De store ting, Gud har åbenbaret
På det solide fundament, som udgøres af profeten Josephs guddommelige kaldelse og Guds åbenbaringer, som kom ved ham, går vi fremad.
Mine brødre og søstre, som vi er blevet mindet om, vil vi næste december fejre 200-året for profeten Joseph Smiths fødsel. I mellemtiden vil mange ting finde sted for at festligholde denne betydningsfulde begivenhed.
Bøger vil blive udgivet, videnskabelige konferencer vil blive afholdt, festspil, en ny film og en hel masse andre ting.
Som en forsmag på dette, vil jeg, som den 15. i rækken efter hans store præstation, bære mit vidnesbyrd om hans guddommelige kaldelse.
Jeg holder i min hånd en dyrebar lille bog. Den blev udgivet i Liverpool i England, af Orson Pratt i 1853 for 152 år siden. Det er Lucy Mack Smiths beretning om hendes søns liv.
Den fortæller indgående detaljer om Josephs forskellige besøg fra englen Moroni og om fremkomsten af Mormons Bog.
Bogen fortæller, at efter at have hørt om Josephs møde med englen foreslog hans bror Alvin, at familien samledes for at lytte til ham, mens han berettede indgående om »de store ting, Gud havde åbenbaret for dig«. (Biographical Sketches of Joseph Smith the Prophet and His Progenitors of Many Generations, 1853, s. 84).
Jeg har valgt dette udsagn som emne for min tale – de store ting, som Gud har åbenbaret gennem profeten Joseph. Tillad mig at nævne nogle af de mange lærdomme og traditioner, der adskiller os fra alle andre kirker, og som alle er modtaget ved åbenbaring til den unge profet. I kender dem, men de er værd at gentage og tænke over.
Den første af disse er selvfølgelig tilsynekomsten af Gud selv og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus. Dette storslåede første syn er, efter min mening, den største begivenhed af sin art siden vor Herres fødsel, liv, død og opstandelse i tidernes midte.
Vi har intet nedskrevet om nogen lignende begivenhed.
I århundreder har mænd samledes og diskuteret Guddommens natur. Konstantin samlede forskellige lærde i Nikæa i året 325. Efter to måneders indgående debat indgik de kompromis om en definition, som i generationer har været læresætning blandt kristne angående Guddommen.
Jeg opfordrer jer til at læse definitionen og sammenligne den med drengen Josephs udsagn. Han siger ganske enkelt, at Gud stod foran ham og talte til ham. Joseph kunne se ham og høre ham. Han var i et menneskes skikkelse, et væsen med et legeme. Ved hans side stod den opstandne Herre, et selvstændigt væsen, som han præsenterede som sin elskede søn, og med hvem Joseph også talte.
Jeg vil tillade mig at hævde, at på den korte tid, dette bemærkelsesværdige syn varede, lærte Joseph mere om Guddommen end alle fortidens lærde og gejstlige.
Under denne guddommelige åbenbaring blev virkeligheden af Herren Jesu Kristi bogstavelige opstandelse bekræftet udover enhver tvivl.
Denne viden om Guddommen, skjult for verden i århundreder, var den første og store ting, Gud åbenbarede for sin udvalgte tjener.
Og på virkeligheden og sandheden i dette syn hviler gyldigheden af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg taler herefter om endnu noget meget vigtigt, Gud har åbenbaret.
Den kristne verden accepterer Bibelen som Guds ord. De fleste ved ikke, hvordan den kom til os.
Jeg er lige blevet færdig med at læse en nyudgivet bog af en berømt videnskabsmand. Det er tydeligt ud fra de oplysninger, som han giver, at Bibelens forskellige bøger blev bragt sammen på en måde, der forekommer at have været usystematisk. I nogle tilfælde blev de først nedskrevet længe efter de begivenheder, de beskriver. Man forledes til at spørge: »Er Bibelen sand? Er den virkelig Guds ord?«
Vi svarer, at det er den for så vidt, som den er rigtigt oversat. Herrens hånd var med i dens fremkomst. Men nu står den ikke længere alene. Der er endnu et vidne om de betydelige og vigtige sandheder, den indeholder.
Skriften siger, at »på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1).
