Kald ham Oscar om onsdagen

Richard M. Romney

På trods af at Ken er nødt til at håndtere følgerne af alder og kræft, har han fundet en meningsfuld måde at tjene sine naboer på.

Bror Williams tager affaldsspandene ind for 28 af sine naboer. »Vi er nødt til at følge Frelserens eksempel og gøre godt mod folk«, siger han.

Hver onsdag har 81-årige Ken Williams den samme trøje og hat på. Både skjorten og hatten skildrer en velkendt karakter, Oscar, som bor i en affaldsspand. Den Oscar er kendt som en elskværdig gnavpotte. Ken er bare kendt som elskværdig.

Ken venter inden for sin hoveddør og lytter. Han venter på lyden af skraldebilen. Lyde er vigtige for Ken, fordi han er blind. Læg det sammen med det faktum, at han har fået 14 års kemoterapi, og alligevel er han stadig villig til at komme ud og hjælpe sine naboer – 28 af dem for at være nøjagtig.

Ken er med hengivenhed kendt af alle sine naboer på vejen. Han er manden, der stiller affaldsspandene ind.

Når lastbilen kører forbi

»Vi ser skraldebilen køre forbi,« siger naboen Laura Willes, »og så er det næste, vi ser, Ken, som går langs fortovet fra hus til hus med sin hvide stok og stiller affaldsspandene ind.«

»Det får vores vej til at tage sig godt ud,« siger Kens hustru, De Ann. »Men det holder også vejene ryddede. Jeg ved ikke, om en brandbil ville kunne komme ned ad vejen uden at ramme alle affaldsspandene.«

Laura siger, at Kens affaldspatrulje også beroliger folk, der er nødt til at være væk fra deres hjem, »så det ikke er indlysende, når der ikke er nogen hjemme«.

Så hvordan formår Ken at flytte spandene rundt, mens han går med en stok? »Stokken er mere stabil end noget andet,« siger han, »og når jeg støtter mig til affaldsspanden, giver det mig også stabilitet.« Ved hjælp af en særlig kontaktlinse kan han se godt nok på det ene øje til at finde rundt. Når der er sne på jorden, går han ikke derhen, hvor han måske falder.

»Hvis der er en dag, hvor han ikke kan hente spandene ind,« siger De Ann, »gør jeg naboerne opmærksomme på det«.

Billede

ægtemand og hustru

Et voksende rolle

Ken begyndte ikke med at hente alle affaldsspandene langs vejen ind. Det er en rolle, der voksede. »Når skraldebilen var kørt væk, gik han ud til husene lige omkring os og skubbede spandene væk fra vejen,« forklarer De Ann. »Det udviklede sig langsomt. Han tog et hus mere og så et til, indtil det nåede dertil, hvor det er i dag.«

Og øgenavnet Oscar? »Det kom fra vores datter, Collette,« siger De Ann. »Og det hang ved.«

Ken har blevet venner med mangeårige beboere og nye indflyttere, med bedsteforældre, børn og børnebørn. »Det er sjovt, hvor mange der kender ham som Oscar,« siger Laura.

»Bare Ken«

Hvorfor udfører Ken gentagne gange denne lille tjenestegerning? Hans svar er dybt. »Vi er nødt til at følge Frelserens eksempel og gøre godt mod folk. Det er det, jeg prøver at gøre. Det fortæller dem, at de også har mulighed for at gøre godt mod andre mennesker.«

Ken har faktisk brugt et helt liv på at hjælpe andre. Som konsulent i bilbranchen arbejdede han med forhandlere for at forbedre deres forretninger. Som medlem af Kirken har han accepteret kaldelser og delt evangeliet, »ikke ved at prædike for mine naboer, men ved at vise dem den glæde, der kommer af at følge Frelseren«.

De Ann mindes: »Da Ken var i kemoterapi, fortalte sygeplejerskerne og en af lægerne mig, at han hjalp mange andre patienter igennem deres kemo. Mest på grund af hans personlighed. Han vidste ikke engang, at han gjorde noget særligt; han var bare Ken.«

Ken har stadig fire kræftformer, men han holdt op med at få kemoterapi for fire år siden. »Onkologen siger, at Ken er et omvandrende mirakel,« siger De Ann.

Hver onsdag ser man ham i Oscar-tøjet og ventende på, at skraldebilen kommer forbi, så han kan hjælpe sine naboer. »Jeg besluttede mig ikke bare for at hente affaldsspandene ind,« siger Ken. »Jeg besluttede, at det var en af de få ting, jeg stadig kunne gøre. Og så længe jeg kan tjene mine naboer, bliver jeg ved med at tjene.«

Forfatteren bor i Utah i USA.