»Og Herren kaldte sit folk for Zion«
Sharon Eubank
Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab
Må vi opfylde det profetiske hverv om at opbygge Zion – være af ét hjerte og ét sind og leve i retfærdighed og stræbe efter, at der ingen fattige er blandt os.
Illustrationer: Dan Burr
Når folk besøger Kirkens Humanitære Center i Salt Lake City, beder jeg dem ofte om at læse en udtalelse af Joseph Smith, der hænger i lobbyen, højt: »Et medlem af Kirken skal give den sultne mad, klæde den nøgne, sørge for enken, tørre den forældreløses tårer bort, trøste den trængte, uanset om det er i denne kirke eller nogen anden kirke eller sted, hvor han end finder dem.«1
Udtalelsen blev fremsat på et tidspunkt, hvor Kirken stod i stor gæld, lederne bosatte omvendte i et nyt land og templet i Nauvoo var under opførelse. Hvordan kunne profeten Joseph overhoved overveje at sørge for de fattige i denne kirke for slet ikke at tale om enhver anden? Men selv i den skrækkelige situation forstod Joseph at omsorgen for dem i nød altid må være et helt centralt fokus for Herrens pagtsfolk.
En vision om Zion
En af de første opgaver, som Joseph tog på sig, efter Kirken var blevet organiseret i april 1830, var en inspireret oversættelse af Bibelen. Det har jeg ofte undret mig over. Hvorfor arbejdede han på en genoversættelse af Første Mosebog på så kritisk et tidspunkt i Kirkens historie? Den bog var allerede så velkendt. Men det oversættelsesarbejde blev siden hen til Den Kostelige Perle, med dyrebare detaljer om afgørende læresætninger i den nye kirke.
Disse kapitler åbenbarede Moses’ og Enoks oplevelser, der på nogle måder minder bemærkelsesværdigt om Josephs egne oplevelser. Hver af dem var kaldet af Herren til at gøre et stort arbejde. Herren viste dem hver især sit skaberværk, så de bedre kunne se deres del i planen (se L&P 76; Moses 1; 7). En opsummering af deres altoverskyggende opgaver kunne lyde således: Samle Israel som en præstelig nation, opbygge Zion og forberede Jesu Kristi komme.
Men hvordan opnår man det? Enok giver et rammende svar: »Og Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18; fremhævelse tilføjet).
En helt central del af Kirkens mission i de sidste dage er at udrydde den fattigdom, der findes i vores samfund og i hjerterne, grundlægge et forenet Zion og forberede folk på, at Guds Søn, Jesus Kristus, vender tilbage.
Omsorg på Herrens måde
Regeringer og organisationer har i det seneste århundrede brugt billioner af dollars på at udrydde fattigdom. Og trods alle de gode intentioner bag, er en stor del af dem blevet brugt uden succes og spildt. Hvorfor? Fordi det uforvarende skabte afhængighed i stedet for evne.
Herrens måde opbygger både giver og modtager, og tillader folk at agere selv og ophøjer den fattige og gør den rige ydmyg (se L&P 104:16). Det kalder vi sommetider selvhjulpenhed, men det betyder i virkeligheden at frigøre den guddommelige kraft, der er inde i ethvert individ, til at løse sine problemer med Guds hjælp, og gøre dem i stand til at tjene andre.
Gamle og nyere eksempler
Joseph Smith gjorde gladelig andre tjenester på Herrens måde. James Leach og hans svoger ledte i mange dage efter arbejde i Nauvoo uden held, og de besluttede at bede profeten om hjælp. James fortalte om det:
»Jeg sagde: ›Hr. Smith, har De venligst noget arbejde, De kan give os begge, så vi kan skaffe os nogle fornødenheder?‹ Han så på os med et muntert ansigt og sagde med dyb venlighed: ›Hvad kan I lave, drenge? Kan I grave en grøft?‹ Jeg svarede, at vi ville gøre vores bedste.