Mormons Bog er fremkommet ved Guds gave og kraft. Den taler som en røst fra støvet, som et vidnesbyrd om Guds Søn. Den taler om hans fødsel, om hans virke, om hans korsfæstelse og opstandelse og hans tilsynekomst for de retfærdige i landet Overflødigheden på det amerikanske fastland.
Det er noget håndgribeligt, man kan tage i hænderne, som kan læses, som kan efterprøves. Den bærer i sig et løfte om dens guddommelige oprindelse. Millioner har nu efterprøvet den og fundet, at den er en sand og hellig optegnelse.
Den er blevet udnævnt af dem, der ikke tilhører vores tro, som en af de 20 bøger, der nogensinde er udgivet i Amerika, som har haft den størst indflydelse på sine læsere.
Ligesom Bibelen er et vidne om den gamle verden, er Mormons Bog et vidne om den nye. De går hånd i hånd for at erklære, at Jesus er Faderens Søn.
Alene i de sidste 10 år er 51 millioner eksemplarer blevet omdelt. Den er nu tilgængelig på 106 sprog.
Denne hellige bog, der fremkom som en åbenbaring fra den Almægtige, er i sandhed endnu et vidne om vor Herres guddommelighed.
Man skulle synes, at hele den kristne verden ville række ud og modtage den med glæde og omfavne den som et levende vidnesbyrd. Den giver endnu et stort og grundlæggende bidrag, som kom som en åbenbaring til profeten.
Endnu ét er det gengivne præstedømme. Præstedømme er myndigheden til at handle i Guds navn. Den myndighed er enhver religions slutsten. Jeg har for nylig læst endnu en bog. Den handler om den oprindelige kirkes frafald. Hvis denne kirkes myndighed gik tabt, hvordan kunne den så erstattes?
Præstedømmets myndighed kom fra det eneste sted, det kunne komme, og det er fra himlen. Det blev overdraget ved hænderne fra dem, som besad det, da Frelseren vandrede på jorden.
Først var der Johannes Døber, der overdrog Det Aronske eller mindre præstedømme. Herefter fulgte et besøg fra Peter, Jakob og Johannes, Herren Jesu Kristi apostle, som overdrog Joseph og Oliver Cowdery Det Melkisedekske Præstedømme, som disse apostle havde modtaget ved Herrens egne hænder, mens han levede og sagde:
»Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19).
Hvor smuk er ikke udfoldelsen af genoprettelsens mønster, som førte til organiseringen af Kirken i året 1830 for 175 år siden denne uge. Selv Kirkens navn kom ved åbenbaring. Hvis kirke var det? Var det Joseph Smiths? Var det Oliver Cowderys? Nej, det var Jesu Kristi Kirke genoprettet på jorden i disse sidste dage.
En anden stor og enestående åbenbaring givet til profeten var planen for evigt familieliv.
Familien er den Almægtiges skabning. Den repræsenterer det helligste af alle forhold. Den repræsenterer den alvorligste af alle forpligtelser. Den er samfundets grundlæggende organisation.
Gennem Guds åbenbaringer til hans profet kom den lære og myndighed, gennem hvilken familier besegles ikke blot for dette liv, men for al evighed.
Jeg tror, at hvis vi havde evnen til effektivt at undervise i denne ene lærdom, ville det fange interessen hos millioner af ægtemænd og hustruer, som elsker hinanden, og som elsker deres børn, men hvis ægteskab kun gælder »til døden jer skiller.«
Små børns uskyld er endnu en åbenbaring, som Gud har givet ved hjælp af profeten Joseph. Det almindelige er dåb af spædbørn for at borttage følgerne af det, der beskrives som Adams og Evas synder. Efter genoprettelsens lære er dåb til forladelse for ens egne personlige synder. Den bliver en pagt mellem Gud og mennesket. Den foretages ved ansvarlighedsalderen, når man er gammel nok til at skelne mellem rigtigt og forkert. Den sker ved nedsænkning som symbol på Jesu Kristi død og begravelse, og at han kom frem i opstandelsen.
Jeg fortsætter med at nævne endnu en åbenbaret sandhed.
Vi lærer, at der ikke er personanseelse hos Gud, og alligevel er der i ingen andre kirker, som jeg kender til, tilvejebragt mulighed for, at dem på den anden side af dødens slør kan modtage enhver velsignelse, som gives de levende. Den store lære om forløsning af de døde er enestående for denne kirke.
