2007
Kom til templet
Oktober 2007


Kom til templet

Billede

Omkring begyndelsen af det 20. århundrede arbejdede to missionærer i bjergområdet i den sydlige del af De Forenede Stater. Da de en dag vandrede langs en bakkekam i det bjergrige højland, så de mennesker samle sig i en rydning nær en hytte et stykke nede ad bjergsiden.

De fandt ud af, at der skulle holdes en begravelse. En lille dreng var druknet. Hans forældre havde sendt bud efter præsten og bedt ham om at »sige et par ord« ved begravelsen af den lille fyr. Ældsterne holdt sig i baggrunden for at iagttage, hvad der foregik. Den lille fyr skulle begraves i den grav, der allerede var åbnet nær ved hytten. Præsten stod foran den sørgende far og mor samt de andre forsamlede og indledte sin begravelsesprædiken. Hvis forældrene havde forventet at få trøst fra denne præst, blev de skuffede.

Han skældte dem voldsomt ud for ikke at have fået døbt den lille dreng. De havde udsat det af den ene eller den anden grund, og nu var det for sent. Han sagde fuldstændig uden omsvøb til dem, at deres lille dreng var kommet i helvede. Han sagde til dem, at det var deres fejl, at det var deres skyld – de havde forvoldt deres søn uendelig pinsel.

Da prædikenen var slut og graven var dækket til, forlod venner, naboer og slægtninge stedet. Ældsterne gik hen til de sørgende forældre. »Vi er Herrens tjenere,« fortalte de den hulkende mor, »og vi kommer med et budskab til jer.«

Da de sorgfulde forældre lyttede, åbenbarede de to unge ældster for deres forstand et glimt af evighedens lys. De læste fra Åbenbaringen, og de bar for disse ydmyge, sorgfulde forældre et vidnesbyrd om gengivelsen af nøglerne til forløsningen af både de levende og de døde.

Jeg skælder ikke den omrejsende præst ud. Faktisk har jeg en vis sympati for ham, for han gjorde sit bedste, udfra det han vidste, i henhold til det lys og den kundskab, han havde modtaget. Men der er mere end det, han havde at give. Der er evangeliets fylde.

Den sti, som missionærerne viste disse ydmyge mennesker, var mere end omstilling, omvendelse og dåb, for når tiden er inde, vil den sti føre dem, der følger den, til de hellige værelser i det hellige tempel. Der kan de medlemmer af Kirken, der er værdige, deltage i de højeste forløsende og hellige ordinancer, som menneskeheden har fået åbenbaret. Der kan vi blive tvættet og salvet og undervist og begavet og beseglet. Og når vi modtager disse velsignelser for os selv, kan vi derefter modtage dem som stedfortrædere for mennesker, der døde uden selv at have haft denne mulighed.

Det er mit håb at kunne højne jeres forståelse for, hvorfor vi bygger templer, og hvorfor ordinancer og ceremonier udføres der.

Privilegiet ved at komme i templet

Det er et privilegium at træde ind i det hellige tempel. Hvis I er værdige i henhold til de standarder, der er fastlagt, bør I for alt i verden komme for at modtage jeres egne velsignelser, og derefter bør I komme igen og igen og igen for at tilvejebringe de samme velsignelser for andre, som er døde uden mulighed for at have modtaget dem i jordelivet.

I bør ikke komme til templet, før I er værdige, før I opfylder de krav, Herren har fastlagt. Men I bør komme, hvis ikke nu, så lige så snart, som I kan gør jer værdige.

Den lærdom, der ligger til grund for arbejdet i det hellige tempel, adskiller mere end noget andet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra enhver anden religiøs organisation på jordens overflade og er mere betydningsfuld. Vi har noget, som ingen anden religiøs sekt har. Vi kan give noget, som de ikke kan yde.

Den kval, sådanne sørgende forældre føler i deres hjerte, kan kun fyldestgøres af denne kirkes lærdomme. Disse lærdomme samles i ordinancerne i det hellige tempel.

Orden i alle ting

For at forklare noget af ordinancernes betydning, vil jeg begynde med den 3. trosartikel: »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«

Ordet ordinance betyder »en religiøs eller ceremoniel skik,« »en fast ceremoni«.1 Hvad nu med evangeliets ordinancer? Hvor vigtige er de ordinancer for Kirkens medlemmer? Kan man blive lykkelig, kan man forløses, kan man blive ophøjet uden dem? Svaret er: De er mere end blot tilrådelige eller ønskværdige, eller endog nødvendige. Endda mere end vigtige eller livsnødvendige, de er afgørende for hver eneste af os.

