Min bøn i Nordsøen
Olaf Thorlief Jensen, Utah, USA
Illustrationer: Bradley Clark
Da jeg var 17 år, boede vi på en ø, der hedder Andabeløy, der ligger i det sydlige Norge. Min far blev omvendt til Kirken på Andabeløy, og jeg blev døbt i havet der.
Jeg var fisker på det tidspunkt og havde erfaring med at sejle. Min far gav mig ansvaret for vores søtaxi, som områdets beboere gjorde brug af.
En dag i 1941 fik vi et opkald fra en læge i Flekkefjord, der lå mod nord. En kvinde, der boede ca. to timer derfra i båd, havde brug for øjeblikkelig lægehjælp. Dr. Hoffman spurgte, om jeg kunne sejle ham ud til hende, men mine forældre var bekymrede for en storm, der rasede i Nordsøen. Vi besluttede os for at bede og spørge vor himmelske Fader til råds. Vi fik det svar, at jeg skulle tage af sted.
Da jeg satte Tryg min 10 meter lange fiskerbåd i havet, var vejret dårligt, og bølgerne gik højt. Efter at have hentet lægen satte jeg kursen gennem fjorden og ud på det åbne hav. Vi skulle til et område lige nord for Lista, der ligger på Norges klippefyldte sydkyst – og som er berygtet for stormvejr og skibbrud.
Jeg styrede gennem stormen, indtil vi nåede en vig ved klipperne, der var ca. 12 meter bred, der førte til vores bestemmelsessted. Bølgerne var så høje, at jeg ikke ville kunne kontrollere båden inde i vigen, de drønede ind i vigen og slog mod klipperne.
»Hvad skal vi gøre?« råbte lægen gennem den kraftige blæst.
»Vi må bede om det,« svarede jeg.
Jeg stoppede op og bad vor himmelske Fader om vejledning. Lige så snart jeg havde sagt amen, fik jeg et klart svar. Jeg kom pludselig i tanke om en historie, som en gammel fisker havde fortalt mig. Han havde været ude og fiske i selv samme område under en slem storm og havde ikke kunnet komme ind til bredden. Mens han ventede på, at stormen skulle drive over, lagde han mærke til et mønster i bølgerne. Efter tre store bølger havde slået ind, fulgte der en rolig periode, der varede længe nok til, at han kunne sejle ind i vigen.
Jeg havde fisket mange gange i dette område, men havde aldrig lagt mærke til et mønster i bølgegangen. Ikke desto mindre sejlede jeg båden ind foran vigen, hvor vi ventede og holdt øje med de tre store bølger, der slog ind. Og ganske rigtigt fulgte der en rolig periode. Jeg sejlede båden ind over det rolige vand i bugten og fik dr. Hoffman sikkert ind til bredden. Han skyndte sig ind til den syge kvinde, mens jeg ventede i båden og takkede vor himmelske Fader for at have besvaret min bøn.
En time efter vendte lægen tilbage og sagde: »Vi reddede hendes liv!«
Lettet over nyheden og det bedre vejr fik jeg båden hjem uden uheld.
Jeg vidner om, at når vi har brug for hjælp, bør vi bede. Jeg ved, at vor himmelske Fader svarer os.
Bølgerne var så høje, at jeg ikke kunne kontrollere båden gennem vigen.