Ældste Robert D. Hales: Et ærefuldt liv
»O, gid jeg havde en engels røst og basun, så jeg kunne fortælle hele menneskeheden, at [Jesus Kristus] er opstået og at han lever; at han er Guds Søn, Faderens Enbårne, den lovede Messias, vor Forløser og Frelser; at han kom til denne verden for at undervise i evangeliet ved sit eksempel. Hans guddommelige mission var rettet til dig og mig for at vi skulle komme til ham, og han vil lede os til evigt liv.«1
Omslag: Foto: Stuart Johnson, Deseret News
Da ældste Robert D. Hales var jagerpilot i USA’s luftvåben i 1950’erne, valgte piloterne i hans eskadrille et motto til at inspirere dem i deres pligter.
»Vores gruppes motto – som stod på siden af vores fly – var ›Vend tilbage med ære,‹« fortalte ældste Hales præstedømmebærere i 1990, mens han var præsiderende biskop. »Dette motto skulle hele tiden minde os om vores beslutning om at vende tilbage til vores hjembase med ære, men kun efter at have gjort alt, hvad vi kunne, for med succes at udføre alle dele af vores mission.«2
Ældste Hales, som ofte talte om at vende tilbage med ære, troede, at alle vor himmelske Faders børn kunne blive hjulpet på deres evige vej ved at anvende dette motto i deres liv. Fordi hver dag i livet er en mission, sagde han: »Vi må huske, hvem vi er, og vores evige mål om at ›vende tilbage med ære‹, med vores familie, til vor himmelske Faders nærhed.«3
Ældste Hales huskede altid i sine pligter som ægtemand og far, forretningsleder og generalautoritet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i over 40 år, hvem han var og handlede derefter. Og gennem sin trofasthed, lydighed, flid og tjeneste var han et eksempel på sin eskadrilles motto hele sit liv på jorden.
En tæt knyttet familie
Robert Dean Hales blev født i New York City den 24. august 1932 som det tredje af tre børn i J. Rulon Hales og Vera Marie Holbrook Hales’ familie. Robert voksede op på den nærliggende Long Island i et evangeliecentreret hjem. Hans forældre tjente i mange forskellige kirkekaldelser, herunder som stavsmissionærer, og hver eneste søndag kørte familien 32 km for at komme i Queens Menighed.
»Vi var en tæt knyttet familie,« mindedes ældste Hales. Han kaldte sit barndomshjem for »et vidunderligt sted at vokse op« og sin familie for »en kilde til styrke«.4
Det gode eksempel, hans forældre udviste, blev minder, som vejledte hans liv.5 »De efterlevede evangeliet, studerede skrifterne og bar vidnesbyrd om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. De bar også vidnesbyrd om profeten Joseph Smith.6
Som ung lærte han, at »nøglen til, hvordan vi styrker vores familie, er at lade Herrens Ånd komme ind i vores hjem.«7
Hans mor, som tjente mere end 30 år i Hjælpeforeningen, lærte Robert om kærlighed og tjeneste, da hun tog ham med ud for at tjene de fattige og nødlidende.8 Hans far var professionel kunstner i New York City og lærte Robert varige lektier om præstedømmet og genoprettelsen. Ved en lejlighed tog han Robert med til Susquehanna-floden, hvor Joseph Smith og Oliver Cowdery havde modtaget Det Aronske Præstedømme fra Johannes Døber. En anden gang tog han Robert med til den hellige lund.
»Vi bad sammen i lunden og udtrykte vores ønsker om at være sande og trofaste over for det præstedømme, som vi bar,« erindrede han. »Far malede senere et billede af stedet, hvor vi havde bedt, og gav det til mig som et minde om de løfter, vi havde aflagt sammen den dag. Det hænger på mit kontor i dag og tjener hver dag som et minde om min hellige oplevelse og de løfter aflagt med min jordiske far, såvel som med min himmelske Fader.«9
Robert spillede baseball som dreng og senere i high school og college, og i 2007 kastede han det ceremonielle første kast ved en professionel kamp.
