Jeg er glad for, jeg lyttede
Alan B. Sanderson fra Utah i USA
Illustration: Allen Garns
Det var en travl dag på min neurologiske klinik, og jeg var kommet bagud med tidsplanen. Heldigvis gik en af aftalerne hurtigt. Jeg følte en lettelse, da jeg rejste mig for at gå, men min patient begyndte at fortælle mig noget irrelevant for vores aftale. Trods min utålmodighed fik jeg en følelse af, at jeg skulle sætte mig ned og lytte.
Han fortalte mig, at hans kone for nylig var begyndt at få det dårligt. »Hun vidste, hvad der foregik,« sagde han, »men hun kunne ikke fortælle mig det, for hun var bange for at komme på hospitalet.«
Der gik nogle dage, og så måtte hun tilbringe hele dagen i sengen. Hun blev forvirret, og hun talte meget usammenhængende. Min patient havde selv store problemer med sit helbred, og deres tilstand blev hurtigt forværret. De kunne ikke længere tage sig af hinanden. Da min patients svigerinde besøgte dem, blev hun bestyrtet. Hun ringede efter to ambulancer for at få dem på hospitalet. Lægerne fandt snart ud af, at hans kone havde fremskreden brystkræft.
»Jeg talte aldrig med min hustru igen,« sagde manden.
Hans hustru fik hjertestop og blev koblet til en hjerte-lungemaskine. Min patient beskrev, hvordan han blev kørt fra sit rum på hospitalet til intensivafdelingen for at se sin kone en sidste gang. Så bad han lægerne om at koble hjerte-lungemaskinen fra.
Manden holdt inde med sin tale. Han havde tilsyneladende sagt, hvad han gerne ville sige. Jeg fortalte ham, at det gjorde mig ondt at høre det. Han gav mig hånden og gik. Jeg er glad for, at jeg satte mig ned og lyttede. Jeg er glad for, at jeg ikke gik, da jeg havde tænkt mig at gøre det. Hvordan ville han ikke have haft det, hvis jeg bare var styrtet ud af lokalet, lige som han skulle til at lette sit hjerte?
Jeg ved ikke, hvorfor min patient fortalte mig sin historie den dag, men jeg ved, hvorfor jeg lyttede. Alma sagde, at de, der ønsker at blive døbt og følge Jesus Kristus, bør være »villige til at bære hinandens byrder … sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8-9).
Min patient bar på en byrde, og på en lille måde kunne jeg hjælpe ham med at bære den. Han sørgede, og jeg sørgede med ham. Han stod i behov for trøst, så jeg trøstede ham. På denne enkle måde prøvede jeg at leve op til mit løfte om at være mere som Frelseren.