Evigt ægteskab er en evig rejse
Vi tror på evigt ægteskab, vi underviser om evigt ægteskab, og vi stræber efter et evigt ægteskab.
Efter Frelserens uforlignelige kærlighed i Getsemane have og offer på korset blev hans livløse legeme lukket forsvarligt inde i en lånt grav. Men graven kunne ikke fastholde Guds guddommelige Søn. »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?«, erklærede englene. »Han er ikke her, han er opstået.«
Fordi vor Frelser sejrede over død og synd, vil vi prise hans navn for evigt.
Jesus Kristus tilvejebragte andre umådelige velsignelser. Han sagde til sin apostel Peter: »Hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlen.« Den hellige beseglingsmagt er blevet gengivet til jorden og findes i dag i hans indviede templer. Præsident Gordon B. Hinckley udtrykte det for mange år siden således: »Kom der intet andet ud af al genoprettelsens sorg, slid og smerte end det hellige præstedømmes beseglingsmagt til at binde familier sammen for evigt, så ville det alligevel have været det hele værd.«
Knælende ved alteret
I mine 74 leveår er det kun få oplevelser, der med næsten alle følelser og fornemmelser er blevet solidt cementeret i min bevidsthed. En af de mest intense oplevelser var, da jeg knælede ved alteret overfor Kathy i et af Guds hellige templer. De håb, drømme og den kærlighed, vi delte, eksploderede i et kalejdoskop af forventning, da vi hørte de uforglemmelige ord: »For tid og al evighed«.
Jeg vil tale særligt til jer i denne store, verdensomspændende forsamling, der ømt husker den dag i jeres liv.
I det øjeblik, hvor vi knæler ved alteret, har vi en voksende erkendelse af dybden af vores hengivenhed over for Gud og for hinanden. Den hellige ordinance binder os sammen med vores evige partner og med Gud. Vi lover højtideligt at holde pagterne, og Herren lover os ubeskrivelige velsignelser i jordelivet og herefter, når vi er trofaste, herunder troner, magter og herredømmer i den evige verden.
Forædling af vores natur
Vores endnu større håb er dog et ønske om at forædle selve vores væsen, at blive mere som vor Frelser, så vi en dag kan leve sammen med ham. Bundet til Gud og til hinanden i vores hellige ægteskab befinder vi os i en smeltedigel af åndelig udvikling, hvor vitale egenskaber – offervilje, næstekærlighed, tålmodighed og at være fredsstifter, som præsident Dallin H. Oaks talte om her til formiddag, selve Kristi karakter, som præsident D. Todd Christofferson sagde – kan blive en større del af os.
Når vi øger vores kærlighed til Frelseren, vokser vores kærlighed til hinanden. På samme måde som vores liv som disciple ikke er et kortvarigt eksperiment, er vores evige ægteskab det heller ikke, men det er en rejse; en evig rejse, der handler om at blive til den person, Gud ønsker, vi skal blive.
I en stor del af verden svækkes tilliden til ægteskabets varige natur. I Jesu Kristi evangelium forkynder vi, at »ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud.« Vi tror på evigt ægteskab, vi underviser om evigt ægteskab, og vi stræber efter et evigt ægteskab.
Forberedelse til pagterne
Vi ser frem til vores ægteskab med tro og tillid, fordi vi samvittighedsfuldt forbereder os på de pagter, vi indgår i Herrens hus. I vores ungdom styrker vi vores tro på Jesus Kristus og holder hans bud, herunder kyskhedsloven, en lov, som så mange i verden har tilsidesat. Vi påtager os Jesu Kristi navn.
Men selv med vores forberedelse har vi selvfølgelig hver især svagheder, og vi indser, at vores liv vil kræve mere uselviskhed, mere omvendelse og mere tilgivelse. Kathy og jeg fik præget William Shakespeares ord på papirservietterne til vores bryllupsreception: »Kærlighed er ikke kærlighed, der ændrer sig, når den møder forandring.« I de første måneder, hvor hun lærte mig bedre at kende, lagde jeg de servietter, der var tilbage, mange forskellige steder i vores lejlighed.
Når vi favner den lykke og sorg, livets erfaringer giver, præger vi vores pagter uudsletteligt ind i vores sjæl, og vi holder vores øjne rettet mod himlen, mod det storslåede bestemmelsessted, der venter os. Vi ved, at de guddommelige egenskaber, vi søger, ikke alle vil blive fuldendte i dette liv. Evigt ægteskab er en evig rejse.