Foto: Sonja Eddings Brown
Som ung elskede Robert at spille baseball, og han kom til at spille for University of Utah. På busturen hjem efter sin første kamp på sin high schools førstehold var denne dreng fra niende klasse rystet over nogle af sine holdkammeraters opførsel og sprog. For at styrke Robert tegnede hans far et billede til ham af en ridder.
»Idet han tegnede og læste fra skrifterne, lærte jeg, hvordan man er en trofast præstedømmebærer – hvordan man beskytter og forsvarer Guds rige. Apostlen Paulus’ ord var min rettesnor« (se Ef 6:13-17).
Ældste Hales sagde senere, idet han tænkte på denne lektie: »Hvis vi er trofaste i præstedømmet, vil vi få denne rustning som en gave fra Gud. Vi har brug for denne rustning!«10
Ældste Hales lærte en anden vigtig egenskab fra sin fars eksempel.
»Jeg lærte at respektere kvindelighed ud fra min fars kærlige omsorg for min mor, min søster og sine søstre,« sagde han. Da ældste Hales’ mor fik et slagtilfælde, blev hans fars eksempel med »kærlig omsorg for sin dyrebare livsledsager« de sidste to år af hendes liv noget, han aldrig glemte. Han fortalte mig, at det var en ringe betaling for over 50 års kærlig omsorg fra hende til ham.«11
Hans største aktiv
Da Robert var hjemme fra college i 1952, mødte han en ung kvinde ved navn Mary Crandall, hvis familie for nylig var flyttet til New York fra Californien. De to fandt straks hinanden.
»Da jeg havde truffet hende, gik jeg aldrig mere ud med andre,« husker ældste Hales.12
Da sommeren var forbi, rejste de begge tilbage til Utah for at gå i skole. Robert gik på University of Utah, mens Mary gik på Brigham Young University, men de lod ikke afstanden forhindre, at de holdt sammen. Kort tid efter at skoleåret endte, blev de gift i templet i Salt Lake City den 10. juni 1953. I løbet af de næste fem år blev de velsignet med to sønner, Stephen og David.
Da Robert fik sin eksamen i kommunikation og erhvervsøkonomi i 1954, aftjente han sin værnepligt i luftvåbnet, hvor han var jagerpilot. Da han knap fire år senere forlod militæret, flyttede familien fra Florida til Massachusetts, for at han kunne få en MBA. Mens han brugte alle sine kræfter på Harvard Business School, blev han kaldet som ældsternes kvorumspræsident. Det var den eneste gang i hans liv, at han overvejede, om han skulle acceptere en kaldelse i Kirken.
»Der er en mulighed for ikke at bestå min uddannelse, hvis jeg bliver ældsternes kvorumspræsident,« fortalte han Mary.
Mary svarede med ord, som ville hjælpe ham resten af livet: »Bob, jeg vil hellere have en aktiv præstedømmebærer end en mand med en kandidatgrad fra Harvard.« Så lagde hun armen om ham og tilføjede: »Vi klarer begge dele.«13
Og det gjorde de.
Den næste dag indrettede Mary en del af den ufærdige kælder til deres lejlighed, så Robert ville have et uforstyrret sted at studere.
»Jeg lagde mit liv i Herrens hænder, da jeg traf den beslutning« om at acceptere den kaldelse, sagde ældste Hales 30 år senere. »Den beslutning var meget sværere at træffe, end da jeg flere år senere tog mod kaldelsen til at tjene som assistent til De Tolv og opgav min forretningskarriere.«14
Mange år senere, da hans familie var blevet økonomisk uafhængige, planlagde ældste Hales at købe en dyr frakke til Mary. Da han spurgte hende, hvad hun tænkte om hans planlagte indkøb, spurgte hun: »Køber du den for min eller for din skyld?«
Ældste Hales kaldte hendes spørgsmål »en uforglemmelig lektie«. Han bemærkede: »Hun spurgte med andre ord: ›Er formålet med denne gave at vise din kærlighed til mig eller at vise mig, at du er en god forsørger, eller at vise verden noget?‹ Jeg overvejede hendes spørgsmål og blev klar over, at jeg tænkte mindre på hende og vores familie og mere på mig selv.«15
Ældste Hales erkendte, at hans hustru var hans største aktiv.16 »Jeg ville ikke være det, jeg er, uden hende,« sagde han. »Jeg elsker hende højt. Hun har Åndens gaver. Vi studerer skrifterne sammen, og mange af de begreber, jeg underviser om, er kommet, fordi vi havde kammeratskabsstudium og -bøn. Det er derfor, at jeg er, som jeg er.«17
Ældste Hales tilskrev meget af det, som han og Mary opnåede i livet til deres holdsamarbejde. »Vi har altid fungeret som et team, og det vil vi altid være. Næst efter at lytte til Helligånden har det at lytte til min hustru haft størst indflydelse i mit liv.«18
»Du vil have mange missioner«
Da Robert bestod og fik sin MBA i 1960, kom der hurtigt erhvervsmæssige muligheder til ham. I de næste 15 år var han seniorleder i flere fremtrædende firmaer i USA. Hans fremtrædende erhvervskarriere førte ham og hans familie til flere byer i USA såvel som til England, Tyskland og Spanien. Disse flytninger medførte lederkaldelser i Kirken, som Robert villigt modtog.
