Institut er for os
Hvordan kan Kirkens institutklasser være en velsignelse i jeres liv?
Vi har alle en masse at se til. Nogle af os er studerende. Nogle har lange arbejdstider. Nogle af os er langt væk fra venner og familie, andre har ansvar, som tynger os. Nogle af os prøver at vænne os til at være hjemme fra mission, andre er lige dimitteret fra gymnasiet eller lignende og er uvisse på, hvad der så skal ske.
Det kan virke ulogisk at føje institut til alt det andet. Mange af os har fra tid til anden tænkt over, om institut virkelig kan være en hjælp.
Svaret er ja.
Tusindvis af unge voksne verden over, mange af dem i livsomstændigheder, der ligner jeres, finder styrke, støtte, venskab og åndelig berigelse i institut. Her er blot to eksempler på helt utrolige unge voksne, der trods alle deres udfordringer ved, at institut er for dem.
Institut er godt for hjertet
Aric fra Toronto i Ontario fortæller sin historie
Aric (på billedet øverst til højre) er ph.d-studerende på University of Toronto, hvor han arbejder med hjertevæv og regenererende medicin.
I beskrivelsen af sin forskning siger han: »Visse typer stamceller kan udvikles til hvad som helst i kroppen. Vi kan lægge stamceller i en petriskål og dyrke dem som hjerteceller. Efter to uger begynder de selv at slå. Vi bruger dem derefter som modeller for forskellige sygdomme og afprøver forskellig medicin på dem. Det er mit mål, at vi en dag kan udvikle et hjerte i et laboratorium som dette.«
Aric oplevede en forandring i hjertet under sin mission i Belo Horizonte i Brasilien. »Da jeg tjente som missionær, lærte jeg at lytte til og følge Ånden. Det har hjulpet mig til at lære at studere og lære, hvordan jeg anvender det.« Han ændrede sig så meget, at han var bekymret for at vende hjem. »Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle eller være,« indrømmer han. »Jeg skulle genlære, hvordan man opførte sig i visse situationer. Det hjalp at gå til institut.«
Det sociale netværk var vigtigt for Aric. »Jeg har været i stand til at blive venner med folk, der havde brug for venner. Jeg har været i stand til at trøste mennesker, der havde brug for at blive trøstet. Det er vigtigt for mig at hjælpe andre, men det er også vigtigt for mig at føle det fra andre mennesker.«
Han laver sjov med, hvor længe han har gået til institut, men han bliver ved med at komme. »Hver gang jeg går derhen, kan jeg mærke, at Ånden er der. Og det hjælper mig til at blive et bedre menneske, være på gode steder og klare mig godt på mit arbejde.«
Aric sammenligner sit arbejde med institut. »Hvis vi lægger en celle i et godt miljø, finder der en indre proces sted i cellen, som gør, at den bliver mere modtagelig for de positive ændringer eller signaler, vi gerne vil give den. Over tid ændrer cellen sig – morfologisk bliver det noget bedre, noget større end sig selv. For mig er det noget meget, meget særligt. Hvis jeg sætter mig selv i de rette omgivelser, bliver jeg mere modtagelig for de åndelige aspekter ved livet og mindre modtagelig for den negative indflydelse, verden kan have.«
Han afslutter: »Gud findes. Det er noget, jeg kan mærke dybt inden i mig selv. Jeg har ikke altid følt hans kærlighed i mit liv. Jeg er begyndt at indse, at det skyldes nogle beslutninger, jeg havde truffet. Jeg ved, at han er der for at hjælpe mig, og at han virkelig ønsker, at jeg bliver den bedst mulige udgave af mig.«
Institut hjælper mig med at huske Kristus
Veronica fra Madrid i Spanien fortæller sin historie
Da Veronica (på billedet nedenfor) var 17 år, døde hendes tvillingesøster i hendes arme. Tre år efter søsterens død var Veronica alene og kæmpede sig igennem livet, og hun begyndte at gå ture for at få sin sorg lidt ud af systemet. Hun havde altid troet på Gud, så hun bad en dag, mens hun gik: »Herre, hvorfor gør du dette imod mig?«
I det øjeblik så hun op på en SDH-kirkebygning, som hun var gået forbi. Det var første gang, hun rigtig så den, så hun blev nysgerrig. Hun gik indenfor og præsenterede sig selv for to søstermissionærer, der underviste hende senere på ugen.
Veronica fortæller, at hun efter første lektion rejste sig op og sagde: »I er skøre«, og så gik hun. Det ville hun ikke have noget med at gøre, men senere begyndte hun at tænke over det igen.
»Jeg tror, det var første gang, at jeg bad så meget. Jeg følte, at Gud sagde: ›Jeg giver dig denne mulighed, så du kan lære mig bedre at kende. Vil du ikke det?‹«
Det besluttede hun sig for, at hun gerne ville. Til trods for, at hun mistede sit hjem og sit job på grund af evangeliet, blev hun døbt. Selvom hendes liv til tider fortsatte med at være svært, satte hun sin lid til Herren. »Inden jeg kendte til Kirken, begyndte jeg at græde eller blev vred, hvis jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle betale min husleje. Men nu ved jeg, at Herren vil hjælpe mig.«
I Veronicas patriarkalske velsignelse fik hun at vide, at hun skulle tjene som missionær, men hun havde ingen nederdele og ingen penge at købe nogen for. Et medlem af De Halvfjerds og hans hustru rejste igennem området og hørte om hendes behov. Hustruen havde følt sig inspireret til at tage ekstra nederdele med på turen, og hun gav mange af dem til Veronica. Hun opfordrede også Veronica til at deltage i institut. Da Veronicas biskop fik et institutprogram i gang i deres område, begyndte hun at komme regelmæssigt.
Institut har givet hende fred og glæde. »Det, jeg nok bedst kan lide ved institut, er, at vi i løbet af ugen har mange forskellige ting at gøre. Vi har søndagene til at forny vores pagter med vor himmelske Fader. Men hvad har vi mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag? Jeg er taknemlig for, at vi har institut mindst en gang om ugen, for det er en måde at huske Jesus Kristus på. Institut er en af de måder, han hjælper mig til at gå frem på.«
Og Veronica kom på mission. I oktober 2016 tog hun af sted for at tjene i Osorno-missionen i Chile.
Hun siger: »Jeg ved, at jeg er her i dag på grund af Herren. Jeg ved, at han har forberedt en fuldkommen plan for enhver af os. Han vil give os muligheder hele livet. Jeg kan mærke hans kærlighed hver dag, selvom jeg sommetider siger: ›Fader, hvorfor sker det her for mig?‹ Men inden jeg lægger mig til at sove, siger han: ›Det sker af denne grund. Læg dig nu til at sove.‹ Jeg elsker ham også. Måske har jeg skullet igennem alt det, jeg har, for at komme til at elske ham så meget.«