Vores Ven
Så er der morgenmad
April 2024


»Så er der morgenmad«, Vores Ven, april 2024, s. 38-39.

Så er der morgenmad

Jo mere David øvede sig i at lave mad, jo mere tryg blev han ved det.

Denne historie fandt sted i USA.

Billede
Dreng med grillhandske og forklæde

Duften af spaghetti fik Davids mave til at knurre. »Hvornår er der aftensmad?«

»Om få minutter,« sagde Papá og rørte i saucen. Han kiggede over på David. »Hvad laver du?«

David holdt sin Vejledning for børn op. »Jeg prøver at vælge et nyt mål. Men jeg er ikke sikker på, hvilket jeg skal vælge. De er alle gode.«

»Hvad er nogle af mulighederne?«

David bladrede gennem vejledningen. »Syng en primarysang, tjen din næste, byd andre velkommen …« Så så han et til. »Åh! Papá, vil du hjælpe mig med at lære, hvordan man laver mad?«

»Selvfølgelig,« sagde Papá. »Jeg skal lave min særlige søndagsmorgenmad i morgen. Vil du stå tidligt op og hjælpe mig?«

»Okay!« sagde David.

Næste morgen stod David tidligt op og mødte Papá i køkkenet. Mens Papá fandt ingredienserne frem, vaskede David sine hænder.

Papá viste David, hvordan man holder på en kniv og skærer frugt på en sikker måde. Han lod David blande alle pandekageingredienserne. Så var det tid til det allerbedste. Bacon.

David brugte en tang til forsigtigt at vende baconen på panden. Baconen sydede og noget af fedtet sprøjtede op på hans fingre. »Av!« sagde David.

»Forsigtig,« sagde Papá. Han tændte for vandhanen, og David holdt sin hånd ind under det kolde vand i et minut. Så gav han David en grillhandske, som han kunne bruge som beskyttelse mod det varme fedt.

»Det er svært at lave mad,« sagde David.

»Jeps,« sagde Papá. »Det er svært at lære nye ting. Det er derfor, man skal lære de rigtige metoder.«

»Og øve sig en masse,« sagde David. »I Primary lærte jeg, at selv ikke Jesus vidste alt til at starte med.«

Far nikkede. »Selv han måtte lære ting lidt ad gangen.«

De blev færdige med at stege baconen og satte al maden på bordet. Hele familien elskede det.

Deres kat, Nacho, mjavede under bordet.

»Jeg tror også gerne Nacho vil have noget!« sagde Davids søster Sarah.

Herefter hjalp David ofte Papá i køkkenet. Papá viste ham masser af opskrifter i deres opskriftsbog. David lærte at udmåle ingredienser til småkager, hvordan man laver røræg, og hvordan man laver hans yndlingsdrink, horchata. Jo mere han øvede sig i at lave mad, jo mere tryg blev han ved det.

Så en søndag morgen følte David sig endelig klar. »Papá, må jeg lave morgenmad helt selv i dag?« spurgte David, da han kom ind til Papá i køkkenet.

»Selvfølgelig,« sagde Papá. »Jeg er lige her, hvis du har brug for hjælp.«

David fandt alle de ting frem, han skulle bruge, og gik i gang med arbejdet. Han skar jordbær og bananer, på den måde Papá havde vist ham. Han vendte forsigtigt pandekagerne, uden at de brændte på.

Og da han skulle stege bacon, vidste han lige, hvad han skulle gøre. Han havde en grillhandske og et forklæde på for at forhindre fedtet i at sprøjte på sig.

Da han var færdig, satte David al maden på bordet. Resten af familien satte sig. Hans lillesøster Emily bad en bøn, og de begyndte at spise.

»Det smager virkelig godt,« sagde hans bror, Jeremie. »Tak, Papá.«

»Faktisk,« sagde Papá, »så har David lavet det hele helt selv.«

»Gjorde han?« spurgte Jeremie. Han kiggede på David. »Du er blevet virkelig god!«

David strålede. Det havde krævet meget øvelse, men det føltes virkelig rart at lave morgenmad til sin familie. Han glædede sig til at prøve flere opskrifter.

Billede
PDF-udgave af historien

Illustration: Liz Brizzi