel 10

»Lev op til jeres privilegium«

Ved et af de første møder i Den Kvindelige Hjælpeforening i Nauvoo, formanede Joseph Smith søstrene til at »leve op til deres privilegier.«¹ Med udgangspunkt i denne opmuntring er søstrene i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blevet belært om at leve op til deres guddommelige potentiale ved at fuldføre Guds hensigt med dem. Når de kommer frem til en forståelse af, hvem de vitterlig er – Guds døtre med en medfødt evne til at elske og udvise omsorg – opnår de deres potentiale som hellige kvinder. Med hjertet fyldt af barmhjertighed, opfylder de Hjælpeforeningens formål: At øge tro og personlig retskaffenhed, at styrke familien og hjemmet samt finde og hjælpe de nødlidende.

Hjælpeforeningen, som er indstiftet som en uundværlig del af genoprettelse, hjælper sidste dages hellige kvinder til at leve op til deres privilegium. Gennem denne organisation får kvinder en vision og en forsikring om deres identitet som Guds døtre. De får også mulighed for at tjene og den vejledning og myndighed, de har brug for til at kunne opfylde disse ansvar.

Guds døtre

Joseph Smith belærte søstrene i Hjælpeforeningen om deres ædle byrd som Guds døtre og hjalp dem til at forstå, at Gud elskede dem og havde store planer for dem. Kvinder i Kirken spiller en afgørende rolle i vor himmelske Faders plan for frelse – lige så vigtig, som den rolle mænd, der bærer præstedømmet, har. Herren har velsignet kvinder med et instinktivt ønske om at tjene og velsigne andre, og han har betroet dem med et helligt ansvar for at bruge deres gaver til at være med til at frelse hans børn.

Kvinder glemmer sommetider deres ædle ophav og giver efter for verdens tillokkelser og fristelser. Søster Mary Ellen Smoot, den 13. hovedpræsident for Hjælpeforeningen, og hendes rådgivere, søster Virginia U. Jensen og Sheri L. Dew, var bekymrede for denne tendens og følte et behov for at hjælpe Kirkens kvinder med at huske, hvem de er. Ved et af Hjælpeforeningens årlige møder gav de udtryk for, hvad det vil sige at være en Guds datter:

»Vi er Guds elskede og åndelige døtre, og vores tilværelse har mening, formål og retning. Som et verdensomspændende søsterfællesskab er vi forenede i vores hengivenhed over for Jesus Kristus, vores Frelser og store eksempel. Vi er troens, dydens, visionernes og barmhjertighedens kvinder, som -

øger vores vidnesbyrd om Jesus Kristus ved hjælp af tro og studium af skriften.

søger åndelig styrke ved at følge Helligåndens tilskyndelser.

indvier os selv til at styrke ægteskabet, familien og hjemmet.

finder storhed i moderskabet og glæde i kvindelighed.

glæder os over tjeneste og gode gerninger.

elsker livet og at lære.

står for sandhed og ret.

støtter præstedømmet som Guds myndighed på jorden.

glæder os over templets velsignelser, forstår vores guddommelige skæbne og stræber efter ophøjelse.«²

Præstedømmeledere har også mindet kvinder om deres guddommelige natur og hellige ansvar. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi tror på og regner med jeres godhed og jeres styrke, jeres tendens til dydighed og tapperhed, jeres venlighed og mod, jeres styrke og udholdenhed. Vi tror på jeres mission som Guds kvinder … Vi tror ikke, at Kirken kan udføre det, den skal, uden jeres tro og trofasthed, jeres medfødte evne til at lade andres ve og vel gå forud for jeres eget, og jeres åndelige styrke og ihærdighed. Vi tror, at det er Guds plan, at I skal blive dronninger og modtage de største velsignelser, som nogen kvinde kan modtage i tid eller evighed.«³

Når kvinder lever op til deres privilegium og potentiale som Guds døtre, forbereder de sig på det evige livs velsignelser. Dette er den glorværdige skæbne, Gud har beredt for sine trofaste døtre.

