2023
Præsident Emily Belle Freeman
Maj 2023


»Præsident Emily Belle Freeman«, Liahona, maj 2023.

Præsident Emily Belle Freeman

Unge Kvinders hovedpræsident

Mange kender måske allerede Emily Belle Freeman som taler, forfatter, podcaster og lærer. Men for dem, der ikke kender hende – og selv for dem, der gør – håber præsident Freeman, at det første, de ved om hende, er, at hun har en dyb og varig tro på Jesus Kristus.

»Det er gennem personlige oplevelser med ham, at jeg har lært vor himmelske Fader at kende og har oplevet åbenbaring,« siger præsident Freeman. »Det har været den afgørende faktor i mit liv – det livslange fællesskab med ham.«

Da hun begyndte sit arbejde som forfatter og podcaster, spurgte hun sig selv, hvad hun ønskede at fokusere på. Svaret var at vidne om Jesus Kristus og hans forsoning.

Hun blev født den 31. december 1969 i Boston i Massachusetts i USA, mens hendes far, McKinley McVichie Oswald, gik på Harvard University. Præsident Freeman siger, at hendes mor, Leslie James Oswald, kom fra en slægt af kvinder »med en masse energi og en masse kærlighed«.

Præsident Freeman, der er den ældste af seks børn, voksede op i Sandy i Utah. Hendes liv ændrede sig i hendes sidste år i gymnasiet, da hendes forældre blev kaldet til at lede Ventura-missionen i Californien. Hun og hendes søskende deltog i alle missions-, zone- og stavskonferencer med deres forældre. Efter gymnasiet forlod hun Californien for at studere på Brigham Young University.

Da Gregory Garth Freeman, der havde tjent i Ventura-missionen i Californien, vendte hjem til Bountiful i Utah, bad hans missionsledere ham om at tage hen og se deres datter ved et arrangement, hvor hun skulle tale i Utah. Emily og Gregory begyndte at date kort tid efter og blev gift i december 1989 i templet i Los Angeles i Californien. De har fem børn.

Præsident Freeman har skrevet adskillige bøger og talt ved en række konferencer, workshopper og forsamlinger. Hun underviste i mange år i Kirkens Uddannelsessystem og har tjent som lærer i seniorklassen og som præsident for Unge Kvinder og Hjælpeforeningen i menigheden.