Mennesker praler af at være »frelst«, og i samme åndedrag indrømmer de, at deres forfædre ikke er og ikke kan blive frelst.
Jesu forsoning for alle repræsenterer et stort stedfortrædende offer. Han viste vejen, hvorved han blev stedfortræder for hele menneskeheden. Denne måde, hvorpå en person kan handle på en andens vegne er overført til ordinancerne i Herrens hus. Her tjener vi på vegne af dem, der er døde uden kendskab til evangeliet. De har muligheden for at modtage eller afvise de ordinancer, der udføres. De gives de samme vilkår som dem, der vandrer på jorden. De døde får de samme muligheder som de levende. Endnu engang, sikke en strålende og vidunderlig ordning den Almægtige har skabt ved sin åbenbaring til sin profet.
Menneskets evige natur er blevet åbenbaret. Vi er Guds sønner og døtre. Gud er Fader til vore ånder. Vi levede, før vi kom hertil. Vi havde personlighed. Vi blev født til dette liv efter en guddommelig plan. Vi er her for at prøve vores værdighed, når vi handler ud fra den handlefrihed, Gud har givet os. Når vi dør, fortsætter vi med at leve. Vores evige liv består af tre dele; ét, vores førjordiske liv; to, vores jordiske liv; og tre, vores liv efter døden. I døden går vi bort fra denne verden og træder gennem sløret ind til den verden, som vi er værdige til. Også dette er en enestående, særlig og dyrebar lære for denne kirke, som er modtaget ved åbenbaring.
Jeg har givet en kort sammenfatning af den kolossale udgydelse af visdom og myndighed fra Gud til hans profet. Var der tid til det, kunne jeg nævne mange andre. Der er én mere, som jeg må nævne. Det er princippet om nutidig åbenbaring. Trosartiklen, som profeten skrev, erklærer:
»Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (Trosartiklerne 1:9).
En kirke i vækst, en kirke, som spreder sig ud over jorden i disse vanskelige tider, har brug for stadig åbenbaring fra himlens trone til at lede den og bevæge den fremad.
Med bøn og ivrig søgen efter Herrens vilje vidner vi, at vejledning modtages, at åbenbaring gives, og at Herren velsigner sin Kirke, som den bevæger sig på sin skæbnes vej.
På det solide fundament, som udgøres af profeten Josephs guddommelige kaldelse og Guds åbenbaringer, som kom ved ham, går vi fremad. Meget er udrettet for at bringe os frem til vor tid. Men der er stadig meget at gøre for at bringe det gengivne evangelium til »alle folkeslag og stammer, tungemål og folk« (Åb 14:6).
Jeg glæder mig over muligheden for i forening med jer at gå fremad i tro. Byrden er af og til tung, som I meget vel ved. Men lad os ikke klage. Lad os vandre i tro og hver især gøre vores del.
Lad os i dette højtidelige år, ved vore egne handlinger ære profeten, ved hvem Gud har åbenbaret så meget.
Joseph Smith blev født en kold dag i Vermont i 1805. Han døde en lummer eftermiddag i 1844. I løbet af hans 38 1/2 år korte liv modtoges ved ham en uforlignelig udgydelse af visdom, gaver og lærdom. Når man ser objektivt på det, er der intet, der kan sammenlignes med det. Subjektivt er det det grundlæggende i mange millioner sidste dages helliges personlige vidnesbyrd over hele jorden. I og jeg er privilegerede ved at være blandt disse.
Som dreng holdt jeg meget af at lytte til en mand, som med fyldig barytonstemme sang John Taylors salme.
Seeren, seeren, seeren Joseph! …
Jeg tænker ofte kærligt på ham;
Guds udvalgte og menneskehedens ven,
Han bragte præstedømmet tilbage igen;
Han så fortiden og fremtiden med …
Og viste den himmelske plan.
(»The Seer, Joseph, the Seer,« Hymns, 1948-udgaven, nr. 296).
Han var i sandhed en seer. Han var åbenbarer. Han var den levende Guds profet, som har talt til sine egne og alle fremtidige generationer.
Til dette føjer jeg mit højtidelige vidne om guddommeligheden i hans kaldelse, om kraften i hans liv og om beseglingen af hans vidnesbyrd med hans død. I vor Forløsers hellige navn, den Herre Jesus Kristus. Amen.