Hurtig til at hjælpe, langsom til at dømme
At være hurtig til at hjælpe og langsom til at dømme er en enkel og meget opmuntrende måde, hvormed vi hver især kan blive mere som vor Frelser.
Lignelsen om de knudrede knapper
»En lille dreng vogter dem.« For en del år siden blev dette skriftsted virkelig levendegjort for mig. Det skete under et primaryprogram i menigheden.
Den sabbatsmorgen havde min unge ven James et nyt jakkesæt på. Da programmet begyndte, sad James og undersøgte nogle af de mere interessante detaljer ved sit nye jakkesæt. Det, der fangede hans opmærksomhed mest, var to ting ved jakken. På ærmerne var der knapper, men ingen knaphuller. Og på venstre jakkerevers var der et knaphul, men ingen knapper. Hverken knapperne eller knaphullet syntes at tjene noget reelt formål.
James udtænkte klogt et formål med begge dele. Jeg sad og så nervøst til, mens James med stor fornøjelse knappede sit højre ærme fast til venstre jakkerevers. Hans selvtilfredshed blev hurtigt til panik, for da han først havde knappet sin arm fast til brystet, kunne han – selv med en primarydrengs smidighed – ikke komme fri. James havde uforvarende, men ganske effektivt, skabt sig en enarmet spændetrøje.
Efterhånden som James sad mere og mere fast, blev jeg mere og mere irriteret. Forvirrende knapper var blevet brugt til et ubehageligt og for mig temmelig frustrerende formål. Jeg rystede skuffet på hovedet, da James skulle til at gå op til talerstolen.
I det samme lagde jeg mærke til den lille pige, der sad ved siden af James. Hun havde også været vidne til James’ knibe og hans voksende bekymring. Men i stedet for at blive irriteret, ønskede hun at hjælpe. Hun forstod hurtigt, hvad der måtte gøres, og med sine små fingre, og uden at dømme fik hun knappen ud af knaphullet. James blev reddet, og Primary-programmet blev reddet!
Jeg følte mig lettet, men også ydmyg. Jeg erkendte den stille irettesættelse, der lå i en forkert placeret knap og små fingre, der mindede mig om at prøve at være mere som Jesus. Det lille, men majestætiske øjeblik hjalp mig til at favne, hvad ældste Patrick Kearon har beskrevet som en »radikal nyorientering« af min sjæl. Jeg husker ikke emnet for Primarys nadvermødeprogram den dag, men det budskab, jeg modtog gennem Helligånden, førte til en åndelig kursændring. Takket være et lille barn lærte jeg dette, at en sand Jesu Kristi discipel er hurtig til at hjælpe og langsom til at dømme.
Frelseren hjælper (og dømmer ikke) kvinden ved brønden
Frelseren underviste kærligt om dette tegn på at være discipel helt fra begyndelsen af sin jordiske tjenestegerning. I Johannesevangeliet viser han omsorg for en samaritansk kvinde. Vi kender ikke hendes navn. Vi kender hende som »kvinden ved brønden«. Hendes møde med Herren Jesus Kristus lærer os mange ting. En afgørende lektion er Frelserens eksempel på at være hurtig til at tilbyde nåde og forvandlende hjælp.
Da samtalen begynder, er Jesus træt, og uventet beder han kvinden om noget at drikke. Vi kan kun forestille os, hvor mange dage denne kvinde var kommet til denne brønd på dette tidspunkt, alene – indtil den dag. For hende var det en almindelig dag – indtil Jesus dukkede op. På de almindelige dage har hun måske udholdt mange fordømmende blikke, men kun få hjælpende hænder – indtil den dag.
Denne kvinde havde måske gjort mere for at blive fordømt end blot at knappe sit ærme fast til sit revers. Tilsyneladende havde hun en række brudte forhold bag sig og boede på det tidspunkt sammen med en mand, der ikke var hendes ægtefælle. Men hvad ved vi egentlig om hendes omstændigheder? Var hun blevet enke? Skilt? Forladt? Vi ved det ikke. Misforstå mig nu ikke. Hendes historie er meget vigtig, men det er ikke de detaljer, der kan føre til fordømmelse, vi har brug for at kende angående hendes rejse.
Hvad er det, Kristus i stedet fokuserer på? Hjælp. Tilbuddet om »levende vand«. Den store Forløser vidste absolut alt om denne unavngivne kvinde, og han kom til hende for at vidne om det levende vand. Han tilbød hende nåde og forvandlende hjælp.
Han talte til kvinden med værdighed, han udskammede hende ikke. Han lyttede oprigtigt til hendes spørgsmål og svarede med undervisning, ikke latterliggørelse. Han holdt hende ikke fast i hendes fortid. Han betroede hende sandhed. Jesus Kristus minder os om, at vi for at hjælpe mennesker med at forandre deres liv ikke kun må se på deres fortid – vi må også se på deres muligheder. Den dag gik hun til brønden som en udstødt. Hun vandrede væk fra brønden med et formål. Det er præcis sådan, »hurtig til at hjælpe og langsom til at dømme« ser ud.
Duk op på almindelige dage for venner og nye medlemmer
Hver dag møder missionærerne mennesker ved vor tids brønde over hele verden. De forkynder, at Jesus er Kristus, den store »Jeg Er«. De finder, underviser, døber og bekræfter mennesker, der måske frygter at blive dømt, men som har brug for hjælp. Som Jesu Kristi disciple opfordres vi til at genorientere os, så vi kan hjælpe venner og nye medlemmer på mere kristuslignende måder. Præsident Dallin H. Oaks har tydeligt og direkte opfordret os til at »stræbe efter at være hellige, ligesom vor Frelser«. At være hurtige til at hjælpe og langsomme til at dømme er en enkel og meget opmuntrende måde for os hver især at blive mere hellige på, blive mere som vor Frelser og blive hans sande disciple.
Jeg beder til, at når vor tids mænd og kvinder møder os ved brønden, at de da vil vide, at de er »kommet hjem«. Jeg beder til, at de vil genkende jer og mig som Jesu Kristi stræbende disciple, der er klar til at fylde dem med levende og kærligt vand. Jeg vidner om, at når vi hjælper folk, en for en, på vores egne små og enkle måder, og undlader at dømme dem, forbereder vi verden på Jesu Kristi andet komme. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.