… Da det var gjort, gik jeg til ham og sagde, det var ordnet. Han kom hen og så det og sagde: ›Det kunne jeg ikke have gjort bedre selv. Kom med mig.‹ Han førte an hen til sin forretning og sagde, at vi skulle vælge os den bedste skinke eller steg til os selv. Forlegent sagde jeg, at vi hellere ville have, at han gav os en. Så tog han to af de største og bedste stykker kød og en sæk med mel til os hver, og spurgte så, om det var nok. Vi sagde, at vi var villige til at arbejde mere for det, men han sagde: ›Jeg er tilfreds, hvis I er, drenge.‹
Vi takkede ham venligt og gik glade hjemad og frydede os over Guds profets godhjertethed.«2
Et nutidigt eksempel på den samme fine balance mellem generøsitet og selvhjulpenhed sås i 2013, da tyfonen Haiyan fejede ind over Filippinerne og ødelagde mere end en million hjem. Frem for bare at dele hjælp ud i flæng, der kunne resultere i afhængighed og spild, anvendte Kirken principper for selvhjulpenhed for at hjælpe de ramte beboere til at få de fornødne færdigheder til at genopbygge. Der blev købt byggematerialer og lokale kirkeledere indgik aftaler med entreprenørmentorer. Folk med behov for husly blev udstyret med værktøj, materialer og uddannelse, mens de selv bidrog med arbejdet på deres egne boliger. De hjalp deres naboer med at gøre det samme.
I sidste ende fik hver deltager et erhvervsfagligt certifikat, der attesterede deres nyerhvervede færdigheder og åbnede døren for en række jobs for dem. Denne kombination af hjælp, der blev koblet med joblære, blev til mere end huse, den grundlagde evner. Den genopbyggede mere end folks boliger – den genopbyggede folks selvtillid.3
Små bidrag tæller
Vi behøver ikke være velhavende for at hjælpe. En ung mand skrev om sin erfaring med Joseph Smith: »Jeg var henne hos Joseph … og der sad flere mænd på hegnet. Joseph kom ud og talte til os alle sammen. Snart efter kom der en mand og sagde, at en fattig bror, der boede lidt uden for byen, havde fået brændt sit hus ned aftenen før. Næsten alle mændene sagde, at det var de kede af. Men Joseph stak sin hånd i lommen, tog fem dollars op og sagde: ›Jeg er ked af det for fem dollars for denne bror, hvor meget er I kede af det?‹«4
Jeg mødte for nylig en 10-årig dreng fra landet, der brugte sin magre formue til at købe en voucher, der ville kunne give et barn en poliovaccine. Drengen havde læst om børn, der blev lamme af polio, og han ønskede ikke, at andre skulle lide af denne sygdom. Jeg blev forbløffet over, hvor meget han havde læst, og hvor meget omtanke der lå i hans beskedne donation.
Vi har helt klart alle noget at give, uanset hvad vores situation er, og den sande værdi af vores bidrag kan ikke alene måles i den monetære værdi.
Kraften i forenede hjerter
Hvis vi tager vores pagter alvorligt, vil vi hver især stræbe efter at blive af ét hjerte og ét sind og leve i retfærdighed, og ikke have fattige blandt os. Det vil knytte os sammen og hjælpe med at reducere uretfærdigheden i verden. Men der er en endnu større kraft, når pagtsfolk kombinerer deres indsats: Familier, kvorummer, Hjælpeforeningen, Unge Kvinders klasser og stave kan organisere sig og møde specifikke behov i deres område med en enorm virkning.
Kirkens humanitære organisation, Latter-day Saint Charities, kombinerer mange små indsatser for at hjælpe folk i nød rundt om i verden.5 Medlemmer af Kirken bidrager gavmildt med tid, penge og ekspertise. Mange af disse bidrag er beskedne, en lille pengedonation eller nogle få timers frivilligt arbejde. Det bliver en moderne pendant til enkens skærv (se Mark 12:41-44); disse tilsyneladende mindre bidrag viser verden, hvad enker, landmænd og tiårige drenge kan gøre, når deres ressourcer forenes, og de beder Herren om at give vækst (se 1 Kor 3:6).
Vi er nået langt siden Kirkens første tid med at bygge grundlaget for Zion, men der er stadig meget at gøre. Må Gud velsigne hver enkel af os til at finde dem i nød og gøre, hvad vi kan for at lette deres byrder og øge deres evner. Og må han også velsigne sin kirke til at koordinere og højne medlemmernes individuelle indsats og dermed opfylde det profetiske opdrag om at opbygge Zion – at være af ét hjerte og ét sind og leve i retfærdighed, og stræbe efter, at der ingen fattige er blandt os – til Frelseren kommer igen.