Sand næstekærlighed, en arv som videregives fra ét hjerte til et andet

Profeten Joseph Smith har sagt: »Det er naturligt for kvinder at nære næstekærlige følelser.« I forbindelse med stiftelsen af Hjælpeforeningen sagde han til søstrene: »I er nu sat i en situation, hvor I kan handle på de sympatier, som Gud har plantet i jeres indre« ⁴ For at sand næstekærlighed kan blomstre i deres indre, må kvinder forene deres medfødte barmhjertighed med tro på Jesus Kristus og hans sonoffer. Præsident Henry B. Eyring, rådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarede, at denne sande næstekærlighed er en del af Hjælpeforeningens arv:

»I aften vil jeg tale til jer om den store arv, som de, der gik forud jer i Hjælpeforeningen, har efterladt til jer. Den del … som forekommer mig vigtigst og mest bestandig, er, at ›næstekærlighed‹ er hjertet i Hjælpeforeningen, og at den netop skulle fylde hjertet og blive en del af selve personligheden hos hvert medlem. For dem betød kærlighed langt mere end en følelse af velgørenhed. Kærlighed fødes af tro på Herren Jesus Kristus og er et udslag af, at hans sonoffer virker i hjertet blandt medlemmerne …

Denne forening er dannet af kvinder, hvis næstekærlighed udspringer af en forandring i hjertet, der følger af at kvalificere sig til og holde de pagter, der kun tilbydes i Herrens sande kirke. Deres næstekærlighed kommer fra ham gennem hans sonoffer. Deres næstekærlige gerninger er inspireret af Frelserens eksempel og har udspring i taknemlighed for hans uendelige nådegaver og i Helligånden, som han sender for at ledsage hans tjenere på deres nådesmissioner.«⁵

Denne arv af næstekærlighed begyndte med søstrene i Nauvoo, som engagerede sig i organiseret barmhjertighedstjeneste og modtog tempelpagterne. Den fortsatte i Winter Quarters og langs det svært fremkommelige spor til Saltsødalen. Det holdt de sidste dages hellige kvinder oppe, da de grundlagde nye samfund i grænseområderne, udholdt politisk forfølgelse og verdenskrige og holdt modet oppe under den økonomiske depression. Den har inspireret til kærlig venlighed i hjemmet og til en stor hjælpeindsats på verdensplan. Den har motiveret hjælpeforeningssøstrene, som har tjent på hospitaler, og når de har bistået ved adoptioner, oplagring af hvede, nødhjælp og velfærd. Denne Kristi rene kærlighed fortsætter med at motivere hjælpeforeningssøstrene i dag, når de mødes for at undervise og tjene hinanden, og når de styrker og våger over hinanden.

Enhver sidste dages hellig kvinde bliver en del af denne kærlighedsarv og har ansvaret for og privilegiet af at dele denne arv med andre.

En families historie viser, hvordan arven fra Hjælpeforeningen gennem generationer er blevet videregivet fra mor til datter. Hver datter har taget Hjælpeforeningens motto, »Kærligheden ophører aldrig«, til sig.

Arven begyndte med Elizabeth Haven Barlow, som tilsluttede sig Kirken i 1837. Elizabeth blev medlem af Den Kvindelige Hjælpeforening i Nauvoo den 28. april 1842, og hun hørte profeten Joseph Smith undervise i de grundlæggende principper for denne organisation. Disse belæringer var hende en styrke gennem et liv, der omfattede trakasserier og forfølgelse, en graviditet på rejsen mod Saltsødalen og at stå alene om at sørge for sine små børn, mens hendes mand var på mission. Hun tjente som hjælpeforeningspræsident i Bountiful i Utah fra 1857 og indtil 1888, tre år før hun døde i en alder af 81.

Historien fortsætter med hendes datter Pamela Barlow Thompson. Pamela og hendes mand blev kaldet til at være nybyggere i Panaca i Nevada, hvor hun blev præsident for Hjælpeforeningen. Hun underviste søstrene i huslige færdigheder, deriblandt også hvordan man brugte det sidste mekaniske vidunder: Symaskinen. Mens de boede i Nevada, blev hendes mand dræbt. Derefter flyttede hun med sin store familie til Bountiful i Utah, hvor hun igen blev kaldet til at tjene i hjælpeforeningspræsidentskabet.

