2008
Jeg havde tro, men ingen penge
Oktober 2008


Jeg havde tro, men ingen penge

Sidst i 1988 nød jeg min kaldelse som andenrådgiver i biskoprådet i Ciudad Ojeda i Venezuela, men jeg havde nogle svære bekymringer. Jeg havde været medlem af Kirken i over et år, men havde endnu ikke modtaget mine tempelvelsignelser.

En dag kom en ven fra den nærliggende by Maracaibo på besøg. Inden længe var vi i gang med en samtale om åndelige emner.

Pludselig følte min ven sig tilskyndet til at sige: »Bror Troconiz, jeg mener, at vor himmelske Fader ønsker, at du skal tage til templet og modtage de evige velsignelser, han har lovet sine børn.«

»Det kan jeg ikke,« svarede jeg. »Der er ikke noget tempel her i Venezuela, og en udlandsrejse er alt for dyr. Jeg har ikke pengene.«

Han overvejede det et øjeblik, og så sagde han: »Hvis du virkelig vil til templet, så vil vor himmelske Fader gøre det muligt for dig.«

Jeg svarede: »Hvis vor himmelske Fader vil hjælpe mig, så gør jeg det!«

Fra det øjeblik var jeg fuld af tro på og håb om, at jeg ville være i stand til at komme i templet. Næste dag ringede jeg til stavens ledere og fik at vide, at der var planlagt en rejse i januar til templet i Lima i Peru, som dengang var det nærmeste tempel. Rejsen ville koste 16.500 bolivarer, og det dækkede flybillet samt kost og logi.

Dagene gik, og betalingsfristen nærmede sig hastigt. Jeg forsøgte at tjene pengene, men jeg var langt fra at have det, jeg skulle bruge. Men min tro vaklede ikke. Jeg var sikker på, at vor himmelske Fader ville åbne en udvej.

Kort før betalingsfristen oprandt, blev jeg ringet op af en tidligere arbejdsgiver. Vedkommende nævnte mit navn og sagde: »Du har været ansat i vores oliefirma for fem år siden. Da du holdt op, udregnede man dine feriepenge forkert. Vær venlig at komme ind og hente den check, som vi har udskrevet i dit navn.«

Næste dag tog jeg hen for at hente checken. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg så beløbet. Checken var udstedt på nøjagtig 16.500 bolivarer!

Den 17. januar 1989 trådte jeg ind i templet i Lima i Peru og modtog min tempelbegavelse. Min ven havde ret. Vor himmelske Fader havde åbnet en udvej for mig, så jeg kunne komme i templet. Som Nefi sagde: »Herren … er i stand til at gøre alt for menneskenes børn, dersom de udøver tro på ham« (1 Ne 7:12).