2023
Fest på Sjælland
Juli 2023


Fest på Sjælland

En god ide

I løbet af vinteren fik et par af søstrene i Hjælpeforeningens ledelse i Slagelse Menighed den ide, at Valentine skulle fejres. De fik gennemført at der kunne inviteres til Valentine-dans for par den 18. februar og udarbejdede nogle flotte invitationer.

Da antallet af par i Slagelse ikke er overvældende, blev Roskilde Menighed også inviteret.

Hvad er Valentine egentlig?

Mon ikke mange umiddelbart ville sige, at det er af de hersens amerikanske ting, vi har taget til os. Og ja, set i nyere tids perspektiv er det da nok sandt, men historien har en anden ældre side. En del forskere er af den opfattelse, at den hidrører fra en gammel romersk højtid »Lupercalia«, der blev afholdt den 15. februar til ære for en af de romerske guder, Lupercus. Den blev indført af pave Gelasius i år 496 og blev opkaldt efter den romerske præst Valentin. Han blev halshugget den 14. februar, fordi han nægtede at følge en ordre fra kejser Claudius II om, at romerske soldater ikke måtte gifte eller forlove sig. Valentin viede dem alligevel og blev straffet. Han blev senere helgenkåret.

Flot optakt

Der var dog ingen gamle historiske takter i optakten til festen i Slagelse, men i stedet mange timers arbejde med udsmykning/oppyntning. Da gæsterne ankom, blev de mødt af en rød løber og indenfor en lækker velkomstdrink med tilhørende popcorn i et sødt kræmmerhus. Der var opsat en plads til at blive fotograferet med sit hjertes udkårne og smukt smykket med hjerter galore overalt. Man kunne tage små noter fra en nedhængende snor med ideer til at glæde sin udkårne.

Festsalen var meget flot udsmykket og den nederste hall var fyldt med 2 borde med lækkerier med en bar midt imellem.

En dejlig aften

Gæsterne havde aftenen igennem mulighed for enten at finde en lille hyggekrog for to, spise lidt lækkert i den gastronomiske afdeling eller få sig en svingom.

Alle par fik udleveret et lille papirhjerte (rødt, naturligvis), hvorpå de dels skrev deres navne (på den ene side) og en ting, der var specielt for dem (på den anden side, hvor der også var et nummer). Alle hjerterne blev sat op på en stor tavle, hvorefter parrene skulle gætte hvem de forskellige udsagn dækkede over. Ikke alle var med, men der var vel alligevel 15-16 udsagn.

Senere blev det åbenbaret, hvem der var hvem, og parrene kunne så tælle hvor mange rigtige de havde. Det bedste resultat var 9 – meget flot taget i betragtning de mange forskellige – og usædvanlige – udsagn, der var.

Det var en skøn aften, hvor knap 40 gæster deltog – fordelt vel med 24/16 – flest fra Slagelse.

Vi glæder os i hvert fald til februar 2024.