Pamela gav denne arv videre til sin datter, Theresa Thompson Call. Kort tid efter Theresa var blevet gift, flyttede hun og hendes mand til Mexico. Gennem det meste af hendes liv tjente hun som hjælpeforeningspræsident og rådgiver i Primarys præsidentskab på samme tid. Hun var velkendt for sin omsorgsfulde tjeneste, hvor hun kom med mad til de trængende. Hun gjorde det til en vane at komme med kage til sine ældre naboer på deres fødselsdag. Ved en sådan lejlighed kom hun først i tanke om en nabos fødselsdag efter aftensmaden. Tro mod princippet om, at kærligheden aldrig ophører, tændte hun igen op i komfuret og rørte en kage sammen. Da hun bankede på døren sent samme aften, brast søsteren i tårer og sagde: »Jeg har ventet på dig hele dagen, og til sidst tænkte jeg, at du nok havde glemt mig denne gang.«

Theresas datter Athelia Call Sears elskede også Hjælpeforeningen. Hun skyndte sig at blive færdig med at stryge tirsdag morgen, så hun kunne nå til Hjælpeforeningens møde tirsdag eftermiddag. Da hun var i 70’erne, blev hun kaldet som hjælpeforeningspræsident i menigheden. På et tidspunkt, hvor menighederne blev bedt om at samle midler til udstyr og aktiviteter, førte hun hjælpeforeningssøstrene an i indsamlingen af penge til køkkenudstyr i kirkebygningen, og der blev yderligere 1000 dollars i overskud, som biskoppen kunne bruge til andre fornødenheder i menigheden.

Athelia Sears Tanner, en af søster Sears døtre, blev som ung mor kaldet som menighedens hjælpeforeningspræsident. Megen af hendes omsorgsfulde tjeneste bestod i at tage sig af og bringe mad ud til nybagte mødre. Hun var et naturtalent som underviser med et stærkt vidnesbyrd om Jesus Kristus, hun tog sig af sine 13 børn og reddede sjæle i hjælpeforeningsregi gennem hele sit liv.

Barmhjertighedsarven løber videre i denne familie. Alle søster Tanners døtre har tjent trofast i Hjælpeforeningen, og deres døtre har fulgt deres mødres eksempel.⁶

Næstekærlig tjeneste er ethvert hjælpeforeningsmedlems åndelige arv. Som præsident Eyring har forklaret: »I viderefører den arv, når I hjælper andre med at modtage næstekærlighedens gave i deres hjerte. Dermed bliver de i stand til at give den videre til andre. Hjælpeforeningens historie er nedskrevet med ord og tal, men arven videreføres fra hjerte til hjerte.«⁷

»Det er min tur til at tjene«

Efter at have nævnt mange eksempler på mennesker med stor tro, sagde apostlen Paulus: »Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender.«⁸

Kirkens kvinder er omgivet af en vældig skare af vidner, deriblandt »vor ærværdige moder Eva« og »mange af [hendes] trofaste døtre, der [har] levet gennem tiderne og tilbedt den sande og levende Gud.«⁹ Guds trofaste døtre lever op til deres privilegium ved at følge i disse vidners fodspor og lægge de problemer og fristelser, som plager dem til side og holde ud i det løb, Herren har lagt ud for dem.

Hver generation har sine ædle, barmhjertige, trofaste og hellige kvinder. Selvom det kun er få af disse kvinder, vi kan læse om i historiebøgerne, så kender vor himmelske Fader dem ganske godt. Og dette er i sidste ende alt, hvad der betyder noget, som Eliza R. Snow sagde: »Der er mange søstre, hvis arbejde ikke er kendt udover hjemmets vægge, og deres indsats bliver måske ikke påskønnet der, men hvad gør det? Dersom jeres arbejde er antageligt for Gud, uanset hvor enkle pligterne er, men trofast udført, så kan I aldrig blive skuffede.«¹⁰

Følgende historie er et blandt utallige eksempler på den indflydelse trofaste søstre i Hjælpeforeningen har. I dette tilfælde gjorde en håndfuld søstre en forskel for en ung voksen søster ved navn Lynne. Fordi Lynne så disse søstre tjene, blev hun opsat på at gøre det samme, da hun kom ind i Hjælpeforeningen.

