Dukketeater-bønner

Lucy Stevenson Ewell

Hvad nu hvis Sonya gik glip af showet?

En sand historie fra Rusland.

Benjamin løb i gadedrengehop tværs over pladsen. Solen skinnede, og han glædede sig. Han skulle i dukketeateret med sin mor! Hans ven Sonya skulle også med.

Snart var Benjamin og mor fremme ved teatret. »Hvor er Sonya?« Spurgte Benjamin.

Mor tjekkede sit ur. »Sonyas bedstemor sagde, at de ville møde os her klokken seks. De kommer nok snart.«

»Okay.« Benjamin så sig omkring. Forhallen i teateret havde glasvinduer med dukker på udstilling. »Kan vi se på dukkerne, mens vi venter?«

»Selvfølgelig.« Mor og Benjamin gik rundt for at se på dukkerne. En af dem havde lyserødt hår. Der var endda også en dragedukke, der hang fra loftet!

Men Sonya kom stadig ikke.

Benjamin begyndte at blive bekymret. »Kan vi ringe til dem?«

Mor nikkede og tog sin telefon frem. Benjamin lyttede til hende, mens hun talte med Sonyas bedstemor. Så lagde hun på.

»De sidder i bussen, men de sidder fast i trafikken,« sagde mor. »De kommer, så snart de kan.«

Benjamin så sig omkring. Folk gik mod scenen for at sætte sig ned. »Hvad nu hvis Sonya går glip af showet?«

»Vi må bare håbe på det bedste,« sagde mor. »Hvorfor beder vi ikke en bøn?«

»Okay.« Benjamin foldede hænderne. »Himmelske Fader, hjælp Sonya med at nå herhen i tide. Vi glæder os begge meget til at se showet.«

Efter de havde bedt, ventede de et par minutter mere. Så sagde mor: »Vi bør nok også gå hen og sætte os.«

Illustration af personer, der sidder i et teater

Benjamin traskede hen til rækkerne med bløde, røde stole. Der var næsten ingen tomme sæder tilbage, så han lagde sin jakke på sæderne ved siden af sig, for at gemme dem til Sonya og hendes bedstemor.

Alle de andre børn var klar til, at showet skulle starte. Men Benjamin blev ved med at se på døren og håbe, at Sonya snart ville komme.

En teaterarbejder begyndte at lukke døren, så showet kunne starte. Så, lige i sidste sekund, kom to personer ind. Det var Sonya og hendes bedstemor!

Illustration af en kvinde og en pige, der står ved døren til et teater

Benjamin rejste sig op og vinkede. »Jeg bad om, at I ville nå det,« sagde han, da Sonya satte sig.

Sonya smilede. »Bedstemor og jeg bad også, mens vi sad i bussen!«

Benjamin følte sig taknemmelig. Hvis Sonya var kommet for sent, havde det været okay. Men det her var en dejlig påmindelse om, at vor himmelske Fader elskede dem.

Tæppet blev trukket fra, og Benjamin og Sonya jublede. Nu begyndte showet!