Sidste dages hellige røster
Hils på Jesus
Illustration: Dan Burr
Efter flere ugers spændt venten var det endelig juleaften. Vi havde næsten hele familien hos os – bedstemor og bedstefar, vore tre døtre og deres mænd og børn. Mørket faldt på, og lysene i gaderne blev tændt. Husene var smukt pyntet op, og man kunne skimte juletræslysene i vinduerne.
Vi var ved at gøre os klar til at tage til krybbespil, som Kirken i mange år have opført i Calgary i Alberta i Canada. Hver juleaften så vi frem til at skulle til udendørs-krybbespillet med æsler, får, vise mænd, hyrder, romerske soldater, engle og et godt lydanlæg. Det gav en følelse af fred, kærlighed og den sande mening med julen i vores hektiske fejring.
Vi ankom til Heritage Park, hvor krybbespillet fandt sted og snart nød vi den smukke musik fra Tabernakelkoret og historien om Frelserens fødsel. Lauren, vores ældste barnebarn, var tre år dengang. Hun blev betaget af synet, lydene og den historie, der udfoldede sig for os. Man kunne se vores åndedræt i den kolde aftenluft under den stjerneklare himmel. Vi så på dem, der spillede Josef og Maria, der tog til Betlehem for at følge kejserens befaling. Kvinden, der spillede Maria, skulle snart føde (se Luk 2:5), og der var ikke plads til dem andre steder end i stalden. Der fødte Maria »sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe« (se Luk 2:7). Spotlys gled over bakken, hvor vi kunne se folk, der forestillede hyrder, der »holdt nattevagt over deres hjord« (se Luk 2:8). Pludselig dukkede en skuespiller, der var klædt ud som engel, frem i luften, og der strålede et klart lys om ham. Lauren råbte i spontan kærlighed: »Jesus, det er mig, Lauren!«
Alle omkring os hørte hendes hilsen og smågrinede – glædeligt overraskede. Det var en uskyldig forveksling, men den gjorde krybbespillet mindeværdigt for os. Lauren vidste, at Jesus kendte hende, og vi blev mindet om, at vi godt ved, at han kender os hver især. Vi tænkte på, om Lauren havde en erindring om sin Frelser, som hun blot tre år tidligere havde forladt. Laurens spontane hilsen gav os håb om, at vi også vil genkende ham, når vi møder ham. Hendes kærlighed til Frelseren og hans kærlighed til Lauren varmede hjerterne den iskolde juleaften.