Da Lynne var i sine sene teenageår, fik hun og hendes mor at vide, at hendes stedfar var kommet alvorligt til skade i en fjerntliggende by. De tog hurtigt et fly for at besøge ham, men han døde, inden de nåede frem. Lynne fortalte senere om, hvad der skete, da de vendte hjem:

»Da min mor og jeg, udmattede og syge om hjertet, steg ud af flyet, trådte en mand og en kvinde, som stod på landingsbanen, frem og lagde armene omkring os. Det var grenspræsidenten og hjælpeforeningspræsidenten …

Det var nogle forvirrende dage, hvor vi kæmpede med at forlige os med det faktum, at min stedfar var død … Men der var altid en søster til stede, som ventede stille i baggrunden – for at tage mod beskeder, åbne døren og holde os i hånden, når vi skulle ringe til vores familie og venner. De hjalp os med at pakke og ordne alt det, som skulle ordnes.

Midt i det hele fik jeg så dyb en følelse af taknemlighed, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle kunne betale disse søstre tilbage. Jeg prøvede desperat om komme i tanke om en måde, men det gjorde mig helt udmattet.«

Adskillige år senere, da Lynne var blevet gift og havde fået tre små børn, blev hun kaldet til at tjene i hjælpeforeningspræsidentskabet. Til tider var hun i tvivl om, hvorvidt hun kunne passe denne kaldelse. Men hun huskede den hjælp, hun havde modtaget efter stedfaderens var død. »Nu er det min tur,« tænkte hun ved sig selv. Hun fortalte om følgende oplevelser:

»En kvinde i menigheden havde mistet sin fjortenårige datter. Moderen bad mig om at købe en smuk kjole og klæde datteren på i forbindelse med hendes begravelse. Det var jeg i stand til og fik en dyrebar oplevelse ud af det. Det var min tur til at tjene, ligesom andre søster havde tjent mig.

En ældre kvinde i menigheden, som boede alene, havde fået taget for meget af sin medicin og var hjælpeløs i tre dage. Den anden rådgiver og jeg fandt hende i live i hendes lejlighed, hvor vi fik hende vasket, inden ambulancen ankom. Så blev vi i lejligheden og skrubbede vægge og gulve ned med desinficerende midler. Det var atter min tur.

En ung mor i menigheden, en af mine venner, mistede pludselig sit eneste barn, en smuk treårig datter, på grund af en infektion, som tog livet af hende, inden lægerne blev klar over, hvor alvorligt syg hun var. Den anden rådgiver og jeg tog hjem til hende, så snart vi fik nys om lille Robins død. Da vi nærmere os skærmdøren på verandaen, hørte vi faderen (som ikke var medlem af Kirken) hulke, mens han talte med sin mor i telefonen. Idet han så op, så han os, og sagde han stadig hulkende ind i telefonen: ›Det ordner sig, mor. Mormonkvinderne er her.‹ Atter engang var det min tur.«

Lynne fortalte senere, at når folk spurgte hende, hvad hun syntes om Hjælpeforeningen, så fortalte hun om sine oplevelser med både at modtage og yde hjælp. Hun sagde: »Det er sådan, jeg føler om Hjælpeforeningen inderst inde. Og derfor.«¹¹

Overalt i verden føler sidste dages hellige kvinder det samme for Hjælpeforeningen »inderst inde.« Ligesom Lynne har de nydt godt af Hjælpeforeningens tjeneste, og de ved, at det nu er deres tur til at tjene andre med næstekærlighed og tro. De tjener i deres forskellige egenskaber som døtre, hustruer, mødre, søstre, tanter, besøgslærere, hjælpeforeningsledere, naboer og venner. Noget af deres tjeneste ydes som respons på opgaver fra Kirkens ledere, og noget af den ydes som respons på Helligåndens stille tilskyndelser. Idet de ved, at de »har så stor en sky af vidner omkring« sig, er de rede til tålmodigt at »holde ud i det løb, der ligger foran [dem].«

