En omsorgsfuld og modig profet
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Jeg er beæret over at blive bedt om at tale ved begravelsen af en stor Guds profet, præsident Thomas S. Monson. Mit hjerte rækker ud til hans familie og til alle, der sørger over hans bortgang. Der er flere millioner mennesker på jorden, der deler det tab. Han er elsket af dem, som kendte ham for hans rørende og inspirerende taler og hans lederskab. Antallet af personer, der elskede ham på grund af hans personlige venlighed, kendes kun af Gud, der sendte ham for at tage sig af dem.
Det at tage sig af andre skete tit i præsident Monsons tid. Han plejede at besøge en, der havde brug for det, og føle, mens han var der, en tilskyndelse til at besøge en anden person og derpå endnu en. Ikke så få gange sagde personen: »Jeg vidste, du ville komme.« Han eller hun vidste det måske, Herren vidste det måske, men præsident Monson vidste det ikke fra starten. Men de, der vidste, at han ville komme, vidste også, at Gud elskede dem nok til at sende sin tjener. De følte Guds kærlighed gennem præsident Monsons venlighed mod dem. Guds kærlighed og Guds kærlighed til hans børn gennemsyrede hans liv.
Den kærlighed begyndte tidligt og var med ham til enden. I sin personlige tjeneste og når han ledte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, betragtede han disse ord af profeten Esajas som Guds ord. Esajas skrev om fasteloven, der fokuserer på at tage sig af de trængende:
»At du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.
Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! …
Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig … så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter« (Es 58:7-9, 11).
I Herrens tjeneste i løbet af sit liv tog præsident Monson sig af dem, der har brug for det timeligt og åndeligt, og han fik de lovede velsignelser. Når han kaldte på Herren i bøn, svarede Herren. Og til Thomas Monson kom forsikringen om, at Herren er der.
Præsident Monson citerede ofte løftet om, at Herren vil være med os i vores trofaste tjeneste for ham. Disse løfter var i overensstemmelse med hans erfaringer.
Lære og Pagter 84:88 var et yndlingsskriftsted: »Hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«
Fordi præsident Monson vidste, at det løfte er sandt, var han optimistisk. Det gjorde ham modig. Når han skulle træffe svære og vigtige valg, forventede han, at Herren ville besvare hans bøn og vise ham vejen. Når han blev kaldet til at gå ind i det, der virkede til at være farlige eller farefulde situationer, var andre bange, men han frygtede ikke. Han troede på, at Herren gik foran ham, og at engle blev placeret rundt om ham til at styrke ham. Det viste sig at være sandt. Hans datter, Ann, der talte så rørende i dag, stod tæt på ham i timerne, før han gik bort. Jeg var så velsignet at være der. Da jeg så på hans ansigt, tænkte jeg, at Herrens løfte var ved at blive opfyldt. Han havde været omgivet og styrket af menneskeengle – og måske mere.
Jeg følte mig forvisset om, at den opstandne Herre, der var gået i åndeverdenen før ham, ventede på ham med udstrakte arme. Jeg følte et brændende vidnesbyrd, som jeg nu bærer for jer, om, at præsident Monson kendte Herren, at han var blevet renset gennem forsoningen, fordi han gav alt i sin tjeneste for Herren og for Faderens børn. Han havde lært Herren at kende. Han elskede Herren. Og han sagde, at han vidste, at Herren elskede ham.
Præsident Monson levede det liv, som kong Benjamin anbefalede os:
»Jeg siger jer, jeg ønsker, at I skal huske altid at bevare navnet skrevet i hjertet, så I ikke bliver fundet ved Guds venstre hånd, men at I hører og kender den røst, hvorved I skal kaldes, og også det navn, som han skal kalde jer ved.
For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter? …
Derfor ønsker jeg, at I skal være standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger, så Kristus, Herren, Gud den Almægtige, kan besegle jer som sine, så I vil blive bragt til himlen, så I kan få evigtvarende frelse og evigt liv« (Mosi 5:12-13, 15).
Jeg vidner om, at Jesus er Kristus. Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at alle vor himmelske Faders børn, der kommer og lever på jorden, vil opstå gennem hans syndfrie liv og hans uendelige forsoning. Gennem engles betjening til Joseph Smith, genoprettelsens profet, blev alle præstedømmets nøgler gengivet. Disse nøgler blev givet videre i en ubrudt linje til præsident Monson. De omfatter magten til at besegle familier sammen for evigt. Præsident Monson vidste det og vidnede om det. Den præstedømmekraft vil fortsætte i Frelserens kirke på jorden, indtil han kommer tilbage.
Præsident og søster Monson blev beseglet med den magt. Jeg nedbeder en velsignelse over alle deres efterkommere, så de må have forvisningen om, at Herren våger over dem, og at de kan forvente en herlig og evig familiesammenkomst. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.