Hver sidste dages hellig må stille sig selv disse spørgsmål: Har jeg orden i mit liv? Har jeg alle de evangeliske ordinancer, som jeg bør være i besiddelse af på dette tidspunkt i mit liv? Er de virkningsfulde?

Hvis I kan svare bekræftende på disse spørgsmål, og hvis ordinancerne hører ind under den beseglende magt og myndigheds indflydelse, så vil de for evigt vedblive at være gældende. I så tilfælde er jeres liv, for så vidt det angår, i god orden. Dernæst ville I gøre vel i at tænke på jeres familie, levende som døde, med de samme spørgsmål i tankerne.

Tempelordinancerne

De ordinancer, vi udfører i templerne, omfatter tvætninger, salvelser, begavelsen og beseglingsordinancerne – både besegling af børn til forældre og besegling af ægtepar – generelt omtalt som tempelægteskab.

Her er et kort sammendrag af de oplysninger, der er tilgængelige på tryk angående tempelordinancerne.

Tvætningens og salvelsens ordinancer omtales ofte i templet som de forberedende ordinancer. Det vil være tilstrækkeligt for os at sige følgende: Tvætningerne og salvelserne er knyttet til begavelsen og er nærmest symbolske, men her gives løfter om konkrete og omgående velsignelser, såvel som om fremtidige velsignelser. Med hensyn til disse ordinancer har Herren sagt: »Sandelig siger jeg jer: Hvordan skal jeres tvætninger kunne være antagelige for mig, medmindre I udfører dem i et hus, som I har bygget til mit navn?« (L&P 124:37).

I forbindelse med disse ordinancer i templet vil man officielt blive iført tempelklædningen og i forbindelse hermed få løfte om storslåede velsignelser. Det er vigtigt, at man lytter omhyggeligt, når man modtager disse ordinancer, og at man prøver på at huske de velsignelser, man bliver lovet, samt på hvilke betingelser man vil opnå dem.

At begave vil sige at berige, at man giver nogen noget, som er langvarigt og af stor værdi. I tempelbegavelsesordinancerne »bliver modtagere begavet med kraft fra det høje,« og »de modtager undervisning vedrørende Herrens formål og planer.«2

Præsident Brigham Young (1801-1877) sagde om begavelsen: »Lad mig give jer en kort definition. Jeres tempelbegavelse er at modtage alle ordinancerne i Herrens hus, som er nødvendige for jer, når I har forladt dette liv, for at I kan gå tilbage til Faderens nærhed og gå forbi engle, som står vagt, så I kan give de nøgleord, tegn og kendetegn, som vedrører det hellige præstedømme og opnå evig ophøjelse, trods jord og helvede.«3

Begavelsens velsignelse er nødvendig for den fulde ophøjelse. Enhver sidste dages hellig bør søge at blive værdig til denne velsignelse og modtage den.

Beseglingsordinancen er den ordinance, der binder familier sammen for evigt. Tempelvielsen er en beseglingsordinance. Børn født af forældre, som er blevet beseglet i templet, er født i pagten. Når et ægtepar er blevet viet ved en borgerlig ceremoni og dernæst beseglet i templet et år eller mere derefter, bliver børn, der ikke er født i pagten, beseglet til ægteparret ved en kort og hellig ordinance.

Det har altid gjort indtryk på mig, hvor ærbødigt og omsorgsfuldt tempelordinancerne er blevet forrettet. De er ikke komplicerede eller overdådige, men de er typiske for enkelheden i evangeliets principper.

I Kirken besidder vi tilstrækkelig myndighed til at udføre alle de ordinancer, som er nødvendige for forløsning og ophøjelse af hele den menneskelige familie. Og fordi vi har beseglingsmagtens nøgler, vil det, vi binder på rette vis her, også være bundet i himlen. Disse nøgler – nøglerne til at besegle og binde på jorden, så det er bundet i himlen – repræsenterer den fuldendte gave fra vor Gud. Med den myndighed kan vi døbe og velsigne, vi kan begave og besegle, og Herren vil anerkende vore forpligtelser.