Stoler på Helligånden
Vi har stort behov for Helligånden i vores personlige liv og i vores ægteskab. Som allerede citeret på denne konference har præsident Dallin H. Oaks for nylig sagt: »Modstanderen er blevet så dygtig til at skjule sandhed, at hvis I ikke har Helligånden, vil I blive bedraget. Der ligger mange forhindringer forude. Der vil være mange forstyrrelser.«
Et af verdens bedrag er at ringeagte beseglingsordinancens hellige betydning og kraft. Bliv ved med at fastholde jeres håb i hinanden og i Jesus Kristus. Hans løfter kan hjælpe os gennem forhindringer og distraktioner.
Der er tidspunkter i vores ægteskab, der kræver en stor dosis tålmodighed.
På vores sølvbryllupsdag var Kathy og jeg i Philadelphia for at tale til missionærerne. Jeg blev ringet op af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv. Ved slutningen af vores samtale sagde jeg: »Præsident Packer, i dag er det vores sølvbryllupsdag. Synes du ikke, det er en stor bedrift?« Uden tøven svarede han: »Jo – for Kathy er det!« Tillad i jeres håb og tro på Kristus Herren at give jer åndelige gaver i form af forståelse og tålmodighed.
Når vi nu taler om evigt ægteskab, så lad mig nævne to andre emner.
For det første vil enhver sand Jesu Kristi discipel, hvis det er vedkommendes ønske, blive evigt beseglet til en retskaffen partner efter eget valg gennem al evighed, enten i dette eller i det næste liv.
For det andet bliver spørgsmålet stillet: »Er der situationer, hvor skilsmisse bør overvejes?« Svaret dertil er ja, men advarslerne er betydelige. Jeg vil medtage profetiske lærdomme om dette emne i den trykte udgave af mit budskab.
Omsorg for hinanden
For 50 år siden mødte Kathy og jeg et imponerende ægtepar, der også lige var blevet gift i Herrens hus. Livet tegnede lovende. De fik børn. Hun var talentfuld og fuld af tro. Hans arbejde blomstrede. De holdt deres pagter.
Helt uventet fik den unge kvinde alvorlige helbredsproblemer.
Deres søn delte for nylig disse tanker med mig:
»I mine unge år gik min kære mor igennem knusende perioder med alvorlig depression, hvilket medførte lange perioder, hvor hun havde svært ved blot at tage sig af sine egne behov. Det var en ny virkelighed for begge mine forældre. Livet blev anderledes, end de havde forventet.
Min far havde aldrig oplevet psykisk sygdom og søgte hjælp hos sin himmelske Fader. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg tilfældigvis så ham på knæ, eller det antal søndage, hvor han stille fastede igen. Han tjente min mor – og tjente os – med utrolig kærlighed, tålmodighed og ydmyghed. Han søgte Helligåndens indflydelse i håb om at elske, handle og reagere, sådan som Frelseren ville.
Min mor var hans livs kærlighed. Disse perioder ville kun vare et øjeblik. De var bundet til hinanden for evigt. Så længe de forblev trofaste, ville de tilbringe evigheden sammen i sundhed og lykke. Det løfte gav ham et fuldkomment klart håb.
Mens min mor mange gange følte, at hendes udfordringer udgjorde en byrde for min far, så han det anderledes. Han elskede at tjene denne utrolige, dyrebare Guds datter.
Da min mor modigt – og mirakuløst – overvandt mange af sine helbredsmæssige udfordringer, oplevede de lys og glæde sammen, som ægtepar og som forældre og bedsteforældre.
Senere, da hun var i 60’erne, stod hun over for nogle helt andre prøvelser, herunder brystkræft og neurologiske problemer, der påvirkede hendes evne til at gå. Endnu engang forpligtede hun og min far sig endnu mere over for hinanden og deres pagter med Herren.
Det gjorde de sammen lige til den sidste dag på hendes jordiske rejse.«
Evigt ægteskab er en evig rejse.
Modtag styrken
Hvem giver jer styrken til at holde godt fast i hinanden og fuldføre den jordiske del af denne evige rejse?
»[Den] evige Gud, skaberen af den vide jord,« han, der opstod den tredje dag, »han bliver ikke træt …
Han giver [jer] kraft, [når I er udmattede], [når I er] kraftesløse, giver han ny styrke …
[og sammen, når vi] håber på Herren … [får vi] vinger som ørne. [Sammen skal vi løbe] uden at blive trætte [og vandre] uden at udmattes.«
Jeg vidner højtideligt om dette hellige løfte i Jesu Kristi navn. Amen.