At forstå »hvorfor?«

Zach Wolf

Da jeg blev ramt af en forfærdelig prøvelse, blev jeg vred og ønskede at kende årsagen.

Billede

ung mand står på bredden af en sø

Nogle af os bruger en masse tid på at spørge »hvorfor?«

»Hvorfor kom jeg hertil?«

»Hvorfor er der så mange bud?«

»Hvorfor tillader Gud, at der sker dårlige ting?«

På min mission stillede mange mennesker mig den slags spørgsmål. Og jeg havde altid et svar til dem. Jeg havde tro på evangeliet og vidste, at uanset hvad der skete, ville Gud være der for mig.

Eller det troede jeg i det mindste, at jeg gjorde.

Fjorten måneder inde i min mission vågnede jeg en morgen, og der var noget galt. Jeg følte mig ekstremt svimmel og begyndte at snuble over mine ord. For hver dag derefter blev tingene værre. Livet føltes tåget. Jeg var udmattet. Jeg kunne ikke føre samtaler, læse mine skrifter eller træne. Selv det at holde sig vågen føltes umuligt.

Snart efter var jeg på et fly på vej hjem, før det var planen. Min mission sluttede så brat, og mine planer for livet gik ikke, som jeg havde forventet. Jeg stillede pludselig det spørgsmål, som mange havde stillet mig på min mission:

Hvorfor lod Gud dette ske for mig?

En mangel på svar

Jeg søgte efter svar. Jeg var sikker på, at jeg ville tage tilbage på mission, for jeg havde stadig så meget at gøre og lære! Jeg havde været trofast og lydig, så det var jeg nødt til at blive velsignet for, ikke? Hver dag fortalte jeg mig selv, at lægerne ville finde en kur, og jeg ville vende tilbage. Jeg bad konstant. Men tiden gik uden der kom svar, og jeg blev tvunget til at acceptere, at min mission virkelig var forbi.

Uden svar forsvandt dagene som en drøm. Intet føltes virkeligt. Jeg følte mig altid kun halvvågen. Selv mine yndlingshobbyer var umulige for mig at udføre. Jeg blev åndeligt fortabt og vendte mig væk fra Gud. I min smerte troede jeg ikke, at jeg kunne vende tilbage til lyset. Jeg blev bekvem i mørket.

Men efter flere måneders mørke skete der et mirakel, idet en læge diagnosticerede mig med narkolepsi med katapleksi, hvilket er en autoimmun sygdom, der skader den del af hjernen, der regulerer søvncyklussen.

Min tilstand var uhelbredelig, men mine symptomer kunne i det mindste behandles. Og dette svar var en stråle af håb, der også inspirerede mig til at finde Kristi lys i mit liv igen.

Ydmygt bad jeg en oprigtig bøn og spurgte igen:

Hvorfor skete det her for mig?

Og i mit fornyede håb fortalte Ånden mig, at jeg allerede kendte svaret.

Anvender sandheder i mit eget liv

Et af mine yndlingsskriftsteder er Romerne 8:28: »Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.« Alt – deriblandt udfordringer.

Jeg kendte denne sandhed.

Den havde jeg undervist om mange gange på min mission. Men jeg havde ikke anvendt den i mit eget liv. Jeg indså, at jeg havde opbygget en vrede mod Gud, siden jeg vendte tidligt hjem fra min mission. Jeg havde ikke fundet den fred, han har lovet, for jeg havde ikke tilladt ham at give mig de velsignelser.

Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.«¹

I mit begrænsede perspektiv havde jeg været vred på ham, og havde ikke lyst til at være lykkelig, før mit liv gik, som jeg ønskede. Men vor himmelske Fader mindede mig om, at der var et højere formål med min smerte – at gøre mig i stand til at komme til Kristus, blive forandret og opleve glæde. Når alt kommer til alt, så »[faldt] Adam, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25).

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Kom tæt på Gud midt i denne lutren i stedet for at blive vred på Gud. Påkald Faderen i Sønnens navn. Gå med dem i Ånden, dag for dag. Tillad dem med tiden at manifestere deres troskab mod dig. Lær dem virkelig at kende og lær virkelig jer selv at kende. Lad Gud råde.«²

Jeg forstår nu, at det at vide, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus er med os, ikke altid vil fjerne livets genvordigheder. Jeg kæmper stadig med min sygdom. Men at stole på dem og elske dem vil altid give mening til de tilsyneladende meningsløse smerter og det »hvorfor«, som vi udholder. Hver lidelse, hver skuffelse, hver smerte kan forvandles fra et svidende slag til en lektie, som vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, kærligt giver.

Når jeg fortsætter med at søge dem, fortsætter de med at undervise mig og give mig glæde hver dag.

Forfatteren bor i Washington i USA.