2011
Ældste José L. Alonso
Maj 2011


Ældste José L. Alonso

De Halvfjerds

Billede
Elder José L. Alonso

Selv før José Luis Alonso Trejo tilsluttede sig Kirken, havde han et vidnesbyrd om bønnens kraft. »Da jeg var 11 år,« siger han, »døde jeg næsten. Lægerne havde opgivet mig – jeg hørte dem tale sammen. Så jeg bad og bad til Herren, og han helbredte mig.

Da jeg senere hørte Joseph Smiths historie og fandt ud af, hvordan en kun 14-årig dreng talte med Gud, så vidste jeg, at det var sandt. Jeg vidste, at Gud kan besvare vore bønner, og at han kender os.«

Den samme trøstende følelse vejledte ældste Alonso, da han studerede Mormons Bog. »På grund af bøn og denne bog, så ved jeg helt sikkert, at Jesus er Kristus,« fortæller han.

Ældste Alonso er født i Mexico City i november 1958 som søn af Luis og Luz Alonso. Som teenager flyttede han til byen Cuautla i Mexico, hvor han tilsluttede sig Kirken. Deltagelse i GUF bragte ham i kontakt med stærke unge, som tog sig af ham og gav ham et andet hjem. Det var også til GUF, at han mødte Rebecca Salazar, som senere blev hans hustru.

Da ældste Alonso fyldte 19, kom han på fuldtidsmission i Hermosillo-missionen i Mexico. Ældste Alonso og Rebecca blev efter hans mission viet den 24. februar 1981 i templet i Mesa i Arizona. De har to børn.

Foruden at have været institutleder i Kirkens Uddannelsessystem har ældste Alonso en lægeuddannelse inden for børneudvikling og har arbejdet som homøopatisk læge og kirurg. Hans karriere demonstrerer et længe næret ønske om at tjene og velsigne andre – ligesom Herren velsignede ham, da han var syg som barn. »At tjene andre opbygger enighed og broderskab,« siger han, »og åbner for Herrens kraft i vores tilværelse.«

Forud for sin kaldelse til De Halvfjerds’ Første Kvorum har ældste Alonso virket som biskop, stavens missionspræsident, stavspræsident, rådgiver i et missionspræsidentskab, præsident for Tijuana-missionen i Mexico og områdehalvfjerdser.