Sådan lykkedes det os at dele evangeliet
Som nyomvendte vidste min hustru og jeg ikke meget om at være missionærer. Men vi satte os et mål om at fortælle 100 personer om evangeliet.
Never og Everjoyce Chikunguwo
Min hustru, Everjoyce, og jeg kommer fra den lille by Mutare, der ligger ved Zimbabwes østlige grænse. Snart efter vi var blevet døbt og bekræftet, blev vi fanget af missionering. Vi læste, at »marken allerede er hvid til høst« (L&P 33:7), og selvom vi ikke vidste meget om at missionere, besluttede vi os for at »sving[e] … [vores] segl, og høst[e] af al [vores] kraft, sind og styrke.«
Vi var medlemmer af den nystiftede Dangamvura Gren, som lå i et distrikt i Mutare. På det tidspunkt i 1991 var der 25 medlemmer i grenen. Snart blev vi kaldet som grensmissionærer. Vi lærte en masse af et seniorægtepar, der tjente i vores område. De foreslog os blandt andet, at vi satte os mål.
Vi ville gerne dele evangeliet med alle, så vi satte os et mål om at fortælle 100 mennesker om evangeliet det første år, vi var grensmissionærer. Vi var måske naive, men det virkede realistisk for os. Vi stolede på, at Herren ville hjælpe os.
Ved at synge med på salmerne ved Kirkens møder opdagede vi, at vi havde et skjult talent for musik. Vi besluttede os for at bruge vores talenter, så vi begyndte at synge for – og med – folk, der viste interesse for evangeliet, når vi mødtes med dem for at undervise dem. Ånden ledsagede os, når vi sang hellig musik, og han rørte hjerterne hos dem, vi underviste. Det gjorde budskabet om det gengivne evangelium også. Vi inviterede alle med i vores grenskor, og mange kom med, uanset om de var sidste dages hellige eller ej. Efterhånden som flere mennesker lærte om evangeliet, trådte mange ned i dåbens vande.
Illustration: Oriol Vidal
Mens vi fortsatte med vores bestræbelser for at missionere, fortsatte vi med at faste og bede for de familier, der havde sluttet sig til Kirken. Vi følte, at der var andre i lokalsamfundet, der lagde mærke til disse familiers eksempel på retskaffenhed. Vi modtog flere og flere invitationer til at undervise familier, og der var mange potentielle medlemmer blandt vores undersøgere.
Som følge af at lære om og efterleve evangeliet blev de nydøbte par tættere og mere kærligt knyttet til hinanden. Forældre blev i stand til at fralægge sig skikke, som ikke var i overensstemmelse med evangeliets kultur. De afstod fra alkohol og tobak. De underviste deres børn om korrekte principper. Mange, som tidligere havde været helt opslugt af verdslige ting, var nu i stand til at tage imod kaldelser i Kirken. De blev en velsignelse for deres gren og deres lokalsamfund. Herrens hånd udvirkede en mægtig forandring i deres liv.
Selvom der opstod stor forfølgelse i Mutare på det tidspunkt, satte det ikke en stopper for Kirkens vækst. Modstanden syntes at tage til, og det gjorde antallet af mennesker, der gerne ville lære om Kirken, ligeledes. Da mænd fra den nationale hær for eksempel kom forklædte for at undersøge Kirken og se, om vi gjorde noget forkert, blev de berørt af Ånden. Mange blev senere døbt og ordineret til præstedømmet.
Med Herrens hjælp endte vi i sidste ende med at fortælle langt flere om evangeliet, end vi oprindeligt havde sat os for. Fordi vi var villige til at se efter andre måder at række ud til andre på, blev vi i stand til at vidne en mægtig forandring i manges liv i hele vores samfund.