»Led an i verden … i alt der er prisværdigt«

Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, tilskyndede sidste dages hellige kvinder til at »lede verden an og særligt dens kvinder i alt, der er prisværdigt, alt, der er gudeligt, alt, der er opløftende og forædlende.« Han sagde: »I er kaldet af Guds profets stemme til at gøre dette, til at være de stærkeste, til at være de største og de bedste, de reneste og de mest hengivne over for retfærdigheden.«¹²

Gennem Herrens genoprettede kirkes historie har Kristi kvindelige disciple levet op til denne standard. Ligesom Ester har de været trofaste og modige, når de er stødt på svære udfordringer. De har fundet en mening med deres tilværelse, akkurat som Ester gjorde, da hendes fætter Mordokaj spurgte: »Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?«¹³ Ligesom Nehemias i Det Gamle Testamente er de ikke blevet bortledt fra deres hellige ansvar. Da Nehemias fjender prøvede at få ham væk fra hans arbejde med at genopbygge Jerusalems mur, svarede han: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned. Arbejdet ville ellers gå i stå, hvis jeg forsømte det og tog ned til jer.«¹⁴ Hans fjender forsøgte stadig at overtale ham, men han holdt fast og udførte trofast sit arbejde. Verden har forsøgt at overtale Kirkens kvinder til at opgive deres gudgivne missioner, men trofaste hjælpeforeningssøstre er ikke »tage[t] derned.«

Opfordringen om at lede an i alt, der er prisværdigt, gudeligt, opløftende og forædlende er krævende. Sådan har det altid været. Men de enkelte hjælpeforeningssøstre står ikke alene om at tage udfordringen op. De er en del af en stor organisation, som er indstiftet ved præstedømmets myndighed og styrket af profeters belæringer og erklæringer. De er Guds elskede døtre med hellige ansvar. De er Lammets pagtsfolk »udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed.«¹⁵ Når de forener sig med andre trofaste hellige og lærer af dem, som er gået forud, kan de sejre over jordelivets udfordringer. De kan være med til at opbygge Guds rige over hele verden og i deres hjem. De kan sige: »Nu er det vores tur til at tjene og skrive et nyt kapitel i Hjælpeforeningens historie.« Med en forsikring om vor himmelske Faders kærlighed til dem og et vidnesbyrd om kraften i Jesu Kristi sonoffer, kan de hæve sig over ordinære tanker og ambitioner og blive en del af »noget ekstraordinært.«¹⁶

Herrens løfter står fast, når søstrene følger de råd, han gav til det første præsidentskab for Hjælpeforeningen: »Sandelig siger jeg dig: Alle de, der antager mit evangelium, er sønner og døtre i mit rige … du skal lægge denne verdens ting til side og søge dem, der hører en bedre til … og hold fast ved de pagter, du har sluttet.«¹⁷ Da profeten Joseph Smith bad hjælpeforeningssøstrene om at leve op til deres privilegium, knyttede han dette løfte til formaningen: »Hvis I lever op til jeres privilegier, kan englene ikke hindres i at pleje omgang med jer … dersom I er rene kan intet hindre jer.«¹⁸

Gud har velsignet sine døtre med en stor evne til at elske og vise omsorg.

Når kvinder lever op til deres privilegium og potentiale som Guds døtre, forbereder de sig på det evige livs velsignelser.

»Hjælpeforeningens historie er nedskrevet med ord og tal, men arven videreføres fra hjerte til hjerte« (Henry B. Eyring).

Kristi rene kærlighed inspirerer fortsat hjælpeforeningssøstrene, når de underviser og tjener hinanden.

Mødre kan dele Hjælpeforeningens arv med deres døtre.

»Med henblik på en situation som denne« (Ester 4:14).

I hver ny generation kan søstre i Hjælpeforeningen sige: »Nu er det min tur til at tjene.«