Han tjente i grenspræsidentskaber i Spanien, Tyskland og i USA i Georgia og Massachusetts. Han tjente som biskop i Frankfurt i Tyskland, og i Massachusetts og Illinois i USA. Han tjente som højrådsmedlem i London i England og i Boston i Massachusetts, hvor han også tjente i stavspræsidentskabet. I Minnesota og Louisiana i USA tjente han som regionalrepræsentant.
Da Robert i 1975 deltog i et bestyrelsesmøde, fik han en besked om, at præsident Marion G. Romney (1897-1988), den daværende andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, var i telefonen. Da Robert besvarede opringningen, kaldte præsident Romney ham til at tjene som missionspræsident. Robert modtog kaldelsen, men før han kunne begynde senere det år som præsident for London-missionen i England, modtog han en anden opringning fra Salt Lake City, denne gang fra præsident Spencer W. Kimball (1895-1985).
»Har du noget imod, at vi beder dig om at tjene længere end tre år?« spurgte præsident Kimball. Da Robert sagde, at det havde han ikke, kaldte præsident Kimball ham som assistent til De Tolv Apostles Kvorum.
»Præsident Kimball fortalte mig, at han vidste, jeg var skuffet, fordi jeg ønskede at komme ud som missionspræsident,« sagde ældste Hales. Men præsident Kimball forsikrede ham: »Vær ikke bekymret for det; du vil få mange missioner.«19
Et år efter blev ældste Hales kaldet til De Halvfjerds’ Første Kvorum. I den kapacitet blev han tre år senere igen kaldet til at tjene som præsident for London-missionen i England og derefter som områdetilsynsførende i Europa, hvor han arbejdede sammen med ældste Thomas S. Monson om at etablere evangeliet i lande, der havde været lukket for Kirken, og at forberede opførelsen af et tempel i Østtyskland.20
»En af de store glæder, jeg har haft i min tid i Kirkens tjeneste, var, da jeg i mine første tre år som generalautoritet hjalp til med at planlægge 27 områdekonference,« fortæller ældste Hales. »Jeg elskede at rejse sammen med medlemmerne af Det Første Præsidentskab, apostlene, generalautoriteterne og andre ledere og lære dem og deres hustruer at kende. Det var helt utroligt at se profeter, seere og åbenbarere bære vidnesbyrd om evangeliets sandhed til de hellige i land efter land.«21
I 1985 blev ældste Hales kaldet som Kirkens præsiderende biskop. Hans erfaring i erhvervslivet, hans respektfulde ledelse og forhandlingsstil og hans kærlighed til folk gjorde ham velegnet til kaldelsen.
Den præsiderende biskop Hales var med til at forberede templet i Østtyskland. Han og Mary Hales (i midten) står sammen med arkitekten Emil Fetzer, Elisa Wirthlin, ældste Joseph B. Wirthlin, Frances Monson og ældste Thomas S. Monson ved tempelindvielsen i 1985.
Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, tjente i Det Præsiderende Biskopråd sammen med ældste Hales. Han kaldte ældste Hales en vis, beskeden og loyal forretningsmand, som var opmærksom på mennesker og vidste, hvordan man fik tingene gjort. »Han medbragte disse samme egenskaber til ledelsen af Det Præsiderende Biskopråd,« sagde præsident Eyring.22
»Der er overhovedet ingen svig i ham,« sagde hans hustru, Mary. »Han har et rent hjerte og ønsker kun at gøre det rette.«23
Blandt de læresætninger, ældste Hales fremhævede som præsiderende biskop, var velfærdsprincipper. »Løft mig og jeg vil løfte dig, og sammen vil vi stige op,« sagde han ofte, idet han citerede et af sine yndlingsordsprog.24
Han bad om, at de hellige »må erkende, at vi har magt til og ansvar for at hjælpe mennesker i nød som tjenende engle for Jesus Kristus, at vi vil blive afholdt, fordi vi holder af, blive trøstet, fordi vi er barmhjertige, og få tilgivelse, fordi vi viser evnen til at tilgive«.25
Lære og vidnesbyrd
Da ældste Hales blev opretholdt til De Tolv Apostles Kvorum ni år senere den 2. april 1994, hvilede hans nye kaldelse tungt på hans skuldre.
»Jeg er nu 61 år og er atter en dreng,« sagde han i sin første generalkonferencetale som apostel. »Der sidder mænd på denne forhøjning, som har været apostle og i Det Første Præsidentskab i halvdelen af mit liv.«
Han sagde, at det at være Jesu Kristi apostel var en proces – »en proces med omvendelse og ydmyghed, med at se indad, som vi har fået besked på, og med at bede om tilgivelse og om styrke til at være det, jeg burde være.« Han bad om de helliges bønner, så han kunne »skabe den nødvendige åndelige styrke, for at min stemme og mit vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus kan trænge ind i hjertet hos dem, der vil høre.«26
I over 20 år trængte ældste Hales’ apostolske vidnesbyrd om Frelseren og hans vidnesbyrd om det gengivne evangelium ind i hjertet hos sidste dages hellige verden over. Hans taler omfattede emner som familie og tro, prøvelser og vidnesbyrd, kærlighed og tålmodighed, tjeneste og lydighed, retskaffenhed og handlefrihed.
Da ældste Hales underviste om klog anvendelse af handlefrihed, fortalte han en historie om en ven, som tjente sammen med ham i luftvåbnet.
»Mens jeg uddannede mig til jetjagerpilot … øvede jeg mig i at beslutte mig for, hvornår jeg skulle springe ud af et fly, hvis brandalarmen lyste, og flyet begyndte at gå i spin, og jeg mistede kontrollen,« mindedes han. »Jeg husker en god ven, som ikke forberedte sig. Han ville finde en måde at slippe for simulatorøvelserne på og i stedet spille golf eller svømme. Han lærte aldrig proceduren for nødsituationer! Få måneder senere udbrød der brand i hans fly, og flyet gik brændende i spin mod jorden. Hans yngre andenpilot så brandalarmen, og eftersom han på forhånd havde lært, hvordan han skulle reagere, vidste han, hvornår han skulle springe ud af flyet og komme i sikkerhed ved hjælp af en faldskærm. Men min ven, som ikke havde forberedt sig på at træffe den beslutning, blev i flyet og døde i styrtet.«
At vide, hvordan man handler, og hvornår man handler, når et vigtigt valg dukker op, kan have evige konsekvenser, tilføjede ældste Hales.27
»Som ung mand i New York voksede jeg op som en af to eller tre medlemmer af Kirken på min skole, der havde flere tusinde elever. Ved et 50 års-jubilæum for nylig mindedes mine tidligere klassekammerater, at jeg havde levet i overensstemmelse med mine værdier og min tro. Da indså jeg, at blot en enkelt overtrædelse af visdomsordet eller mine moralske værdier ville have betydet, at jeg ikke ville have kunnet sige: ›Det er, hvad jeg tror på‹ og stadig blive troet på af mine venner.
Vi kan kun forkynde evangeliet for andre, hvis vi selv efterlever det.«28
I de sidste år af ældste Hales’ tjenestegerning opfordrede han de hellige til at være værdige til »den bemærkelsesværdige Helligåndsgave.«29 Han opfordrede også Kirkens medlemmer til at forbedre sig på vejen som discipel ved at blive bedre kristne, have kristent mod og stå fast på hellige steder.