Ordinancer skal tilbydes de døde

Den tidligere nævnte omrejsende præst havde ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad der sker med dem, der dør uden dåb. Hvad med dem? Hvis der ikke er givet noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst (og det er sandt), og de har levet og er døde uden at have hørt det navn, og hvis dåb er vigtig (og det er den), og de døde uden muligheden for overhovedet at tage imod den, hvor er de så nu?

Det spørgsmål er svært at fatte, men det omfatter størstedelen af den menneskelige familie. Med andre ord, så spørg, hvilken magt der ville fastslå én Herre og én dåb og dernæst tillade, at størstedelen af den menneskelige familie aldrig ville blive omfattet af dens læresætninger? Når det spørgsmål står ubesvaret hen, må langt den overvejende del af den menneskelige familie anses for at være fortabt, deriblandt den lille dreng, der druknede – og imod enhver fornuftig anvendelse af såvel retfærdighedens som barmhjertighedens lov.

Hvis en kirke ikke har noget svar på dette dilemma, hvordan kan den så gøre krav på at være Herrens kirke? Naturligvis er han ikke villig til at afskrive størstedelen af den menneskelige familie, fordi de aldrig blev døbt, mens de var på jorden.

De, der rådvilde og frustrerede indrømmer, at de ikke har noget svar på det spørgsmål, kan ikke på fornuftig vis gøre krav på myndighed til at forvalte Herrens anliggender på jorden eller overvåge det værk, hvorved hele menneskeheden skal frelses.

Et af de kendetegn, der adskiller os fra resten af verden og betegner os som Herrens kirke, er, at vi tilvejebringer dåb og andre ordinancer for vore forfædre.

Når som helst jeg taler om dem, der døde uden dåb, så gør jeg det med den dybeste ærbødighed, for det berører et helligt værk. Hvor lidt det end er kendt for verden, så rummer dette værk storslåede muligheder, som overgår alt, hvad mennesket kunne drømme om, himmelske, inspirerede og sande. Det er svaret.

Med den rette myndighed kan et menneske blive døbt for og på vegne af en, som ikke havde den mulighed, før han eller hun døde. Den person kan så tage imod eller afvise dåben i åndeverdenen efter eget ønske.

Dette værk kom som en stor bekræftelse af noget meget grundlæggende – at der er et liv efter døden. Den jordiske død er lige så lidt en afslutning, som fødslen er en begyndelse. Det store forløsningsværk fortsætter på den anden side af sløret så vel som her i jordelivet.

Vi er blevet bemyndiget til at udføre dåb og andre tempelordinancer som stedfortrædere for de døde, således at når de hører evangeliet blive forkyndt og ønsker at tage imod det, så vil disse vigtige ordinancer være blevet udført.

Kom til templet

Enhver sidste dages hellig er ansvarlig for dette arbejde. Der er højst sandsynligt ikke nogen lærdom, der adskiller denne kirke mere fra de andre kirker end netop denne. Vi har åbenbaringerne. Vi har disse hellige ordinancer.

Jeg siger til jer alle: »Kom til templet.« Måske ser I frem til den eneste chance i livet for at tage dertil for at modtage jeres egen begavelse, for selv at modtage velsignelser og for selv at indgå pagter med Herren. Måske har I allerede været der en eller to gange. Måske tager I tit dertil. Måske er I endda tempeltjenere. Uanset hvad jeres omstændigheder er, så kom til templet.

Hvis der er behov for det, så bring jeres liv i orden – bed inderligt. Begynd med det samme på den meget vanskelige og sommetider meget nedslående omvendelsesrejse. Tag en fast beslutning om, at I vil gøre alt, hvad I kan for at fremme tempeltjeneste og den slægtsforskning, der understøtter den, og for at bistå hver levende sjæl og hver sjæl på den anden side af sløret på enhver måde, I kan og med ethvert tilgængeligt middel.

Kom til templet!

Tilpasset fra The Holy Temple, 1980; se også Forberedelse til at indtræde i det hellige tempel, 2003.

Noter

  1. Oxford English Dictionary, 1971, »ordinance«, s. 2006.

  2. Bruce R. McConkie, Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 227.

  3. Discourses of Brigham Young, samlet af John A. Widtsoe, 1941, s. 416.