Tjeneste i Kirken
Udvikling gennem tjeneste
Forfatterne bor i Utah i USA.
Vi følte os tilskyndet til at give de nye medlemmer af vores gren en kaldelse hurtigt, så de kunne vokse ved at tjene.
Kaohsiungs Syvende Gren ved templet i Taipei i Taiwan i december 2001.
I 2000 blev vi kaldet til at tjene som henholdsvis grenspræsident og primarypræsident i den mindste enhed i Kaohsiung Stav i Taiwan. Der kom omkring 20 mennesker til nadvermødet, deriblandt vores unge familie, fire aktive ældster og missionærerne. Senere sendte vi to ældster på mission og stolede på, at Herren ville komplettere vores gren.
Mens vi arbejdede med grenen, huskede vi på det råd, som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) var kommet med om, at alle nyomvendte har brug for: »En ven, et ansvar og at ›få næring ved Guds gode ord.‹«1 Vi følte os tilskyndet til at give de nye medlemmer en kaldelse hurtigt, så de kunne vokse ved at tjene. Missionærerne præsenterede os for alle undersøgere, og indenfor to uger efter de var blevet døbt, fik de en kaldelse. De udviklede venskaber, når de tjente sammen med andre medlemmer.
Indenfor en måned modtog hver nydøbt bror Det Aronske Præstedømme og alle velsignede og omdelte nadveren. Vi forberedte dem også til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme ved den næste stavskonference.
Nu blev ældsterne undervist i, hvordan man udfører ordinancer, og så underviste de ældster de nyere ældster. Vi troede på, at man lærer ved at gøre tingene, og at man bliver ved med at lære ved at undervise. Grenens medlemmer var ansvarlige for at være rollemodeller og mentorer, undervise og træne og opretholde og støtte hinanden.
Vi brugte hjemmelærere og besøgslærere, familieaften, menighedsaktiviteter og sammenskudsgilder for at indlemme de nyomvendte i fællesskabet. De blev næret af Guds gode ord om søndagen og undervisning i ugens løb. Institutklassen voksede fra 2 til 25 studerende. For at styrke vores lille gren yderligere tog vi hver måned til templet i Taipei i Taiwan – en tur på ti timer tur retur. Normalt kæmper staven med at fylde to busser til templet. Efterhånden som vores gren voksede og familierne forberedte sig til templets velsignelser, satte vi et mål om at fylde en bus selv. To gange det første år fyldte staven en bus til templet, og vores lille gren fyldte den anden. Snart efter bad staven hver menighed om at fylde en bus til templet mindst en gang om året.
Det andet år havde vi fastholdt 90 procent af vores nyomvendte i modsætning til 30 procent tidligere, og ved vores nadvermøder var der nu ca. 100 mennesker, inklusive 25 aktive ældster. Vores gren blev en menighed, og vores gamle bygning blev renoveret til en ny kirkebygning.
Den mindste gren var blevet den stærkeste menighed i staven, fordi enhver konvertit var blevet velsignet med venner, kaldelser og næring ved Guds gode ord.