»Dette er Kristi kald til enhver kristen i dag: ›Vogt mine lam! … Vogt mine får‹ – fortæl om evangeliet til unge og gamle, opløft, velsign, trøst, giv opmuntring og opbyg andre, især dem, der tænker og tror anderledes, end vi gør.«30
Foto: Jeffrey D. Allred, Deseret News
Om dem, der ønsker, »at vi forlader højderne og slutter os til dem i et teologisk slagsmål i mudderet,« rådede ældste Hales de sidste dages hellige til at svare med deres vidnesbyrd og stå på Frelserens side.
»Vi udviser hans kærlighed, som er den eneste magt, der kan betvinge modstanderen og besvare vores anklagere, uden at vi anklager dem. Det er ikke svaghed. Det er kristent mod.«31
Ligesom Frelseren var »foragtet og opgivet af mennesker« (Es 53:3; Mosi 14:3), kan sidste dages hellige også opleve misforståelse, kritik og falske beskyldninger. »Det er vores hellige privilegium at stå med ham!« sagde ældste Hales.32
Vente på Herren
Da ældste Hales talte om at vente på Herren, vidste han, hvad han talte om. Hjerteproblemer, større operationer og fornyede helbredsudfordringer, der hindrede ham i at tale ved aprilkonferencen 2011, krævede en fysisk pris, men bragte ham åndelig indsigt.
Efter at være kommet sig efter tre større operationer i 2000 fortalte han de sidste dages hellige: »I de sidste to år har jeg sat min lid til Herren i de jordiske lektier, jeg skulle lære i perioder med fysiske smerter, mentale kvaler og overvejelse. Jeg lærte, at konstant, intens smerte er en mægtig indviende, rensende kraft, som gør os ydmyge og drager os nærmere til Herrens Ånd.«33
Vi behøver ikke møde udfordringer alene, for vi kan appellere til den »bedste hjælper«, sagde ældste Hales.34 »Ved lejligheder, når Herren ønskede det, blev jeg trøstet gennem besøg af himmelske hærskarer, der bragte trøst og evig forvisning, når jeg havde brug for det.«35
Selv om vi ikke ved, hvornår eller hvordan vores bønner bliver besvaret, vidnede ældste Hales om, at svar vil komme på Herrens egen måde og i henhold til hans tidsplan. »Nogle svar får vi først på den anden side. Lad os ikke give op omkring Herren. Hans velsignelser er evige, ikke timelige.«36
»Jeg har været privilegeret at arbejde blandt de fineste brødre, som findes på denne jord.« Udtalelse, da han blev afløst som præsiderende biskop, men også sand som apostel.
Foto gengivet med tilladelse fra Deseret News’ arkiv
Foto: Stuart Johnson, Deseret News
En trofast discipel
Som præsiderende biskop bar ældste Hales et vidnesbyrd som Alma den Yngre. Han erklærede: »O, gid jeg havde en engels røst og basun, så jeg kunne sige til hele menneskeheden, at [Jesus Kristus] er opstået, og at han lever; at han er Guds Søn, Faderens Enbårne, den lovede Messias, vor Forløser og Frelser; at han kom til verden for at undervise i evangeliet ved sit eksempel. Hans guddommelige mission er rettet mod jer og mig om at komme til ham, og han vil lede os ind til det evige liv.«37
I sin første generalkonferencetale efter kaldelsen til De Tolv Apostles Kvorum citerede han Mormon og gjorde den fordums profets vidnesbyrd til sit eget: »Se, jeg er discipel af Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg er blevet kaldet af ham til at kundgøre hans ord blandt hans folk, så de kan få evigtvarende liv« (3 Ne 5:13).38
I fire årtier som generalautoritet erklærede ældste Robert D. Hales frimodigt og kraftfuldt Frelserens ord i sine taler og i sit eksemplariske liv. Og han huskede sine egne råd i sit personlige, professionelle og kirkelige liv: »Ved at være lydige og holde ud til enden kan vi en dag vende ærefuldt tilbage til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.«39
For sidste dages hellige, som deler hans tro på Frelseren, mangler vi ikke ældste Hales. Han er i stedet vendt hjem – og han har gjort det ærefuldt.